The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2615Visninger
AA

36. Det er ikke noget behageligt

Jeg kom til mig selv, og kunne mærke på min krop at jeg var faldet. Det gjorde ondt i mine knæ, mine arme og lidt i mit hoved. Men det skyldtes mest at jeg var overanstrengt. Jeg var så træt.

”Sirena.”

Hviskede Eline og Cas bekymret i munden på hinanden. Jeg fik hevet mine øjne op, og opdagede at jeg lå i Cas’ arme. Eline sad lænet op af ham, og i armene holdt hun den lille dreng på et år. Børnene sad op af os, så tæt som de kunne, bange.

”Vi kunne ikke finde flere. Det er vist dem alle.”

Sagde en mørk, dybt stemme i nærheden. Jeg vovede mig til at se op, og kendte ham som at være en af mændene, som arbejdede for manden, som jeg havde kaldt for far. Cas spurgte mig lydløst om jeg var okay. Jeg måtte ryste på hovedet. Jeg havde det ikke godt. Han vovede sig til at mærke på min pande kort, og så lade som om at han intet havde gjort. Han hviskede forsigtigt til Eline:

”Feber.”

Hun nikkede let, bekymret, og trak drengen i sit skød tættere ind til sig. Han sov gudskelov, og lagde ikke mærke til hvad der foregik omkring os. Han havde ikke opdaget, at mændene havde fundet os. At de havde os stimlet sammen i et hjørne, som forskræmte dyr.

”Hvad med Søren?”

Spurgte manden, som havde talt tidligere, og så på en anden mand. De var klædt i en form for militærtøj, men det lignede mere at det var noget fritidstøj. De var ikke professionelle militærfolk, blev jeg enig med mig selv om. Men desværre, så var de bevæbnede som militærfolk, med håndpistoler i bælterne. Jeg havde bange anelser for hvad de skulle bruges til.

”Stort set lavet om til grillkul. Hammond har hentet ham.”

Svarede den anden mand med et grin. De så ikke ud til at bryde sig om Søren, som jeg åbenbart havde brændt mere af end jeg oprindeligt havde troet. Men han havde fortjent det, så det ville jeg ikke sove uroligt over.

”En ildbetvinger. Det er længe siden, at vi sidst har haft fingrene i sådan en.”

Sagde den første med et grin, og så søgende på os. Den anden pegede let på mig, og smilte et ubehageligt smil.

”Vi starter med hende.”

Sagde han med en kold tone. Straks blev Cas’ greb omkring mig stramt. Hvad de end ville gøre ved mig, så var det ikke noget behageligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...