The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2499Visninger
AA

3. Gribben

 

”Serena, Serena, Serena.”

Sagde inspektøren anklagende, og for hver gang han sagde mit navn forkert havde jeg lyst til at slå ham. Men det ville bare få mig bortvist med det samme.

”Serena, det er tredje gang at der er problemer med dig i denne uge.”

Sagde han klagende, og gned sine tynde fingre mod hinanden. Han mindede om en udsultet grib med den obligatoriske skaldede krone på hovedet.

”Og det er kun tirsdag.”

Tilføjede han, som for at øge dramatikken. Men jeg var ligeglad. Jeg ville nyde det, hvis jeg blev bortvist en uge. Der var alligevel ikke nogen som jeg snakkede med på skolen. De hadede mig, og jeg hadede dem. Så ville jeg også have mere tid til at tegne.

”Serena.”

Sagde han sukkende endnu engang, så jeg kunne lugte cigaren, som han lige havde røget. Hvor svært kunne det være at huske mit navn? For pokker, der var jo ikke nogen på skolen, som hed Serena eller Sirena for den sags skyld.

”Det er Sirena.”

Rettede jeg ligegyldigt på ham, men vidste at det ikke nyttede noget.

”Du kan godt pakke den der flabbede attitude væk.”

Sagde han surt, og lød virkeligt som en gammel, kedelig, indtørret inspektør. For jeg havde slet ikke snakket flabbet til ham. Jeg havde bare fortalt ham hvad mit navn var. For at tilføje til billedet med den indtørrede inspektør samlede han sin tykke trælineal op, da han rejste sig og sukkede igen. Han gik en runde omkring bordet, og stillede sig lige foran mig.

Fedt, nu ville jeg helt sikkert få den store tale. Enten ville jeg få at vide at jeg var en uduelig, selvtilfreds, forkælet lille møgtøs, som ikke passede ind på skolen på nogen måde. Eller også ville jeg få at vide at jeg var forrykt, og at min tøjstil ikke var præsentabel. Måske ville han endda gå så vidt at sige, at jeg var en voldelig ballademager. Og jeg har altså aldrig slået nogen før, medmindre at det tæller, hvis de fortjente det og så havde jeg alligevel næsten ikke slået nogen før. Medmindre at man tæller børnehaven med, men der slår alle jo hinanden.

Eller måske ville han tage den anden vinkel, og ville spørge mig om jeg havde problemer hjemme. Om min far var alkoholiker og bankede mig, eller om han kneppede mig eller måske begge dele. Og den tale hader jeg allermest.  Men han gjorde ingen af delene.

”Hvad siger du til at få det hele til at forsvinde? En lille behjælpelig aftale?”

Spurgte han, og troede at han havde klemmen på mig. Så han forsøgte at indgå en aftale med mig. Jeg skulle have sex med ham, frivilligt og så ville han få mine bemærkninger til at forsvinde. Jeg rejste mig, og rev min taske til mig for at gå. Han slog mig straks over ansigtet med den flade side af linealen.

”Du bliver lige her, Serena.”

Sagde han hidsigt, men jeg sparkede bare ud og ramte ham i skridtet, så han sank sammen på gulvet med en smertelig lyd. Og så gik jeg ud af kontoret med hidsige skridt. Jeg skulle aldrig nogensinde tilbage til den skole, uanset hvad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...