One-shots...

Jeg har ikke nogle gode ideer her for tiden, så jeg har valgt at starte en ny. Men ikke en ny historie, bare til oneshots når jeg får gode ideer og gerne vil dele dem med jer...Jeg håber meget at i vil læse med, og give dem et like eftersom det kun tager nogle få sekunder, og det betyder utrolig meget for mig og det gør mig virkelig glad.;)

1Likes
2Kommentarer
532Visninger
AA

1. Den Tavse Nat.

Der stod jeg så, blodet pumpede rundt i min krop. Jeg anede ikke hvordan eller hvorfor det var sket, men det var det altså. Jeg kiggede bagud og så at bilerne susede forbi, der var så meget fart på selvom det stod ned i stive stænger. Det var ikke særlig varmt og alligevel havde jeg kun t-shirt og et par ødelagte cowboy bukser på, det var faktisk virkelig koldt. Regnen blev ved med at ramme mig lige i ansigtet, det var dejligt for så kunne man ikke se hvor meget jeg græd. Jeg tænkte tilbage på det der var sket, hvordan kunne han, mit livs største kærlighed havde været mig utro og op til flere gange endda. Jeg prøvede hele tiden at glemme det, men det spillede bare som et bånd inde i mit hoved.

Jeg kom tavs ind i stuen, bange for at vække ham. Min kæreste og jeg havde snart været sammen i 2 år, jeg mødte ham i 1.g og det var kærlighed ved første blik. Vi var begge ved at være færdige med sidste år på gymnasiet og vi glædede os meget. Lige som jeg skulle til at åbne døren til vores værelse for at sige hej, opdagede jeg at han ikke var alene. Han lå og sov op af en anden pige i vores seng, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv og mærkede pludselig noget trille ned af min kind. Jeg følte mig lammet og kunne ikke rykke mig ud af stedet, først nu gik det op for mig at jeg græd. Pludselig trillede de ikke længere ned af min kind, de strømmede frem og gjorde begge mine kinder drivvåde. Jeg lod ubevidst et højt og skingert skrig undslippe mine læber, et skrig der var så fyldt af smerte, had og sorg. Min kæreste og hans besøgende kiggede pludselig meget skræmt og overrasket på mig. Mine mørkebrune øjne borede sig ind i hans og jeg kunne nemt se det sårede og flove blik han sendte tilbage mens han nyttesløst prøvede at undgå øjenkontakt, jeg var ligeglad han var mit livs kærlighed og han havde mildt sagt flået mit hjerte i stumper og stykker. Jeg kunne mærke hvordan vreden begyndte at stige inde i mig, jeg knyttede mine næver for at beherske mig. Jeg var så tæt på bare at springe på dem begge og gå amok, jeg hørte en lyd fra sengen og håbede at hende pigen var på vej ud. Jeg kiggede op for at se om det var det, men da jeg åbnede mine øjne kiggede jeg direkte ind i nogle andre og bestemt ikke hendes. Hans øjne lyste nærmest op af smerte men det kunne være ligemeget.
 

"Undskyld" hørte jeg ham mumle.

"Undskyld?" gentog jeg lidt højere og lidt nedladende hvilket ikke var meningen, jeg var bare så såret.

"Jeg kommer sent hjem fra arbejde og finder dig i sengen med en eller anden billig tøs, du har samlet op i vejkanten, du knuser mit hjerte gang på gang og er pisse ligeglad, det er sikkert ikke første gang du har besøg af en anden pige, og alt du har at sige til dit forsvar er et sølle undskyld?"

Jeg var så oprørt, jeg kunne ikke styre mig og fortsatte

 "Hvorfor gjorde du det? var jeg ikke smuk nok til dig? Var jeg ikke sexet nok? Ikke tynd nok?? Hvis du tror vi stadig er sammen så tager du meget fejl, jeg gider ikke mere. Du ødelægger mit hjerte så mange gange og er så ligeglad som du overhovedet kan være, jeg kan ikke mere, du knuser mig inde fra og jeg kan ikke klare mere."

Det var det sidste jeg sagde til ham, mest fordi mine øjne var grædefærdige og min stemme knækkede. Jeg ville have fortalt at jeg følte mig brugt men kunne ikke, jeg kiggede en sidste gang på ham. For et par minutter siden var det ham der løftede min hverdag og altid gjorde mig glad, nu gav han mig kvalme. Jeg havde ikke mere at sige og skulle til at vende om på hælen, det var som om et stød gik igennem min krop da han tog fat i mit håndled. Selvom jeg hadede ham og fik kvalme af at se på ham, bekræftede det stød at jeg langt fra var ovre ham. Han trak mig tættere på sig og lagde sin anden hånd på min hofte, han skulle til at kysse mig. Troede han at det ville virke? så kunne han godt tro om igen, jeg løftede modvilligt min hånd og tvang den igennem luften. Jeg hørte et højt klask og en lille klynken, han slap mig og jeg trådte et skridt tilbage. Selvom der var mørkt kunne jeg ane et lille rødt  mærke på hans kind. Jeg vendte mig om så hurtigt jeg kunne og begyndte at løbe, bag mig kunne jeg høre nogen råbe mit navn men jeg ignorerede det og løb videre. Jeg vidste godt at det var ham men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe op for at være sikker, jeg kiggede bagud og så at han var relativt tæt på mig. Jeg gav det sidste jeg havde i mig, jeg følte mig bestemt ikke tryg lige nu. Efter et godt stykke tid kunne jeg mærke en tryggen for brystet, og kunne næsten ikke få vejret længere. Jeg kiggede ned på min mobilskærm og opdagede at jeg havde løbet i godt og vel 20 min. uafbrudt, jeg kom hurtigt frem til at jeg ville stoppe ved den bro der var lidt længere henne. 

I 10 minutter nu havde jeg bare stået og fået luft igen og kigget ud over det kulsorte hav, hørt bilernes hjul kører igennem kæmpe vandpytter, der havde samlet sig i kanten. Jeg frøs og mit hjerte var ødelagt, jeg ville hjem men var bange for at han var der. Jeg ville væk fra broen, men jeg følte mig tryg ved lyset der var her og bilerne med mennesker i. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde faktisk ikke lyst til at være her overhovedet, jeg havde mistet ham. Han var ikke min længere og det ville han sandsynligvis heller ikke blive igen, jeg klemte mine øjne sammen da jeg kunne mærke tårene presse sig på men jeg ville ikke græde mere over ham, han var ikke mine tårer værd. Da jeg åbnede dem igen så jeg helt sløret, det var ikke spor rart og jeg gik lidt i panik da det ikke gik væk. Jeg tog fat i det kolde og våde gelænder på broen for ikke at snuble. Gelænderet var virkelig koldt men til gengæld kunne jeg se igen, jeg holdte godt fast i gelænderet og kunne mærke kulden skyde igennem mine fingerspidser, jeg løftede min ene fod og satte den på den nederste lille stolpe og løftede mig op med den anden fod. Jeg stod rimelig højt oppe nu og var flere gange ved at få overbalance. Begge mine fødder stod nu solidt plantet på den øverste stolpe af gelænderet og jeg holdte fast i nogle wirer med mine hænder. 


Da jeg kom til mig selv igen stod jeg og svajede en lille smule, jeg følte mig faktisk lidt svimmel. Men det var en fantastisk følelse der gik igennem min krop lige nu, og jeg havde ikke tænkt mig at stoppe den. Det hele sitrede og spændte i mine ben, der var en kilden i min mave. Jeg stirrede tomt ud over det sorte hav. Det føltes næsten magisk og jeg følte mig af en eller anden mærkelig grund så forbandet tiltrukket af det, det hele virkede så mystisk og langt væk. Det var den vildeste rus. Den følelse jeg havde lige nu var en blanding af forelskelse og rædselslagen, det føltes som om alle mine bekymringer og problemer bare forsvandt ud i det blå. Jeg var fri og der var intet andet at bekymre sig om, men samtidig kunne jeg mærke at min krop kom tættere og tættere på at ville træde et skridt ud over. Det var som om det ikke længere var farligt og risikabelt nok, min krop vidste jeg ikke turde springe, derfor forsvandt uroen bag det. Jeg måtte have mere.

Det skræmte mig utrolig meget, da det overhovedet ikke føltes som om jeg havde kontrol over min krop lige nu. Men det var okay, alt var okay, jeg var okay...
Hvis han havde brug for flere piger omkring sig, skulle jeg da ikke forbyde ham det, jeg havde det nemlig perfekt. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg nok troet at jeg kunne flyve lige nu. Den iskolde luft fyldte mine lunger og blæste mig lige i ansigtet som en gigantisk føntørrer, den våde regn ramte mit ansigt og min krop med blide slag. Jeg kunne mærke mine ben blive mere og mere sløve, og at der var vand på det i forvejen glatte gelænder gjorde det ikke bedre. Mine øjne glippede et par gange da jeg mærkede nogle skarpe lys bag mig.

"Træd venligst ned fra gelænderet, frøken!"

En mørk og maskulin stemme råbte noget igennem en megafon, der gik noget tid før jeg opfattede at han faktisk talte til mig. Men jeg var ligeglad, jeg havde det bedre end nogensinde og det skulle ikke engang han ødelægge.

"Hører du efter? træd ned fra det gelænder, det er kun til dit eget bedste..."

Gu´ var det ej, han ville bare ødelægge mit øjeblik, og hvor var han dog irriterende og højtråbende. Kunne han ikke bare holde sin mund, der var jo ikke nogen der gad lytte til ham alligevel. Jeg gad i hvert fald ikke og det var åbenlyst at det var mig han snakkede til, eftersom jeg højest sandsynligt var den eneste pige på en bro kl. 01:00 om natten og lignede en der skulle lige til at springe ud over. Det sitrede endnu voldsommere i min krop nu, det var fantastisk og jeg skulle lige til at springe, jeg var så tæt på. Men så kom jeg til at tænke på min mor, hvad ville hun få ud af det? Jo, hun ville jo slippe for mig men det ville kun gøre hendes liv lettere. Jeg var ligeglad med det hele, min mor, min familie, mig selv og de var alligevel også ligeglade med mig. 
Jeg gav slip på det hele, jeg kunne mærke alting boble indeni. Jeg mærkede vinden i mit hår blafre og kunne ikke tænke på andet end at det hele snart var forbi. Om jeg fortrød at jeg var sprunget? nej, det var den bedste beslutning jeg nogensinde havde taget. Jeg tænkte det samme gang på gang, 'det var snart slut' og jeg kunne ikke andet end at glæde mig til alle mine problemer ville forsvinde. Jeg tog mig selv i at smile som aldrig før på vej ned, jeg kunne flyve, vinden rev voldsomt i mit hår og det var det dejligste jeg nogensinde havde oplevet.


En smerte gik igennem min krop da jeg ramte vandet, alt min luft blev tvunget ud af min krop. Jeg kunne mærke kulden og kramperne der begyndte at komme, mit tøj var vådt og jeg frøs mere end på broen. Jeg åbnede mine øjne under vandet og kunne ikke se andet end mørke, det var virkelig skræmmende, hvorfor var jeg ikke bare død ved slaget. Jeg kunne mærke mine øjne lukke langsomt i, jeg havde ikke mere luft og kunne ikke få fat i noget hurtigt nok, jeg var allerede langt nede. Jeg vidste godt at jeg var på vej op igen, men det gik ikke hurtigt nok til at jeg kunne nå at få fat i den luft jeg havde brug for og jeg var for svag til at hjælpe. Desuden var det her jo det jeg ville, væk...


Mine øjne lukkede langsomt i for sidste gang, denne gang var de for tunge til at kunne åbne igen. Jeg var på vej væk, det var dejligt ikke at skulle koncentrere sig om noget længere. Jeg forsvandt fra det hele og det var som om at alt blev endnu mørkere end det var i forvejen.

"Vi mister hende!"

kunne jeg høre nogen råbe, jeg prøvede men kunne ikke bevæge mig eller åbne mine øjne.

"Hun skal have stød, hendes puls falder drastigt. Vi skal have liv i hende og det skal være nu hvis hun skal overleve det her!"

HVAD!!!! Ville de vække mig? hvem ville gøre et forsøg på at vække mig hvis jeg allerede var død? Jeg skulle jo ikke leve videre, det var jo meningen at jeg skulle dø. Jeg åbnede mine øjne af ren og skær chok, da mit bryst pludselig sprang op fra den båre jeg lå på. Jeg hørte en mand råbe at jeg var vågen til de andre læger, men jeg kunne ikke trække vejret. Jeg begyndte at hoste helt vildt og vand kom op af min hals, det gjorde sindssygt ondt at hoste så meget saltvand op. Jeg kiggede rundt i ambulancen, og mine øjne stoppede ét bestemt sted. Hjørnet. Der stod han nemlig, jeg vidste ikke hvordan jeg skule reagere, om jeg var glad over at se ham eller om jeg var sur over at han var her. Han stod bare og holdte øjenkontakt med mig, han var grædefærdig og det lignede han havde grædt længe. Hans blik var fuld af bekymring, han kom langsomt hen til mig og tog min hånd. Hn kiggede ned og tabte en lille tåre på min hånd, han kiggede sørgmodigt på mig.

"Undskyld...." mumlede han

"Undskyld så mange gange, jeg er så ked af det og jeg ved at du er nok og alt for mig. Jeg elsker dig så højt og jeg vil ikke miste dig igen. Vil du ikke nok give mig en chance mere, jeg lover dig at jeg ikke vil ødelægge det eller spilde min chance igen."

Han kiggede virkelig forventningsfuldt på mig, og jeg må indrømme at jeg havde savnet ham allerede fra da jeg sagde det var slut, meget endda. Jeg kunne ikke andet end at tilgive ham, han var det bedste i mit liv og nu stod han med tårer i øjnene og praktisk talt tiggede mig om at tage ham tilbage.

"så længe du vil have mig, lige så længe er jeg din."

Han fik det smukkeste smil på læben og jeg kunne ikke andet end at gengælde det, det var det smil jeg havde savnet så meget. Jeg havde fået ham tilbage og jeg havde ikke tænkt mig at give slip på ham så let. Hans læber ramte mig og det var endnu mere overvældende end da jeg ramte vandet. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...