The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2616Visninger
AA

15. Der var engang en kvinde

Cas sukkede let, og lod sin finger glide rundt på kanten af koppen. Så begyndte han at fortælle:

”Det siges at en gang for længe, længe siden fødtes en kvinde. Hun var som et hvert andet menneske, men var født med en evne. En evne til at manipulerer elementerne efter sin vilje. Ild, vand, luft og jord, og selvfølgeligt det femte element, ånden. Ikke længe efter det, begyndte andre børn at blive født med lignende evner. Men de kunne hver især kun kontrollere et element, og aldrig ånden. De blev kaldt betvingerer, og alt efter deres evne, så var det enten en jordbetvinger, luftbetvinger, vandbetvinger eller som i dit tilfælde en ildbetvinger.”

Forklarede Cas. Jeg sad stivnet på stolen. Okay, enten var Cas virkeligt skør eller også, hvilket desværre virkede mest sandsynligt, så var det rigtigt nok. Det ville forklare den drøm jeg havde haft, om at jeg stod i flammer.

”De almindelige, som de blev kaldet, dem uden evner, boede mange år i fred sammen med betvingerne. Men noget skete, det vides ikke helt præcist hvad, men en krig brød ud imellem de almindelige og betvingerne. Man skulle tro, at vi ville være stærke nok til at kunne forsvare os. Men der er ingen garanti for at et barn af en betvinger fødes som en betvinger. Det har en større sandsynlighed for at blive en almindelig. Vi var i undertal, forfærdeligt undertal og blev nedslagtet. Vi var stort set blevet udryddet, men alligevel skete det engang imellem at et barn af de almindelige fødtes som en betvinger. Og der greb vi så ind, inden at barnet blev… dræbt. Nogen gange overlod de også frivilligt barnet til os, de kunne vel ikke klare tanken om at dræbe deres eget barn. Vi gik i skjul. Redder så mange af børnene, som muligt, og venter på at profetien skulle gå i opfyldelse.”

Forklarede Cas, og sukkede let, inden at han drak lidt mere af sin kaffe.

”Profetien?”

Spurgte jeg uvidende. Cas nikkede let.

”Kvinden som blev født, som var den første betvinger, døde. Vi lever jo ikke evigt. En profeti blev skrevet, at på et tidspunkt så ville kvinden blive genfødt og da ville vores folk blive genforenet og vi ville kunne leve i fred.”

Forklarede Cas, og sukkede.

”Men det er mange, mange tusinde år siden, og kun ganske få tror på den. Jeg troede engang på den, men jeg har mistet håbet. Færre og færre børn bliver født med evner, og færre og færre af dem får lov til at leve og bliver overgivet til os.”

Forklarede Cas med et suk, og rystede på hovedet.

”Derfor har børnene ingen forældre. De ville ikke have dem.”

Sagde jeg forstående. Cas nikkede let.

”Med undtagelse af pigen, som smurte bollen til dig. Hun er tredje generations luftbetvinger. Hendes forældre blev fundet af en gruppe af de almindelige, kort tid efter hun blev født. De blev dræbt, inden at vi nåede frem.”

Forklarede Cas og gøs. Han måtte have været med, da de fandt de døde forældre. Cas så mit forvirrede blik, og uddybede.

”Ikke alle de almindelige ved at vi eksisterer, kun de få, som jager os. Forestil dig det dramaskrig, som det ville give, hvis de vidste at spædbørn blev slået ihjel, fordi at de var anderledes.”

Sagde Cas opgivende, og rystede på hovedet. Jeg rakte fingeren i vejret for at sige noget, men stoppede op. Jeg gispede svagt forfærdet.

”Niks. Det går ikke.”

Sagde jeg overraskende klar i hovedet, før at jeg sank bevidstløs sammen i stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...