What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig".
Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1914Visninger
AA

11. Trapped

Fra sidste kapitel:

Jeg gik i panik og prøvede desperat at komme op og stå, med vinden susende i mine ører.

Det var blevet tåget, i mens jeg havde gået og tænkt, men med mit super-ninja-syn kunne jeg lige ane at den ene skikkelse pegede på mig og der efter begyndte de at gå over mod mig.

FUCK!

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne og en tårer eller to trillede ned af min kind.

Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs, der var intet jeg kunne gøre, mit ben adlød mig ikke, men gjorde bare ondt. Jeg lå frit på åben gade, uden mulighed for at slippe væk!

Skikkelserne kom nærmere indtil de stod helt henne ved mig, med hovederne bøjet let ind over mig. Den ene hviskede noget til den.

Hvad hviskede de om?

Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være?

"Har du brug for hjælp?"

En stemme skar igennem, og efterlod mig med kun frygt i sindet.

Hvad ville de med mig?

Endnu en tårer trillede ned af min kind, og jeg blev kun mere og mere panisk.

"Nej", prøvede jeg at fremstamme. Om det lykkedes?

Nix, langt fra.

Det var med en lille, hviskende og panikken stemme.

Men de kunne forstå mig, sagde okay, og gik deres vej med mig liggende, på fortorvet.

Okay, nej. Men det havde ellers været vildt lækkert.

De hviskede igen til hinanden og satte sig så på hug foran mig.

Jeg vendte hurtigt mit hoved til den anden side, så de ikke ville blive skræmt væk af synet af mit ansigt. 

"Er du okay?", spurgte den anden.

Jeg nikkede og prøvede at sige et "ja", der dog blev kvalt halvt i min grødede stemme, og endnu en tårer gled ned af min kind.

Om de ikke kunne se mig på grund af tågen, eller bare ikke ville lade mig være ved jeg ikke.

Men den ene af drengene skubbede blidt mit ansigt han mod hans, så jeg kiggede ind i nogen smukke brune øjne, dog med et meget bekymret blik.

Bekymret for mig?

Jeg fik kuldegysninger, ved hans blide bevægelse.

Hvorfor kunne de ikke bare gå?

Og så slog det mig, at han lige nu kiggede på mig, mit ansigt, mine øjne, uden at væmmedes.

Det måtte helt klart være tågen.

Jeg fik røde øjne og endnu en tårer passerede min kind.

Han vendte sig om og sagde noget til den anden.

Jeg lå bare hjælpeløs og så til.

Hvad kunne jeg gøre?

Det var koldt, det blæste og både mit ben og mit håndled var helt fucked.

Og så var det i øvrigt begyndt at regne. Meget.

Jeg kunne mærke blandingen af regn og tårer, der ræsede om kap ned af mine kinder.

"Kom jeg hjælper dig op" sagde den ene, lige før han rejste sig op og strakte sin arm ned til mig.

Skulle jeg tage i mod den?

Oh, god. Jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke komme op, og de ville hjælpe mig. Bum. Ikke mere i det. Det skulle jeg bare lige få min krop til at forstå.

Efter forholdsvis lang tid, tog jeg mig sammen og rakte ud efter hans hånd. En varm og blød hånd

Han trak mig op og stå, men der gik ikke mere end et halvt sekund, før jeg faldt bagover og lå på jorden igen.

Mit ben var helt væk. Eller det var de begge to. Jeg landede selvfølgelig på det andet ben, der også gjorde fandens ondt. Og mit håndled, hvor sårene efterhånden var gået nok op, til at blodet begyndte at flyde. Regnen skyllede heldigvis hurtig det værste blod væk. 

Jeg kiggede ikke på skikkelserne, jeg kunne ikke. Jeg lukkede bare øjnene og ønskede inderligt at de bare ville forsvinde. Der var ingen muligheder for mig, for at flygte, så jeg havde så småt givet op. Nu kunne jeg kun håbe på, at de ville gå. 

Men jeg hørte dem mumle, hvor efter en af dem bukkede sig ned og...

og...

Tog fat rundt om mig, med sine varme hænder.

Jeg var i chok, panisk, anede ikke hvad jeg kunne eller skulle gøre. Hele min krop rystede og havde gåsehud.

Han løftede mig, så jeg lå i hans arme, og jeg kunne mærke hans varme. '

Gud hvor var det egentlig dejlig med lidt varme.

Men ikke med den slags varme, jeg har ikke været så tæt med nogen, siden min mor.
Jeg skubbede alle fra mig, og allierede mig i stedet med mine tanker.

Jeg prøvede at vende mig lidt, så han måske ville slippe mig, og lade mig flygte. Men det var håbløst, smerten var for stor, jeg ville ikke komme en meter.

Ham der bar mig lænede hovedet helt ned til mig, og sagde: "Det skal nok gå. Du skal ikke være bange". Han var så tæt på at jeg kunne mærke hans ånde på min ellers frosne kind.

Ordene havde den modsatte effekt, og gav mig bare lyst til at komme væk. Væk fra dem og tilbage til min trygge, kolde lejlighed, med masser af alene-tid til at tænke.

I stedet ville jeg nu blive taget, hvem ved hvor hen?

De virkede som om de ville hjælpe, men hvorfor? Jeg er ikke en af de smukke, pæne piger, der er deres skønjomfru i nød. Jeg er grimme mig, der bare vil være alene.

De to drenge gik og talte med hinanden, om hvad kunne jeg ikke høre, men jeg tror det omhandlede mig, da de konstant kiggede på mig. Jeg kiggede bare væk. Diskuterede i mit hoved, mine flugtmuligheder. 

Vi stoppede foran en kæmpe dør til et hus, der var næsten ligeså stort som et slot.

Hvor fanden slæber de mig hen?

Den ene åbnede døren og vi trådte ind i et kæmpe hus. Næsten balsal-størrelse.

Hvor ville jeg bare gerne hjem.

Som sket så mange gange før, sneg en tårer sig ned af min kind.

Men denne gang udelukkende af frygt. Jeg følte mig komplet hjælpeløs, rådvild og overvældet.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay, beklager for endnu et knap så spændende kapitel, men nu kan jeg ikke trække den mere, det næste bliver bedre! :)

Hvem tror I de fremmede mennesker er? o.O

Tak fordi I læser, elsker jer! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...