What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig". Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1831Visninger
AA

2. Welcome to my life

Jeg stod foran spejlet og overvejede om jeg skulle rede mit hår, eller lade være.

Hvad forskel ville det gøre?

Jeg redte det nu, alligevel.

"Claire kom nu!"
Min far råbte til mig, så jeg løb ud i køkkenet og så at han havde lavet morgenmad til mig. "Sovet godt?" spurgte han og forsøgte at smile. "Jo, tak" svarede jeg og begyndte at spise min morgenmad. Det var vildt så meget min far havde forsøgt at gøre for at rette op på det hele, efter min mors død. Men det var tydeligt at se, at han ikke var kommet sig efter det. Mine to brødre var flyttet hjemmefra, lige efter vi flyttede til byen. Hvilket ikke var helt slemt, da lejligheden knap nok er stor nok til min far og jeg.

"Jeg går nu!" råbte jeg og løb ud af døren. 

Jeg var knapt kommet ud da jeg hørte et kæmpe brag, og det begyndte at regne.

Skønt.

Jeg elsker jo regn.

Regn gør jo så mange gode ting, f.eks. at få mig til at gå dobbelt så langsomt til skole.

SPLASH

En kæmpe lastbil kørte lige forbi mig og over en vandpyt, hvor halvdelen af den nu sad i mit tøj.

Jubi.

Kold og våd traskede jeg videre til skole.

Havde jeg været en af de andre piger fra min skole, havde dette sikkert været jordens undergang. Der er endnu en fordel ved bare at være den usynlige, det er ligegyldigt hvordan jeg ser ud...

Samme, kedelige, normale skoledag, tænkte jeg, da jeg gik ind i klassen og satte mig aller bagerst, langt væk fra alle andre...

Vores altid halv-forvirrede klasselærer kom vraltende ind i klassen, med et stort smil.

"Vi har en ny elev i klassen i dag!" sagde hun, stadig overglad. Hvilket jo så ikke var så underligt, da der næsten aldrig begynder nye elever her. 

En høj, mørk fyr, med flot sort hår og smukke brune øjne trådte ind i klassen "Hej", sagde han.

Alle pigerne begyndte straks at viske, en af pigerne skreg endda, da han kom ind i klassen.

Okay, han var selvfølgelig pæn, men ligefrem at skrige? Argh, det er lige at overdrive.

"Jeg hedder Zayn", fortsatte han.

"Det ved vi da godt", viskede den ene af de piger der sad foran mig, til den anden og begge fniste.

Okay, det er lidt stalker-agtig. Hvordan kender de hans navn?

Måske gik han på skolen før jeg kom ind, gik ud igen, og er så kommet ind igen?

Det virkede i hvert fald som om alle andre end jeg selv kendte ham.

Men hvorfor komme tilbage til sådan en møg-skole? Hvis han endelig var sluppet ud af den...

Jeg kiggede nærmere på ham.

Han så sgu da bekendt ud?
Hvor har jeg lige set ham før?

Efter besked fra læreren gik han videre ned i klassen og satte sig i mellem de to piger der sad foran mig. De sprang op, da han satte sig.

Vent, op?

Nej, nærmere til siden, de sad helt ude på siden af deres stol for at være så tæt på ham som muligt.

Det så helt morsomt ud.

Haha...

Læreren begyndte på den normale undervisning, så jeg slog bare fra. Som jeg altid gør.
Jeg bruger timerne på at tænke. Tænke på hvordan alting ville være hvis min mor stadig levede..

Nok ikke sådan her.
Ikke fordi der er noget i vejen med at det er sådan her, det er fedt at være den usynlige. Selv lærerne har opgivet at lægge mærke til mig.
Jeg tænker på dengang jeg var pæn og klog.

Eller jeg var i hvert fald ikke grim og dum.

I modsætning til nu, men det gør ikke noget for jeg er bare usynlig.

Og det er godt at være usynlig, for så kan jeg tænke...

Jeg tænker også på dengang jeg havde venner, gode venner.
Jeg vil slet ikke være venner med dem fra min klasse. Selv hvis jeg ville, kunne jeg nok ikke. De har meget høje krav til deres venner, eller også er jeg bare meget lidt værd... Muligvis det sidste...
Jeg ved faktisk ikke så meget om drengene fra min klasse, de er sikkert lige så sære som pigerne.

Tragisk nok blev jeg afbrudt af de to piger der sad foran mig. De grinede, meget højlydt.
Opmærksomhed.
Det var alt det handlede om, jeg forstår slet ikke de kan lide opmærksomhed.

Ham der Zayn så bare helt forskrækket ud, næsten bange.

Haha, han havde helt klart ikke gået her før...

Velkommen til skolen, Zayn!

Så ringede klokken. Saved by the bell som man siger.
Kort dag - jeg må have tænkt den væk...

Jeg sneg mig ud af klassen. Ingen så mig.
Usynligheds-mester!
Ninja?

Som altid regnede det.

Men så havde jeg jo bare ekstra tid til at tænke, yeah.

Har jeg nogensinde sagt jeg elsker et tænke? - Det er min yndlings-beskæftigelse.

At tænke på min afdøde mor, gør mig bare altid trist. Men det er lige meget, for ingen opdager det, så længe jeg bare er usynlig. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på min mor, hun vil altid være en del af mig. Og den del jeg tænker på. Uden hende er jeg ingenting. Når kun hendes minde er tilbage, er kun mindet om dengang jeg havde venner, var køn og klog tilbage, de ting forsvandt med min mor.

Jeg tørrede en tårer fra min kind. Ikke fordi jeg normalt græd, eller det var svært ikke at gøre når jeg tænkte på min mor. Men jeg græder ikke normalt, aldrig. Jeg er grim nok i forvejen, det vil kun gøre det værre hvis jeg hele tiden har opsvulmede øjne og våde kinder. Ikke fordi det gør den store forskel, når man er usynlig, men det er alligevel meget rart at vide, at man ikke ligner et lig.

Jeg gik ind i lejligheden. Alene. Min var far stadig på arbejde, altid på arbejde. Trods lejligheden er lille, er huslejen stadig dyr... Kiggede på alle billederne vi havde hængende. Alle dem af min mor, og dem af mine brødre og jeg, fra dengang vi var helt små.

Gud, hvor jeg savner dengang...

------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Hejsa...

Så hvad synes I? :) I må meget gerne kommentere :)

Nogen idéer eller tanker om hvad der kommer til at ske?

Beklager for nutid og datid i historien, det kan jeg virkelig SLET ikke finde ud af ;) Håber ikke det er alt for forstyrrende...

Kapitlerne bliver mere spændende, bare vent!

Skal bare lige i gang med historien :)

Beklager hvis den er lidt forvirrende, prøver selv at finde ud af hvor den skal hen, så skal lige finde ud af noget...

Skal der være flere/færre detaljer?

Håber I kan lide den, ellers har jeg spildt jeres tid, og det beklager jeg...

T.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...