Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3303Visninger
AA

12. Kapitel 9.

Dette kapitel er ikke rettet, da jeg syntes i fortjente et, eftersom jeg ikke har udgivet et i noget tid nu.

Ps: I næste uge, er jeg ikke sikker på, at der kommer et kapitel, eftersom jeg skal til påskestævne med mit hold, og hjem til min søster, men jeg skal nok gøre mit bedste for at prøve!

 

 

Jeg havde ikke været på arbejde i en uge nu, og det var kun fordi jeg ikke ville, havde overskud, og fordi jeg ikke kunne få drengene ud af mit hoved. Jeg havde ikke snakket med dem hele ugen. Det eneste jeg havde hørt fra dem, var fordi de sendte beskeder til mig konstant. Den der sender mest er Zayn. Jeg ved ikke hvorfor han ikke bare dropper der, men han bliver ved med at ringe og skrive. Jeg har ikke svaret nogen af gangene, men jeg har til gengæld læst hans beskeder. Han havde skrevet at han savnede mig, at han gerne ville snakke, at han ville lytte til mig, at han var der for mig, og at han snart kom hjem til mig, hvis jeg ikke svarede. Men det med at komme hjem til mig, ja det må jeg ærligtalt sige: det tror jeg ikke på. Han havde skrevet det dagen efter jeg fandt ud af, at Louis havde noget med Eleanor igen. Men han kom aldrig.

Så nej. Jeg tror ikke på det. Han siger det sikkert bare for at jeg skal svare ham eller sådan noget.

Typisk.

Jeg var stor set også stoppet med at spise. Det var ikke fordi jeg ikke ville, men mere fordi at jeg ikke var sulten. Jeg var også begyndt at få mine marerid tilbage, så søvn fik jeg heller ikke meget af, og det kunne tydeligt ses, for jeg havde tydelige poser under øjnene.

Jeg havde ikke grædt endnu, og den eneste grund til at jeg ikke hvad gjort det, var fordi jeg havde sat en hård facade op, der ikke viste nogen følelser overhovedet.

Kun koldhed.

Det var den jeg var blevet til nu, og det kunne jeg kunne takke én person for.

De andre drenge havde også skrevet. Jeg havde læst alle de beskeder de nu sendte, men jeg havde ikke svaret nogen af dem overhovedet. Jeg havde for længst besluttet mig for, at jeg ikke ville se dem igen, og det var jo kun Louis’ skyld.

Men grunden til at jeg ikke ville se dem, var fordi han virkelig havde såret mig denne gang. Jeg havde troet på alle hans ord, men det eneste jeg havde fået ud af det, var ingenting. Eller jo, jeg havde lært man ikke kunne stole på ham. Han havde leget med mig, som om jeg var en dukke. Han havde udnyttet mig, og den eneste grund til at han gjorde det, var sådan han kunne ødelægge mig igen.

Og det virkede jo også helt perfekt.

Lige nu sad jeg i min sofa, og var ved at tage mig sammen til at gå uden for en dør, så jeg kunne få købt ind. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle starte min daglige rutine igen, men at jeg først skule begynde at spise igen. Jeg ville ikke ende med at være så tynd, at mine ribben begyndte at blive tydelige, som de er ved nogen modeller, fordi de ikke spiser, for at holde deres figur. Men ved mig var det anerledes. Jeg plejede altid at spise normalt, og så løbe en lang tur.

Jeg tog mig sammen, og fik ud og tog mine sko på. Jeg undgik at tage min jakke på, eftersom det var sommer, og solen varmede derude.

Jeg greb ud efter min taske, og mine nøgler, der lå op af kommoden, og smuttede så ud af døren, hvor jeg hurtigt låste.

Jeg gik lidt i min egen verden, og tænkte på alt det arbejde jeg fik når jeg kom tilbage. Jeg lagde slet ikke mærke til at min mobil gav lyd fra sig, før den begyndte af vibrere. Jeg tog den hurtigt op af mine shorts, og kiggede på skærmen.

Det var sørme Kristina der ringede.

”Taler,” sagde jeg hurtigt, inden hun nåede at ligge på. ”Det var du lang tid om,” svarede hun grinende, og skramlede med et eller andet.

”Undskyld, jeg gik lige i mine egne tanker. Jeg er på vej ned og handle ind.,” sagde jeg og drejede ned af en gade, som skulle føre mig hurtigere derhen. ”Jeg ville egentlig også bare høre, hvornår du kommer på arbejde igen?” sagde hun, og ventede på mit svar. ”Nu er det jo torsdag, så jeg kan være klar til mandag,” svarede jeg, og syntes det lød rimeligt.

”Super, men så vil jeg løbe igen. Jeg har lige nogle ting jeg skal have ordnet inden jeg kan tage hjem,” sagde hun, og så afsluttede vi det med det sædvanlige ”vi ses.”

Det passede perfekt med at vi sagde farvel, for jeg var netop nået til indgangen til det sædvanlige supermarked jeg plejede at handle i.

Jeg trådte indenfor, og tog en kurv. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville have, så jeg besluttede mig for, bare at gå lidt rundt, og finde noget jeg ville have.

Jeg var nået ned til der hvor alt brødet var, og kiggede der. Bare lige indtil jeg hørte nogle bekendte stemmer. Jeg vendte mig om, og fik øje på 5 drenge, der gik og skubbede lidt til hinanden.

Jeg vendte mig hurtigt om, da Liam kiggede i min retning, og gik så normalt som muligt, hen bag en hylde, hvor der var forskellige ting på hylderne.

Du tænker sikkert det var dumt, men lige nu, orkede jeg bare ikke at høre på dem, og jeg ville heller ikke snakke eller se på dem.

Jeg gik ned langs hylden, for at gå ned til er hvor alle grøntsagerne var. Jeg kunne vel ligeså godt starte der, i stedet for lige der hvor de var. Og så kunne jeg også få købt det jeg vil have i min salat og til det mad, jeg nu kommer til at lave senere på ugen.

”Niall du skal ikke have alt det der. Du kan ikke bare ligge alle mulige ting i vognen.” Jeg tænkte lidt over, hvem der havde sagt det til Niall. Den mindede lidt om Liams, men så på den anden side, mindede den meget mere om Zayns.

Nåh lige meget, nu skal jeg bare hurtig blive færdig, så jeg kan komme hjem.

Jeg gik ned af hylden, og lod som om de ikke var der. Jeg lukkede alle deres stemmer ude, og gik ned efter noget mælk og yoghurt. Og det skulle selvfølgelig være med jordbær smag, det har altid været jordbær.

Kun fordi der er jordbær i, som jeg altid har elsket, lige siden jeg blev født tror jeg faktisk.

Jeg kom ned til området hvor alle mælkeprodukter stod, kiggede mig lidt omkring. Jeg var altid i tvivl om hvor de forskellige ting stod, så jeg kom sådan lidt forskellige steder hen nogle gange.

Meget spændende.  

Jeg kiggede hen til højre, og så at der stod et skilt med skriften ”YOGHURT.” Jeg gik derhen, og fandt hurtigt min elskede jordbær-yoghurt. Jeg tjekkede datoen, og kiggede også lidt på de andre, for at se om der var en, der kunne holde sig længere. Det var der også, så den tog jeg i stedet for.

Jeg vendte mig om, og så en bekendt skikkelse så og kigge på mig.

Zayn.

”Melanie?” Hans stemme var lav, som om han hviskede. Jeg nikkede stille, og kiggede forsigtigt i hans øjne, der med det samme borede sig ind i mine.

”Hvorfor har du ikke kontakte os? Vi har prøvet at komme i kontakt med dig hver dag,” hans stemme lød lidt irriteret, men det ville jeg sikkert også have været, hvis jeg stod i hans situation.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg koldt, selvom jeg inders inde ville ønske, at jeg kunne lade vær med at være sådan. Men jeg lovede mig selv det. Jeg skulle ingen følelser vise, og da slet ikke til dem.

Det var mig nu.

”Du ved det ikke?” han trådte et skridt tættere på mig, men jeg lod som ingenting, og blev stående. Normalt ville jeg sikkert have trådt et skridt tilbage, men ikke denne gang. Denne gang, skulle han ikke se mig være nervøs eller noget som helst andet, udover at være ligeglad.

”Hvordan kan det så være, at du heller ikke har været på arbejde?” spurgte han, og gik igen et skridt tættere på mig. Jeg trak ligeglad på mine skuldre, og vendte mig om for at gå. Men jeg nåede ikke engang at sætte min fod på jorden, før jeg blev vendt om. Zayn holdt fast rundt om mit håndled, og jeg vil ikke ligefrem sige det var blidt. Nok mere så stramt, at jeg sikkert kommer til at få et blåt mærke.

”Hvorfor er du sådan?” spurgte han igen med sin hårde stemme.

Jeg indrømmer gerne at det her var ved at gå mig virkelig på nerverne, og det var nok fordi, at jeg kunne se og høre de andre drenge komme her hen af. Men mest af alt fordi Louis var der. Hvorfor var det, at han hele tiden kom ind i mit liv?

Gud vil bare ikke have, at jeg bliver glad igen.

Jamen tusinde tak.

Sender du mig også i helvede så?

”Zayn, slip mig så,” sagde jeg, og kiggede ham direkte i øjnene. Jeg kunne se at det sårede ham, at jeg snakkede sådan til ham, men på den anden side, så var jeg også ligeglad. Jeg havde ikke noget med dem at gøre mere.

”Melanie, hvad sker der?” Jeg kiggede hen på Liam, der stod og kiggede på os, Zayn slap sit greb om mit håndled, og lod sin arm hænge ned af siden. Jeg kiggede kort på ham, og kiggede igen hen på Liam, der nu stod sammen med de andre drenge.

”Ikke noget,” svarede jeg, så koldt jeg nu kunne, og vendte mig om, for at gå min vej. Men endnu engang blev jeg stoppet af en hånd der greb fat om mit håndled. Men det var ikke Zayn, for det her var mere forsigtigt.

Jeg vendte mig vredt om, og så Louis have fat om  mit håndled. Det her var virkelig at gå over mine grænser. Kunne de forhelved ikke bare lade mig værre. Hvor svært kunne det lige være? Hvorfor var det, at de hele tiden kom ind i mit liv? De pisser mig af. Eller Louis gør, og Zayn er også pludselig begyndt på det. Jeg troede han kunne forstå hvorfor det var, at jeg ikke ville se dem.

Men der tog jeg åbenbart fejl.

”Hvorfor er det, at I ikke kan forstå, at I skal lade mig være i fred? Jeg vil ikke ødelægges mere end jeg er i forvejen. Jeg havde endelig fået en facade op, som jeg kunne holde. Jeg møder jer, og Louis fucking bruger mig, så han kan komme tilbage til sin eks. Han efterlader mig som jeg var for 3 år siden. Han kommer tilbage til min lejlighed, hvor han bruger undskyldningen: ”Jeg savnede hende bare så meget.” Hvordan ville i have det, hvis det var jer, der var blevet mobbet hele jeres liv, pga. i var overvægtige, kun havde én eneste ven, som i virkeligheden bare spillede skuespil, og udnyttede dig foran hele ens årgang?”

Jeg var ligeglad med om folk hørte det eller ej, lige nu, skulle de bare vide hvordan jeg havde det. Han skulle vide hvordan jeg havde det.

”Og nogle år efter, møder i ham igen, og han begynder på alt muligt med dig, leger med dine følelser, som sagt: for at komme tilbage til sin eks. Ville I ikke føle jeg brugt, eller er det bar mig der er følsom?”

Drengene stod alle helt mundlamme, og Louis så ud som om, at han kunne bryde sammen når det skulle være. Men det var jeg sådan set ligeglad med.

Hans greb om mit håndled, var også blevet en del løsere, så jeg så chancen for at trække mig væk fra ham.

Jeg vendte mig om, og gik op til kassen for at betale. Lige nu, var jeg ligeglad med om jeg manglede nogle varer, jeg skulle bare hjem nu.

 

***

 

4 dage efter:

Det var nu gået 4 dage, efter det der var sket i supermarked, og jeg havde heller ikke set eller hørt noget fra drengene. Faktisk var det dejligt at de ikke havde kontaktet mig.

Jeg skulle også starte på arbejdet igen. Jeg glædede mig til at komme i gang igen, og se alle de andre igen.

Det skulle nok blive sjovt, og så havde jeg også savnet det en del.

 

Jeg svang min taske over skulderen, og gik så ud af døren. Jeg gik som sædvanlig hen derhen, da det kun tog 15 minutter, og fordi det var varmt. Man kunne godt mærke, at det var ved at blive sommer.

Da vejen til mit arbejde kom frem, satte jeg tempoet lidt op. Det var nu ikke fordi at jeg havde travlt eller var sent på den, men følte at der var et eller andet i mig, der sagde at jeg skulle skynde mig.

Det gik heller ikke lang tid, før jeg gik ud af elevatoren, og mødte en Kristina. Hu smilte stort til mig, og vinkede mig helt hen til hende

”Velkommen tilbage, er du klar til at starte igen?” spurgte hun, mens vi gik ned af gange, til den tavle der stod praktiske oplysninger på.

”Ja, det bliver fedt at komme i gang igen, og komme på andre tanker,” svarede jeg, og stoppede da vi stod foran tavlen, og kiggede grundigt på den, indtil jeg fandt mit navn. Jeg fulgte den ’kolonne-ting’ der ud for mit navn, indtil jeg fandt ud af jeg skulle være undertøjsmodel i dag.

Noget af det jeg hader aller mest.

Ikke fordi jeg hader min krop som sådan, men noget af den undertøj, var bar ikke mig.

Men hvad gør man dog ikke for penge?

”Skal du med eller vil du forsætte med at stå og kigge ud i luften?” lød det fra min højre side af, hvor Kristina stod. Jeg rettede mig opmærksomhed hen i mod hende, og begyndte at følge efter hende, hen til studiet hvor vi skulle være.

Og bare lige for at få det på det rene, så havde jeg tænkt meget på drengene, men jeg var glad for, at de endelig fattede, at de ikke skulle kontakte mig. Med hensyn til Louis og Eleanor, så havde jeg ikke hørt eller læst noget om dem. Men det kan sikkert være fordi, at jeg ikke læste alle de der sladder blade, og hvis der kom et eller andet om One Direction slog jeg altid om. Jeg ville bare gerne have dem ud af mit liv.

Det var det eneste jeg ønskede mig.

 

Vi kom hen til studiet, og sagde hej til alle dem, der skulle være der under fotograferingen. Jeg gik hen til Cecilie, der skulle gøre mig klar.

”Hej,” hilste jeg, og satte mig i stolen, mens hun fandt sit grej frem. ”Hej Melanie, er du blevet frisk igen?” spurgte hun, mens hun startede med at lige øjenskygge. ”Ja, jeg er meget mere frisk. Bortset fra, at jeg ikke er vild med idéen om, at jeg skal være undertøjsmodel i dag. Ikke lige det jeg er fan af,” sagde jeg, og åbnede mine øjne, så jeg kunne se hvilken farve øjenskygge hun havde brugt.

Den var da okay.

Orange blandet med lidt sølv og så lidt glimmer. Den fremhævede mine øjne. Eller det blev vi altid enige om, at de 2 farver gjorde.

Smart ikke?

Det synes jeg i hvert fald.

”Det sæt du skal starte med at have på er dette,” hun trak et sæt frem, som fik mig til at stoppe min bevægelse. Det var nok sådan et sæt, som man ville tage, hvis man skulle have et one night stand eller imponere kærsten.

Hvorfor mig?

”Okay,” sagde jeg stille, og tog tøvende i mod det. Det her føltes ikke rigtigt, og jeg havde det som om, at det ville blive ydmygende.

God følelse.

Jeg kunne selvfølgelig også bare læbe skrigende væk, men så vil jeg sikkert miste mit job, og det havde jeg arbejdet alt for meget til.

Så det dropper vi bare lige.

Jeg skyndte mig in og klæde om, og gik derefter tøvende ud til de andre. Nogle af dem havde ikke opdaget mig, hvilket jeg var glad for, men på et eller andet skulle de jo se mig. Dem der havde set mig, gav mig hurtigt elevator-blikket, og fortsatte så med deres arbejde.

Jeg gik hen og satte mig på en stol, og ventede bare på, at de havde fået alt parat.

Og der gik heller ikke lang tid, før de var klar, og kaldte mig hen til dem, for at give mig alle mulige instrukser, så jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

”Og vi starter,” sagde ham der skulle fotografer, og begyndte at blitze helt vildt, med sit kamera. Det var altid noget, man lige skulle vænne sig til i første omgang, men ellers så kørte det da.

 

***

 

Vi var efterhånden ved at blive færdige, da jeg kunne høre høje stemmer ude fra gangen af. Jeg vidste ikke hvad der skete, og jeg ville egentlig heller ikke vide der, men eftersom det forstyrrede mig, blev vi nød til at stoppe.

Koncentrationen var et helt andet sted nu.

Så typisk mig.

Jeg skulle til at gå hen til Cecilie og Kristina, da der var en dør, der blev åbnet hurtigt, og lidt hårdt. Jeg rettede hurtigt mit blik derhen, og så Louis stå der, med opsvulmede øjne, som om han havde grædt.

Selvfølgelig gjorde det ondt at se ham sådan, men jeg havde ikke noget med ham at gøre mere. Men inderst inde vidste jeg godt, at mine følelser er der, og at de altid vil være det. Det var også derfor, at jeg ikke gik væk fra ham, da han kom helt hen til mig.

”Louis, hvad laver du her?” spurgte jeg, da han blev ved med at gå tæt på mig, men i stedet for at svare mig, gjorde han noget jeg overhovedet ikke havde forudset eller var parat til.

Hans hænder landede på hver side af mit hoved, og hans læber mod mine. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Min mave opførte sig underligt, men på en dejlig måde. Det var som om jeg havde ventet på det her, selvom jeg ikke ville indrømme det over for mig selv.

Derfor valgte jeg også at kysse med.

De andre var helt stille, at det faktisk var lidt akavet. Det var også derfor, at jeg trak mig væk, for at kigge på dem.

Cecilie og Kristina, havde vist fået en lille idé om, hvorfor jeg ikke havde været på arbejde nu, og stod nu og så på os, som om vi var de sødeste i hele verden.

Lidt typisk, men sødt.

Jeg kiggede op på Louis, der også så på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg følte for ham. På den ene side, så vil jeg ikke have ham inde i mit liv, for han har ødelagt mig så eget. Han havde brugt mig. Han gjorde noget, som han havde lovet ikke at gøre igen.

Men på den anden side, så bragte han en fantastisk følelse frem i mig. En jeg aldrig havde haft før, og som jeg vil gøre alt, for at føle igen. Den var helt ubeskrivelig. Noget som kun han kunne få frem i mig.

”Melanie, jeg savner dig,” sagde han lavt, så det kun var mig der skulle høre det. Jeg kiggede ned, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Noget inden i mig, sagde at jeg skule blive og øre på hvad han havde at sige, mens en anden del, sagde at jeg skulle be’ ham om at gå sin vej.

Hvor er livet dog indviklet!

”Louis, jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” sagde jeg så, og kiggede op på ham igen. Jeg kunne godt se på han reaktion, at det ikke var det svar han havde forventet. Men sagen er jo den, at det var rigtigt. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige.

Og så endda med publikum!

”Vil du ikke nok give mig en sidste chance?” spurgte han forsigtigt om, og fik endelig øjenkontakt med mig. Jeg havde prøvet at fokusere på alt andet, da jeg var bange for at få øjenkontakt med ham, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne modstå hans øjne.

Det var nok det svageste punkt jeg havde ved ham.

”Louis jeg tror ikke jeg kan gøre det,” sagde jeg, og kunne knap nok høre min egen stemme, men han hørte den, for han reagerede på det, ved at ligge sine hænder på mine kinder, og holde øjenkontakten med mig.

”Melanie, jeg lover dig, at jeg ikke vil gøre det igen. Jeg måtte ikke sige det til dig, men pressen var begyndt at tro noget om mig og Eleanor igen… Vores management sagde at vi skulle blive set sammen, og opføre os som om vi var sammen, for at jeg så kunne slå op med hende, hvor vi var sikre på at pressen så det. Jeg har ikke haft noget med hende. Drengene har også først fået det af vide her i morges… Jeg lover, jeg har ikke noget med hende, og vi havde heller ikke noget før,” sagde han, og afbrød ikke øjenkontakten mens han sagde det.

Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tro på det, for det var jo ikke sådan, at de havde formuleret det på den sladder-kanal jeg så dem. Men så på den anden side, så var sladder jo sladder, og der kan hurtigt opbygges historier, som faktisk er forkerte. Og hvi jeg skulle vælge mellem en sladder-kanal og en person – der i dette tilfælde var Louis – som faktisk det faktisk handler om, så ville jeg da helst sikkert vælge personen.

Så der var svaret jo.

”Jeg tror på dig,” sagde jeg, men var ikke sikker på han hørte mig.

”Hvad?” spurgte han lavt og forsigtigt om, og kærtegnede min ene kind.

”Jeg sagde, at jeg tror på dig,” sagde jeg lidt højere, og kiggede ned da jeg pludselig blev helt nervøs. Men for hvad, vidste jeg ikke.

”Du ved ikke hvor meget det betyder for mig det her,” sagde han, og før jeg nåede at reagere, kunne jeg mærke et på bløde læber mod mine. Jeg lukkede mine øjne, og lagde automatisk mine arme om til hans nakke, mens han lagde sig ved mine hofter, og trak mig længere ind til ham.

Jeg nød virkelig hans læber mod mine, og mens vi stod der begyndte de andre, det bare havde været publikum i mens, at klappe og nogle pifte af os.

Vi trak og væk fra hinanden og kiggede på de andre.

Mine øjne landede med det samme på Cecilie og Kristina, der stod og hoppede lidt ved siden af hinanden, mens de stod og klappede.

Hvor var dette dog bare pinligt.

Jeg grinte lidt, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle reagere. Jeg lagde vægten lidt forover, og ramte ind i Louis brystkasse. Han grinte selv lidt, mens han strammede grebet om mig.

Jeg kiggede op på ham, og kyssede hans hage hurtigt, for derefter at ligge mine læber mod hans. Han smilede i kysset, og derfor kunne jeg heller ikke lade vær med at smile.

”Hey Melanie,” råbte min chef pludselig, og fik mig til at trække mig fra Louis for at rette min opmærksomhed mod ham.

”Vi er færdige for i dag, så du kan godt smutte hjem med din loverboy der,” sagde han, og pegede skiftevis på os begge.

Jeg nikkede kort, og kiggede så igen på Louis.

”Jeg skal lige skifte, og så kommer jeg igen,” sagde jeg, og for første gang i dag, gav han mig elevator-blikket, som jeg ikke kunne undgå at grine af, for man kunne godt se, at han først havde set, hvor lidt tøj jeg egentlig stod i.

”Du ser eller godt ud nu,” sagde han, og gav slip på mig. ”Men hvis du insistere, så venter jeg her indtil da,” sagde han, og smilte til mig.

Hans søde smil.

Jeg gik hurtig ind og skiftede, og gik derefter tilbage til Louis, der lavede et eller andet med hans mobil. Han kiggede op, da han sikkert kunne høre mig komme gående, og smilte så og lagde mobil ned i hans lomme.

”Hvad har du så lyst til at lave?” spurgte han, og begyndte at gå hen mod døren, så vi kunne komme ud af studiet. ”Jeg ved det ikke, hvad har du lyst til?” spurgte jeg, og åbnede døren for os, så vi kunne komme ud.

”Tja, vi kunne tage hjem til dig, og se en eller anden film eller noget,” sagde han, og tog forsigtigt fat i min hånd, så der gik en strøm af følelser igennem mig.

”Det lyder godt,” sagde jeg, og trykkede på knappen til elevatoren.

Dørene åbnede sig, og dem der skulle ud, de gik sjovt nok ud, og så gik vi ind. Dørene lukkede sig igen, da der ikke var andre der skulle med udover os.

Jeg lænte mig på af væggen, og lukkede mine øjne. Jeg var træt efter, at jeg havde skullet skifte, fået sat hår, taget mange billeder, gøre det hele forfra igen. Jeg tror jeg havde gjort det over 100 gange og brugt 4-5 timer på det.

Men som sagt, det er hårdt at tjene penge, og hvad gør man ikke for pengenes skyld?

Det gav et sæt i mig, da der pludselig blev lagt nogle arme om mig, og nogle læber i mod mine. Men som jeg også havde sagt før, så var de eneste her inde i elevatoren Louis og så mig, så jeg regnede hurtigt ud, at det var ham, og kyssede hurtigt tilbage.

En lyd der sagde at vi var nede, fik os til at trække os fra hinanden, og gå ud af elevatoren igen. Louis var hurtigt til at gribe fat i min hånd, og trække mig lidt længere ind til sig.

Vi kom ud, og jeg begyndte at gå hjem ad, da Louis lige pludselig hev i mig, så jeg var ved at vælte. Men han nåede heldigvis at ligge sine arme om mig.

”Hvor skal du hen?” spurgte han, og kiggede forvirret på mig.

”Jeg skal hjem, hvad ellers?” svarede jeg, og kunne ikke forstå at han allerede havde glemt, hvor jeg boede.

”Jeg har bil med, så skal vi ikke hellere køre hjem?” spurgte han, og trak sine nøgler op af hans lomme.

”Hvor skulle jeg vide fra, at du havde din bil her?” spurgte jeg, og begyndte at gå hen i mod parkeringspladsen, med Louis lige i hældene.

”Det ved jeg ikke, måske kunne du læse tanker,” sagde han, og prøvede at lyde som om, at han var klog, hvilket kun fik mig til at grine en smule.

Det var da lidt sødt, var det ikke?

Han trykkede på en knap, der gjorde sådan hans bil låste op. Jeg åbnede bildøren, mens Louis var på vej om på den anden side, og satte mig ind.

Så var det ellers bare med at komme hjem, og lave ingenting.

 

_______________________________________________________

 

Tak fordi i læser min Movella! Giv den gerne et Like!

Ugens spørgsmål: Hvad vil i have, der sker mellem Louis og Melanie?

 

Hav en god påskeferie

PernilleL

                                                                       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...