The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2555Visninger
AA

27. Evnesvag

”Cas! Du lovede!”

Hvæssede Eline rasende. Jeg klynkende svagt ved smerten, som lyden gav mig. Det gjorde vist Cas sur.

”Hold din mund og gå.”

Sagde Cas lige så surt, men hviskende for at skåne mig.

”Du er min mand!”

Brølede Eline rasende.

”Du skal være hos mig! Og ikke hos en eller anden mærkelig pige!”

Hvæssede Eline, og lød klar til at rive hovedet af Cas.

”Gå nu med dig. Jeg kommer, når hun har det bedre.”

Sagde Cas blidt, og lød overraskede rolig, på trods af Elines raseri.

”Din… din… din evnesvage skiderik!”

Brølede Eline fornærmet over at være blevet afslået. Men hvad end hun havde sagt, som jeg ikke helt forstod, så fik det Cas til at miste besindelsen.

”Ud!”

Råbte han rasende. Eline udstødte en ynkelig lyd, og vendte så omkring og stormede ud. Cas satte sig med et opgivende suk på min sengekant. Han fortrød vist, at han havde råbt af Eline på den måde. Jeg slog øjnene op, og rullede om på siden. Jeg var begyndt at få det bedre allerede, hvilket var en lettelse. Så behøvede jeg ikke at tage mine piller, og de fik mig altid til at føle mig som en slags zombie.

”Cas?”

Spurgte jeg lavt. Han så hurtigt på mig med et bekymret blik, men det blev overskygget af hans tristhed. Jeg rakte ud efter ham, for at trøste. Men han skubbede blidt min hånd væk, og trak min dyne helt op over mig.

”Har du det bedre?”

Spurgte han hviskende. Jeg nikkede.

”Lidt.”

Svarede jeg, og sukkede let, da det svagt stikkede af smerte i mit baghoved. Han nikkede let med et svagt smil. Han var vist glad for at jeg fik det bedre.

”Cas?”

Spurgte jeg træt. Han nikkede.

”Hvad var det, som Eline kaldte dig?”

Spurgte jeg, og forstod ikke helt hvorfor at Cas var blevet så rasende. Cas sukkede dybt. Han så ikke ud til at være glad for at snakke om det. Så jeg var lige ved at sige, at han bare skulle glemme det. Men han afbrød mig, og begyndte at forklare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...