Keep Your Head High [1D]

Arizona er 17 år, og bor inde i London. En dag går hun med til at tage til en genforening, for den stue hun gik på i børnehaven engang. Hvad hun ikke ved, er at hun gik i børnehave med Liam Payne, fra One Direction. De finder hurtigt ud af, at de har en masse ting tilfælles. Holder venskabet? Møder hun de andre? Er der en af dem hun får det særlig godt med? Og finder hun overhovedet ud af, at de er kendte?

11Likes
4Kommentarer
1245Visninger
AA

2. I Wish

Jeg savner at have nogen. Nogen der bekymrer sig for mig, nogen der holder af mig. Jeg savner bare at have, den der specielle person, en der får sig til at føle sig elsket. Hvorfor skal mit liv være så svært? Jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive accepteret for den jeg var.

Klamme ginger, tomat hoved og rødhætte, var det eneste jeg havde hørt på hele dagen. Hvorfor kunne de ikke bare være ligeglad med hvad for en farve hår jeg havde? Er det ikke fuldstændig llige meget om man er blond eller rødhåret? Kunne de ikke bare holde deres kæft med de øgenavne?! Jeg var pisse træt af det.

Jeg var på vej til genforening ved børnehaven, for den stue jeg gik på da jeg var lille. Hvem fanden havde dog fundet på sådan en slags genforening?! Det kunne jeg bare ikke tage seriøst.. Men jeg blev nødt til at få det bedste ud af det, ellers så jeg sq ikke at tage derhen! Det var nu egentlig rimelig spændende at skulle møde dem igen. Hvem de var? Jeg kunne ikke huske nogen af dem, så jeg var en smule spændt. Var der mon nogle af dem, der var lidt lækre, eller i de mindste rare? Så ville jeg da i hvert fald blive en anelse glad.

Min iPhone lå i min jakkelomme sammen med mine høretelefoner,j eg puttede høretelefonerne i ørene og trykkede på play knappen. Jessie J’s ‘Who you are’ spillede i mine øre. Jeg skruede op for musikken, og sang lidt med for mig selv. Mit hoved drejede sig automatisk om, for at se der var nogen bag mig. Heldigvis var jeg alene, så jeg begyndte at synge.

Jeg strakte mit hoved lidt frem, for at kunne se længere ned ad vejen, selvom det ikke hjalp særlig meget... Mit blik lagde sig på en bygning, som jeg med det samme kunne genkende. Jeg satte tempoet lidt op, så jeg ikke ville komme alt for sent. Mit humør var i toppen i dag, og jeg havde allerede på fornemmelsen, at det ville blive en god dag. Mine ben gik raskt til, og før jeg vidste af det, var jeg allerede henne ved døren. Jeg trak ned i håndtaget og kiggede forhåbningsfuldt ind.

❂ ❂ ❂


Jeg hængte min sorte oversize jakke op på en af børne knagerne, tog en dyb indånding, satte et smil på mit ansigt, og gik så ind i det eller stille rum. Jeg tabte smilet på gulvet, det gik i stykker og jeg stod med åben mund. Det må have set ret sjovt ud, for den brunhåret fyr, der stod i hjørnet, grinte af mig. Jeg kiggede ned i gulvtæppet, da jeg kunne mærke at mine kinder blusse op(som jeg áltid gør)

“Liam,” sagde han og gav mig hånden. Et godt fast håndtryk.

“Arizona, med Z,” sagde jeg, og smilte., og han gengældte i høj grad. WOW, han havde flotte tænder. Få sekunders stilhed. Jeg hader pinlig tavshed! Liam rømmede sig.

“Nåh, men vi er nok de eneste der dukker op,” sagde han positivt.

“Jah,” Thats it? Kunne jeg virkelig ikke finde på andet at sige til sådan en sød fyr?

“Nå, men...” Liam kiggede op på mig og smilede skævt.Jeg smilede tilbage.

“Kunne du så måske have lyst til at tage med på Nandos sammen med mig?”
Jeg kiggede overrasket på ham. Altså han virkede flink, og jeg var alligevel sulten, så hvorfor ikke?

“Jo, det kunne da være fedt” svarede jeg med en glad stemme, og smilede sødt til ham.

“Fedt, jamen så lad os komme afsted,” sagde han, han gik hen til mig og greb fat i mit håndled.

Han trak mig med udenfor, og jeg nåede kun lige at tage min jakke, før vi var ude af døren. Da vi var nået et lille stykke, gav han han slip på mit håndled, og jeg skyndte mig hurtigt op på hans side. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og så han også kunne kiggede på mig. Jeg smilede kort til ham, han smilede tilbage og blinkede. Han havde et meget kønt smil, og hans hår så godt ud. Han havde en løs hvid T-shirt på og nogle mørke jeans, med et par smarte vans til. Han var rimelig køn, bare ikke lige min type, jeg tror ikke at vi ville komme til at blive mere end venner, hvis vi overhovedet blev venner altså.

❂ ❂ ❂


Vi nåede hen til Nandos og fandt hurtigt et bord i en hyggelig krog, som vi satte os i. En tjener kom hurtigt over til os, og lagde nogle menukort på bordet.

“Tak,” sagde jeg og smilede hurtigt til pigen.

Jeg så kort over på Liam, som allerede havde fordybet sig i menukortet, så jeg gjorde det samme.

“Hvad vil du have?” spurgte Liam pludselig, og gav et hurtigt sæt i min krop.

“Sorry, det var ikke min mening at forskrække dig!” forsikrede han mig, med et lille grin i stemmen.

Jeg smilede til ham, i stedet for at svare.

“Bare en ‘Caesar Salad’ tror jeg,” svarede jeg ham, og smilede uden at kigge på ham, men jeg
kunne stadigvæk skimte at han nikkede kort.

Da jeg kiggede op igen, stod pigen hos os igen med en lille rosenrød blok i hånden. Jeg gættede mig hurtigt frem til, at Liam havde kaldt hende over for at bestille. Vi bestilte, og efter et kvarter kom maden.

Liam var meget afslappet, hvilket gjorde at han var let at snakke med, så det gik ligeud af landevejen. Han var virkelig sød, og rimelig sjov. Vi lærte hinanden overraskende godt at kende, ifølge mig da. Han havde en kæreste, Danielle hed hun, og han kunne god lide at synge, hvilket jeg også kunne, så jubii for det. Det jeg mest beundrede ham for var, at han var sig selv. Han sagde også, at han følte, at han kunne være sig selv sammen med mig, hvilket overraskede mig, eftersom vi kun havde kendt i hinanden i 1½ time. Det gjorde dog ikke noget, da det føltes som om vi havde kendt hinanden hele tiden. Hvem ved, måske havde vi været bedste venner dengang vi gik dagpleje, for der var noget der virkede bekendt ved ham... Jeg var ikke helt sikker, der var bare et eller andet over ham..

❂ ❂ ❂


Midt i vores fælles grine-flip over en latterlig joke,ringede hans telefon, og han var nødt til at tage den. Han rejste sig dog ikke.

“Liam her,” sagde han.

Jeg kunne svagt høre en drengestemme i telefonen, og var ret nysgerrig efter at vide hvem det var? Jeg sad vist om stenede lidt, da jeg lige pludselig hørte Liam sige mit navn. Jeg så spørgende op på ham.

“Jeg ville bare lige høre om det var okay med dig, om jeg satte telefonen på medhør?” spurgte han i en flink tone. Jeg nikkede og hørte den anden drengs stemme igen.

“Hvem er det du er sammen med Liam?” hørte jeg stemmen spørge.

“Det er Arizona, jeg gik åbenbart i børnehave med hende engang,” sagde og smilede til mig. Jeg smilte tilbage til ham.

“Arizona, det er Niall,” fortalte han mig og pegede ned på skærmen.

Drengens ansigt poppede op på Liams iPhone, og nede i hjørnet kunne jeg se mig selv. De snakkede åbenbart over facetime. Han hed Niall, nué, sødt navn.

“Hej Niall,” sagde jeg og vinkede til ham, med et smil på læben.

“Davs med dig!” svarede han med en meget glad stemme, han var vist lidt overglad i øjeblikket!

Da han sagde det begyndte jeg at grine. Han så ud som om, han havde humor, hvilket jeg godt kunne lide. Jeg gider ikke at spilde min tid på drenge, der ikke kan klare at man tog lidt pis på dem ind i mellem, så Niall, ham kunne jeg godt lide. Han havde blond hår, sådan ca. da. Håret nede ved hovedbunden var brunt, så det var åbenbart farvet blond. Jeg var normalt imod at farve hår, men det klædte Niall, for han så ret nuttet ud med det. Han var cute, men ikke kun cute, han var cute på en lækker måde. Den måde hans hår sad på, den måde han smilede og talte på, var lige mig. Han havde en sort t-shirt på, hvilket klædte ham godt. Ærlig talt, så klæder sort alle, men med Niall.. Ja, det så bare... anderledes ud på en god måde.

❂ ❂ ❂


“Så du kendte Liam da han var lille?” spurgte Niall mig.

“Jahh, det tror jeg da,” svarede jeg lidt forvirret, og kunne mærke mine kinder blive lyserøde.

De begge begyndte at grine, hvilket jeg ikke helt fattede. Havde jeg sagt noget forkert? Jeg ville seriøst slå mig selv ned, hvis jeg allerede havde dummet mig. Jeg ville nødig give Niall det forkerte indtryk af mig.

“Har jeg sagt noget forkert?” spurgte jeg dem, og så åbenbart meget forvirret ud, for de begge gav sig til at grine endnu mere af mig. Lige nu kunne jeg virkelig godt bruge en meget køn porcelæns tallerken, som jeg kunne slå mig selv ned med.

“Øhmm, er der en af jer, der vil være så venlig at svare mig?” spurgte jeg til sidst, og gav dem begge dræberblikket.

“Wow, rolig nu, husk at det er ulovligt at slå ihjel, og at sende mig dræberblikket,” sagde Niall dybt alvorlig, hvilket bare fik mig til at grine.

“Seriøst, jeg mener det.. Jeg anholder dig næste gang,” sagde han og sendte denne gang mig dræberblikket. Jeg grinte bare endnu mere.

“Bare kom an,” fik jeg endelig fremstammet.

“Udfordrer du mig Arizona?”

Sagde han seriøst lige det? Ingen skal lægge sig ud med mig, og hvis de endelig gør, så fortryder de det hurtigt. Sådan har det altid været, jeg har aldrig tabt en udfordring.

“Nu gør jeg i hvert fald!” forsøgte jeg at sige, uden at mit grin overdøvede det.

“Okay, næste gang du giver mig dræberblikket, så fanger jeg dig med håndjern, og propper 23 ½ flødebolle ind i din mund” svarede han, så vi alle begyndte at grine.

Jeg nikkede som svar, og smilte ham. Jeg havde helt glemt min salat, så spiste noget af den. Kæft man, den smagte godt, af at være en salat. Salat plejede aldrig at falde helt i min smag, men den her gjorde i den grad.

“Nå, jeg bliver nødt til at smutte, så vi ses! Og Liam, hjælp lige søløven ved siden af dig med at spise ordentligt!” grinte Niall, som pludselig også havde mad i munden.

“Okay, vi snakkes ved senere i dag Niall,” sagde Liam i afslappet tone, og sendte mig væmmelses blikket, da jeg kom til at spytte min salat, ud af munden, efter Nials, sidste bemærkning.

“Vi ses måske Niall, det var hyggeligt at snakke med dig,” fik jeg endelig sagt, efter at have slugt den resterende del salat.

Han smilede stort til mig, og jeg smilede tilbage. Niall virkede som en dejlig fyr, ham ville jeg helt klart gerne lære bedre at kende. Måske kunne Liam enten skaffe mig hans nummer, eller han kunne give mit nummer til ham. Inderst inde håbede jeg lidt på, at Niall ville spørge Liam om mit, men så skulle Liam jo have mit nummer. Det måtte han gerne, og det fik han sandsynligvis nok også, da jeg i hvert fald gerne ville se ham igen. Jeg havde en fornemmelse af, at vi nok skulle gode venner, mig og Liam.

❂ ❂ ❂


Efter et par timer havde Liam og jeg spist færdig, og ikke mindst snakket færdig. Det havde været en hyggelig dag, med meget humor.

“Jeg tror snart jeg skal hjemad igen,” sagde jeg endelig. Nyt problem: Hvordan skulle jeg spørge ham om hans nummer? Hvad nu hvis han ikke syntes, at det havde været ligeså hyggeligt som mig?


“Det er også ved at blive lidt sent, klokken er allerede 18,” svarede han mig.

Var klokken allerede 18?! Var der virkelig gået lang tid?! Det kunne altså ikke passe...

“Hold da op, så sent havde jeg ikke lige forventet at det var!” grinte jeg.

“Næhh, heller ikke mig.. Men det har været super hyggeligt i dag, måske kunne jeg få dit nummer, og så kunne vi ses igen måske?” spurgte han helt afslappet. Pyha, så skulle jeg ikke spørge ham

Jeg nikkede, og fandt hurtigt en kuglepen, og rakte ind over bordet, for at ligge den i hans bløde hånd. Han strakte sig frem, og gav mig sit nummer. Jeg smilte til ham, og han smilte tilbage. Servitricen kom med regningen, og Liam ville betale.
“Ej, jeg skal nok betale,” Sagde jeg og begyndte at finde min pung frem.
“Nej, selvfølgelig skal du ikke det. Lad mig, det var jo mig der inviterede,” svarede med det sødeste smil. A true gentleman.

“Så ses vi en anden dag,” sagde han.

“Ja det gør vi,” forsikrede jeg ham om. Vi gav hinanden et bamsekram.

❂ ❂ ❂


Da jeg endelig var kommet hjem, smed jeg mig øjeblikkeligt i min sofa. Min elskede mørkerøde sofa, som jeg havde haft den i et godt stykke tid, men jeg elskede den stadigvæk lige så meget, som da den var helt ny.

Efter en halv times tid med skift mellem reality serier og reklamer, valgte jeg at skrive til Liam.

#Tak for en hyggelig dag! Håber ikke at det er sidste gang, vi kommer til at være sammen;)# Skrev jeg til ham, og skyndte mig at trykke send.

Han svarede:
#Selv tak. Hvad siger du til i morgen?:) Vi kunne måske tage i parken? Og ville det være okay hvis Niall kom med? Kram Liam.#

Han var virkelig rar. De var virkelig rare. Jeg havde ikke haft det så godt med nogen, i lang tid. Det fyldte mig med varme.

Mit ønske om at nogen godt lide mig, og syntes om mig, var gået i opfyldelse...

 _________________________________________________

Det var så det første kapitel. Vi håber, at i vil kunne lide den!

Vil ikke ikke også skrive en kommentar hvis der er noget som vi kunne gøre bedre?:-)
Og evt. hvis i har nogle ønsker til den? ;-)


Ps. Det skal lige siges at det første gang vi skriver sådan noget her.. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...