The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2553Visninger
AA

19. Han er ikke min far?

”Men… men…”

Begyndte en anden mandestemme, som jeg ikke kendte.

”Ikke noget men!”

Råbte min far rasende, så der straks blev ro igen.

”Du kan fandme tro nej, at hun skal slippe væk under mine fingre, netop som hun er ved at være moden til at blive høstet.”

Sagde min far surt. Måden han sagde høst på, hvad det så end var, signalerede at det næppe var noget behageligt for mig.

”Er du klar over hvilken risiko jeg løb den gang?”

Spurgte min far, og lød stadigt rasende.

”Jeg slog pigens far ihjel inden at barnet overhovedet blev født. Moderen tog jeg livet af på hospitalet efter fødselen, og så stak jeg af med barnet. Jeg har levet i skjul i alle disse år, mens at jeg bare har ventet på at hun blev moden. Og nu er det hele ødelagt, fordi i fjolser ikke kunne holde øje med hende!”

Råbte min far igen. Men så gik det op for mig. Han var ikke min far, ikke min rigtige far. Han var en af dem, som Cas havde talt om. En af de almindelige, som jagede vores slags. Betvingerne. Åh gud, den mand jeg troede var min far, havde i virkeligheden myrdet mine forældre. Jeg bed mig selv hårdt i tungen for at holde et klynk tilbage. Tårerne begyndte at løbe ned over mine kinder, nu hvor det hele gav mening. Han havde aldrig bekymret sig om mig, fordi at han ikke så mig som en datter. Han så mig som et skadedyr, som noget han kunne bruge og så smide væk bagefter. Jeg var ingenting for ham. Jeg var ingenting. Jeg følte en overvældende trang til at græde, men holdt det tilbage.

”Ud! Nu! Alle sammen! Vi gennemsøger hver eneste gade, hver en gyde. Hun skal findes, død eller levende.”

Råbte han beordrende, og straks hørte jeg dem storme ud. Jeg pressede mig så langt tilbage op af husmuren, som jeg kunne komme, så jeg var skjulet bag busken. Jeg kunne svagt ane lyset fra bilerne, efterhånden som de blev startet op og folkene bag rattet kørte væk. Ikke længe efter hørte jeg hans bil køre, ham som jeg engang havde kaldt far.

Jeg rejste mig med vaklende ben, og søgte hen mod det eneste sted, hvor jeg nogensinde havde følt mig sikker. Mit værelse, ved mit skrivebord med mine tegninger. Jeg græd endeligt, så meget at jeg næsten ikke kunne se. Jeg gik bare i en slags søvngænger-gang mod mit værelse, op af trappen. Jeg fumlede efter dørhåndtaget, og trådte ind. Mit værelse var som jeg efterlod det. Jeg søgte hen til skrivebordet, og sank grædende sammen i skrivebordsstolen. Jeg skubbede alle tegningerne af manden, som jeg havde kaldt far, af bordet. Jeg lagde mig ind over det og græd.

”Hvorfor? Hvorfor mig?”

Spurgte jeg trist.

”Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?”

Spurgte jeg, og endnu engang fyldtes mine øjne med tårer, så jeg næsten intet kunne se. Jeg hulkede. Noget, som jeg aldrig havde gjort før. Så mærkede jeg pludseligt en hånd på min skulder, og stivnede. Åh gud, de var kommet tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...