The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2700Visninger
AA

18. Det hele var fars skyld

Jeg følte mig som en kujon, bare sådan at snige mig væk i løbet af natten. Jeg havde lagt i min seng, efter at jeg havde fået Julie til at græde. Jeg havde forsøgt at snakke med hende, men Eline havde bestemt jaget mig væk og havde taget Julie i armene. Og så var de gået deres vej. Cas var optaget af de resterende børn, så jeg var gået i seng for at sove.

Men jeg havde vendt og drejet mig utallige gange, og havde bare ikke kunnet falde i søvn. Jeg havde givet op til sidst, og var stået op. Jeg havde lynhurtigt trukket min nederdel på, og samlede min vest op fra gulvet. Jeg tænkte kort på hvad Cas havde sagt, at jeg var en ildbetvinger. Men jeg havde så skubbet det til side. Det ville jeg slet ikke tænke på nu. Det kunne jeg ikke rumme. Jeg ville bare hjem i min bløde seng, hjem til min ligeglade far og så ville jeg tegne. Jeg ville tegne drømmen. Drømmen, hvor hele min krop stod i flammer.

Jeg fandt hurtigt vejen ud. Det var jo let, når det var en skole. Jeg åbnede let døren på klem, og sneg mig ud. Jeg lod døren falde i bag mig, og følte en form for lettelse. Nu kunne jeg ligge det hele bag mig. Måske kunne jeg bilde mig selv ind, at det var en ond, ond drøm. Måske var jeg bare væltet, da drengene fra skolen havde jaget mig også havde jeg slået hovedet. Jeg havde bare vaklet forvirret rundt i gaden, og havde forestillet mig det hele.

Men Cas. Cas hjemsøgte mig. De grå øjne, som så bekymret på mig. Hvordan kunne han være en indbildning? Jeg forsøgte at skubbe ham ud af mit hovedet, men det var svært. Det var som om at han fyldte det hele derinde. De grå øjne, det mørke hår, de tydelige muskler, hans venlige smil og hans utrolige ro. Også blev hele billedet ødelagt, da Eline trådte ind og lagde en arm om ham. Så forestillede jeg mig, at jeg krøllede hele billedet sammen oppe i hovedet og kylede det hårdt ned i en skraldespand. Det virkede lettende, og jeg kunne fortsætte med at gå hjem.

Jeg opdagede den bus, som jeg plejede at tage efter at have været ude og shoppe, og fangede den i sidste øjeblik. Nu virkede alt så… så rigtigt. Så normalt. Jeg var på vej hjem. Alt skulle nok gå. Men hvorfor kunne jeg så ikke ryste den her følelse af, at det ikke ville?

Jeg stod af bussen, og gik de sidste få meter hjem til mit hus. Gad vide hvad min far ville sige, når jeg kom hjem så sent om natten, og så efter at have været væk i flere dage? Sikkert ingenting, kom jeg i tanke om. Han var jo ligeglad.

Jeg opdagede en masse biler udenfor huset, som jeg ikke kendte. De var alle sammen sådan nogle store firhjulstrækker med førerhus og et lad. Det så helt forkert ud til min fars hus.  Jeg besluttede mig for at se hvem det var, før at jeg gik indenfor. Så jeg ikke blev involveret i et eller andet orgie midt i stuen.

Jeg listede derfor hen under stuens vindue, og gik på hug. Det stod på klem, så jeg kunne høre samtalen.

”Hvad fanden mener du med at du ikke kan finde hende?!”

Råbte min far rasende. Jeg følte lettelse. Han savnede mig sikkert. Han var ikke ligeglad med mig alligevel. Jeg var lige ved at rejse mig, da han fortsatte.

”Jeg har fandme ikke gået alt det her besvær igennem, bare for at hun skulle forsvinde. Er du godt klar over hvor mange penge jeg har måtte give ud? Hvor mange ubehagelige typer, som jeg har sendt efter hende? Hvor meget jeg har presset hende for at få en reaktion?”

Spurgte han, og lød frådende af raseri. Jeg holdt mig for munden for at holde mit gisp tilbage. Jeg sank på knæ, ned i skjul på busken og håbede på at han ikke gik hen og så ud af vinduet. Det var ham. Det var min egen far, som havde sendt de bøller efter mig. Som havde fået min inspektør til at forsøge på at voldtage mig. Det hele var hans skyld. Jeg følte en overvældende vred, som straks fik mit modermærke til at klø. Jeg så ned, og bemærkede den svage glød i mine hænder. Ild, jeg var ved at starte en ild. Jeg slog hårdt ned på følelsen, og lukkede den inde i den mørke afkrog af min sjæl, hvor den hørte hjemme. Det hjalp. Gløden forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...