The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2518Visninger
AA

14. En kop kaffe

”Kom så børn, der skal ryddes op i køkkenet.”

Sagde Eline blidt, og jog dem af sted. Hun havde den yngste dreng i armene, og gav ham en sut i munden. Han faldt straks til ro, og krammede hende ind til sig.

”Sikke en flok.”

Mumlede jeg undrende, og så på Cas, som var i gang med at tørre bordet af, hvor vi havde spist. Det var underligt, at vi netop havde spist morgenmad, som en lille familie, i en kantine på en skole.

”Mon ikke. Og det var en af de gode dage. Så skulle du opleve dem, når de er helt umulige.”

Sagde Cas opgivende, og rystede på hovedet. Han gik om bag disken ved kantinen, og lagde karkluden væk.

”Drikker du kaffe?”

Spurgte han venligt. Jeg rystede let på hovedet, så den ene kaffekop, som han havde fundet frem, blev skiftet ud med en sodavand. Han bryggede hurtigt noget kaffe på maskinen, og fik sig en kop kaffe. Han kom tilbage til mig, og gav mig sodavanden.

”Du må ikke sige til ungerne, at du har fået den. Ellers vil de også have en, og jeg gemmer dem sådan set til fredag aften. De ser altid disney-sjov om fredagen, og så tænkte jeg at det skulle gøres lidt ekstra hyggeligt.”

Forklarede Cas, og lød som en rigtig bamse-far. Jeg sank let en klump, men forstod ikke hvorfor. Cas så ud til at være omkring de tyve år, og med sine grå øjne og sorte hår lignede han en rigtig damecharmør.

”Er nogle af dem dine?”

Spurgte jeg. Han fik kort kaffen galt i halsen, og måtte dunke sig selv på brystet, før at han fik det slugt. Han rystede hurtigt på hovedet.

”Ikke en af dem, selvom de sådan set betragter mig som en far.”

Forklarede Cas, og lød som om at han forsøgte at slå det fast, at han altså ikke var far. Jeg nikkede, og forsøgte at åbne sodavanden. Men låget sad alt for stramt. Cas tog den hurtigt, og vred låget af. Jeg nikkede taknemmeligt, da han gav mig den igen.

”Jamen… Eline er da vel ikke?”

Spurgte jeg forvirret. Cas brølede af grin, og var ved at falde af stolen. Han rystede let på hovedet.

”Åh gud…”

Sagde han, og holdt sig på maven. Han lo let igen, og fik så taget sig sammen til at svare.

”Nej, Eline er ikke mor til nogen af dem.”

Sagde han, og tørrede let en enkelt tåre ud af øjenkrogen.

”Jamen hvor er deres forældre så henne?”

Spurgte jeg undrende. Straks var det hele knap så morsom. Cas tog en tår af sin kaffe, og så trist ud igen. Jeg bed mig selv i tungen. Flot, Sirena, nu har du gjort ham ked af det igen. Tænkte jeg surt til mig selv.

”Døde, de er døde.”

Svarede Cas trist, og satte kaffekoppen fra sig. Han så på mig igen.

”Men skal vi ikke tage den fra starten?”

Spurgte han blidt. Jeg nikkede let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...