Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra? Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person. Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete. Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3291Visninger
AA

11. Kapitel 8.

Jeg havde næsten ikke kunne sove i nat. Faktisk havde jeg kun sovet i en time og måske to, og det er overhovedet ikke nok for mig. Faktisk er jeg ikke en, der kan stå op om morgenen. Jeg vil helst ligge under min dejlige varme dyne, og putte i min seng hele dagen, frem for at stå op, og lave alt det hverdagen nu bringer.

Jeg lå stadig i min seng, og prøvede at tage mig sammen til at stå op, og gå hen for at trække for. Og nej, så klog var jeg ikke, at jeg gjorde det i går aftes, så nu var konsekvensen kommet.

At gøre det om morgenen.

Tideligt.

Faktisk er klokken kun 6:23.

Okay, jeg gør det.

Lige om lidt…

Ej okay

3…

2…

1…

0,5…

0,25… Okay jeg gør det bare nu.

Jeg slog min dyne væk, og svang det ene ben ud over sengekanten og derefter det andet. Jeg satte det ene ben foran det andet, og kunne med det samme mærke kulden omringe mig. Jeg skyndte mig hen og trak mine gardiner for, og smuttede hurtigt hen i min seng, og puttede mig hurtigt ned under min dejlig varme dyne.

Men der lå jeg ikke i lang tid, før jeg hørte en lyd, som bare ødelagde alt. Min mobil der gav lyd fra sig, fordi den havde fået en besked. Og der er kun 7 kontakter der er på min mobil. 5 af dem er drengene, for det kunne jeg selvfølgelig ikke undgå, eftersom de alle havde skrevet til mig, Kristina, og så min chef. Og eftersom at jeg har fri, så er det ikke min chef eller Kristina, medmindre det er et nødstilfælde, hvilket jeg ikke tror det er, så må det altså være en af drengene, eller måske en hel fremmed der har fået forkert nummer.

Det sker jo nogle gange.

Især for ældre mennesker.

Jeg tog min mobil der lå ved siden af mig, på mit natbord, fordi nysgerrigheden altid var der, da jeg synes det var spændende at se, hvem det var der skrev til en, og hvad de skrev.

Jeg trykkede på knappen der gjorde sådan min mobil lyste op, og skrev så min kode. Og som mange andres koder sikkert også er, så er min kode hemmelig.

Er det ikke fantastisk?

Jeg åbnede hurtigt min besked, og så Zayns navn stå der. Hvis det var at jeg ikke var så nysgerrig, så ville jeg aldrig have åbnet den. Men som sagt, så var jeg nysgerrig, så jeg åbnede den.

#Hey Mel, hvordan har du det? Er du sikker på jeg ikke skal snakke med Louis, for jeg kan sagtens gøre det og jeg vil gerne? – Zayn #

Jeg gik hurtigt ud af beskeden. Jeg ville ikke have han skulle snakke med Louis. Jeg ville ikke snakke med Louis. Jeg ville heller ikke snakke med nogle af de andre. Faktisk vil jeg bare glemme, at jeg overhovedet havde kendt dem. Jeg kan bare ikke klare mere af den slags. Min facade var tæt på at blive brudt i går foran Zayn, og det havde taget mig så lang tid at bygge den op. Og jeg ved, at hvis den først bliver knækket, vil det tage længere tid for mig at bygge den op igen. Og det må bare ikke ske.

Derfor bliver jeg nød til at droppe kontakten til dem.

Selv Zayn.

Lige meget hvad de skriver, så må jeg ikke svarer.

For så ved jeg, at der ikke vil gå lang tid, før jeg gør det.

Og jeg havde lovet mig selv dengang tanken kom for første gang, at det ville være det sidste valg jeg tog.

Jeg lagde min mobil tilbage på natbordet, og kiggede lidt op i loftet. Jeg kunne vel lige så godt stå op. Jeg falder da aldrig i søvn nu. Det kan være, at hvis jeg nu går ned til bageren og henter noget morgenmad, og så går hjem og spiser, sætter en film på, mens jeg ligger med min dyne, så kan det jo være, at jeg falder i søvn.

Se det var jo en god idé.

Jeg stod op, og fandt mine grå Everlast busker frem. Det var altid dem jeg tog på, hvis jeg virkelig havde en dovendag eller en dag som i dag. Der udover, fandt jeg en sort tanktop frem, og tog så en læder jakke ud over. Mine sko, var bare nogle almindelige sorte. Og så var det ellers afgang.

Ligesom alle andre gange, jeg var gået her hen, tog det kun 5 minutter. Jeg åbnede døren, og en klokke gjorde opmærksom på, at jeg var kommet. Jeg gik hen til kassen, og ventede på, at der skulle komme en og betjene mig.

”Hej Melanie,” lød en velkendt stemme. ”Hej Mike,” hilste jeg, og smilte hurtigt til ham, og kiggede så lidt på, hvad jeg kunne tænke mig. ”Du er tideligt oppe i dag. Det ligner ellers ikke dig,” sagde han, og lagde sig lidt hen over disken. ”Jeg ved det godt, men jeg kunne bare ikke sove mere.” sagde jeg, og gjorde en bevægelse, der viste at jeg var lidt irriteret over at jeg ikke kunne sove. ”Det lyder ikke særlig sjovt,” sagde han grinende, og rettede sig så op. ”Hvad skal du så have i dag?” spurgte han, og fandt en pose frem. ”En kanelsnegl og 2 boller med rosiner,” sagde jeg, og fandt min pung frem.

”Sådan der. Det bliver 5,80 pund,” sagde han, og lagde de 2 poser på bordet. ”Her,” sagde jeg, og rakte ham pengene, og tog så poserne i hånden. ”Tak, men prøv nu at gå hjem og sov, for hvis jeg skal være helt ærlig, så ligner du en, der ikke har sovet i flere dage,” sagde han, og smilte opmuntrende til mig, mens han som sædvandlig åbnede døren for mig. ”Jeg skal nok prøve,” grinte jeg, mens jeg hurtigt vinkede til ham, og begyndte så at gå hjem igen.

 

***

 

Jeg måtte være faldet i søvn, for det eneste jeg kan huske af min film, var at de tog ud for at finde hende pigen, der var i Pirates of the Caribbean. Den film har jeg altid været glad for at se. Især fordi at Jonny Depp er med i, og hans ansigtsudtryk… De er bare de bedste.  

Jeg lå stadig på min sofa, og overvejede om jeg skulle starte filmen forfra. Men på den anden side, så var klokken blevet 1:44pm nu, og jeg havde fået noget søvn, selvom jeg stadig var træt. Men ikke så meget igen.

Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ikke skulle se filmen forfra, men i stedet for lave noget, som jeg faktisk burde gøre. Som f.eks. at løbe en tur. Det er ved at være nogle dage siden nu, og siden jeg ikke har andet at give mig til, så kunne jeg ligeså godt bare gøre det.

Jeg tog hurtigt min mobil, og satte den til at lade op, da den viste jeg havde fået 23 opkald og 14 SMS’er. Jeg stod helt chokkeret, og kiggede på tallene. Jeg havde højst misset én opringning, og det var fra Kristina, fordi jeg havde sovet over mig. Og SMS’er havde jeg max. fået én om måneden.

Hvad var det lige sket her?

Jeg låste hurtigt min mobil op, og gik ind under ubesvarede opkald. Jeg havde fået 2 opkald fra Harry, 7 fra Zayn, 3 fra Niall, 6 fra Louis og 2 fra Liam.

Hvorfor ville de overhovedet i kontakt med mig?

Jeg gik hurtigt ind på SMS’er, og så jeg havde fået 4 fra Zayn, 2 fra Niall, 1 fra Liam, 2 fra Harry og 5 fra Louis. Jeg tjekkede først dem jeg havde fået af Zayn.

#Hvorfor svarer du ikke?#

#Skal jeg komme forbi?#

#Sover du eller hvad, for ellers er du så ikke sød at svare mig?#

#Hvis du ikke svarer snart, så kommer jeg om til dig..!#

Det var hårdt at læse beskederne, og jeg kunne heller ikke undgå at der kom en tåre eller 2 frem. Jeg savnede ham allerede. Men hvis han kom, så ville jeg tvinge mig selv til ikke at åbne. Fra nu af, så tjekker jeg det lille spion hul inden jeg åbner døren lukker nogen ind.

Harry og Niall, havde skrevet nogen lunde det samme:

#Mel jeg er så ked af det, jeg vidste det ikke. Hvis du har brug for at snakke så ring eller skriv!#

#Vil du ikke godt ringe, det behøver ikke være til mig, bare én af os.#

Jeg savnede dem allerede, og det de skriver, gør det kun værre.

Liam havde ikke skrevet så meget, hvilket jeg faktisk var lidt glad for. Måske vidste han, at jeg ville være lidt alene.

#Hej Mel. Jeg er virkelig ked af det med Louis. Jeg vidste det ikke, og jeg tror heller ikke de andre drenge gjorde det. Hvis du har brug for lidt tid, så forstår jeg det udmærket godt, men vil du ikke godt lade vær med at droppe os. Du betyder allerede meget for os. Jeg savner dig allerede. Drengene har også spurgt mig, om jeg havde hørt noget fra dig. De savner dig også.
Jeg ved ikke hvad Louis har tænkt på, for vi andre har tydeligt lagt mærke til, at I har et eller andet sammen. Jeg fatter ikke han gjorde det, og jeg er faktisk ret så skuffet over ham. Det ligner ikke ham at gøre sådan noget. Han plejer aldrig at lege med pigers følelser. Han har altid været i mod sådan noget.

Hvis du vil snakke eller mangler noget så skriv eller ring. Jeg vil altid være der for dig, også selvom vi ikke har kendt hinanden i så lang tid. Du er anerledes, og glemmer vidst også nogle gange vi er verdenskendte, men det viser bare, at du ikke kun ser os som One Direction, men som os drenge.#

Jeg kunne mærke, at tårerene var blevet til flere, og at mine kinder var helt våde. Hvorfor kunne de bare ikke stoppe med at skrive?

Jeg gik ud af Liams besked, og kiggede lidt på Louis’ navn. Jeg havde ikke lyst til at åbne hans beskeder, men alligevel, så var min nysgerrighed der. Jeg burde måske ikke åbne dem, men jeg havde virkelig lyst til at læse dem.

Skulle jeg mon gøre det?

Nej det burde jeg ikke. Jeg ville bare blive såret, og jeg ville ikke såres mere. Og da slet ikke af den samme person. Første gang var en kæmpe fejl, anden gang var jeg blevet leget med, og det skulle ikke ske en tredje gang.

Jeg vil ikke kunne klare det igen.

Jeg slettede hurtigt alle hans beskeder, og låste min mobil. Jeg gik hen til mit skab, og kiggede hurtigt ud af vinduet ved siden af. Det var varmt i dag, hvilket ville sige, at det ville blive rigtig varmt at løbe.

Jeg trak en sports-bh ud i pink, og nogle sorte løbe shorts. Jeg løb altid i sådan noget, når det var varmt, bl.a. så jeg kunne løbe længere, og at det ikke blev alt for varmt.

Jeg fandt hurtigt mine løbesko, og fik dem hurtigt på. Jeg kom mine nøgler, og gik ud af min lejlighed. Jeg låste hurtigt, og gemte nøglerne i en af blomster krukkerne, der stod på trappen. Trapperne tog jeg hurtigt ned, og satte kurs mod Hyde Park.

 

***

 

Jeg var kommet ind i Hyde park, og løbet over til et område, hvor der som regel ikke var særlig mange mennesker. Jeg løb i mit sædvanlige tempo, og elskede at kunne mærke luften komme mod min hud. Det var altid noget af det bedste ved at løbe. Og når man så var færdig med at løbe, så føler man sig helt frisk og lettet igen.

Jeg kom hen til det sted, hvor stien delte sig i 2. Jeg besluttede mig at løbe til venstre, hvor man kom hen til et dejligt stille sted, med et flot lille vandfald og et sted hvor man kunne spille bold, eller lave et eller andet sjovt. Det plejer egentlig aldrig at være mange mennesker, men jeg ved ikke helt hvorfor der ikke var andre. Måske vidste de ikke at det var der, eller også så ville de bare være et sted, hvor der var andre mennesker.

Okay, jeg ved det ikke…

Jeg kom endelig hen til stedet, og besluttede mig for at sætte mig ned.

Jeg sad og tænkte det hele igennem. Alt det jeg havde set på sladder kanalen, Zayn der havde prøvet at få mig på andre tanker, og alle de beskeder de havde sendt. Jeg havde faktisk overvejet at skrive til dem, at de ikke skulle kontakte mig igen, men måske ville det bare gøre det hele værre. Måske hvis jeg ignorerede dem, så ville de måske give op, og glemme mig, som de burde. Og ligesom jeg ville glemme dem.

”Hey, Melanie,” råbte en person pludselig, og trak mig tilbage til virkeligheden igen. Jeg kiggede mig omkring, og så 2 drenge komme hen i mod mig. Jeg rejste mig op igen, og børstede græsset af mine shorts.

Drengene kom tættere i mod mig, og de så lidt for bekendte ud.

”Melanie?” spurgte Harry, og kom helt hen til mig. ”Hvordan har du det?” spurgte han, og trak mig hurtigt ind i et stort bamse kram. ”Altså lige nu: Som om jeg er ved at blive kvalt af et kram,” sagde jeg, og klappede ham lidt på ryggen. ”Undskyld,” sagde han, og trak sig ud af krammet.

”Hey Mel,” sagde Liams rolige stemme. ”Hej,” svarede jeg, og vendte mig om, og mødte Liams rolige øjne. ”Er du okay?” spurgte han, og kiggede hen på Harry, der stod og gav mig elevatorblikket. ”Ja, jeg har det fint, men jeg bliver nød til at smutte nu… jeg skal øh.. jeg skal hjem.”

Flot Melanie, nu tror de da stensikkert på dig.

”Har du snakket med Zayn? Han er helt ude af den, fordi du ikke svarer ham, for ikke også at nævne Louis,” sagde Liam, rettede hans opmærksomhed mod mig igen, og ikke Harry. ”Nej,” sagde jeg kort og måske lidt koldt, men jeg gad faktisk ikke snakke med dem lige nu. Jeg burde ikke snakke med dem.

Men jeg må indrømme, at min facade er god. Den viser at jeg er ligeglad med det hele, selvom jeg indeni er ved at bryde helt sammen.

Tænk at han kunne gøre det. Han legede forhelved med mine følelser. Han fik mig til at tilgive ham. Han har brugt mig. Han har kun brugt mig…

”Hey Mel, du skal ikke græde,” sagde Harry pludselig. Jeg blinkede en gang med mine øjne, og vendte mig så om, og satte hurtigt i løb. ”Nej, Melanie vent!” Det var det eneste jeg hørte dem råbe efter mig. Jeg hørte ikke resten, fordi jeg ikke ville, og fordi jeg havde alt for travlt med at finde tilbage.

 

***

Jeg låste hurtigt min dør op, og lukkede og låste den med det samme. Tænk jeg havde stået og grædt lige foran dem. Hvor var det ydmygende. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og lod dem bare komme ud. Jeg ville ikke holde dem tilbage mere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre mere, og havde mest af alt, bare lyst til at sidde her. Jeg ville ikke engang tage mine sko af. Jeg ville bare sidde her.

Jeg gled ned af døren, og trak benene op under mig. Jeg kunne mærke min hud blive våd, men blev bare siddende.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der, men jeg havde ikke flere tårer tilbage. Jeg skulle til at rejse mig op, da de bankede på. Jeg fik rejst mig op, og kiggede ud af spion-hullet. Jeg trådte hurtigt et skridt væk, da jeg så hvem det var. Jeg kunne ikke fatte han stod her. Han skulle ikke være her, og jeg ville heller ikke have ham her. Og hvorfor var han her overhovedet?

Det bankede på igen, men jeg bevægede mig ikke. Jeg ville ikke give en lyd fra mig. Men som om han havde hørt min vejrtrækning, eller læst mine tanker, kaldte han på mig.

”Melanie, vil du ikke godt åbne døren?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke se ham. Jeg ville ingenting med ham og hans venner.

”Melanie jeg ved du er derinde,” sagde han igen, og bankede endnu engang på døren, bare lidt hårdere. Hvis jeg havde haft flere tårer tilbage, så er jeg sikker på, at de ville trille ned af mine kinder. Bare det med at høre hans stemme, fik lysten til at åbne døren, og sige at det hele var okay, og tilgive ham endnu engang, var der, men jeg ville ikke gøre det. Jeg ville ikke udsætte mig selv for det en gang til.

”Melanie, vil du ikke nok låse op, jeg er så ked af det. Det er ikke som du tror. Vil du ikke godt lade mig forklare det hele?” spurgte han, med en opgivende stemme. Jeg var så forvirret. Skulle jeg åbne døren og lade ham forklare det? Eller skulle jeg lade vær med at gøre noget som helst, og sætte mig ind i sofaen?

Jeg gik forsigtigt hen til døren, og tog fat om låsen. Forsigtigt drejede jeg låsen, og trak ned i håndtaget. Jeg gjorde alt langsomt, eftersom jeg var bange for at se ham. Jeg var bange for at han pludselig ville gøre et eller andet ved mig. Gøre noget, som han også havde gjort dengang.

Jeg åbnede forsigtigt døren, sådan jeg kunne se Louis. Jeg kiggede op på ham, eftersom han var højere end mig, og opdagede at han stod med tåre i øjnene. ”Melanie, jeg er så ked af det,” Jeg afbrød ham hurtigt, da jeg bare ville have ham til at komme til sagen. ”Hvorfor gjorde du det?” Man kunne godt høre at min stemme ikke var særlig stærk, og man kunne også se, at jeg havde grædt, men jeg lod bare som ingenting. Lige nu, ville jeg bare have en forklaring.

Og den havde bare med at være god!

”Hun… Jeg havde savnet hende så meget, og jeg.. Jeg er virkelig ked af de Mel, jeg vil gøre hvad som helst, for at gøre det godt igen.” Mente han det. Savnede han hende så meget, at han glemte alt om mig? Glemte hvad han havde sagt tideligere? Jeg tror sørme stadig lille Louis har følelser for denne såkaldte Eleanor.

”Har du mere at sige, for ellers må du gerne gå nu Louis. Jeg har ligesom hørt nok,” sagde jeg hurtigt, og tørrede en tåre væk fra min kind. Vent, jeg troede ikke jeg havde flere tårer tilbage. ”Mel, bare sig hvad jeg skal gøre,” endnu engang afbrød jeg ham. ”Louis, du skal for det første ikke kalde mig Mel mere, men Melanie. Og hvis du er i tvivl, så er det Mel-a-nie. Og for det andet: Du skal ikke kontakte mig mere. Farvel Louis,” og efter det, smækkede jeg døren i lige foran ham, efter at have stået og været helt kold over for ham.

Det var som om, at alle mine følelser var blevet gemt væk, og det eneste jeg havde vist, var en Melanie, der var ligeglad med alt og alle. Måske skulle jeg være hende, for det så ikke ud som om, at Louis var blevet lidt mere ked af det, end han var før. Måske skulle jeg fortsætte med at være den kolde Melanie, for hvis det er det der skal til, for at jeg ikke viser mine følelser mere, så må det jo være det.

Så kunne han jo også smage sin egen medicin.

 

_____________________________________________________________________________________________________

 

Jeg undskylder for det korte kapitel, men jeg havde lidt besværlig med at skrive det. Jeg har haft lidt problemer med at komme på nogle idéer, og det er derfor det ikke er blevet så godt. Men der skal vel også være plads til dårlige kapitler ind i mellem.

 

Ugens spørgsmål: Hvad synes i om, at Melanie gemmer alle hendes følelser væk?

 

Fortæst god aften/dag :D

PernilleL 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...