The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2554Visninger
AA

31. Er det mit nye jeg?

”Så du kommer for at se de skader du har forvoldt?”

Spurgte Eline hånligt, og lagde armene over kors. Hendes hånlige, kælling-stemme gjorde min migræne værre. Jeg havde det dårligt nok i forvejen, og havde ikke brug for at høre på mere fra hende. Men nu havde jeg da en overraskelse oppe i ærmet til hende.

”Hey Eline.”

Kaldte jeg, netop som hun vendte ryggen til mig. Hun vendte sig tilbage med den mest overdrevende rend-mig-attitude, som hun kunne udvise. Jeg løftede let min pegefinger op til munden, næsten som for at tysse på hende. I stedet smed jeg let og elegant en ildkugle efter hende, som jagtede hende hen af gangen, mens hun løb for livet og skreg som en sindssyg. Jeg lo ondt for mig selv, og gik ind i salen.

”Var det Eline?”

Spurgte Cas undrende, og var ved at samle de forkullede gulvbrædder sammen, hvor jeg havde siddet og lukket op for mine følelser. Nu hvor de frit strømmede i mit indre, så gjorde ildens ødelæggende kræfter også. Vreden var den aftrækker på mine kræfter, som jeg havde behøvet.

”Ja.”

Svarede jeg bare kort, og havde ikke lyst til at sætte ord på hvad jeg havde gjort overfor ham. Specielt ikke når det drejede sig om hans kone. Selvom hun havde fortjent det. Hun var en dum gås.

”Hvorfor skreg hun sådan?”

Spurgte Cas undrende, og brugte sit brækkejern til at få de sidste ødelagte brædder op. Han fjernede dem for at erstatte dem med nogle nye. Det gik jo ikke med at faldefærdigt gulv, når der var småbørn. De kunne jo falde og komme til side.

”Hun så vel en edderkop.”

Svarede jeg, og løb min finger ned langs et reb, som der var sod på.

”Sirena.”

Kaldte Cas, og lød utilfreds, så jeg vendte mig imod ham.

”Jeg bryder mig ikke om det, når folk lyver for mig.”

Sagde han utilfreds, og lagde brækjernet fra sig på gulvet ved siden af brædderne.

”Fint.”

Sukkede jeg overdrevet, og fnøs irriteret.

”Jeg kastede en ildkugle efter Eline.”

Indrømmede jeg, og kunne pludseligt godt se hvor forkert det var af mig. Eline var jo bare jaloux på mig, fordi at Cas havde tilbragt så meget tid sammen med mig. Andet var der ikke i det.

Hvorfor havde jeg så gjort kastet en ildkugle efter hende? Var det blevet min måde at reagerer på, nu hvor jeg kunne mærke alle de forvirrende følelser i min krop? Følelser, jeg ikke forstod eller anede hvad betød. Jeg kendte kun vrede og had, alt andet var ukendt for mig. Jeg var som en dyster dukke, kun i stand til at udvise vrede og had. Var det mit nye jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...