The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2503Visninger
AA

9. Vær sød at sige, at du tager pis på mig

 

Jeg vred mig på sengen. Jeg havde mareridt, så meget vidste jeg, men som sædvanligt så kunne jeg ikke vågne fra det. Jeg vred mig igen og igen, mens jeg forsøgte at stikke af fra tingen i min drøm. Men den halede ind på mig. Og netop som den skulle til at gribe fat i mig, hørte jeg en tydelig stemme, som vækkede mig.

”Sirena.”

Jeg slog forvirret øjnene op, og kunne mærke at jeg blev holdt nede. Det tog mig et stykke tid, før at jeg kunne fokusere. Mit blik blev fanget af de grå øjne, som jeg genkendte fra tidligere. Han slap mig forsigtigt, og satte sig igen på stolen ved siden af sengen. Det så ikke ud til at være første gang, at han havde holdt mig nede.

”Du har mareridt. Det er normalt.”

Forsikrede han mig, og tørrede mig over panden med en kølig klud. Jeg måtte have feber, siden at jeg var pakket så godt ind og at han blev ved med at tørre min pande af. Jeg rystede let, og det fik ham til at rejse sig.

”Jeg fryser.”

Mumlede jeg så hæst, at jeg næsten ikke kunne genkende min egen stemme. Han satte sig ned igen, og nikkede ganske let.

”Du har overanstrengt dig.”

Sagde han som en forklaring, men det hele kørte lidt rundt for mig, så jeg forstod ikke et hak af hvad han mente. Han tørrede mig en gang mere over panden, men lagde så kluden væk.

”Du kommer nok til at være syg i nogle dage til, og efter det, afkræftet i mindst en uge, men efter det, så burde du kunne styre det som normalt igen.”

Beroligede han mig, og endeligt vågnede min hjerne op. Hvad fanden snakkede han om? Styre hvad? Var han skør alligevel?

”Styre hvad?”

Spurgte jeg fjernt. Han havde været på vej til at samle kluden op igen, men stivnede i sin bevægelse. Så så han indgående på mig, som om at han forsøgte at læse mine tanker.

”Du tager pis på mig, ikke? Vær sød at sige, at du tager pis på mig.”

Nærmest tiggede han. Jeg så på ham, som om at han var dum. Hvilket han var. Hvis det her var en eller anden åndsvag joke, så ville jeg myrde ham. Når jeg altså engang var stærk nok til at løfte mit hoved fra puden.

”Du er mærkelig.”

Kommenterede jeg lavt, og havde lyst til at sove igen. Hans stirren gjorde det dog så ubehageligt for mig, at jeg ikke kunne falde i søvn med det samme.

”Du aner overhovedet ikke hvad jeg taler om, gør du?”

Spurgte han dybt seriøst. Jeg fik mig selv til at ryste let på hovedet.

”Jeg fatter ikke en meter.”

Nåede jeg at kommentere, før at jeg gik ud som et lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...