Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3407Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Jeg havde grædt mig selv i søvn endnu engang. Det var nemlig præcis 3 år siden, at Louis havde svinet mig sådan til. Alle de ord han havde sagt, havde sat sig fast i min hjerne, som om det skete igen og igen, hver aften inden jeg skulle sove. Det var som om der var nogen, som havde optaget det, og så afspillet det foran mig. Så tydeligt var det. Og det stak i hjertet hver eneste gang.

Jeg var begyndt i fitness, og var der i 2 timer 2 gang om ugen, men var så stoppet igen, da jeg ikke gad, at betale mere for det. I stedet for løb jeg næsten hver morgen nu. Jeg havde i alt tabt mig ca. 28 kilo. Jeg havde fået en hel flad mave, fået mere sans for modetøj, og min make-up var også meget pænere. Alt i alt, var jeg helt forandret. Med hensyn til Louis, havde jeg prøvet at glemme ham, men eftersom han nærmest var i hvert eneste blad, fordi han nu var blevet medlem af et kendt boyband, der hedder One Direction, var det virkeligt svær. Jeg lytter ikke til deres musik, fordi Louis som har ødelagt mit liv, og sat et sort hul i mit hjerte, var medlem af det. Hvis du forstår hvad jeg mener.

Jeg havde nu fået et job som model. Det var en drøm jeg havde haft lige siden jeg var lille, og endelig gået i opfyldelse. Jeg havde for resten fået den lejlighed, som jeg bad min far om at købe. Den var nok lidt luksus at bo i, men jeg nød det. Det var dejligt bare at kunne komme hjem og smide sig på sofaen, efter en lang dag. Og så var det masser af plads, da den var beregnet til flere personer.

Nu hvor vi snakker om at slappe af, kunne jeg godt bruge det lige nu. Jeg havde haft en meget travl dag. Først skulle jeg til et fotoshoot. Det gik rigtig godt sagde Kelly, det er min chef eller hvad man nu kalder hende. Jeg var faktisk først blevet færdig nu her, og klokken er nu 16:47, og jeg stod op klokken 6:15, for at løbe min morgentur. Så du kan vel godt regne ud, at jeg er meget træt.

 

Jeg var efter min fotoshoot, taget ned i supermarked, for at købe ind. Jeg manglede en del derhjemme, så jeg tænkte, at jeg kunne gøre det på vejen hjem.

Jeg elskede at handle i mit lille supermarked, hvis man overhovedet kan kalde den det. Måske mere en købmand. Nåh ligemeget. Det jeg ville sige var, at fordi der ikke var mange mennseker der handlede der, så er stille og roligt derinde.

Og det tager jeg så lige i mig igen.

Jeg havde kun lige nået at træde et skridt ind, da jeg så her var mange piger herinde, og mange af dem, stod i en rundkreds om et eller andet, mens de skreg et eller andet navn. Eller flere, det var svært at høre. Deres skrig var virkelig høje, så jeg prøvede at undgå dem, men det var lidt svært, når de stod der, hvor jeg skulle hen og have ting.

Okay Melaine, find din indre bryder frem. Eller det er nok et lidt voldeligt ord, men du ved hvad jeg mener.

 

Jeg fik endelig klemt mig forbi pigerne, med meget besvær. Jeg ved godt det lyder dumt, men jeg måtte altså ikke undgå at købe mælk. Jeg skal altså have min gode gamle mælk. Og ja, jeg er nok afhængig af mælk, kan man vidst godt sige, for hvis jeg ikke får det om morgen, var jeg for det meste sur resten af dagen, og det dur jo ikke.

Jeg ved det er mærkelig, men sådan er jeg.

Jeg bevægede mig hen til en hylde med chokolade, hvor der stod en dreng med brunt hår. Han havde nogle røde bukser på, hvid og blå stribet t-shirt, og så seler.

Lidt af en matros.

Gad vide om han er en matros! 

Det så ikke så ringe ud, måtte jeg indrømme. Bagfra så han rimelig lækker ud. Men man ved jo aldrig. Men alle er jo pæne eller lækre, eller hvad man nu siger, et eller andet sted.

Gangen var meget smal, og den eneste vej forbi, var at gå bagved ham. Så det gjorde jeg. Jeg gik gik bag om ham, men fortrød det med det samme. For så uheldig som jeg er, vendte han sig om, og gik direkte ind i mig, så jeg landede på gulvet.

Og hvis du skulle være i tvivl, gjorde det sindsygt ondt, især i halebenet!

Hvorfor er det egentlig altid det skal gøre så ond, at lande på røven, når ens baller er bløde? Er jeg den enste der har tænkt over det?

”Shit. Det må du virkelig undskylde.” sagde han, og rakte en hånd ned til mig. Hans stemme lød bekendt. Lidt for bekendt synes jeg. Men hvad, der er sikkert mange drenge der har ens stemmer. Eller det håber jeg lige nu.

Jeg kiggede op på ham, og fik nærmest et chok, da jeg så hvem det var. Hvorfor gjorde skæbnen det her mod mig?

Eller karma eller hvad man nu siger.

Tilbage til tankerne. Vent jeg tænker lige nu, for min mund bevæger sig ikke...

Eller gør den?

Hvad havde jeg gjort galt? Hvorfor skulle det lige være ham, som jeg havde prøvet at undgå, siden den dag, hvor mit liv blev ødelagt, og jeg måtte starte et nyt?

Eller nyt og nyt. Jeg blev jo ikke ligefrem genfødt.

Jeg undgik hans hånd, og rejste mig op, uden hans hjælp. Han skulle ikke engang tænke på at røre mig. Ikke efter det han havde gjort.

Han trak sin hånd til sig, mens jeg børstede alt det beskidte af mig.

”Det gør ikke noget” mumlede jeg, mens jeg smilte falsk, og begyndte at gå væk, men nåede ikke så langt, før jeg blev stoppet, af en der tog fat i mit håndled. Jeg vendte mig om, og opdagede til min store skuffelse, at det var ham igen. Kunne han ikke bare lade mig være i fred?

Please gud, hør min bøn, ikke udsæt mig for det her! Please.

”Kan jeg ikke gøre det godt igen, på en eller anden måde?” spurte han, mens han tjekkede mig ud. Der gled et smil over hans læber, da han havde givet mig elevatorblikket.

Stop dig selv, har du ikke set en pige før?

”Det er lige meget, bare glem det overhovedet skete,” sagde jeg, og prøvede endnu engang at gå min vej, men han holdt stadig fast i mig.

Så giv dog slip, din grimme trold.

Ja okay, det var nok ikke lige det bedste ord at bruge, men jeg er så dårlig til sådan noget.

”Jamen, jeg har så dårlig samvittighed over det. Jeg burde se mig bedre for.” Hans øjne borede sig ind i mine, idet de mødte mine. Jeg kiggede hurtigt væk, og fokuserede på en eller anden random pige, som stod sammen med den store flok skrigende piger.

Og hvad angår hans kommentar, med dårlig samvittighed, så har jeg ikke noget at sige, udover at det fortjente han. Men på en anden side glad. Jeg var glad for, at han ikke kunne genkende mig.

Såååååh lettet!

”Okaaaay, men jeg bliver altså nød til at smutte nu.” sagde jeg, og gik op mod kassen, for at betale, for min dejlige mælk, og de andre ting.

 

Jeg havde fået betalt, og skulle til at gå ud af butikken, da det regnede som bare fa’en. Det her var bare ikke min dag i dag.

Jeg kunne pludselig høre nogle grinende drengestemmer, og vente mig om, for at kigge hvem det var. Men det fortrød jeg straks, da jeg så hvem det var. Det var selvfølgelig hele One Direction. Great. Sipelthen. Hvorfor skulle det også ske for mig? Jeg mener helt ærligt. Gud var bare ikke med mig i dag. Heller ikke karma

”Hey” var der en der råbte, og kom op på siden af mig. Jeg kunne ligesom regne ud, at det var Louis, efter hans stemme. Jeg sukkede lavt for mig selv, og kiggede så op på ham. Ja op på ham. Han var nok 10cm højere end mig, så du kan vel godt regne ud jeg ikke er så høj igen.

Men det er også godt, for så kan jeg gå i højehælede, hvilket jeg gjorde stort set hver dag, pga. mit arbejde.

Udover nu. Lige nu havde jeg mine dejlige Vans på.

”Jeg er altså virkelig ked af det der,” sagde han en smule trist, men man kunne sagtens høre det var skuespil, for det var han jo rigtig god til. Ikke Louis. Kan du huske det?

De andre drenge, var nået hen til os, og kiggede på os begge 2. De så nu ret lækre ud, det måtte jeg nu indrømme.

Jeg kunne mærke Louis' blik på mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham. Hvad skulle jeg gøre? Hvad nu hvis han genkendte mig. Jeg kunne ikke bære, at han også ville svine mig til foran hele verden. For det kunne han let, nu hvor han var verdenskendt.

”Jeg bliver altså nød til at gå” sagde jeg, og gik et skrid bagud. Han så undrende, men samtidig trist på mig, men nikkede så. 

Jeg vendte mig om og gik ud i regnen. Det er så typisk Englands vejr. Det er altid sådan noget vejr. Og så om sommeren.

Rigtig irriterende!

Jeg tror det er første gang, jeg er så hurtigt hjemme. Men det skyldtes sikkert, at jeg mødte en hvis person i supermarked. Jeg gik ud i køkkenet, og stillede mine varer på plads, og gik derefter ind og lagde mig på sofaen. Jeg var så træt, men det er jeg som regel efter et fotoshoot. Men på den anden side, kunne jeg se frem til en fridag i morgen. Det er bare det smarte ved mit arbejde, arbejde hver anden dag, og så fri hver anden dag, og selvfølgelig i weekenderne, så der kunne jeg få udsovet til en ny uge, i studiet. Jeg tændte for tv'et, og så at der var The vampire diaries. Den kommer på en anden plads, efter Gossil Girl. Selvfølgelig.

The vampire diaries sluttede, og jeg slukkede for tv'et, for at gå ud og lave noget mad, efter min mave havde klaget lige siden der havde været reklamer for 2. gang.

Jeg gik ud i køkkenet, og kiggede på hvad jeg kunne lave. Jeg kiggede i skabe, skuffer og køleskabet, men det var ikke rigtigt noget spændende. Dog kiggede jeg igen i skabene, og fandt en pose pasta. Mums, lige hvad jeg havde brug for.
Jeg satte vandet over, og kiggede i køleskabet, for at se om jeg havde noget ketchup. Det havde jeg heldigvis. Så kunne jeg da også få noget at spise i dag, men i morgen så bliver jeg nok nød til, at handle noget nyt ind.

Da jeg var færdig med at spise, og ryddet køknet op igen, var klokken allerede blevet 20:23 så jeg satte mig igen ind i sofaen og så tv.

Hvad skulle vi mennesker dog bruge vores tid på, hvis vi ikke havde et tv?

Det var ikke rigtig noget, som jeg ville se, så jeg slukkede det igen, og besluttede mig for at gå i seng. Jeg havde alligevel ikke noget at lave, rydde op, og der var ikke noget i tv'et.

Jeg ved hvad du tænker. Klokken er ikke 21:00, men efter at have været oppe klokken lort om morgen, været ude og løbe flere kilometer, være til et fotoshoot, været ud og handle, hvor man mødte personen, der ødelagde en fuldstændig engang, og lavet mad til sig selv, kan man virkelig godt være træt på det her tidspunkt.

Jeg gik ind på mit dejlige store værelse, og havde for det meste lyst til bare at smide mig i min dejlige, nye, store, bølde dobbelseng, som jeg elsker så højt. Måske endda mit kæreste eje.. indtil videre.

Jeg fik, med besvær, fået mig selv ud på badeværelset, for at tage mit make-up af, og børstede tænder. Jeg blev færdig, og gik ind på mit værelse igen. Jeg fandt min oversize t-shirt i sort, og tog den på. Jeg elsker at sove i en alt for stor t-shirt, for den dækker det den skal, og det er ubehaligt, at sove i bukser, medmindre det er shorts selvfølgelig.

Efter at have slukket alt lyset i gangen, og på værelset, udover min natlampe, lagde jeg mig midt i sengen, og slappede af, mens jeg kiggede lidt rundt. Efter 2-3 minutter, slukkede jeg natlampen, og lagde mit til at sove og håbede at dagen i morgen, ville blive bedre end denne dag.

***

Jeg vågnede næste dag, ved at solen ramte mit ansigt. Jeg åbede mine øjne, men måtte lukke dem igen, eftersom solens stråler, var så skarpe. Jeg åbnede dem igen, og blinkede et par gange, for at mine øjne kunne vende sig til det.

Jeg tændte for mit tv herinde, og startede med MTV. De spille Gangnam Style. Elsker bare den musikvideo. Jeg lå og lyttede til sangen, og da den endelig sluttede, kom en anden af mine ynglingssang, og især sangere. Det var Olly Murs, med Troublemaker feat. Flo Rida. Du skulle prøve at høre den, den er fantastisk.

Nåh men tilbage til den rigtige verden.

Jeg stod op, og gik i et hurtigt bad.

Da jeg kom ud af badet fik jeg tøj på, mens jeg dansede til sangen der spillede lige nu. Men det må jeg indrømme er lidt besværlig, når man skal have make-up på også videre.

Jeg blev færdig, og gik ud for at se om der var noget specielt at spise, hvilket der ikke var. Men det tager vi ikke så tungt, for så er det jo så smart, at der er nogen der har opfundet bageren. Det var altid min redning til at, hvad der indgår mad.

Jeg tog hurtigt mine elskede sorte kilehæle på, og min blålige sommerjakke på. Solen skinte i det mindste i dag. Det er ikke så tit, at det gør det her i London. For det meste regner og tordner det. Og når det tordner, er jeg pisse bange. Jeg hader torden vejr. Jeg plejer altid, at ligge under min dyne, mens jeg ryster helt vild.

Jeg hader det.

Jeg låste døren, og gik ned af alle trapperne. Ej jeg joker bare, jeg havde kun 7 trin og så var jeg nede. Jeg gik over gaden, der kommer ikke så mange biler her, og fortsatte hen til bageren. Jeg havde ikke mere end 5 minutter derhen, så det var for det meste det, jeg spiste til morgenmad.

Jeg åbnede døren derind, og den velkendte "Diiing" kom. Det er altid så hyggeligt inde i en bager, efter min mening altså. Mike kom frem. Han er nok i 40'erne. Han ejer bageren, og er her altid, når jeg kommer. Så vi plejer altid at snakke sammen, men man kan ikke kalde os venner, for det ville ikke kunne gå. Jeg ved ikke om jeg har sagt det, men jeg har ingen venner, og det er der kun én person, og en grund til, og det kan du vidst godt selv regne ud. 

"Hej Mike," hilste jeg. Han smilte til mig, og gik hen til skranken. "Hej Melanie, hvad skal du så have i dag?" Hvad ville jeg egentlig have, det havde jeg ikke lige tænkt over. Jeg kiggede lidt, hvad der var og vælge imellem, og så min elskede kanelsnegel ligge og vente på mig.

Selvfølgelig!

"Kan jeg få en kanelsnegel, og 2 almindelige boller?" Ja, det var det jeg skulle have, for det smager bare så godt. Især den søde kanelsnegel. Det er bare det bedste!

"Ja selvfølgelig kan du det." Han smilte til mig, og tog så min uundværlige kanelsnegel, og 2 boller. Mums.

"Her har du det, og så skal jeg bede om 5€." Jeg tog min pung op af min taske, og fandt 5€. "Her. Så vil jeg smutte hjem igen, og spise noget morgenmad." Jeg tog posen, og sendte ham en venligt smil. "Ja, ha' en god dag, og så ses vi vel igen." Han smilte venligt til mig, og jeg begyndte at gå hjemad igen.

 

Jeg låste lejligheden op, og gik ud i køknet. Jeg satte min Iphone i min højtaler, der var lavet til det, hvis du ved hvad jeg mener, og tænte så for noget musik. Eller for at være helt præcis, var det Little Mix med DNA.

Det siger jeg dig, det er en go' sang. Men det er deres sange nu altid. Og hvis du ikke ved hvem de er, så er det dem der vandt X-Factor her i UK (United Kingdom), som den første gruppe. Utroligt godt gået og velfortjent!

Jeg blev færdig med at spise, og tænkte lidt over, hvad jeg skulle lave i dag. Jeg havde ikke så travlt, så jeg kunne vel gøre som jeg ville. Jeg kunne slappe af, gøre rent eller gå en tur. Ja og så tænker du sikkert: Hvorfor gøre rent, når hun kan gøre hvad hun vil? Og det skal jeg gerne svare på. Det er fordi jeg slapper af når jeg gør rent. Jeg går rundt, mens jeg hører musik, og kan finde på at danse eller synge med, hvilket er meget sjovt, og samtidig afslappende.

Jeg valgte, at jeg først og fremmest ville gå en tur i Hydepark. Det var altid så hyggeligt, og nu hvor det var godt vejr, ville det være endnu bedre.

Jeg gik ind for at tage et par sorte shorts og en hudfarvet t-shirt på, og mine elskede Vans. Nu håbede jeg bare ikke det var for koldt. Men det måtte jo komme an på en prøve.

Jeg tog min skuldertaske, pung, og mine nøgle så jeg kunne låse, og satte så kursen mod Hydepark. Det var ikke engang koldt det var lige tilpas, og så var jeg heller ikke den enste, der gik rundt i shorts osv. Det var der mange andre der også gjorde.

Jeg nåede ind i parken, men det var ikke så mange mennesker, som det plejede. Det var nærmest tomt. Jeg gik lidt for mig selv, som altid, og kom til et område, hvor der ikke var andre. Eller jo, men det var kun 5 drenge, med solbriller og caps på.

De er sindsyge. Hvorfor ikke nyde solen nu hvor den er her, istedet for at gå som om det var regnvejr eller sådan noget.

Nåh men det måtte de også selv om.

Jeg gik ikke mere end 5 meter, før jeg satte mig på græsset, og fandt min mobil og begyndte at spille et spil, som hed Penguins. Det er meget sjovt, lidt svært, men underholdende.

Jeg tror ikke, at jeg sad der mere end 5-10 minutter, før det var 5 par fødder foran mig, og 5 skygger.

Okay skæmmende, ville de kidnappe mig?

Hjæææælp!

Jeg kiggede forsigtigt op, og så det var de 5 dreng fra i går. Nu havde de så bare lige taget deres caps og solbriller af og kiggede på mig. Jeg kiggede en efter en på dem, før mit blik ramte en person jeg bare ikke ville se, høre, eller noget som helst mere.

Hvorfor udsætter du mig for det her Gud? Er det en slags prøve, for så er den ikke sjov!

Overhovedet ikke!

Så vil du ikke bare stoppe det nu, og lade mig slippe?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...