The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2483Visninger
AA

38. Det sidste

Det foregik næsten som i slowmotion. Eline skreg op, bad for Julie, som vred sig hidsigt i armene på manden. Men hun var ingen modstand mod ham. Han vendte rundt, gik hen til døren og skubbede den op.

”Her, din første.”

Råbte han muntert, og smed den lille Julie ud til nummer tre, som stod og holdt vagt. Jeg kunne se ham nikke, netop som døren blev lukket igen. Eline skreg af sorg. Dernæst et kort lysglimt, og den forfærdelig lyd af et skud, som blev affyret. Julies uskyldige gråd holdt straks op, og jeg forstod hvad der var sket. Alt i mig gik i stå.

Jeg mærkede pludseligt ikke længere trætheden i min krop, da jeg mærkede Julie evne forsvinde fra bag den lukkede dør. Jeg drejede let hovedet, og kunne svagt skimte pistolen igennem mit hår, som hang ned på grund af min foroverbøjede stilling. Jeg så bare kort på den, og straks blev den ildrød af den varme, som min vrede forsagede. Manden skreg, og smed den fra sig. Dens mønster, for evigt brændt ind i hans hud. Jeg rejst mig uden problemer, og frigav en trykbølge, som kastede ham ud af vinduet. Der var langt ned, og han ville nok ikke overleve det. Men jeg var ligeglad. Han fortjente det. De fortjente det alle sammen. Nummer to nåede knap nok at kigge på mig, da jeg let lagde hovedet på skrå og fik vanddispenseren til at eksplodere med vand. Han blev skubbet igennem et vindue, samme vej som hans makker.

Den tredje kom ind, og var blevet opmærksom på larmen. Jeg løftede armen som en dødens engel, og hævede hvert bord, hver stol i rummet. Jeg kastede først et bord, så en stol efter ham, som i en leg. Han undgik, men tabte sin pistol, som jeg straks greb i hånden og kastede ud af vinduet. Så kastede jeg alt imod ham. Han skreg, og så blev der stille. Jeg ville se, jeg ville se lyset i hans øjne slukke. Så jeg lavede hurtigt en vej ind til ham. Flere stoleben havde gennemboret hans krop.

”Jeg beder dig. Jeg… jeg har kone og børn. Jeg ville ikke…”

Tiggede han, men for sent. Han udåndede, og så hang hans hoved slapt ned. Jeg lod min hånd falde, da jeg indså hvad jeg havde gjort i et øjeblik, hvor jeg ikke havde haft min vrede under kontrol. Jeg sank på knæ, og stirrede vantro på mandens krop foran mig. Hvad havde jeg dog gjort?

Jeg tog mig til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved.

"Sirena!"

Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop.

''Sirena, hold op!"

Blev der råbt igen.

"Er du ude på at slå dig selv ihjel?"

Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig. Så blev alt mørkt endnu engang, forhåbentligt for sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...