Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3294Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Synes lige i skulle have et kapitel, da det er min fødselsdag i dag. Ha' en god dag :D

 

De smilte alle sammen et tandpasta smil til mig, mens jeg sendte dem et falsk smil til gengæld. Hvor jeg dog ønskede de ville gå, så jeg ikke skulle være i nærheden af Louis. Jeg mener, alle piger vil jo gøre alt, for at komme i nærheden af dem, og de kunne få hvilken som helst pige de ville, så hvorfor spilde deres tid på mig?

"Hej, er du ikke hende pigen, Louis snakkede med her i går?" Åååh nej, de kunne genkende mig, og snakkede til mig, hvad skulle jeg gøre? Melanie, tænk dig om. Meget gerne hurtigt, selvom det ikke sker så tit. Der var den!

Løøøøøb!

"Erm, det kan jeg vidst ikke komme udenom." Hvad skulle jeg sige. Jeg prøvede at lyde glad, men jeg siger dig. Det er ikke så let, som man tror det er. Jeg kiggede hen på en brunhåret dreng, med brune øjne. Hvad var det nu han hed. Det er i hvert fald et eller andet med Li.

Line!

Ej okay, det er et pige navn, men det har da Li i starten.

Nåh ligemeget, det skal jeg jo heller ikke bruge til noget.

"Jeg hedder Liam." Okay, det mente han åbenbart jeg skulle. Han smilte til mig, og ventede vidst på jeg skulle sige mit navn. "Hej." Jeg kiggede lidt på dem. Hvad skulle jeg sige, jeg gad dem ikke, og de burde heller ikke gide mig, for det er der ingen der gør.

Remember?

"Det her er Niall, Harry, Zayn, og det her er Louis, men det ved du sikkert allerede." Jeg kiggede lidt underligt på dem. Hvorfor skulle jeg vide hvem de var, bare fordi de var kendte. Jeg ved kun, hvad deres band hedder. Det hedder One Direction, hvilket er lidt mærkeligt efter min mening. Men jaja, hvis de kan lide det, og verdens mennesker kan lide det, er de vel glade for det.

Ellers ville det da være lidt underligt. For hvis de ikke kunne lide, ville de vel ikke hedde det.

Eller deres band.

"Erm, nej det vidste jeg faktisk ikke, men hvis det kan gøre jer glade, kan vi godt sige det." Jeg kom vidst til at sige det på en bitch-agtig måde, men de skal ikke komme hen til mig, og tro jeg ved hvem de er, eller er fan, og alt der der lort, og al det der, men det ved du nok allerede. Det er så irriterende.

Kan du følge mig lige nu?

Godt.

"Okay, så du er ikke en fan?" Mumlede han for sig selv, hvilket jeg ignorerede, bare for ikke at starte et nyt emne. "Kan du ikke lide vores musik?" Jeg kiggede hen på en blond dreng, som vidst nok hed Niall, det skulle jeg i hvert fald mene. "Jeg har aldrig hørt jeres musik."

Der var lidt stilhed, i mens de kiggede på hinanden. Jeg kunne mærke Louis' blik på mig. Og så dum jeg var, kiggede jeg hen på ham.

Great.

Hans øjne borede sig ind i mine. Hans øjne var ligesom dengang i skolen. Nu håbede jeg bare ikke han kunne genkende mine. Hvilket jeg ikke troede, for han har vidst, som alle andre, glemt mig, hvilket jeg også håber han har.

"Har du noget i mod os?" Og det var vel Zayn så. Han så da mega lækker ud. Han har sikker en maga lækker mave! Årh, ville jeg egentlig gerne se.

Endnu engang Melanie, kom tilbage til virkeligheden, og besvar spørgsmålet. Har jeg noget i mod jer. 'Nej jeg har ikke noget i mod jer, det er Louis. Han ødelagde mit liv, og nu står han så her, sammen med jer. Så svaret er nej, jeg hader kun denne ene dreng, som ødelagde mit liv.' Det kunne jeg da ikke stå at sige, selvom jeg virkelig havde lyst.

"Nej" Var det seriøst det eneste jeg kunne sige. Okay nu tror de da først og fremmest, at jeg har noget i mod dem. Skulderklap til mig. Mærk ironien!

"Okay. Hvad hedder du egentlig." Damn, jeg håbede lige de ikke ville spørge. Okay, skulle jeg sige mit rigtige navn, eller finde på et hurtigt.

Hjææælp.

"Jeg hedder Melanie." Jeg kiggede på Louis, mens jeg sagde det, men det virkede ikke som om han kunne huske det navn, eller noget der mindede ham om navnet. Eller også var han bare blevet en endnu bedre skuespiller, end han var dengang.

"Pænt navn. Bor du her i London?" Okaaaay, Harry slow down. Vi har "kendt", hinanden i hvad 7 minutter, og du spørger allerede, hvor jeg bor.

Slemme dreng!

"Tak. Ja, jeg bor her i London" Han så lidt undrende på mig. "Har du boet her i London hele tiden så." What, hvorfor spurgte han nu om det? "Nej, jeg kommer fra Doncaster." Jeg kunne seriøst slå mig selv i hovedet der!
Jeg kiggede hen på drengene, og så Louis' ansigt havde ændret sig, til et lidt trist udtryk. Shit kunne han nu genkende mig, eller noget andet.

"Erm, jeg må heller komme hjem igen." Jeg smilte endnu engang til dem, og begyndte at gå. Jeg kunne høre de snakkede om et eller andet, om en koncert. Og som jeg lige havde tænkt det, råbte de efter mig. Jeg vendte mig om, og så de kom luntende efter mig. Jeg stod ikke i mere end 3 seknunder, før de var kommet hen til mig igen.

"Vi tænkte på, om du ikke ville komme til vores koncert her på fredag, og være om backstage med os, både før og efter koncerten?" What, mener de det? Jeg har aldrig været til en koncert før, og jeg har aldrig hørt deres musik før, så det var sådan lidt mærkeligt. Og om jeg gad, når han var der!

"Erm, jeg har ikke nogen billet, så desværre." De undslap alle et lille grin. "Det er vores koncert, så jeg tror ikke du behøver nogen billet, for at komme ind, hvis du bare følges med os ind."

Okay afgørelsens time. Skulle jeg sige nej eller ja. Jeg kiggede på dem, og så de alle nærmest så nervøse ud, men for hvad ved jeg virkelig ikke. "Okay så." De smilte alle stort, og gav hinanden hi-five. Mærklige drenge.

"Så skal vi bare lige have dit nummer, så vi kan ringe eller skrive til dig, så vi kan hente dig inden." Okay den havde jeg ikke lige set komme.

Hvorfor mig!?

Jeg tøvede lidt med at fortælle dem det, men gjorde det alligevel. Og nej det var ikke kun Niall, der havde haft mobilen fremme, bare lige for at nævne én, men alle. Ja selv Louis havde.

Da de var færdige med alt det de nu skulle, tog de deres mobiler tilbage i deres lommer.

"Okay, så skriver vi til dig, så du også kan få vores numre, og så kan vi aftale videre om det senere." Jeg smilte til Liam, som smilte tilbage, og sagde derefter farvel, og gik lidt hurtigere end normalt tilbage til lejligheden, med deres blikke i ryggen.

 

Jeg kom endelig hjem, da jeg opdagede, jeg havde glemt at købe ind. Kokken var kun 15:36, og jeg orkede ikke at handle nu. Og for den sags skyld heller ikke senere. Så indtil videre stod aftensmaden på ingenting, eller jo, men det skulle være noget, som blev bragt til mig.

Jeg gik ind i stuen, og smed mig i sofaen, men rejste mig hurtigt op, for at sætte legally blonde på. Det er en film om en blondine, som gør alt hvad hun kan, for at få sin ex-kæreste tilbage, men opdager han bare er en kujon. Ej det er svært at forklare, men den er rigtig god, faktisk er det min ynglingsfilm. Eller en af dem, jeg har nemlig nogle stykker.

Jeg nåede kun lige at ligge mig i sofaen igen, da min mobil gav lyd fra sig. Jeg gik ud i gangen, hvor den lå, og tog den med ind i stuen. Jeg så, at jeg havde fået en SMS, fra et nummer jeg ikke havde, så det var sikkert en af de der One Direction drenge.

Øv, jeg troede faktisk lige de havde glemt mig, og bare spillede høflige i parken. Men nejnej, sådan skal det ikke være!

#Hej Melanie, koncerten starter klokken 20:00, og vi skal være der klokken 17:30, så er det cool med dig, at vi kommer og henter dig ved en 17 tiden? :-D - Zayn#

Jeg sad lidt og overvejede hvad jeg skulle svare, så i mens jeg gjorde det, gemte jeg hans nummer, så jeg vidste det var ham, hvis nu han skrev igen.

#Hej Zayn, det fint. :-) - Melanie#

Jeg trykkede på send, og rettede så min opmærksomhed mod filmen igen. Den var allerede godt i gang, og jeg nåede heller ikke at se ret meget, for min mobil sagde den havde fået en SMS igen.

#Okay, men så skal vi lige have din addresse. :-D - Zayn#

 Jeg skrev hurtigt min addresse til ham, og håbede så på jeg kunne se min film, uden afbrydelser. Mem det nåede jeg ikke særlig langt med, for min mobil gav lyd fra sig endnu engang, men denne gang var ikke fra Zayn, men et helt andet nummer. Lad mig gætte. En af de andre drenge.

#Hej Melanie, er du klar til vores koncert i morgen, for det er jeg. :-D - Niall#

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han mindede mig om en lille dreng, som så Rasmus Klump i byen for første gang.

Ja okay dårligt exemple, kom igen Melanie.

#Ja, jeg har aldrig været til en koncert før, så jeg er lidt spændt. Men samtidig lidt nervøs, for jeg kender jo ikke nogen af jer, og i kender ikke mig, og jeg har aldrig hørt jer synge eller nogle af jeres sange. :-/ - Melanie#

Okay jeg var ikke bare lidt nervøs, jeg var mega nervøs, for da jeg sagde jeg kom fra Doncaster, og at jeg hed Melanie, ændrede Louis' ansigt sig, til et mere trist. Og nu hvor jeg tænker over det, havde han heller ikke sagt noget til mig det, men kigget på mig.

Kunne han mon huske det?

Ja selvfølgelig kunne han huske det, det var forhelved ham der ødelagde hele mit liv, og ydmygede mig foran så mange elever! Fuck ham!

Okay, jeg skal måske lige slappe lidt af. Husk på hvad du altid siger til dig selv. Sket er sket, og er blevet til fortid, og selvom du ønsker du kunne lave om den, så lad hver, for du kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Okay det hang måske ikke sammen, men du ved hvad jeg mener, og hvis du ikke gør.. Så ved jeg ikke hvad du skal gøre.

#Du skal ikke være nervøs. Vi har skal nok få det sjovt, og så kan vi jo også lære hinanden bedre at kende, og vi kan være sammen både før og efter koncerten. :-)
- Skulle spørge fra drengene og mig selv selvfølgelig, om du ikke ville med hjem til Harry og Louis, og have film-aften efter koncerten. :-D - Niall#

Okay, han ved virkelig, hvad der kan få en til at smile. Men den der film-aften. Hvad skal jeg svare. Hvis jeg svarer ja, skal jeg være i nærheden af Louis, og hvis jeg svare nej, vil de sikkekt ikke have mig med til koncerten, som jeg pludselig er begyndt at glæde mig til, eftersom Niall skrev sådan en sød SMS.

#Tak Niall, du ved lige hvad der skal til, for at få en til at smile igen. :-D
- Erm, jo det lyder sjovt, hvad skal jeg tage med? :-) - Melanie#

Okay, så var det afgjort. Melanie, du skal til film-aften hjemme hos Harry og Louis, efter en koncert med One Direction og være i nærheden af Louis.

Hurra hurra altså.

***

Det var blevet fredag, og klokken var 16:45, så drengene ville være her om lidt. Jeg var stadig nervøs, men ikke så meget igen. Jeg var nervøs for at være sammen med drengene, specielt Louis, men jeg glædede mig til at høre dem synge. Og det bedtse af det hele var, at jeg skulle til min første koncert, backstage, sammen med nogle, der mente, at jeg kunne blive en god ven. Det var da sødt sagt af dem, i hvert fald efter min mening.

Jeg tjekkede endnu engang, hvordan jeg så ud. Jeg havde taget et par bordeaux jeans på, sorte vans, og en grå og hvid stibet t-shirt. Det var noget helt nyt tøj, jeg havde køb, for hvad 1-2 uger siden, men stadig ikke haft på. Spørg mig ikke om hvorfor.
Jeg havde lavet nogle slange-krøller, som jeg for det meste havde, fordi jeg synes det passede bedst til mit brune, og okay lange hår.

Det ringede på, og jeg gik ud for at åbne, og mødte nogle glade personer. Niall og Harry. Jeg tog min pung og taske med mig, og smilte til dem.

"Hej drenge." Sagde jeg, mens jeg låste døren efter mig. "Hej Mel." sagde Niall, og Harry i munden på hinanden. Jeg vendte mig om, og kiggede mærkeligt på dem. Jeg havde aldrig haft et kælenavn eller kaldenavn, eller hvad det nu hedder før. "Hvad kaldte i mig lige?" Jeg kiggede stadig mærkeligt på dem, mens deres smil blev størrere og størrere. "Vi kaldte dig Mel, i stedet for Melanie. Det lyder sødere, pænere, og er en forkortelse af dit navn. Hvorfor?" Okay god forklaring Niall. "Jeg har bare aldrig hafteet kælenavn før." De kiggede overrasket på mig, som om jeg havde sagt noget forkert.

Vi gik ned af trapperne, og var næsten henne ved bilen, da Harry spurgte om noget, der var et ømt punkt for mig. "Har dine venner eller veninder, ikke kaldt dig andet end Melanie?" Jeg stoppede brat op, og kiggede lige ud i luften, og derefter ned i jorden. Jeg kunne se de andre inde i bilen, kiggede på mig, og føle Harry og Nialls blikke på mig.

"Jo, men ikke sådan nogle ting." Mumlede jeg for mig selv, og forventede ikke de kunne høre det, men det gjorde de altså. "Hvad har de så kaldt dig?" Jeg kiggede på Niall, der spejlede sig selv i ruden, eller hvad det nu hedder. Jeg er ikke så god til sådan nogle ting.

Altså dem i skolen kaldte mig for: Fede ko, so, grimme kælling, taber, klam, luder, svin, bitch og en masse andre ord, som virkelig gjorde ondt, og stadig gør.

"Skal vi ikke komme afsted." Jeg havde sat en facade op, som jeg tit havde, når folk ramte et ømt punkt. Jeg satte mig ind i bilen, til de andre drenge, som kiggede undrende på mig. Hvorfor kunne de dog ikke bare glemme det, der lige var sket?

Niall smed min taske ind i bilen, hvor alle mine ting var i. Altså tøj, lader til mobil, og make-up ting og selvfølgelig børste, tandbørste og tandpasta.

"Hej." Jeg smilte til drengene, mens jeg tog sele på. De smilte alle tilbage, og svarede i kor "Heeeej Mel." Det var underligt, at blive kaldt sådan. Det var jo ikke mit navn, eller jo, men en forkortelse eller kælenavn. Jeg havde aldrig haft sådan et før, som jeg ogs sagde tideligere. Kun hvis det tæller, at mine forældre kaldte mig for basse. Og ja, det lyder virkeligt dumt, og jeg havde prøvet at forklare dem, at de ikke skulle kalde mig det, men det mente de, at de skulle. Men det er fortid nu, for jeg taler næsten aldrig med mine forældre. Eller det er sådan ca. 1-2 gange om måneden, hvis jeg er heldig. Og så tænker du, hvad gør du så med juleaften. Tja, jeg har ikke holdt juleaften i 2 år snart.

Det andre havde også sat sig ind i bilen, og tog deres seler på. Det var sådan, at i denne smarte bil, kunne man sidde 7 mennesker, fordi at den var indrettet sådan: 2 pladser forrest, 3 i midten og 2 bagerst. Ret smart faktisk.

Foran sad en eller anden mand, og kørte bilen, med Liam på hans side. Harry og Niall, sad her i midten med mig, og så kan du vel godt regne ud hvem der sidder bagerst, hvis ikke, så er det Louis og Zayn.

***

Vi kom hen til det sted, koncerten skulle holdes. Vi hoppede alle ud af bilen, og en masse pigeskrig, ramte mig. Det var som om, at jeg gik ind i en mur, eller sådan noget, og nogle af dem skreg så højt, at jeg fik helt ondt i ørene.

Drengene, gik hen til nogle af dem, der stod foran, og skrev vidst nogle autografer, fik taget billeder, og gav vidst også nogle kram. Jeg kiggede på dem, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så jeg blev bare her ved bilen, mens jeg kiggede på alle de skrigende fans.

Det var gået noget tid nu, og jeg kunne ikke se drengene mere. Havde de bare sådan glemt mig. Jeg skulle aldrig været taget afsted.

Hvor er jeg dog dum.

Omg, jeg har lige kaldt mig selv dum, hvor er jeg dog en idiot.

Okay, nu stopper jeg bare her, nu har jeg både kaldt mig selv dum og en idiot. Det er da godt gået.

Kunne du mærke ironien?

Jeg nåede ikke ret langt, med de tanker om mig selv, og om hvor dum jeg ellers var, før der var en der tog mig om livet, og trak mig afsted. Jeg kiggede på, og ville virkelig ønske jeg var blevet hjemme. For gæt engang. Det var Louiiiiiis! Woop woop, jeg er overlykkelig.

Not at all!

Hans blik mødte mit, og han sendte mig en sødt smil. Man må da bare elske det smil der. Jeg kunne ikke lade vær med at smile tilbage. Hvilket jeg var lidt irriteret over, men på den anden side, havde han virkelig et sødt smil, og nogle pæne øjne, og...

Okay, jeg tror bare vi stopper den der. Igen!

Vi kom ind i en stor hal af en slags, og der stod de andre drenge så, og snakkede om et eller andet. Louis, trak mig med hen til dem, og da de så opdagede os, gik de hen mod en dør, hvor der stod "BACKSTAGE" med en bodyguard foran. Han så lidt sur ud, men det gør de fleste af de der bodyguards. Eller er det bare mig?

Han åbnede døren for os, og kiggede mærkeligt på mig. Jeg sendte ham bare et svagt smil. Niall begyndte at gå lidt langsommere, og kom til sidst ned ved siden af mig. Han lagde hans ene arm om mine skuldre. "Er du spændt?" Jeg kunne ikke lade vær med at grine, for han mindede mig sådan om en lille dreng, der bare var glad og spændt for alt og alle.

"Ja, det skal da nok blive sjovt" Jeg smilte til ham, og kiggede frem på de andre drenge, der gik og skubbede lidt til hinanden, mens de grinte af et eller andet. Gad vide hvad de lige havde gang i.

"Selvfølgelig gør det da det. Koncerten varer ca. 1 time eller halvanden måske 2, og så skal vi hurtigt i bad og skifte tøj, og så tager vi hjem og hygger os ved Louis og Harry." Han smilte stort, og så ud til, at han virkelig glædede sig til det hele.

Vi gik ind i et rum, hvor der stod "ONE DIRECTION". Utroligt. De havde deres eget rum. Nåh, men sådan var det vel at være verdenskendte. Okay det var da fedt, det gad jeg da virkelig godt have. Altså sådan et rum, backstage for mig selv, mens jeg var verdenskendt.

"Harry gider du ikke give mig en cola?" Havde de også deres eget køleskab med drikkevarer.

Nice.

Harry åbnede køleskabet, og derinde lå der mad og drikkelse. Han tog en cola ud, og kastede den til Zayn. "Skal i andre have noget?" Harry kiggede rundt på os andre. "Jeg vil have en sandwich, med kylling." Harry tog hurtigt en sandwich og kastede den til Naill. "Vi skal bare have en cola hver." Okay, så Niall var den eneste der spiste, mens Zayn, Liam og Louis, bare skulle have en cola hver.

Harry så hen på mig. "Hvad skal du have Mel?" Jeg kiggede hurtigt ind i køleskabet, og blev enig med mig selv, at jeg kun skulle have en vand. "Erm, vand tak." Han tog en vand ud, og en ice tea til sig selv. Han kastede flasken med vand, hen til mig, og så var der ellers lidt stilhed.

Akavet stilhed!

"Hvor arbejder du så henne Mel?" Godt spørgesmål Zayn, og mange tak, fordi du brød den akavede tavshed. "Jeg arbejder som model, for Londons mest sælgende magasin." De så alle med store øjne på mig, som om de ikke troede, hvad jeg lige hvade sagt. "Hvad?" De kiggede hurtigt på hinanden. "Så er det sku da klart, at du har sådan en lækker krop" What, havde Louis lige sagt, at jeg var lækker eller hvad? Det var ellers ikke sådan han beskrev den for nogle år siden.

"Tak." Liam og Harry, havde en stort smil på læberne, og Niall et endnu størrere. "Fuck hvor fedt. Jeg har en veninde der er model." Ej okay, det burde ikke reagere sådan her. De mere have været mig, der havde gjort det, da jeg mødte dem, for de var jo verdenskendte, jeg var bare model.

Liam puffede til ham, så han så undskyldende på mig. Jeg smilte bare til ham, og kunne ærligtalt ikke ikke holde et grin inde. Tænk at det var den første tanke der gik ham til hovedet.

Sjovt.

Vi snakkede lidt om mig, og selvfølgelig også om drengene, for de skulle helst ikke vide så meget om mig, og da slet ikke når Louis var i nærheden. For hvis han fandt ud af min hemmelighed, så ville han måske også få de andre drenge, til at kalde mig alle de ord, og ødelægge mig mere, end jeg er i forvejen, for det er kun facaden de møder lige nu. Inderst inde, vil jeg væk, og ligge mig ned og græde.

Klokken var blevet 19:00, og drengene havde fået besked på, at de skulle finde det tøj de ville have på, og derefter ind i make-uppen. Jeg havde været flad af grin, da hun sagde de skulle have makeup på, men drengene havde bare sendt mig et 'ondt' smil, og derefter selv flækket af grin.

Kan du ikke se det. Det er virkelig ikke ret mange drenge, der går med make-up, udover bøsser. Jeg har ikke noget i mod bøsser. Overhovedet ikke, jeg har altid ønsket mig en bøsse-ven. Men at de her drenge, skulle have make-up på, var altså virkelig sjovt.

Mega sjovt...Flad af grin!

Drengene gik lidt efter ind i et rum, ved siden af, for at klæde om. Men de kom hurtigt tilbage igen, og jeg må virkelig indrømme de så godt ud.

Niall, havde en rød t-shirt på, en grå cardigan udenover, og et par sorte bukser, og et par sorte converse. Hans hår sad lidt strittende hist og pist, hvilket så ret godt ud.

Zayn havde et par boadeaux bukser på, en hvid t-shirt, med en sort blazer udover, og en sort hat til, hvor hans hår sad perfekt, til at kunne bære den. Hans sko, var et par boadeaux Vans

Louis havde en rød og hvid stribet t-shirt på, og nogle helt blå bukser, samt nogle seler, og sorte Toms sko. Hans hår strittede lidt, mens det var skubbet hen til den ene side.

Harry havde en hvid tæt siddende t-shirt, og udover en grå blazer med sortebukser til. Hans hår var krøller sat helt perfekt til den ene side. Han havde nogle converse sko på, ligesom Niall havde, og hans hår, sad lidt bedre end det havde gjort før.

Liam havde en ternet rød skjorte på, med et par beige farvet bukser på og røde converse. Hans hår var sat til den ene side, og sidst men ikke mindst, havde han et par beige farvede Sneakers.

Make-uppen, havde de vidst også fået lagt, men det var ikke så meget, som jeg havde troet.

Hovsa.

"I ser godt ud drenge." Jeg kunne ikke lade vær med at sige det. Det var som om, at jeg bare skulle sige det. Hvilket jeg også gjorde men altså...

"Tak, men det gør du altså også, hvis vi ikke allerede har sagt det." Yay, Liam var da virkelig god til at give komplimenter, og så kunne han lide min tøjstil.

FEDT!

 

"Held og lykke drenge." Drengene skulle til at gå ind på scenen, og pigerne skreg og råbte på dem, og det blev kun højere og højere. De fik nogle tingster ind i deres øre, for at sænke støjen fra pigerne. Se der var de heldige.

"Tak, vi glæder os til at høre, hvad du synes om vores musik." Det var jeg også Zayn, tro mig.

Deres manager kom hen til os, og sagde de skulle ind om 30 sekunder, så de gav hinanden et hurtigt gruppe-kram, inden de helt uventet en efter en, gav mig et kram. Det havde jeg virkelig ikke forventet, men det var vel okay. Louis var den sidste. Jeg tøvede lidt, med at kramme ham, og det samme gjorde han vidst.

Havde han fundet ud af min hemmelighed?

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...