The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2473Visninger
AA

37. Nak dem

”Men skulle de ikke sendes hen til forsøgsområdet?”

Spurgte en helt tredje, og fik straks et irettesættende blik.

”Det er børn, de fæ. Et blik på dem, og så skal de pludseligt have særbehandling.”

Vrængede den første af ham.

”Niks, vi nakker kællingen, som futtede Søren af. Dernæst børnene. Kvinden bliver sendt hen som rotte. Men fyren… jeg tror ikke at han er betvinger. Han gjorde i hvert fald ikke noget for at forsvare sig.”

Besluttede manden, som havde besluttet sig for at de skulle starte med mig.

”Så nakker vi også ham. Færdigt. De er tilfredse, så længe at vi bringer dem kvinden. En køn lille vandbetvinger.”

Tilføjede den første mand, og så på Eline. Hun gøs, og så væk. Hun krammede drengen tættere ind til sig, som var vågen nu. Han så sig forvirret omkring.

”Skrub ud og hold vagt. Det kan jo være at der dukker nogle flere op, når vi først begynder at skyde.”

Sagde den første med et grumt smil til den tredje, som let nikkede og gik. Han så ud til at være utilpas med at dræbe os.

”Op at stå.”

Kommanderede den anden, og havde trukket sin pistol. Han pegede på mig, og gav mig ikke rigtigt noget valg. Jeg skubbede Cas’ arme af mig, men gav først hans hånd et forsigtigt klem. Han så trist på mig, men slap. Jeg kom med besvær på benene, og kæmpede for at holde balancen.

”For langsomt.”

Klagede den første, så nummer to greb mig i håret og rev hårdt. Jeg vaklede fremad, og faldt på knæ, så han måtte slippe.

”Det må gøre det. Hun er helt færdig, fuldkommen uøvet.”

Brummede nummer to, imens at nummer et trak sin pistol fra bæltet. Jeg sad med ryggen til dem, til Cas, Eline og børnene og stirrede på de tegninger, som hang tilfældige steder over hele skolen. Tegnet af et barn, som de allerede havde taget hen til forsøgsområdet. Det, eller også var hun død. I det mindste skulle jeg dø, mens at mine øjne hvilede på noget så uskyldigt. Jeg var alt for svag, for træt til at kæmpe imod. Jeg lukkede øjnene, og bad til at det var overstået hurtigt. Så hørte jeg det, som jeg håbede på at jeg ikke hørte.

”Sirena, Sirena!”

Råbte Julies lille barnestemme bekymret, som hun for frem fra sit skjul. Jeg havde opdaget at hun manglede, og havde bedt til at hun ikke ville blive fundet. Og nu for hun frem imod mig. Jeg ville sige nej, råbe at hun skulle løbe, da nummer to af mændene for hen og samlede hende op i en hurtig bevægelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...