The Fire Within Me

Jeg tog mig hurtigt til hovedet, og skreg højt, så flammerne i mit indre brød ud. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Nu skulle det bare ud. Det skulle ud med alle mine forvirrede tanker, alt hvad der var sket og de følelser som jeg endnu ikke forstod. Jeg mærkede den overvældende varme, som fik alt omkring mig til at smelte. Men varmen rørte mig ikke. Jeg følte den, men brændte mig ikke. Det føltes godt, at komme af med det hele og jeg fik lyst til aldrig at stoppe igen. Bare at lade flammerne brænde hele tiden, så jeg ikke skulle tænke på de mange ting i mit hoved. "Sirena!" Hørte jeg nogen råbe, men blev siddende på gulvet, med flammerne som udsprang fra min krop. ''Sirena, hold op!" Blev der råbt igen. "Er du ude på at slå dig selv ihjel?" Blev det råbt højere. Jeg havde lyst til at nikke. En så underligt skabning som jeg fortjente ikke at leve. Alt hvad jeg rørte ved, det døde. Jeg bøjede grædende hovedet, og lod flammerne brede sig.

20Likes
8Kommentarer
2504Visninger
AA

32. De beroligende tåger

Cas var stille, uhyggeligt længe, hvor han bare så på mig med et blik, som jeg ikke kunne tyde.

”Jeg…”

Ville jeg begynde, netop som han reagerede.

”Hvad helvede tænkte du på?”

Spurgte han, og lød lidt for afslappet. Men der lå noget dystert og truende under den tone, som jeg bestemt ikke brød mig om.

”Jeg…”

Begyndte jeg igen, for at ville forklare.

”Hvad helvede tænkte du på?!”

Råbte Cas, og havde mildest talt tabt hovedet. Han var rød i hovedet af sydende raseri.

”Jeg…”

Forsøgte jeg for tredje gang, men Cas ville bestemt ikke give mig tid til at tale.

”Man bruger aldrig, aldrig nogensinde sine evner mod en anden betvinger. Aldrig!”

Råbte Cas af mig og nærmede sig med rasende skridt. Det gik ham tilsyneladende mere på, end hvad jeg havde regnet med.

”Det var ikke med vilje.”

Forsøgte jeg, hvilket tydeligvis var en løgn, som bare gjorde Cas endnu mere vred.

”Selvfølgeligt var det med vilje!”

Råbte han rasende.

”Sirena, er du fuldkommen vanvittig? Man bruger aldrig, aldrig nogensinde sine evner mod en anden.”

Spurgte han, og lød som om at han var begyndt at falde til ro. Jeg var derimod begyndt at blive vred.

”Hvor skulle jeg vide det fra?!”

Hylede jeg op. Det var uretfærdigt. Hvor skulle jeg dog vide det fra?

”Jeg ved ingenting!”

Skreg jeg rasende.

”For jeg er misfoster, et freak, som ingen fortæller noget som helst!”

Skreg jeg af ham, og kunne mærke flammerne bevæge sig i mit indre. Så jeg styrtede straks ud af salen. Jeg var ikke længere sikker på at mine flammer ikke gjorde Cas noget. Tværtimod.

Så jeg stormede ind på mit lille værelse, og smækkede døren hårdt i. Jeg rev min rygsæk op, og hev min tegneblok op. Så snart blyanten ramte papiret, så sank jeg ind i de beroligende tåger og forsvandt ind i mine tegninger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...