En menneskelig ild ~ Skandinavisk krimi

En ung piges forsøg på ikke at ende på gaden, tvinger hende til det triste liv som escortpige, hun afskyr. Hendes had til verden bliver værre og værre for hver dag der går.
En dag får hun en ny kunde; en midaldrende klam stodder, der bor i en luset lejlighed på Istedgade. Fra deres første møde, bliver hun viklet ind i mysterier om bortførelser der er flere år gamle. Kan hun virkelig stole på denne mand? Og hvad så med den kone, hun ved eksistere, men han siger er i Kina?
Hun beslutter at hun vil opklare mysterierne alene - om det så må koste hendes liv...
Men når ilden begynder at sprede sig, er den næsten umulig at slukke...

20Likes
7Kommentarer
2615Visninger
AA

3. Del tre: Bålet

 

”Hvor er din kone egentlig?” spørger jeg ham. Men jeg får det samme svar som sidst jeg spurgte. I Kina. Men det er i Hongkong eller Beijing får jeg aldrig at vide.

Det er en uge siden jeg sidst så ham. Vi ligger igen i hans seng.

”Jeg går i bad,” siger han muggent. Jeg er derfor alene og kan bevæge mig frit rundt i huset. Nu vil jeg endelig kunne afsløre ham!

Lejligheden er meget lille og trængt, men har alligevel en stue, et køkken, et kontor og et soveværelse. Jeg går ind på kontoret og undersøger hans bogreoler. Som gammel bognørd, er det noget af det jeg bedømmer mine medmennesker mest på. Jeg stoppede med at læse da det kneb med pengene, og jeg ikke længere havde råd til bøgerne. Det var den sidste hobby jeg stregede af budgettet.

Han har mest i gysere og fantasy. Jeg er selv meget vild med Harry Potter, derfor er mit ”ludernavn” også ”Weasleypigen”. Det kom fra min start som Webcam-pige, på en af de der klamme fetich-sider. Denne side var temaet selvfølgelig hekse og troldmænd. Jeg blev smidt ud, da jeg nægtede at gøre halvdelen af tingene, de fyre bedte mig om. Derfor var jeg så nødt til at synke dybere. Og det var så det tidspunkt, for ca. et halvt år siden, at jeg fandt ”The Lovely Phone – ring og vi bringer ud!”.

Mine fingre løber ned ad bøgerne, mens jeg søger efter beviser. Jeg regner selvfølgelig ikke med at finde lig og knive, hvor blodet løber fra. I stedet papirstumper som den anden halvdel af kvindens hoved, kalligrafi-pennen der skrev de kinesiske tegn på mit første postkort osv…

Jeg har gennemrodet alle hans skuffer og reoler. Hvor mange beviser? Ingen!

Er det mons tro ham? Kan jeg have taget fejl? Sådanne spørgsmål flyver gennem mit hoved.

Men da jeg var mest tæt på at give op, lyder der en høj knirken fra bagved bogreolen, hvor ingen burde være lige nu. Jeg kan stadig høre min kunde synge i badet. Umuligt.

Jeg går ud a kontoret og kigger efter en dør, der hvor lyden kom fra. Ingen. Rummet findes altså ikke.

Men så lyder der trampen derinde. Der er altså nogen derinde!

Måske er det hans kone, han har spæret inde. Eller de prostituerede. Det må betyde de er i live…

Ikke nok kan jeg få afsløret en bortfører, jeg kan også redde liv. Hans stakkels kone, Lena og Mathilde.

Men da jeg hører min kunde slukke for vandet, hamrer mit hjerte hurtigere og hurtigere.

Jeg finder ud af det eneste sted, hvor en dør kan være gemt, er bagved muren af fem bogreoler der dækker væggen i kontoret.

I skræk for at min kunde snart vil komme tilbage og opdage at jeg har gennemrodet hans kontor, hvor gulvet nu er dækket af udrevne skuffer, væltede pynteting og en helvedes masse dokumenter, fra hans arbejde, billeder af ham og hans kone (Alle sammen med hendes vansirede side af ansigtet er vendt væk, hvilket gør mig lidt forbavset.) tager jeg fast i hver side af den bogreol, der er tættest på vinduet over det nu væltede skrivebord ved væggen overfor døren.

Desperat river jeg den væk fra væggen, så den vælter. Der lyder et ordentligt brag, som min kunde umuligt kan have undgået at høre. ”Fuck,” siger jeg stille til mig selv. ”Lort, pis, røv, lort, pik, fuck, fisse, helvede…” lyder remsen af bandeord jeg hvisker til mig selv.
Uden held river jeg den næste bogreol ned. Nu kan jeg høre ham åbne døren til badeværelset. Lort!

Mit hjerte banker hurtigere, sveden begynder at løbe ned ad min pande og min hud føles som om den brænder. Fuck, fuck, fuck. Lort og røv i fissehelvede!

Og endelig, mens mit hjerte galoperer af sted, finder jeg en hvid dør med et stort sort kinesisk tegn malet over, bag den midterste bogreol. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad det betyder. Bingo! Der var den!

Jeg kan høre ham komme løbende på gangen. Tårerne presser på. Der er ingen vej tilbage, efter denne dør.

 

***

 

Jeg hører ham rive døren til kontoret op, mens han råber ”NEJ!”, da jeg lukker døren bag mig.

Rummet er mørkt, for mørkt til jeg kan se noget. Men ingen tegn på liv eller lig. Kun en lyd af fluer og en lugt af råd og brændt kød. Han er lige bag mig, kun med en enkelt dør i mellem os.

På få sekunder får jeg hevet min ældgamle Nokia op af lommen og indtastet 112.

En dame svarer roligt: ”Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?”

Tårerne vælter ned ad kinderne, og jeg lukker øjnene i håb om at det vil lindre den smerte jeg vil føle inden længe. Jeg hiver efter vejret. Og efter en dyb indånding former mine læber de næste ord så roligt som muligt, men også så hurtigt.

”Jeg-bliver-forfulgt-af-psykopatisk-morder-hjælp-mig!”

”Hvad siger du?” Spørger hun mig. ”Slap af, tag en dyb indånding og fort…”

”HJÆLP, FOR HELVEDE, HJÆLP MIG!!!” afbryder jeg hende, mens mine øjne opfatter en hurtig bevægelse i kanten af mit øje. Noget der kommer fra døråbningen bag mig. En silhuet der kaster sig over mig, vælter mig ned gulvet så min mobil glider hen ad gulvet. Jeg hører den ramle ind i væggen, mens jeg skriger.

”Hallo,” siger kvindestemmen så lavt, jeg knap nok kan høre det, fra det hjørne hvor mobilen endte. ”Hallo? Er du der stadig?”

Jeg gisper efter vejret, mens jeg kigger op i mod silhuetten der ligger oven på mig.

På grund af lyset i døråbningen, kan jeg se min kundes ansigt der ligger over mig. Det monster. Uhyre, bæst. Han er ikke et menneske i mine øjne.

”UD HERFRA.” Siger han bestemt og højt, men dog uden at råbe som om han prøver at holde kontrol på sig selv. ”NU!:”

Men før jeg kan nå at reagere flyver en genstand fra den modsatte side af rummet og sætter sig fast i hans strube, mens han udstøder en gurglende lyd og hans krop kollapser over min. Jeg er fanget. Jeg prøver at komme op, men han holder mig nede.

Jeg skriger. Jeg er så skræmt, at jeg er ved at springe. Og jeg ved at jeg inden længe vil være død. Og jeg tænker på alle de ting, jeg har fået ud af mit liv og hvad jeg kunne få ud af det.

Jeg tænker på da mine forældre og min søster døde i en bilulykke for tre år siden. Og hvordan jeg blev forladt som en 15 pige, uden venner og uden familie. Jeg kom ind på en institution for forældreløse unge. Men da jeg blev atten skyndte jeg mig at spare nok penge sammen til at få en skodlejlighed på Istedgade, og komme væk fra det hul. Men jeg havde kun til den første måneds husleje, så jeg søgte desperat efter et job, men fik kun afslag. Så i sidste øjeblik, som sidste udvej, søgte jeg en stilling indenfor escort og indtjente nok til at blive boende.

Jeg gisper da en mørk og hæs stemme bliver opfanget af mine ører. ”Du ikke bekymre dig om ham, møgluder,” siger en kvinde bittert med gebrokkent dansk og Asiatisk accent. ”Det bar’ en bedøvelses-pil til dyr fra zoo og lignende.”  Mit hjerte hamrer endnu mere.

Kvinden tænder en petroleumslampe, hun holder med venstre hånd og tænder med højre så halvdelen af hendes asiatiske ansigt lyser op. Den side anden vender væk. Det er hende fra postkortet!

”Hv-hvem er d-du?” stammer jeg ud, mens jeg prøver at lyde som om jeg ikke er skræmt.

”Jeg hans kone,” siger hun, med sin pegefinger strittende mod min kunde.

”Du hans luder.” Jeg nikker roligt. ”Godt. Du død snart.” Jeg nikker igen, og prøver at acceptere det. Men jeg skælver og skærer tænder, selvom luften er kvalmende varm og klaustrofobisk.

Det er ikke min kunde, der er forbryderen. Det er hans kone! Hun er ikke død. Jeg har taget fejl. Men hvad så med Lena og Mathilde? Lever de stadig?

”Fint. Vil du vide hvorfor?” Jeg nikker en sidste gang.

”Du ligesom dem,” siger hun og lyser op mod loftet, hvor der i reb hænger to lange genstande.

Først tror jeg det er lamper, men efter lidt opdager jeg det er to lig dækket af fluer. Lena og Mathilde. Jeg gisper. Tårerne kommer frem igen.

”Nej…” siger jeg lavmælt… ”Nej, lad være. Nej, nej… Gør det ikke. Nej, stop…”

”Hold kæft, din lille mær!” siger hun og sparker mig i siden. Jeg begynder at græde igen.

”Jeg kom til Danmark enogtyve år siden. Vi elskede hinanden. Og han elskede mig. Vi havde en ild. En flamme så stærk. Han skrev det digt til mig.” siger hun og retter lygten mod væggen bag hende, hvor mørkerøde Kinesiske skrifttegn lyser op. Jeg gætter mig til de er skrevet med blod. Min gåsehud bliver kun værre. De samme som på det første trusselsbrev jeg fik. ”Men da jeg kom hertil, opdagede jeg han havde sex med ludere mens vi var gift. Han sagde han kun haft mig. Jeg var krænket. Jeg spurgte en lørdag aften hvor han var hjemme fra bar, om det passede og han sagde ja. Jeg spurgte ham hvorfor. ’Fordi du så skide grim. I hvert fald den højre del af dig.’ Der hvor jeg blev brændt. Vores flamme blev slukket. Men jeg har heller aldrig rigtig stolt på ild, siden da mit barndomshjem brænde og jeg den eneste overlevende.”

Jeg opdager hvor meget vi har tilfældes. Hun tager en pause, trækker vejret dybt og fortsætter igen. ”Men jeg fandt de fire piger der havde bollet med ham. Og brændte deres højre halvdel af ansigt af. De blev aldrig fundet igen efter jeg begravet dem. Da han opdaget det, han siden holde vores bryllupsdag i Hong Kong hvor vi mødt hinanden. Men sidste år miste han sin job, og begynde ta’ stoffer og i stedet for rejse jeg fandt ham med en anden pige. Dræbte hende. Og han holde sig væk fra piger i lidt under et år. Men så kom de,” siger hun og peger endnu en gang lampen mod Lena og Mathildes fluebedækkede lig.

Jeg kan ikke holde det inde mere og jeg brækker mig. Min morgenmad flyder ud på gulvet, og sætter sig fast i mit hår. Jeg føler mig ynkelig. Underlegen. Jeg væmmes ved mig selv. Jeg væmmes med manden, der ligger oven på mig og jeg væmmes med den kvinde der om lidt vil dræbe mig.

”Og kort tid efter du,” fortsætter hun. ”Så jeg prøvet at advar dig, men du ikke lytte. Jeg skrev de breve.”

Hun peger lampen hen i mod et skrivebord, få meter ved siden af hende. Det er fyldt af et rod af papir, sakse, blyanter og lim.

”Men det for sent nu. Jeg vil snart dræbe dig.”

”Kan du lindre smerten med en af de pile?” spørger jeg hende stille. Men nådeløst ryster hun på hovedet. ”Du skal være her, når det sker.” Jeg nikker skælvende og slutter fred med den ild i mig, der prøver at slippe væk herfra.

”Må jeg se hele dit ansigt?” spørger jeg hende. Hun vender den vansirede side mod mig. Det er næsten smukt. Den rosenfarvede glød, hendes ar har, ligner en solnedgang over havet. Mærkeligt, at jeg ikke bliver skræmt af det.

Jeg hører politiet brække døren til lejligheden op. Men det er for sent nu.

Jeg lukker øjnene mens hun hælder benzin henover halvdelen af min krop. Og smider en tændt tændstik ned over min krop, efter hun har hevet min kunde ad mig. Jeg skriger og råber og græder. Men politiet har ikke fundet døren endnu. Jeg har ingen chance tilbage.

Langsomt brænder den sidste glød af liv ud af min krop og efterlades kold og livløs. Det sidste jeg hører er politiet der stormer rummet og kvindens skrig. Hendes flamme blusser op i glæde, efter alt hvad hun har gjort. Kælling.

Nogle flammer må slukkes, så andre kan blusse op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...