The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2519Visninger
AA

33. Den venlige Eline

Der blev banket på min dør et par gange. Det tror jeg i hvert fald. Det er jeg ikke helt sikker på. Jeg var for langt væk i mine tåger til at registrere meget andet end mine tegninger. Heldigvis kom der da ikke nogen ind, så jeg kunne fortsætte med at tegne uden nogen problemer.

Eller… det er jo ikke helt rigtigt. Efter et vist stykke tid, uden søvn og alt for meget migræne, så kobler min krop fra og jeg besvimer.

Derfor var det ikke rigtigt nogen overraskelse, at jeg vågnede op på gulvet i et væld af tegninger ved at nogen hårdt ruskede mig.

”Gå.”

Var det eneste, som jeg med en grødret stemme kunne sige. Jeg forsøgte at nå min blyant. Den lå kun få centimeter fra min hånd. Men det virkede umuligt. Jeg var fuldstændigt færdig. Jeg havde overbelastet min krop for meget.

”Gå.”

Klynkede jeg, da jeg blev vendt om på ryggen, væk fra min blyant. Jeg missede med øjnene mod lyset i loftet. Noget var forkert, noget var anderledes. Så begyndte jeg så småt at kunne se det.

Væggene. Væggene var fyldt med tegninger. Jeg måtte være sluppet op for papir, også var det gået ud over væggene, som var blevet fyldt med hundredevis af tegninger. I et stort virvar, var de tegnet oveni hinanden.

”Sirena.”

Kaldte en blid stemme, så jeg drejede hovedet og kunne se en tegning af en kvinde på væggen. Hun smilede blidt til mig, og vinkede.

”Sirena…”

Begyndte hun, som om at hun ville sige noget mere. Men det blev afbrudt, da min sweater blev skubbet ind under mit hoved som en pude.

”Sirena, jeg har brug for at du kigger på mig.”

Kaldte Elines stemme, som var overraskende blød og venlig i øjeblikket. Jeg måtte dreje hovedet og se efter. Jeg kunne næsten ikke tro det.

”Det er godt. Godt, se på mig.”

Roste Eline, og strøg noget hår væk fra min pande. Hun lyste med et lille lys ind i mine øjne, som for at tjekke mig.

”Sirena, kan du høre mig?”

Spurgte hun. Jeg forsøgte at sige noget, men min hals var helt snøret sammen. Den var så tør.

”Sirena. Kig på mig og nik, hvis du kan høre mig.”

Sagde Eline bekymret, så jeg tvang mit hoved yderligere rundt og mødte hendes bekymrede blik. Men inden jeg kunne nikke, så forsvandt alt lyset for mine øjne og jeg besvimede igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...