Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3307Visninger
AA

7. Kapitel 5.

"Hvorfor skulle vi ikke være venner?" spurgte Niall, som om han ikke havde lyttet til det Louis lige havde forklaret, om at jeg aldrig har haft nogen venner.

"Fordi jeg aldrig har haft nogen venner, så jeg ved ikke om vi er." Det er faktisk rimelig pinlig. Jeg lyder jo som en eller anden tard!

Godt gået Melanie!

"Selvfølgelig er vi venner med dig Mel. Ellers tror jeg ikke ligefrem, at vi vil være sådan her med dig. Hvis du forstår?" sagde Liam, og smilede opmuntrende til mig, som om han vidste at det var pinligt for mig.

Hvilket det er, som jeg også nævnte før.

"Skal vi så ind og se den film der?" Zayn lød lidt utilfreds med, at vi ikke allerede var i gang med filmen, men det er ligesom mig. Du ved når de sender film i tv'et, så er det så irriterende, at der altid skal være reklamer, som varer et eller andet med 7-8 minutter, og at du sidder klar med alt, og har gjort alt det du skulle, og så der er reklamer.

Kan i følge mig her?

"Ja, men vi skal have sliiiiik med!" Alle rettede deres blik hen på Niall, som havde lydt som en lille dreng, ude foran en lille slikbutik. Vi kiggede ikke på ham i mere end 2 seknunder, før vi alle udbrød i et grin, da han så helt uskyldig ud.

Madglade dreng.

"Hvorfor er det, at du altid tænker på mad?" spurgte jeg, så godt jeg nu kunne, mens jeg grinte. Jeg tog mig sammen, og holdte mit grin inde, og rettede mit blik mod Niall. Han lavede store øjne, og nedstirrede mig nærmest. Ubehageligt. "Man kan ikke undvære mad. Prøv lige at tænk på alt den gode mad du går glip af, fordi du ikke spiser så meget som mig. Tænk på at du ikke har smagt Nandos før, som er uundværlig, og helt klart det bedste. Og du som ikke engang havde hørt om det! Stakkels Nandos."

Madglad er han i hver fald. Han har næsten lige fortalt mig en hel verdenshistorie om mad. Utroligt.

"Niall, du kunne bare have sagt, at du var madglad," sagde jeg, og fik igen hans opmærksomhed, også selvom han havde travlt med at finde slik i skabene. "Mel at du ikke skammer dig. Jeg er ikke madglad. Jeg er MMM." Jeg kiggede åndsvagt på ham. Hvad skal MMM betyde. Jeg kiggede hen på Zayn, for at se om han vidste det, men han trak bare lidt på skuldrende.

Okay. Selv ikke hans bedstevenner ved det. Hvad sker det lige?

"Hallo, MMM," sagde han, og gjorde nogle bevægelser med armene. Men eftersom vi alle så uforstående på ham, prøvede han igen. "De 3 M'er?" Det hjalp heller ikke så meget Niall. Han sukkede et langt suk af os, og sagde det i stedet for. "Mega Monster Madglad!" sagde han, som om vi var dumme.

Tak for det Niall.

Jeg kiggede hen på Zayn igen, og flækkede af grin. De andre så lidt på mig, men grinte også selv lidt efter. Hvor fik han dog lige sin humor fra. Han havde i hvert fald sin helt egen.

Niall kiggede bare dumt på os, og rakte tunge som en lille dreng til os, inden han vendte sig om, for at lede videre efter han slik.

 

Da vi alle var stoppet med at grine, gik vi ind i stuen, hvor Niall havde fyldt bordet med slik. Hvor meget slik havde de lige? Nåh ligemeget, slik smager godt.

Rigtig godt.

Jeg satte mig i sofaen, hvor man kun kunne sidde 2 i. Ved siden af mig satte Zayn sig, mens han smilte til mig. Han havde faktisk et sødt smil.

Som du sikkert havde regnet ud, satte Louis sig i den røde stol, som jeg ikke måtte sidde. Liam og Harry satte sig i den anden sofa, der var større end den jeg sad i sammen med Zayn. Og så undre du dig sikkert over hvor Niall er. Jo ser du, han synes også vi skulle have chokolade på bordet, så han er ude i køkkenet for at finde det, og så noget at drikke samtidig.

"Melaniiiee?" Jeg kiggede hen på Harry, som havde lagt sine ben over Liam, som havde sagt mit navn. "Hvad?" Spurgte jeg, og rettede mit blik hen på Niall, der kom ind i stuen igen. "Hvad hedder du mere end Melanie?" Spurgte han, og kiggede interessert på mig.

Det er faktisk et godt spørgsmål, for nu hvor jeg tænker over det, så ved jeg heller ikke, hvad de hedder, altså mere end deres fornavne.

"Jeg hedder Melanie Jess Smith. Hvad hedder i så mere end jeres fornavne?" Spurgte jeg, efter jeg havde sagt mit fulde navn. Jeg ville da også gode vide deres.

"Jeg kan godt lide Jess. Det er der ikke mange der hedder. Men jeg hedder Harry Edward Styles." Edward minder mig om ham der vampyren der er i Twilight.

"Jeg er enig med Harry om Jess. Men jeg hedder Liam James Payne." Deres mellemnavne er de samme som dem i Twilight. James er jo ham den onde, men Liam er meget pænere end ham. 

Eller er jeg forkert på den?

"Mit er Louis William The Tom Tomlinson. Eller bare Louis William Tomlinson." Jeg grinte lidt over hans The Tom Tomlinson. Det lød virkelig sjovt da han sagde det. Men hans mellem navn er ligesom  will.i.am. 

Det er da sjovt. 

Hey sagde han lige William. Det er ligesom ham der.. ham der øhm... William Shakespears. Der var den. Jeg styrer da bare til det her.

"Og jeg, The MMM, hedder Niall James Horan." Han sagde det med den stemme, som ham kommentatoren til X-factor har, når han skal præsentere solisterne, og det lød virkelig sjovt.

Tro mig!

Hey, er der 2 der hedder James nu?

"Hedder du også James? Var det ikke Liam, der også gør det." Spurgte jeg, og kiggede skiftevis på Liam og Niall. De nikkede begge to, hvilket gav mig ret.

Er man lige god, eller er man god?

Jeg styrer til navne!

"Jo vi hedder begge James, for det er kun seje personer der gør det." Jaja Niall, det kan vi godt sige. Men jeg stemmer for at det er alle dem der hedder Jess, som fornavn eller mellemnavn, der er seje. Men det er sikkert i MMM land, James'er er seje. Hvad ved jeg...

"Og jeg hedder Zayn Javadd Malik." Jeg nikkede, nu havde jeg alle deres navne. Men jeg kan altså ikke finde en anden person, som også hedder Javadd. Måske skulle jeg google det en dag. Det lyder som en god en.

Gør det ikke Malik?

Uh, den kom helt uventet!

You go girl!

"Okay, så ved vi da hvad hinanden hedder." sagde jeg, og kiggede rundt på dem. De nikkede lidt, og satte sig så til rette derefter, for at vente på at filmen startede. Eller Harry skal først lige trykke på play, og så skulle den gerne starte.

***

Jeg havde set 5 minutter af den film. Og jeg er helt stolt af mig selv, for det er en ny rekord. I starten så den ikke så uhyggelig ud, men så lige pludselig, begyndte lyset i filmen at tænde og slukke hele tiden, indtil det hele blev sort. Og det hjælper ikke ret meget, at der er helt mørkt her inde i stuen. Men der var helt mørkt, og pludselig kommer det et ansigt, fra en eller anden pige op. Og hun så bestemt ikke særlig glad ud. Jeg troede at jeg var den der skreg mest piget, fordi jeg er en pige, men det beviste Harry ligesom. Jeg siger jer, jeg har aldrg hørt en dreng skrige sådan. Det var bare.. Alt for piget, til at en pige kunne skrige sådan.

Forstår du hvad jeg mener?

Godt.

Man ved aldrig hvad man kan få af overraskelser.

Am I right?

Nåh, men jeg havde taget en pude, som jeg sidder med hovedet nede i lige nu, og gemmer mig. Der var én gang drengene fik mig til at kigge op, hvor der var en mand, der skar et øre af på en eller anden pige.

Jeg hader gysere!

Jeg ved ikke hvor lang tid, at jeg sad eller nærmere lå, med hovedet ned i puden, men jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tungere og tungere. Jeg prøvede at holde mig vågen, men tilsidst gav jeg op, og lod søvnen overtage mig.  

 

Jeg vendte mig om på siden, og havde forventet at falde ned af sofaen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg lå meget mere behageligt og blødt. Jeg kørte mine hænder langs det jeg lå på, og åbnede mine øjne på klem, eftersom jeg næsten er sikker på, at jeg ligger i en seng. Men jeg kan ikke huske, at jeg lagde mig i den. Og hvad er klokken egentlig?

Jeg åbnede min øjne helt, da jeg alligevel ikke kunne se noget som helst, da rummet var helt mørkt.

Jeg kunne lige ane en skikkelse, der lignede en lampe. Jeg rakte ud efter den, og ledte efter kontakten til at tænde den.

Da jeg endelig fandt den, tændte jeg den og blev blændet af lyset, og måtte lukke mine øjne igen. Jeg åbnede dem lidt efter, og blinkede nogle gange, indtil de havde vendet dig til lyset.

"Hvad sker der?" Jeg kiggede hurtigt hen til min side, og så Louis lå der og skærmede for lyset. "Hvorfor ligger du her?" spurgte jeg, og satte mig op. "Altså du faldt i søvn, og eftersom vi ikke havde flere madresser og sofaen ikke er særlig god til at sove på, tro mig jeg har prøvet, så besluttede jeg, at du bare skulle sove her inde med mig." 

Jeg kiggede lidt på ham, da jeg kunne mærke jeg begyndte at fryse rigtig meget. Jeg lagde mine arme om mig selv, og kiggede ned af mig selv. Jeg havde kun undetøj på.

Hvorfor har jeg kun undertøj på?

Er der nogen der vil forklare mig det!

"Med hensyn til dit tøj... Så tog jeg det af, da det nok ikke er det bedste at sove i sit tøj. Men det var kun mig bare rolig." Jeg kunne se han ikke vidste, hvad han skulle sige, men jeg havde nu heller ikke noget i mod det, da jeg faktisk var rimelig tilfreds med min krop.

Jeg smilte til ham og ville ligge mig ned under dynen igen, hvis det ikke var fordi, at Louis havde taget den.

Vent hvad...

Er der ikke 2 dyner..!

Great, så hellere fryse end det.

Eller måske ikke, for jeg fryser.

Meget!!

"Giv mig lige noget varme, jeg fryser." Jeg var begyndt at ryste, jeg var træt, og jeg anede ikke hvad klokken var. Jeg ville bare sove.

Louis løftede dynen, så jeg kunne kravle ned under den. Da jeg havde lagt mig til rette, så jeg lå med fronten mod ham, kunne jeg mærke hans kropsvarme, fordi han ikke havde nogen trøje på, men boxers.

God mave.

God mave.

God mave.

Ikke stirre Mel.

Ikke stirre!

Dammit.. jeg gjorde det. Men han opdagede det heldigvis ikke.

Thank God!

Han lagde dynen over os igen, og lagde sig selv på siden, så han kunne se på mig. "Skal jeg slukke lampen?" spurgte han, og smilede et skævt smil til mig. "Det må du gerne." sagde jeg, og undslap et lille gab. Han lagde sig lidt ind over mig, så jeg blev nød til at trille om på ryggen, så han lå ind over mig.

"2 sekund..." Han nåede ikke længere, da han så hvor tæt på hinanden vi var. Han kiggede mig ind i øjnene, og jeg kiggede ind i hans. Hans øjne var blå, med et gråligt skær, og lyste af glæde, men også skyldfølelse. Men over for hvad ved jeg ikke.

Hans hoved kom tættere på mit. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ved jo ikke om jeg virkelig har følelser for ham, og hvis jeg har, ville det så ikke være mærkeligt, at have det efter så få dage. Jeg mener, det er jo ikke normalt.

Men der er jo heller ikke nogen der er normale.

Vores læber var ikke mere end få centimeter fra hinanden. Jeg kunne ikke gøre det her!

"Louis... Jeg kan ikke det jer." Jeg kiggede på et punkt bag ham, fordi jeg var flov. Han smilte til mig, som intet var sket, og lagde sig ned ved siden af mig igen. "Godnat Mel." Og så var der ellers stille.

***

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde ligget vågen, men jeg kunne ikke sove. Jeg følte mig ikke engang træt. Jeg kunne ikke få tanken om, at Louis næsten havde kysset mig væk. Jeg havde aldrig kysset nogen før, eller været forelsket. Jeg kunne heller ikke, få mig selv til at at indrømme at jeg var forelsket i Louis. For jeg vidste det ikke. Jeg ved ikke hvordan ens følelser er når man er forelsket.

Argh hvad skal jeg dog gøre!?

Jeg satte mig forsigtigt op, mens jeg holdt øje med Louis. Jeg ville ikke have han skulle vågne, for lige nu ville jeg bare ud af det her værelse, og være lidt alene.

Jeg listede hen til mit tøj, der lå på en stol, og tog den store t-shrit på. Jeg åbnede forsigtigt døren, og lukkede den efter mig. Jeg blev nød til at mærke mig frem, da der var helt mørkt i lejligheden. Det var ikke nogen lyde. Eller jo, men det var kun resten af drengene, der åbenbart overnattede her, der lå og snorkede inde i de på andre værelser, der så måtte være gæsteværelserne.

Jeg listede videre ned forbi værelserne, da jeg trådte et sted, der selvfølgelig knirkede. Jeg løftede hurtigt foden igen, og trådte et stort skridt over det. Men tænk en gang, jeg var ved at vælte, så jeg støtte ind i væggen.

Jeg tror Gud vil have mig til at vække alle og en hver i dette hus.

Er det ikke fantastisk?

Kan du mærke ironien?

Da jeg endelig kom væk fra gangen og ind i stuen, gik jeg videre ud i køkkenet. Jeg åbnede nogle skabe, indtil jeg fandt det, hvor glasene stod i. Jeg tog en af de største, og fyldte det hetl op med vand. Min hals var helt tør. Og jeg mener HELT tør, som om jeg gik ude i en ørken på 5. dag, og var ved at dø.

Okay, så ville jeg nok have været død noget før. Men jeg tror du har forstået pointen.

Jeg drak hurtigt glas et, og næsten nummer 2, da jeg ikke kunne drikke mere. Jeg havde fået det meget bedre, men var stadig ikke træt. Jeg stilte glasset fra mig, og stod lidt bare og kiggede, selvom der ikke var meget at se, eftersom det var helt mørkt og kun månens lys, der kom ind af vinduet, der lyste meget lidt.

Jeg kunne høre fodtrin, men hvor de kom fra vidste jeg ikke. Jeg var bange. Tænk hvis det var en indbrudstyv. Jeg vendte mig ikke om, men blev ved med at kigge ind i muren. Jeg kunne høre personen der var her, gik inde i stuen, og kom herhen af. 

Jeg pustede forsigtigt ud, da jeg ikke kunne holde vejret mere.

Pludselig var der en hånd der dækkede for min mund, og min krop gav et spjæt, da den ikke var forberedt. Personen bag mig tyssede på mig, og gjorde sådan jeg blev vendt om. Jeg kiggede forsigtigt op fra gulvet af, og mødte en perfekt mave. Jeg kiggede videre op, og så Zayn så med hans pegefinger foran hans mund, som tegn på jeg ikke skulle være bange og være stille.

Han fjernede forsigtigt sin hånd fra min mund, og tog mig i hånden. Han trak mig med hen til gangen, hvor alle værelserne var. Han fortsatte forbi Harry og Louis' værelser, og de andre drenges, indtil det sidste værelse kom til syne. 

Han åbnede døren, og tændte lyset. Jeg fulgte bare med ham ind, og kiggede mig omkring. Det var pænt indrettet, og med lidt flere farver på møblerne, end der var på Louis' værelse.

"Bare sæt dig hvor du vil, og hvordan du vil." Han sagde det, mens han var ude på hans badeværelse. Jeg gjorde som han sagde, og satte mig helt ind til muren i hans seng, mens jeg trak hans dyne op over mig. Den duftede af ham. Men Louis' duft var en anelse bedre.

Okay, hvordan kom Louis lige ind i billedet her.

Han burde ikke være i min hjerne. Ikke nu! Jeg har ikke følelser for ham.

Tror jeg da...

"Hvorfor ligger du ikke inde ved Louis og sover, når klokken er 2-3 stykker om natten?" Han spurgte, mens han kom ind på værelset igen. Han havde også kun boxers på, ligesom Louis. Og Louis' mave var virkelig god by the way, det syntes jeg bare lige du skulle vide.

Okay, jeg tror vi stopper her.

"Louis prøv... Jeg kunne bare ikke sove." Jeg var lige ved at sige Louis næsten havde kysset mig, men det var nok ikke så smart at sige. "Hvad var Louis ved at gøre, eller prøvede på?" Jeg kiggede ned på dynen, der varmede godt. Jeg kunne mærke madressen bevæge sig, og en der trak i dynen. "Giver du ikke lidt dyne?" Jeg gav ham noget af dynen, men kunne ikke kigge op.

"Hør Mel. Jeg ved godt, at vi kun har kendt hinanden i nogle få dage, og at folk siger jeg er mystisk og alt det der, men du kan altså tale med mig om alt. Du er allerede blevet en rigtig god veninde af mig." Jeg kunne ikke undgå at smile af hans ord, og havde bare lyst til at fortælle ham alt.

"Altså... Jeg vågnede op i hans seng, og så han lå ved siden af mig. Jeg havde tændt lyset, og ville ligge mig ned igen, og hive dynen over mig, da jeg fandt ud af det kun var en en-mands dyne." Jeg holdt en pause, og kiggede op på ham. Han smilte til mig, og ventede tålmodigt til jeg var færdig.

Måske var han også mere end bare en ven, men mere en bedsteven.

Hvem ved?

"Jeg kunne sagtens overleve med den dyne, det var ikke det der var problemmet, men da han så ville slukke lampen igen, lænte han sig ind over mig, og kiggede så på mig. Det var som om han gik i stå der, og hans hoved kom tættere og tættere på mit, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han ville kysse mig Zayn, og jeg har aldrig haft nogle venner, jeg har altid været single, og jeg aner ikke hvordan man overhovedet kysser. Og jeg ved ikke om jeg overhovedet har følelser for ham, eller om han har følelser for mig, og jeg ved ikke hvordan man føler når man har følelser for en! Men sagen er den, at jeg stoppede ham i at gøre det, og han lod som om der ikke var sket noget. Jeg fatter ham ikke!" Alt det jeg havde gået og tvivlet på hele tiden, kom bare ud og jeg kunne ikke stoppe det, for jeg følte bare det skulle ud.

Han så bare på mig, som han hele tiden havde gjort, indtil et lille smil kom på hans læber. Han tog hans arm om mig, og gjorde sådan jeg sad op af ham.

Jeg sad også meget bedre sådan...

Lige meget.

Det gjorde man også, når man sad sådan med Louis. Han var bare mere kærlig, sexet og sød og..

Stop.

...

"Mel, jeg forstår godt du er frustreret, men har du ikke lagt mærke til den måde han behandler dig på, den måde han ser på dig, den måde han har ændret sig på? Har du slet ikke set nogen tegn?" Jeg kiggede dumt på ham, og anede ikke hvad jeg skulle sige. "Hvad er det du mener?" Han grinte lidt af mig i mens han rystede på hovedet. "Jeg spørger dig, om du har lagt mærke til en forandring ved ham." Jeg tænkte tilbage igennem alt, men jeg ved jo ikke, hvordan man ved om folk er forelsket, eller om man selv er det.

Jeg rystede på hovedet, og han krammede mig lidt.

"Efter hvad jeg har set, og jeg har kendt ham i så lang tid nu, så har han ændret sig meget. Og den måde han kigger på dig. Hans øjne stråler nærmest af kærlighed, og man kan se lysten til at beskytte dig, lige meget hvad, er der. Men du ser det ikke, og jeg tror det såre ham. Men når jeg så kigger på dig, når du ser på ham, så er det på samme måde du kigger på ham. Jeg har aldrig set sådan noget før, og jeg tror måske du skulle give ham en chance."

Jeg var mundlam. Havde han set alt det.

Er det mig der er blind her?

Måske skulle jeg få mine øjne tjekket.

Kan man overhovedet få det tjekket.

Det kunne jo være jeg skulle gå ned og sige: Hej, jeg vil godt have tjekket mine øjne, eftersom min ven, kan se jeg er forelsket og at personen også er forelsket i mig.

Tror i det virker?

_____________________________________________________________________________

Dagens spørgsmål: Tror og synes i at Louis og Melanie skal finde sammen, eller skal de kun være venner?

Jeg er ved at løbe tør for ideer, så hvis i har nogle så må i meget gerne skrive nogle. Men jeg er så glad for at i læser min movella, og jeg vil sætte pris hvis i ville like den eller sætte på favourit. :-)

PernilleL

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...