Spøgelset i stalden. *LANGT ONE SHOT*

Sofie er på vej hjem fra sin veninde, og kommer forbi den gamle stald. Hun går derind, for at se hvad der er. Men hvad der sker inde i stalden, det glemmer hun nok aldrig..

4Likes
8Kommentarer
639Visninger
AA

1. En skræmmende nat

 

Jeg var på vej hjem, fra min veninde. Det var oktober, og klokken var ved at være meget. Jeg tager min mobil op af lommen, og ser at klokken er 22.00. Det var også en lørdag aften, og jeg skulle alligevel ikke noget næste dag. Cyklen trak jeg ved siden af mig, men jeg aner ikke hvorfor.

Jeg gik hen ad cykelstien, og forbi den gamle stald jeg så mange gange havde havde set. Den var rød, men det meste af mallingen var skallet af. Jeg havde gået forbi den rigtig mange gange, og overvejet at gå derind, men havde aldrig gjort det. Måske skulle jeg gå derind, bare for at se hvad der egentlig var derinde. Ja nu skule det være! Jeg drejede ind mod stalden, og trak cyklen med mig. Jeg satte cyklen ved siden af stalden, og lynede min jakke op. Jeg frøs ret meget, så det var jo nok en god idé. Jeg tog mine vater op af den lille taske jeg havde haft med, og tog min hue på. Halstørklædet strammede jeg, og så var jeg nok klar. Mobilen skulle jeg have med!

Jeg ånder ud. Man kan se det i luften, fordi at den er så kold. Jeg lukker øjnene. Tør jeg nu også?

”Kom nu Sofie, du kan godt!” hvisker jeg for mig selv. Jeg får gåsehud, og er ved at være ret bange. Men jeg kan jo godt.. Jeg er 13 år, så jeg kan da ikke være bange for en gammel stald, vel?

Det kan jeg vel tydeligvis.. Men det gælder jo om at overvinde sin frygt, så nu gør jeg det!

Beslutning var taget, og jeg tog små skridt hen mod døren, og tog fat i håndtaget. Da jeg tog i håndtaget, faldt det af. Døren var nærmest helt rådden, den her stald måtte godt nok være gammel. Jeg bankede til døren, og den gik op. Der var helt mørkt inde i stalden, men jeg kunne se en lyskontakt. Jeg lyste vejen hen til lyskontakten op med min mobil. Da jeg kom derhen, trykkede jeg selvfølgelig på kontakten, hvilket måske var en lidt dum idé. Da jeg trykkede på den, slog den gnister, og jeg fik et kæmpe chok og skreg. Mit hjerte bankede hurtigt, hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Jeg burde vende om lige nu, og så bare gå hjem. Men nu var jeg jo begyndt, og jeg var ikke typen der gav op. Jeg gik videre, og synes at jeg kunne høre en vrinsken. Men den her stald var jo forladt, så det kunne da ikke lade sig gøre!

Jeg begyndte at blive mere og mere bange, men jeg ville bare ikke give op. Jeg gik længere ind, og så en masse gamle bokse. Der lå nogle spande med slidte stigler, og en masse ting jeg ikke havde lyst til at vide. Jeg gik ind på lommelygten på min mobil, for det her var alligevel meget skræmmende. Og jeg var ikke lige den bange type, jeg var faktisk ret modig. Bare ikke lige nu.

Jeg gik videre, og det var som om at staldgangen var uendelig. Pludselig faldte en stor sæk ned, og jeg skreg igen. En masse gammelt ridetøj, og en enkelt hjelm faldt ud over det hele. Mit hjerte bankede virkelig hurtigt igen. Men jeg ville ikke vende om, jeg var kommet så langt. Jeg lyste rundt i stalden med min mobil, men pludselig stoppede den med at lyse. Jeg kigger på mobilen, og kan se at der står ”Batteriet er fladt.”

Fantastisk! Nu kan jeg ikke komme ud igen, for det er helt mørkt, og jeg aner ikke hvad der er herinde. Jeg sætter mig på det kolde og beskidte gulv, og begraver mit ansigt i mine hænder. Jeg vil bare hjem, og jeg vil hjem nu!

Men jeg ved godt, at det ikke sker. At det er helt urealistisk, og at jeg nok må blive her hele natten. At jeg må gå ind i det klamme sadelrum, for at finde nogle sadelunderlag jeg kan ligge på. Men det har jeg slet ikke lyst til! Jeg vil heller ligge på det kolde gulv, eller bare finde noget hø eller halm. Jeg sukker, og rejser mig op. Bare fordi at det er mørkt, kan jeg vel godt prøve at gå videre. Da jeg har gået i ti minutter, føles det som om, at der er en. der ånder mig koldt i nakken. Jeg tænker, at det sikkert er en brise, og at det stopper om lidt. Men det gør det ikke. Jeg lukker øjnene. ”Det er bare din fantasi Sofie. Det kal nok gå, det er bare din fantasi!” siger jeg højt og tydeligt, selvom det jo kun er mig der er her. Men så sker det værste. En kold hånd tager fat om min arm, og jeg skriger så højt jeg kan. Jeg prøver at vride mig fri, og løber så hurtigt jeg kan. Der er bare det, at jeg ikke kan se noget, så jeg løber ind i et eller andet, og lander på det stenhårde gulv. Jeg ser bagud, og ser noget. En grå skikkelse, og det ligner et spøgelse. Men spøgelser findes ikke. Eller gør de?

Jeg bliver nærmest lammet af skræk. Jeg vil prøve at råbe, at jeg bare ville se hvad der var inde i den her stald. Men jeg kan ikke. Jeg er mundlam. Jeg hørte igen en vrinsken, og en prusten. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg fik gåsehud igen. Jeg blev siddende, selvom det var vildt koldt. Jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde lyst til at ringe til min mor, men min mobil var død, så det var jo slet ikke muligt. Og hvad tænkte min mor og far ikke lige? Klokken var jo ret meget, og jeg var ikke kommet hjem endnu. Jeg kigger rundt, og ser et smdret vindue. Månen er fuld, og den lyser kraftigt ind, og kaster en stribe af lys ind i rummet. Jeg rejser mig, og det gør ondt i mine ben. Skikkelsen bliver hvor den er. Det er nok bare min fantasi. Selvfølgelig er det min fantasi! Hvad skulle det ellers være? Et rigtigt spøgelse? Jeg griner lidt af mig selv, for det er jo virkelig dumt, at jeg virkelig troede på det.

Men det var for tideligt, at tro at alt var okay. For nu bevægede skikkelsen sig igen, og jeg hørte en vrinsken igen. Så kunne jeg også høre hove, der ramte gulvet. To skikkelser kom hen imod mig, og jeg blev hurtigt bange igen. ”Gå væk!” skreg jeg. Jeg var så bange, jeg tror aldrig jeg har været mere bange. Jeg ville løbe, men hvor skulle jeg løbe hen? De kom gående hen af den gang, jeg var kommet fra. Og jeg kunne ikke se andre muligheder, for selvom månen lyste lidt op, så var det jo slet ikke nok, til at jeg kunne lave en flugtplan. ”Hvad vil I?!” råbte jeg.

Jeg regnede ikke med at de ville svare, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. De kom tættere og tættere på, og jeg kunne se hvad det var. Det var noget som lignede, en gammel mand. Eller en gammel mands spøgelse. Og noget der lignede, en spøgelseshest. Selvom jeg elskede heste, så var en spøgelseshest noget helt andet!

”Hvad laver du i min stald?” sagde spøgelset. Jeg kunne ikke tro, at et spøgelse lige havde snakket til mig. ”Jeg ville bare se hvad der var herinde… Du må ikke gøre mig noget!” råbte jeg. Jeg behøvede vel ikke, at være så bange. Men det var jeg altså.

”Hmm.. Hvis du kan ride spøgelseshesten, så vil jeg lade dig gå, men hvis du falder af, er det slut.” siger spøgelset til mig. Jeg ryster af skræk. Hvordan skal jeg kunne ride den hest? Og hvad mener han med slut? Jeg lukker øjnene, og niver mig selv i armen. Håber på, at det hele bare er en ond drøm. Jeg åbner øjnene igen, men nu står han bare foran, og ånder koldt ind i mit ansigt. Han tager fat i min arm, og jeg får kuldegysninger. ”Slip mig!” skriger jeg, og vrider mig endnu en gang fri af grebet. Jeg løber afsted, og efter kort tid, kan jeg se den rådne dør, og spirnger ud af den. Jeg springer på cyklen, og prøver at komme afsted. Men jeg har alt for meget fart på, og cyklen vælter. Jeg lander på en underlig måde, og vride rom på min fod. Det gør bare så ondt, og jeg ved, at jeg ikke kan løbe mere. At jeg bare kan give op. At det sikker er slut, og at jeg har spildt min chance for at komme væk. Spøgelset og spøgelseshesten, kommer hen til mig. ”Sæt dig op,” siger han til mig.

Jeg gør det selvfølgelig, ikke fordi jeg har men fordi at jeg ikke har andre valg. Jeg sætter mig op, og på en måde føles det faktisk skønt. Hesten begynder at skridte afsted, og den virke faktisk ikke slem. Overhovedet! Vi begynder at trave, og det føles ret dejligt. Da jeg har travet ret langt på marken, vener jeg og galopperer tilbage. Jeg holder fast i manen, og får en fri følelse. Jeg kommer tilbage til manden, og han nikker til mig. Jeg klarede det! Jeg klarede det virkelig! Jeg kommer ned fra hesten, og de forsvinder begge to. Jeg når ikke at sige noget til dem. Og min fod gør slet ikke ondt mere.

I næste øjeblik, ligger jeg på jorden. Jeg åbner øjnene, og kigger op mod solen. Jeg ser min mor og fars røde Opel, og bliver forvirret. Jeg ligger på marken, og mine forældre står et lille stykke væk fra mig. Jeg rejser mig, og de ser over på mig. ”Åh Sofie! Vi har været så bekymrede for dig!” råber min mor til mig. ”Jamen.. der var spøgelser i stalden, og jeg ville se.. Det hele er bare..” begynder jeg. Det er svært at forklare, men jeg siger det hele. Min mor ser tvivende på mig, og griner lidt af mig. ”Du har nok bare drømt det,” siger hun, og stryger mig blidt over hovedet.

Men jeg ved, at det ikke er noget jeg har drømt. At det virkelig er sket. Og i næste øjeblik, hører jeg også en vrinsken. Og da jeg ser på min fod, får jeg øje på et sår. Det var virkelig sket!

Men det ville jeg ikke sige til nogen. Det var min hemmelighed og kun min hemmelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...