hjælpeløs

...

0Likes
0Kommentarer
197Visninger

1. Fanget

 

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem forsig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå , nøgne høje træer, nårvinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellemstoppede hun op og skuttede sig i blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille tilhende. Hun forsøgte at gå til, selvom sulten gnavede i indvoldene. Hun havde ikkeindtaget føde i lang tid, og hendes tanker blev ved med at kredse rundt om emnet føde,hvad der bare gjorde alt værre for hende. Hun hørte en bil nærme sig. Der måtte være bidnu, bad hun til. Lysene fra bilen ramte hende, og hun dukkede sig en smule for de stærkelamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene ogbilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?”Hun lod tungen glide roligt hen over hugtænderne. Manden begyndte at åbne døren, da hun afbrød ham. ”skoven” sagde hun tørt. Uden tøven gik manden ind i bilen og satte sig bag rattet. Hun sad som lammet og stirede lige ud i luften. De forfærdelige tanker hun havde i hovedet, alt det mørke og dystre der gemte sig i en lille pige. En tåre var på vej bare tanken, om det hun havde gjort. Det begyndte at tåge for hende. Men intet kunne stoppe det, der var sket. Nu måtte hun bare ud i skoven og.. manden afbrød hendes tanker ”Skal vi dreje her?”Manden vendte sig om og kiggede på hende, som om det var helt normalt at køre en pige, han havde fundet i mørket. ”Videre” Svarede hun koldt og udtryksløst. Det eneste der var uden for ruderne var mørke, kun mørke og alle dens håndlangere. Sulten kom igen og den var meget stærkere end før, uudholdelig. Hun krummede sig sammen i smerte. Hun bed tænderne hårdt ned i sit knæ. Hendes negle borede sig ind i skinnebenet. Manden troede sikkert, hun var en idiot. Bare hun kunne fortælle hendes hemmelighed. Bare til en. ”Når hvad skal du så sent ude i skoven?” Spurgte manden. Hun svarede ikke. Det behøvede han ikke at vide. Han skulle ikke vide noget om hende. Men alligevel havde hun sådan lyst til at skrige det ud. Hun kunne læse hans tanker, hun var godt nok svag men det betød ikke noget. Hun snusede rundt i hans tanker. Hans kone var død her for nylig og han havde ikke noget tilbage, hans job var væk og børnene var taget fra ham. Manden drejede ind i skoven og efter et stykke tid stoppede han bilen lige foran et væltet træ. ”Du må desværre gå her fra hvis du skal videre”. Sagde han helt stille, så man næsten ikke kunne høre ham. Hun havde egentlig ret ondt af ham, det der var sket med konen var trist og hun ville bare gøre det hele meget værre. Men hun skulle bruge ham. Fristelsen til at bide ham var stor. Men hun måtte bare holde den tilbage. Der var sorte skygger, som var ved at omringe dem. Nu var det blevet helt mørkt. Manden kunne ingenting se, kun høre en hurtig susen lige ved siden af ham. ”Bare dræb mig” Hviskede pigen. Der kom en hånlig latter fra mørket. Det eneste hun ville var bare at gøre en ende på det. Men mørket legede med hende, som en lille katte killing med sin garnnøgle. Hun tog manden i armen og hev ham af sted. Sulten gnavede stadig. Hun måtte finde noget føde, før mørket helt ville holde hende som gidsel. Pludselig fik hun færten af en ræv. Nej det gik ikke den havde unger. En hjort. Ja den kunne hun tag. Hun kunne mærke at manden rystede over hele kroppen. Hun bed sig i læben og sprang så frem mod hjorten. Hun stak hugtænderne ned i huden på den og tømte den til sidst for blod. Manden havde hun bare smit på jorden, han var ikke vigtig nu. Men så fik hun færten af mørket, mørkets vampyrer. Hun kunne næsten mærke deres åndedrag i nakken. Hun skyndte sig at borde neglene ned i hans arm, og trække ham af sted. Hun løb mellem de høje mørke træer, godt hun havde fået lidt energi af den hjort. Ellers var hun faldet for længst. Men nu begyndte hun at blive træt, rigtig træt. Men så var der noget der fik hende til at blive ved, mandens tanker. Det eneste han havde i hovedet var sorg, sorg over hans kone og børn. Han tænkte ikke på at han snart kunne dø. Men kun på hans børn. På deres sikkerhed. Hun afbrød sig selv i at læse hans tanker og lovede sig selv, at hvis hun overlevede det her ville hun finde hans børn og finde dem et trykt hjem. Hun måtte bruge sine sidste minutter på at beskytte og advare manden. Hun kunne holde et tanke skjold i nogle få minutter. Men hun måtte bruge alt hendes kraft. Hun måtte anstrenge sig meget. Men hvis manden kunne komme hjem og få sine børn igen, var det det hele vær. hun havde skiftet mening, så heller være gidsel for mørket end, at han skulle lide for hendes skyld. Hun var ikke en af dem. Endelig havde hun fået lavet skjoldet. ”Du må væk herfra” Sagde hun uden at kigge det mindste på ham.”Hvad har du gjort?” Spurgte han næsten grædende. Hun havde aldrig set en voksen mand så trist. Hun måtte fortælle sandheden.”Lad os bare sige at jeg gjorde noget dumt, som fik mørket til at forfølge mig. Men efter jeg blev vampyr kunne jeg ikke styre mig”. Sukkede hun.”Jeg gjorde alt galt, jeg mistede alt ligesom dig”. Sagde hun. Hvis hun ikke var blevet vampyr ville alt have været meget lettere. ”Hvordan ved du at jeg har mistet alt?”Spurgte manden overasket.” Tankelæsning”. Jeg ved godt i mennesker ikke kender så godt til os men..”Hun stoppede. ”Du har ikke meget tid hvis du vil hjem og finde dine børn så skal du skynde dig hjem”.Hun kiggede på ham med et medfølende blik. ”Meen men hvad med dig”. Stammede manden. ”gå nu bare inden det er for sent, jeg kan ikke holde tankeskjoldet meget længere”. Svarede hun trist.”Men” Sagde han. ”Gå nu bare” klynkede hun. ”Dine børn er på børnehjemmet i nabobyen” sagde hun helt koldt i håbet på at han ville gå. Men nu kunne hun ikke holde skjoldet længere. De ville snart komme, også ville det være for sent. Mand stod stadig helt stille. Han ville ikke gå nogen steder. Mørket kradsede hende i hovedet skjoldet var brudt. Det var for sent at redde hende selv nu. Den eneste hun kunne redde, var manden. Skygerne kom over dem. ”Nåårr har duu så taget offeret med?”Begyndte en hæs hvisken. Hun begyndte at snerre af ham.”Ttthh ynkelige tøs”. Sagde han med sin hæse stemme. Og i et hurtigt ryk gik den store leder af mørkets vampyrer hen til pigen, greb hende om nakken og kastede henne ned i jorden.”Nu gir du mig mit offer ellers..”Sagde han truende.”Ellers hvad?, dræber du mig. Det er det eneste jeg ønsker mig” Svarede hun med en kold og hæs stemme.” duu ved, jeg kender dit værste mareridt og det kan let blive til virkelighed”. Hun kunne se at han studerede hendes hals, som om han hvert sekund kunne flå hendes hals over, og suge hende tom for blod. Men nej han stod bare der og kiggede og kiggede. Det føltes som evigheder. Det føltes som om han bare trængte ind i hendes sind, og fandt alle hendes dybeste hemmeligheder. Nu begyndte der at komme en grøn tåge. Det lignede et stort ansigt med et håndligt smil. Den gav pigen kuldegysninger. Hun kunne høre en mørk og kold latter og det blev sværere og svære at trække vejret. Alt svimlede. Men hun måtte holde ud.”Må redde haamFfik hun stammet frem. Hun åbnede øjnene. Hun lå stadig i skoven, bare iskold og hjælpeløs. Den grønne tåge havde fået hende til at miste bevidstheden. Hendes tanker kom stille og roligt tilbage. Manden!.

Hun begyndte at panikke. Det var stadig mørkt, så hun kunne ikke have været væk i lang tid. Nu havde hun også fået sit syn tilbage. Der, der sad manden bundet rundt om et træ. Mørkets vampyrer var væk. Men hun vidste det ikke var lang tid. Først nu mærkede hun, at hun også var lænket til træet bare med tunge kæder. Hun havde svært ved at få stammet noget frem. Psssst, pssst. Fik hun enelig frem. Manden åbnede sløvt øjnene. Panikken og angsten kom frem i hans øjne, da han så hvor han var. Han kunne sikkert ikke huske noget. Hun fik øje på noget skinende, en kniv. Den lå lige mellem dem. Måske kunne hun nå den, hvis hun lænede sig helt ned og strakte sig så langt hun kunne. Hun måtte bruge sine sidste anstrengelser. Den tåge må have svækket hende. Hun hørte en gren knække over, bare det nu ikke var dem. En dråbe løb ned over panden, hun var der næsten. Hendes sorte støvler strejfede kniven. Hun tog en dyb indånding og strakte sig det sidste stykke. Greb kniven om foden og slæbte den hænd til sin bundne hånd. Pssst. Manden reagerede kun svagt. Men hun kunne ikke sige mere. Endelig løftede han blikket og stirede hende lige i øjnene. Hun gav ham et, er du parat blik og han nikkede. Hun kastede kniven og den fløj gennem luften og stak sig fast i mandens fine brune sko. Manden krummede sig sammen. Tog kniven og begyndte at skære rebet over. Pigen undrede sig over hvorfor manden bar kniv. Men nu var det jo bare til deres fordel. Da manden havde skåret rebet over styrtede han over til pigen. Der var sunket sammen i smerter. Hun kunne høre hans tunge åndedragt. Hun ville ønske hun ikke havde rodet ham ud i det her. Han ville aldrig komme ud af det igen. Det var for sent. Hvis bare han havde gået da hun sagde han skulle. Nej hun kunne ikke være sur på ham. Det var hendes skyld, det hele. Det føltes som om hun var ved at drukne i at kar af skyld. ”hallo. Hallo” en svag skikkelse ruskede i hende. Hun måtte op. Hun lukkede forsigtigt øjnene op. Alt var mere klart. Hun kunne høre helt tydeligt også var det hun hørte det, det var dem. De var nu kommet tilbage. ”løb” Hviskede hun. Han to kniven i hånden og løb, men han løb direkte hen mod lederen af mørkets vampyrer. Han kastede kniven direkte mod brystkassen på ham. Men vampyren greb bare kniven i hånden. ”ynkeligt”. Vampyren snerede af ham. Og i et hurtigt ryk kastede vampyren manden ned i jorden. Vampyr lederen satte sig på huk og studerede manden. Da manden tog fat i i hans kulsorte jakke og hev ham ned. Han slog vampyren lige i ansigtet. Men de væltede begge to og trillede langt ned af en bakke. Indtil de brasede ind i et kæmpe stort træ. Vampyr lederen rejste sig hurtigt op og ledte efter kniven, mens manden klæbede sig op til træet i forsøget på at komme op. Vampyr lederen samlede kniven op og beundrede dens skarpe side, inden han uden at kigge, kastede den lige gennem mandens hånd. Blodet strømmede ud.” Gååå nu!” Skreg hun af sine lungers fulde kraft. Manden blev så forskrækket, at han faldt længere ned af bakken og dumpede ind i bilen. ” Lad ham være” Sagde hun med et ondt blik. ”Jaaa det kunne vi jo godt. Men ville det være sjovt. Hvad siger i andre?”. Der kom bare en mørk latter fra de sorte skygger. ”Det er jo mig i vil have” Vrissede hun. ”Ja når nu din lille ven er stukket af skal du med os”. Hun vidste hvor de skulle hen, et sted hvor ingen mennesker havde været eller kendte til. De løsnede lænkerne så hun kunne rejse sig op. Hun gik sammen sunket videre med en lille tåre, trillende langsomt ned ad kinden. Hun så sig tilbage efter manden. Men det eneste hun så var mørke.

Manden kravlede hen til bilen åbnede døren og klatrede langsomt og smerte fuldt op. Han tog nøglerne op af jakkelommen og startede bilen. Hans blodige hænder gled på rattet. Manden vidste præcis hvor han skulle hen. Smerten overtog hans kørsel. Han kunne næsten ikke styre hans arme, og hans ben var som beton klodser limet til gulvet. Han var der næsten. Der, børnehjemmet. Han kastede sig ud gennem rude. Og vaklede frem til døren. Han var ligeglad hvad folk tænkte nu. Døren stod åben og han gik bare målbevidst ind. Hen til sine børn og krammede dem. Han blev helt glad af deres nærhed. Men glæden blev hurtigt brudt da børnene trak sig og skubbede ham væk fra sig.” Hvad var der galt?”. ”Mmmm”. Begyndte den lille pige. De stod begge tog og kiggede hjælpeløst på manden. Mandens hjerte begyndte at slå hurtigere. Han kunne ikke forstå noget.”Hvad er der gal?t”.Skød det ud af ham. ”Hvem er du?” Spurgte drengen med store ulykkelige øjne. ”Jeres far. Hvem ellers. Kan i ikke huske mig?”. ”Øhh øhh nn nej” Svarede de med et hjælpeløst udtryk. ”Nej nej det kan ikke være rigtig” Han gik rundt og rundt om sig selv. Han vidste at det var dem det kunne ikke være andre end dem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...