OpLøsningen

Det er svært at finde ud af hvem man er ... Måske kommer man til at være en anden end man i virkeligheden er. Hvorfor er det så svært?
- Af en eller anden grund kan jeg ikke skrive kommentarer på denne historie, men det er et oneshot, for at alle kan være sikre. <3

5Likes
37Kommentarer
972Visninger

1. OpLøsningen

 

Nogen gange er det svært at finde ud af hvem man er. Måske kommer man til at være en anden. Måske kommer man til at sætte en maske op og gemme sit rigtige jeg. Man bliver ødelagt indefra fordi man glemmer sig selv.

Jeg synes, at kampen for at finde ud af hvem man er, er lang og svær, men egentlig burde det jo ikke være så svært. Jeg er jo lige her?

 

Masken var lige ved at krakelere. Jeg kunne mærke det som en svidende prikken i øjet. Hele min krop spændtes og jeg prøvede desperat at beholde skjoldet hævet. Jeg smilede koldt og nikkede. ’Fuck dig,’ skulle jeg lige til at sige, men jeg holdt min mund lukket. Jeg vidste at jeg ville komme i knibe hvis jeg sagde sådan noget. Men masken ville snart krakelere, så jeg måtte gøre noget. Jeg gik med langsomme, fattede skridt hen til toilettet. Spejlet var lille og revnet lige henover midten, men mine to blågrå øjne stirrede tydeligt tilbage til mig. En tåre piblede frem og trillede hele vejen nedover kinden. Jeg tørrede den forurettet væk, og himlede med øjnene.  Hun var ikke værd at græde for. Jeg kiggede gennem det skjold jeg selv havde sat op, jeg kiggede gennem masken jeg havde taget på for at beskytte mig. Jeg kiggede lige ind i mine hårde, blågrå øjne, og jeg så mig. Godt gemt væk med forskræmte øjne, mast sammen i et lille hjørne.

”Må jeg godt komme frem nu?” spurgte jeg med en lille, hæs stemme der ikke havde været brugt i lang tid.

”Nej!” skreg jeg forfærdet, og maste mig lidt længere ned i det ensomme hjørne.

Jeg rettede på håret, tørrede øjnene, tog en dyb indånding og gik ind i klassen igen. Jeg sendte et enkelt blik over på hende og satte mig resolut på min stol. Jeg tog min mobil frem og gav mig til at spille et eller andet åndssvagt spil, mens jeg tænkte på den ynkelige pige inden i mig som så gerne ville ud. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. En hånd der blidt tog fat for at komme i kontakt med mig. Den var varm og rar og den måtte egentlig godt blive liggende der et godt stykke tid. Det var Nikolaj, en meget stille dreng fra min klasse, og han satte sig ned ved siden af mig.    

”Er du okay?” skrattede hans stemme hæst efter en kort pause.

”Ja da…” tøvede jeg, men han rystede på hovedet. Han tog to fingre op til min pande og rev masken af. Et kort øjeblik kiggede jeg på ham, og tiden stod stille.

Med et var alt kaos inden i. Tårerne væltede ud af mig, og jeg snøftede at jeg ikke var okay, mens jeg som en sidste udvej skjulte ansigtet i mine hænder. Samtidig var det som om noget blev løsnet inden i mig. Som om en knude der havde været alt for stram i alt for lang tid, pludselig gik op. Det var som om noget inden i mig boblede af lykke. Jeg kom fri. Jeg fandt mig igen. Selvom jeg havde været der hele tiden. Jeg ville bare ikke kendes ved mig selv. Nikolaj lagde en arm om mig, og nussede mig blidt i håret.

Masken var krakeleret.

                                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...