Can't You Remember? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det, hvis du som 15-årig, troede du havde en ven, mens alle sendte dig blikke, bagtalte dig, eller mobbede dig. Eller hvordan ville du føle det, hvis denne ene person, du troede var din eneste og bedste ven, gjorde sådan at du overhovedet ingen venner havde, og flyttede skole og hjemmefra?
Dette er hvad den nu 19-årige Melanie Jess Smith, har været udsat for, og har fået ødelagt hendes liv, lykke, og ingen venner har. Hun klarer alt selv, og har nærmest ingen kontakt til hendes familie mere. Hun går igennem mange ting hver dag, og prøver at glemme hendes fortid, og denne ene person.
Men hvad sker der, da hun en dag er i et supermarked. Vil det komme til at ødelægge endnu mere i hendes liv, formindske det, eller måske endda gøre sådan, hun finder hendes lykke, følelser, komme til at tro på folk igen, og måske få nogle venner. Hvem ved? Men det kan du finde ud af her i Can't you remember, og måske finde ud af hvad der skete.
Der kan komme anstødligt sprog og scener

43Likes
36Kommentarer
3295Visninger
AA

2. Flashback.

Jeg satte mig på min plads, og kunne føle alles blikke på mig. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være? Jeg havde det dårligt nok med mig selv i forvejen. Det har stået på i lang tid nu, og den eneste grund til at alle undgik mig, var fordi jeg var overvægtig. Eller det var ikke alle, der undgik mig. Min familie gjorde ikke. Og så var der selvfølgelig min bedste og eneste ven Louis. Han var sød i mod mig, og jeg måtte nok indrømme, at jeg havde følelser for ham.

Døren til klassen, gik endnu en gang op, og Louis kom ind i klassen. Hans blik landede hurtigt på mig, men var hurtigt et andet sted. Han gik hen til sin plads, og smilede så til Jess, der var klassens diva. Hun smilede flirtende tilbage til ham, inden han rettede sit blik mod Mark og Dennis, som sad og kaldte på ham. Han gik derned, og satte sig så for at snakke med dem, som sædvanlig. En helt normal morgen.

Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ville spørger ham, om han ikke ville med hen i parken, og hænge ud. For jeg kunne virkelig godt, bruge noget tid uden for mine forældres grund.

 

Klokken ringede ind, og folk satte sig på deres pladser. Der gik altid 5 minutter, inden vores lærer kom, så jeg kunne vel god spørge ham.

Jeg er nervøs. Hvorfor er jeg så nervøs?

Okay, nu gør du det Melanie, det er ikke noget at være bange for. Han siger selvfølgelig ja. Eller det håber jeg. 

"Louis" Han rettede sit blik hen mod mig, og så afventende på mig. "Øh, jeg tænkte på om du ville med hen i Elmfield Park, og hænge ud i dag" spurgte jeg forsigtigt, og kiggede afventende på ham. Han kiggede rundt i hele klassen, og tænkte sig vidst lidt om. Det var som om, at han var bange for et eller andet. Havde jeg sagt noget andet, end det jeg tænkte?

Han rettede endelig sit blik mod mig, og så pludselig på mig, som alle andre gjorde. Det onde, nedladende blik.

"Melanie, jeg kan ikke hænge ud, sammen med en taber som dig. Nu har jeg spillet uskyldig over for dig, i jeg ved ikke hvor lang tid, og du har bare ikke set, at jeg har spillet skuespil. Ufatteligt. Det kan godt være du har såkaldte kærlige følelser for mig, men det har jeg overhovedet ikke for dig. Hvem kan overhovedet have det, når du er så grim. Din make-up ligner lort, du har en badering under din trøje, hvis man kan kalde den det, eller nej vent, det er jo bare din mave. Og din tøj-stil. Seriøst! Det er genbrugstøj, for det er det eneste du kan gå i, som rigtig passer til dig, fordi du er en fed klam tyk kælling, som der aldrig er nogen der vil kunne holde af."

Hvad? Hvordan kunne han sidde og svine mig sådan til, foran alle fra min årgang. Ja jeg ved godt klokken havde ringet, men alligevel, var folk her inde. Og hvordan, kunne han sidde og sige sådan noget til mig. Jeg havde godt nok altid sagt, at hvis folk havde et problem, så skulle de komme til mig, i stedet for at bagtale mig. Men ikke på denne måde.

Jeg kunne mærke tårene var begyndt, at trille ned af mine kinder. Jeg kiggede hurtigt på ham, og så han sad med et åndsvagt smil på hans læber. Synes han det var sjovt? Havde han ikke lige hørt, hvad han selv lige havde sagt?
Jeg rejste mig op, tog min taske over skulderen, og løb ud af klasselokalet lige inden vores lærer kom. Jeg kunne høre de andre grinte af mig, og at folk grinte. Selv Louis!

Jeg kunne stadig høre resten af eleverne grine af mig, Selvom jeg løb helt nede i den anden ende af gangen. Jeg skubbede dørene op, og satte kursen mod mit hjem.

 

Jeg var lige kommet hjem, og den første tanke der ramte mig var, hvorfor er jeg her overhovedet? Det ville være bedst for alle, hvis jeg ikke trak vejret. At jeg aldrig var blevet født. Jeg kunne lige så godt tage en kniv, og skære i mig selv. Mærke smerten. Lige indtil jeg døde. Eller jeg kunne jo bare stikke en kniv direkte ind i mit hjerte. Men det ville være en alt for nem løsning.
Men jeg nåde ikke at tænke mine planer færdig, da jeg så avisen. Den stod åben med en masse lejligheder midt inde i London. Og der var en, der nærmest lyste op. Jeg greb den hurtigt, og klippede den ud, og løb så hen til min far, for at spørge ham om, han ville købe lejligheden til mig, indtil jeg selv kunne betale den. Så kunne jeg komme væk fra alt og alle, og måske leve meget bedre.

Og det bedste af det hele.

Aldrig se Louis igen!

Aldrig!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...