The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2480Visninger
AA

35. Han ser mig

Men jeg kunne ikke finde ro. Jeg lå bare, vendte og drejede mig. Men roen ville ikke falde over mig. Jeg opgav at falde i søvn, og fik rejst mig fra sengen. Det var hårdt, min krop føltes så udmattet og alligevel, så kunne jeg ikke sove. Jeg havde en underlig følelse i kroppen, næsten som om at der var noget galt. Måske var jeg ved at få migræne.

”Eline?”

Kaldte jeg tøvende. Jeg håbede lidt at hun var gået og ikke kom tilbage, men på den anden side, så ønskede jeg at hun kom tilbage. Hun havde nok endeligt indset at jeg ikke var så gode venner med Cas, som det ellers så ud til. Sidst Cas og jeg havde snakket sammen, da havde vi råbt af hinanden. Det vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg syntes om.

”Eline?”

Kaldte jeg undrende, da jeg hørte noget ude på gangen. Men hun havde ikke svaret på min kalden. Måske var det Julie, som ville se til mig. Hun var måske bekymret, fordi at hun havde set mit sidste anfald.

”Julie, er det dig?”

Spurgte jeg bekymret. Det var underligt, at jeg ikke havde fået noget svar sidst jeg kaldte. Jeg rettede let på min jakke og trak hurtigt mine bukser op. De var løse og gled tit ned, så det lignede at jeg havde hængerøv. Og det syntes jeg ikke om.

”Jul…”

Var jeg ved at kalde igen, da dørhåndtaget blev drejet rundt og døren hevet op. Jeg stivnede fuldkommen i frygt.

”Jamen der er min lille pige jo.”

Sagde manden, som jeg engang havde kaldt for far, med en dyster klang i stemmen. Jeg kunne mærke hårene på min nakke rejse sig. Han så endeligt på mig, så mig, og det skræmte livet af mig.

”Sirena.”

Kaldte han, og gjorde en lokkende bevægelse med sine fingre. Jeg trak mig instinktivt tilbage, og kunne ikke huske hvornår han sidst havde kaldt mit navn. Endeligt så han på mig, og endeligt forstod jeg. Det hele havde været et spil, et forsøg på at vække min enorme evne. På at få en reaktion ud af mig. Men jeg havde taget det hele til mig, og begravet det dybt i mit indre. Men ikke længere. Jeg løftede min hånd, og gav slip på kun en brøkdel af min indre vrede.

Alene trykbølgen var nok til at vælte ham tilbage, så han fløj tilbage og ramte væggen med en ulækker kvasende lyd. Han blev liggende, livløst. Jeg så mig kort omkring, men følte ikke noget behov for at tage noget med mig. Så jeg lod alt ligge, og for hurtigt ud af rummet. Jeg hoppede over mandens krop, og kunne se at han trak vejret endnu. Hans tøj lugtede dog lidt brændt.

Jeg satte kurs mod kantinen, hvor jeg underligt nok kunne fornemme de andre, eller rettere sagt. Jeg kunne fornemme deres evner.  Det betød desværre også at jeg skyndte mig alt for meget, desperat efter at finde dem. Jeg stormede ind af døren, og så blev alt mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...