Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3400Visninger
AA

6. Kapitel 4.

Jeg var gået ud på toilettet, for at ligge mit make-up og sætte mit hår, der ikke sad så godt, efter Zayn og Niall havde haft pude-kamp i mod mig. Eller alle drengene. De syntes nemlig også det var sjovt, så de tilsluttede sig Niall og Zayn, og så var det 5 mod 1.

Ikke fair siger jeg bare!

Nåh, men da vi endelig var stoppet, efter lang tids krig, lå vi alle på gulvet, og kiggede op i loftet og på hinanden. Det var utroligt, at man kunne have det så sjovt, bare med nogle puder. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Men det var virkelig sjovt.

Jeg lagde en ny make-up, som bestod af mascara og lidt glitrende øjenskygge, der fremhævede mine øjne. Mit hår lod jeg hænge, da jeg havde naturlige krøller, som jeg var rigtig glad for. Der er ikke så mange der har den slags krøller som jeg har, da mine nogle gange ser ud som om, at jeg har krøllet dem lidt, hvilket jeg aldrig gør. Det er derfor min stylist, når jeg har et fotoshoot, er glad for at hun ikke skal til at krølle mit hår, når det skal krølles.

Jeg kiggede mig i spejlet en sidste gang, for at være sikker på det sad som det skulle, og gik så ud til drengene igen. De lå stadig på gulvet, udover Liam der havde sat sig op i sofaen, mens han snakkede med Zayn.

Jeg gik hen og satte mig i den røde stol, der så virkelig behagelig ud, hvilket den også var. Drengene satte sig også op i de 2 andre sofaer, men eftersom Louis ingen plads fik, da han var den sidste til at komme op fra gulvet, skulle det selvfølgelig gå ud over mig.

Uheldigvis.

Han tog mig op i sine arme, som om jeg var en baby, og satte sig så selv i stolen, så jeg lå i hans skød. Jeg kiggede ondt på ham, mens han bare ginte ligesom de andre drenge.

"Ja det er lidt trist og være den mindste og ikke veje så meget hva?" spurgte Harry. Jeg kiggede hen på Harry, og sendte ham et lille smil. "Nej, det er det faktisk ikke." Han kiggede undrende på mig, mens jeg kiggede rundt på de andre. Alle udover Zayn så undrende på mig. Zayn sad bare og kiggede normalt på mig, men sendte mig så et smil, som om han vidste hvad jeg ville gøre.

Han er sikkert tankelæser.

Måske er det hans sjette sans!

Jeg kiggede uskyldigt på Louis, som også kiggede på mig.

"Hvorfor er det ikke det så?" spurgte Louis, mens jeg bare sendte ham et smil. "Fordi når man er lille, er man smidig, og ikke stor og klodset. Og så er man også hurtig." Han kiggede hen på de andre drenge. Jeg rejste mig op, hvor jeg "uheldigvis" slog hårdt ned på hans private sted.

Han udbrød et lille pige skrig, mens jeg gik hen og satte mig foran Niall, som lagde sine hænder på min skuldre for at massere dem.

Jeg må indrømme, at han var god.

I mens Louis jamrede sig lidt, grinte vi andre af ham. Han så virkelig sjov ud i hans ansigt, og jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham, og hans skrig. Jeg havde ikke ligefrem troet at en dreng, kunne skrige så piget som han gjorde.

Men jeg tog vidst fejl.

Igen.

Louis rejste sig op, og kiggede kun på mig, mens han gik hen til mig. De andre drenge grinte bare videre, og så sad jeg her og overvejede om jeg skulle løbe skrigende ind på et værelse og gemme mig i et skab, eller om jeg skulle blive siddende.

Jeg nåede ikke at vælge, før Louis sad oven på mig, og kildede mig i siderne. Har jeg fortalt, at jeg er kilden. Hvis ikke så er jeg meget kilden, og det er nok en af mine svagheder

"Louis.. Stop.. Det kil.. Kilder." Jeg kunne ikke engang udføre en hel sætning, fordi det kildede så meget.

"Så sig undskyld, og at jeg er kongen." Sagde han, mens han fortsatte med at kilde mig.

Hjælp mig lige her.

Er jeg den eneste der er så kilden.

Jeg er faktisk kilden på skuldrene.

Det er min mor også, det er nok derfra jeg har det.

"Okay Louis, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!" Jeg sagde hurtig flere gange, men han stoppede ikke.

"Og hvad mere?" Han stoppede med at kilde mig, og kiggede afventende på mig.

Ej det mente han ikke vel. Skulle jeg virkelig sige han var kongen.

Seriøst?

"Okay Louis. Du er kongen..." Sagde jeg, men jeg var ikke færdig. Men han gjorde alligevel sådan, at jeg kunne komme op.

Da jeg endelig var kommet op at stå igen, kiggede jeg hen på Louis, som havde sat sig ned i den røde stol igen. Det er altså ikke fair. Jeg gider ikke sidde på gulvet. Men hey, jeg blev ikke færdig med min sætning. Det må jeg lige blive.

"Du har ret Louis. Du er kongen. Kongen over gulerodsland." Alle drengene begyndte at grine, også Louis. Bare lige det gik op for ham, hvad jeg havde sagt. Han stoppede brat op med at grine, og kiggede i stedet surt på mig. Eller surt og surt. Man kunne tydeligt se et drillende glimt i hans øjne.

"Hva så Louis, jeg synes hun svarer dig lidt igen." Louis grinte lidt over Harrys kommentar og kiggede smilende på mig. Han var da bare for sød altså.

"Hun har bare hvad der skal til, til at sætte mig på plads og svare igen." Okay den havde jeg ikke lige set komme, men tak Louis det skal du have, du har lige givet mig ret.

"Skal du ikke ned og sidde igen?" spurgte Zayn, og gjorde tegn til Niall om at han skulle rykke sig. Jeg smilte til dem, og gik så hen, for at klemme mig ned mellem dem.

Det er faktisk mærkeligt. Jeg har næsten lige mødt drengene, og alligevel føler jeg mig hjemme. Som om jeg har kendt dem i hvad? Nogle år eller sådan noget, og de behandler mig samtidig som om, at de altid har kendt mig. Jeg ved ikke om jeg kan stole på dem, men det er jo klart, når jeg ikke kender dem særlig godt, men på en eller anden måde, har jeg lyst til at fortælle dem alt, som jeg ikke har kunne fortælle nogen, da jeg ikke har haft nogen. Og Louis. Ja, han har undskyldt, jeg har tilgivet ham, og jeg føler at han virkelig mener det, så jeg vil prøve at snakke med ham om det igen, og høre om alt det han mente, og om han overhovedet mente det.

Jeg har bare brug for at vide så meget, især om ham. Der er et eller andet ved ham, som beroliger mig. Som har en livsglad energi, som der ikke er nogen personer har udsendt før. Ved du hvad jeg mener?

Forstår godt hvis du ikke kan, for det er også svært at forklare.

Nej ikke kun svært.

Meget svært.

***

Drengene havde fået mig overtalt til at spise aftensmad med dem, for vi var på en eller anden måde kommet ind på Nandos. Jeg tror faktisk det var Niall, der kom med emnet, fordi han spurgte hvad jeg synes om det. Og jeg har aldrig i mit liv smagt Nandos, hvilket han var meget utilfreds med, så ja, vi skal have Nandos nu. Og det var alle så taget ned for at hente, udover Louis og mig.

Så her sidder vi så, inde i stuen, alene, mens vi kiggede på hinanden.

Og det er så her, hvor jeg skal tage chancen og spørge.

Men gæt lige hvem der er en bangebuks?

Hvis du gættede mig, så har du fuldstændig ret. For det er jeg.

Okay tag dig sammen Melanie, du bliver nød til at stoppe med det der, og finde din indre styrke frem.

Kan man overhovedet sige det?

...

Det har jeg altså lige gjort. Så det kan man godt.

"Louis?" Min stemme var overraskende svag. Sådan var den ikke i mine tanker overhovedet.

Han kiggede nikkede, og gjorde tegn til ar jeg skulle fortsætte med at tale.

"Hvorfor gjorde du det dengang?" Hans blik ændrede sig hurtigt til et trist blik. Han kiggede ned, og legede lidt med hans hænder, men rettede så sit blik på mig. "Melanie, jeg var dum. Ikke kun dum, men et kvag, idiot, svin, alle de ting på en gang, og jeg kunne ikke engang se det selv. Ikke før nu. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, og jeg fatter ikke jeg gjorde det. Og nu spørger du hvorfor. Og jeg forstår, og jeg svarer gerne på alle de spørgsmål du har?"

"Du svarede ikke på mit spørgsmål." Min stemme var stadig lille, og jeg var bange. Bange for at han ville blive sur.

Louis gik hen og satte sig ved siden af mig, og lagde hans arm om minde skuldre, og trak mig ind til sig.

"Jeg tror jeg gjorde det, fordi der var andre i klassen. Fordi at Jess, Mark og Dennis var der, hvis du husker dem. Jeg hang ud sammen med de populære i klassen, og hvis jeg sagde ja, ville jeg ikke kunne snak til dem igen. Hvis du forstår."

Jeg kunne mærke, at han ikke var særlig glad for at snakke om emnet, men jeg ville have svar på mine spørgsmål, jeg måtte vide hvorfor. Hvordan det føles.

Alt!

"Kan du huske dengang efter skole? Jeg ventede på alle var gået. Jeg troede jeg var den sidste men det var jeg ikke. Dengang hvor i ventede på mig udenfor.. I slog mig ned, sparkede mig, råbte af mig, gjorde sådan jeg græd. Jeg bad jer om at stoppe, men i fortsatte. Ligemeget hvad jeg sagde.. fortsatte i. Hvorfor?"

Jeg kunne ikke holde tårene tilbage mere. Louis lagde mærke til det, og trak mig længere ind til sig, mens han tørrede dem væk med hans finger.

"Jeg ved ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare hvor meget jeg fortryder det. Jeg fatter ikke, hvad jeg havde gang i." Hans stemme forandrede sig pludeslig fra trist, til vrede.

Han slap mig, og rejste sig med et op. Jeg kryb mig helt sammen i hjørnet af sofaen, mens jeg studerede ham.

Vil han gøre mig fortræd igen, råbe af mig, hvad vil han gøre?

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og jeg kunne ikke styre min vejrtrækning mere. Jeg var bange, rigtig bange. Jeg havde ikke regnet med, at hans reaktion ville være sådan.

Han hamrede sin hånd i ind væggen. Og han blev ved og ved. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg sad bare her i sofaen og rystede, fordi jeg var så bange. Jeg lukkede mine øjne. Hvad havde jeg gjort, hvorfor reagerede han på denne måde. Nu ville han da først og fremmest gøre mig fortræd.

Jeg snøftede nogle gange, og lod tårene få frit løb.

Jeg kunne pludselig mærke nogle arme om mig. Jeg åbnede mine øjne, og så ind i nogle kærlige brune øjne.

Liam.

Jeg kunne mærke nogle andre fra den anden side af, og kiggede hen på en blond dreng.

Niall.

Jeg kunne ikke mere. Alle tårene kom frem. Jeg kunne ikke holde dem tilbage mere. De skulle ud. Ud af min krop. Alt skulle væk fra mig.

Jeg kunne høre en masse råb, og så mig omkring. Zayn og Harry, stod og holdt Louis tilbage. Han vred sig, og prøvede at slå sig selv med et eller andet sølv.

Sølv. Åh gud, han prøver jo på at slå sig selv ihjel. Og det hele er min skyld.

Jeg fór op, og tog mig sammen. Zayn og Harry prøvede at tage kniven fra ham, men de kunne ikke, for hvis de kom for tæt på, svang han den, og var tæt på at ramme dem.

"Louis." Jeg kiggede på ham, stadig med tårene trillende ned af kinderne. Jeg gik forsigtigt frem mod ham, men han lyttede ikke. Jeg blev nød til at prøve, han skulle ikke gøre det her mod ham selv. Det er der ingen der skal. "Louis lyt til mig."

Jeg havde hævet min stemme lidt, eftersom han ikke lyttede. Det var som om, at han ikke var til stede. At det kun var hans krop der var her.

"Louis lyt til mig for helvede." Denne gang råbte jeg, og han kiggede hurtigt på mig. Hans bryst hævede og sænkede sig i hurtige tag, og jeg vidste jeg havde hans opmærksomhed.

Tårene stoppede også. Jeg skal ikke vise ham, hvor såret jeg er.

"Jeg ved du beskylder dig selv. Men det er fortid, og jeg har tilgivet dig. Hvis vi ikke havde mødt hinanden igen, ville jeg stadig være hjemme i min lejlighed, for at kede mig ihjel, og tænke på dengang. Deprimerende tanker. Men jeg mødte jer. Dig. Igen. Du genkendte mig, og fortalte hvor meget du fortrød det."

Jeg trak vejret, og kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Jeg kiggede hurtigt ned på mine fødder, men kiggede hurtigt op på Louis, der slappede lidt mere af. Men Harry og Zayn var stadig klar, hvis han ville gøre det igen.

Jeg gik tættere på ham, og rakte ude efter kniven. Han strammede grebet om den, men overgav sig, for så at give slip.

"Du fortalte mig, hvor mange gange du har ville sige det til mig, og efter du gjorde det, viste du mig, at du mente det. Viste mig, hvordan du havde det med dig selv. Jeg tilgav dig. Jeg tilgav dig Louis."

Jeg smed kniven langt væk, og bemærkede at jeg næsten råbte af ham. Men han skulle vide, hvordan jeg havde med at se ham gøre det. Han skulle vide, at dette var en alt for nem løsning. Det var den forkerte løsning. Han måtte ikke opgive alt det han havde i sit liv.

Hans familie, hans venner, hans band, drengene, hans fans. Han måtte ikke opgive livet pga. hans fortid. Jeg havde ikke opgivet mit. Nu er det hans tur, til at vise, at han er ligeså stærk.

Hvis ikke stærkere.

"Vis mig den Louis, som har en familie der elsker ham. Vis mig den person der har berømmelse, venner som elsker ham, fans som elsker ham, den Louis som drengene her elsker. Den Louis jeg tilgav. Og ikke mindst den Louis, der er stærk!"

Der var en tåre der trillede ned af hans kind igen. Men jeg ignorede den.

Han stod lidt, og kiggede chokeret på mig. Ordene var først ved at sive ind nu. Og de skulle sive ind, for hvis de ikke gjorde, vil jeg ikke kunne tilgive mig selv. 

"Undskyld." Han hviskede det, men jeg kunne sagtens høre det. Jeg smilte lidt, før jeg kiggede hen på Harry, som vidst godt vidste hvad jeg ville.

Han nikkede som svar, og jeg gik med langsomme skridt hen, for at trække Louis ind i et kram. 

Han stod bare med sine arme langs hans side, men jeg blev ved. Til sidst lagde han forsigtigt sine arme om mig, og trak mig længere ind til sig.

Jeg kunne mærke hans hjerte gik hurtigt, men gik langsomt ned i normalt tæmpo igen.

"Undskyld." Nu var det min tur, da det var mig, det havde fået ham til at gøre det, som havde gjort mig så bange. Selv drengene var bange. Det kunne man tydelig mærke i luften. Man kunne også mærke deres blikke på os, eftersom vi bare stod her.

"Du skal ikke undskylde. Jeg tror det er mig der skal undskylde til alle." Han trak sig ud af krammet, og kiggede hen på drengene, som havde sat sig i den ene sofa og stolen.

"Jeg er ked af det drenge. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Undskyld jeg gjorde jer så bange. Undskyld." Han kiggede hen på drengene, som også kiggede på ham.

Niall og Harry, sad med tårer i deres øjne, mens de andre var mundlamme.

Liam rejste sig op som den første, og kiggede så ned på de andre.

De rejste sig alle lidt efter, og gik hen til Louis. De kiggede lidt på ham før de på samme tid trak ham ind i stort kram, som de alle vist havde brug for.

Efter noget tid trak de sig lidt væk fra hinanden, mens de kiggede på Louis.

"Må vi så godt få den forklaring, og hvad der ligger bag alt det her?" Louis og jeg kiggede på hinanden samtidig. Skulle vi fortælle dem det?

Selvfølgelig gør de det. De fortjener det, efter det Louis lige har gjort så fortjener de det virkelig!

Jeg nikkede til Louis, og gjorde tegn til at han skulle fortælle det, hvilket han nikkede til.

***

Louis havde fortalt det til drengene, og jeg kunne ikke undgå, at få tårer i øjnene. De andre drenge havde også fået nogle tårer i øjnene, mens de sad med helt åbne munde.

"Og jeg fortryder det så meget i dag, og skammer mig over mig selv. Men heldigvis har Mel et hjerte, der er fyldt med kærlighed. Nej, sådan kan man ikke engang beskrive det hjerte, hun har. Hun har i hvert fald et hjerte af guld."

"Jeg fatter ikke du gjorde det dengang Louis. Hvordan kunne du være så dum? Men jeg er virkelig glad for, at du stoppede efter det du gjorde inde i klassen. Og jeg er overlykkelig over, at i er blevet venner igen. Det har jeg aldrig hørt nogle gøre." Harry havde ret. Hvis jeg ikke kendte Louis dengang, og hørte det nu, så ville jeg også blive skuffet. Men Louis har virkelig ændret sig. Ikke bare lidt, men meget.

Meget mere end jeg havde forstillet mig.

"Nu hvor vi alle kender historien, og Mel har sagt hun elskede Nandos, skal vi så ikke se en gyser. Det er så lang tid siden, at vi har set en af den slags?"  Jeg kiggede ondt på Zayn, eftersom det var hans ide, at se en gyser.

Jeg hader gysere.

Jeg kan ikke klare at se dem.

De er forfærdelige.

Uhyggelige.

Ucharmerende.

...

Forstår du hvad jeg mener?

Godt.

"Jeg er med på den." Nej Liam, det er der, det skal du ikke sige.

"Jeg er med."

"Jeg er også."

Ej helt ærligt. Harry og Niall, jeg får min hævn.

"Det mener i ikke vel?" Jeg blev nød til at spørge, for jeg skal altså være sikker på de mener der. Jeg hader, hader, hader gyserfilm. Den første gyser jeg så, var så uhyggelig, at jeg kun så 5-10 minutter af starten, før jeg slukkede igen.

"Jo hvorfor?" Jeg kiggede dumt på Harry. "Jeg er en pige. Der er ikke særlig mange piger, der kan lide gyser film. Det er i hvert fald ikke min stil."

De sad alle og kiggede på mig, før Niall brød ud et grin. Han havde det bare sjovt. Han er bare for cute. Jeg mener, han er en person, som kan på en til at smile over ingenting, bekymre sig om en, og er en mad-glad dreng, med god humor.

Jeg har faktisk en karakteristik på alle drengene.

Er det ikke det der hedder? Det hedder det nu.

Nu skal i lige høre.

Niall, ja det har i lige hørt.

Harry: Minder mig om Lille Per, og så undrer du dig sikkert over, hvor fra jeg kender ham, eftersom jeg er englænder. Men det er simpelthen fordi min mormor og morfar bor i Danmark, så jeg har set Lille Per med dem, men jeg fattede ikke noget som helst af hvad de sagde. Jeg kan ikke forstå dansk.

Men udover det, så tror jeg altså også han har en lidt "dirty mind." Men han er sjov, hurtigt fremme i skoene, som han allerede viste i Hyde Park, hvor han spurgte hvor jeg boede og kom fra.

Remember.

Zayn: Ham har jeg faktisk ikke så meget på, for han taler ikke så meget. Men det skal jeg nok få ham til, for han er sikkert bare genert. Men mystisk det er han i hvert fald. Men jeg kunne godt tænke mig at lære ham meget bedre at kende, end jeg gør nu.

Liam: Ja han er sådan lidt faderlig i det. Det kan godt være at der er nogen af drengene der er ældre end ham, men han er nok den der mest moden af dem. Han er samtidig sjov, kærlig, og har en beroligende effekt på folk. Det har han hvert fald på mig.

Og så er der Louis. Altså da han væltede mig i supermarked, var den første tanke 'hvorfor mig, det samme med parken, og nu. Ja så er jeg faktisk glad for at Gud, karma, skæbnen et eller andet, fik det til at ske, for ellers var jeg aldrig kommet til at møde de her drenge, eller tilgivet Louis. Efter min mening, er han kærlig, med drillende og legesyg på samme tid. Han ser godt ud, og har fantastiske øjne, som man bare kan svømme i. Og har mega lækker mave. Gode muskler, og er stærk. Han er ikke tyk heller ikke tynd men perfekt. Hans hår er lidt pjusket, og klær ham helt sikkert. Han har en god humor, og kan få mig til at grine. Og har en dirty-mind.

Han er helt perfekt.

Okay, jeg har lagt mærke til en del ved ham, men jeg har jo så også kendt ham siden skolen.

Eller også er det ligsom i bøger og film osv. om at man er forelsket, men helt ætlig det er jeg ikke.

Er jeg?

Nej det kan ikke passe, jeg er kun venner med ham.

Og de andre selvfølgelig.

Eller er vi venner?

"Er vi egentlig venner?" Det der, det røg altså ud af min mund. Det var ikke meningen overhovedet!

Og jeg har alles blikke på mig!

U-be-hag-e-ligt!

"Er vi venner med Melanie drenge?"

_________________________________________________________________

Ugens spørgsmål: Skal Zayn og Melanie blive gode venner eller bedste venner?

Jeg har besluttet, at der skal komme et kapitel 1 gang om ugen, samt et spørgsmål.

Jeg takker igen, fordi i er så søde at læse min movella, og at i sætter på favorit osv. Det betyder meget.

PernilleL :D 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...