What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig". Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1830Visninger
AA

14. Long night

Da det var gået hen og blevet aften må jeg være blevet båret ind i deres gæsteværelse.

Jeg lå i hvert fald i noget der lignede et gæsteværelse.

Det stormede endnu kraftigere end før, og det både regnede og tordnede også.

Jeg vågnede med et skrig, og havde lidt sved på panden. Tankerne om min mor var gået hen og blevet frygtelige mareridt. Hvordan hun døde, kørte som uendelig lange film, der ikke kunne sættes på pause. 

Skylden boblede i mig. Jeg lå her, i One Directions hus, i stedet for at være hjemme, ved minderne af min mor.

Hendes skuffede ansigt, skriget da bilen ramte hende. 

Alt blev for meget.

Og det var alt sammen Zayns skyld.

Havde han kunne lade mig være, havde skylden aldrig været der. Jeg havde, som altid, kun haft min mor at tænke på.

Han forvirrede mig. Fuckede mine mareridt mere op, end de var i forvejen. Og jeg hadede ham for det.

Jeg satte mig lidt mere op i sengen og opdagede at hele min krop rystede.

Jeg kunne høre døren til mit værelse knirke og jeg ville have forret sammen, hvis jeg ikke havde haft det så dårligt, som jeg havde. 

"Er du okay? Jeg hørte dig skrige?", med mit ninja-nattesyn kunne jeg lige skimte, at der kom en høj skikkelse gående ind.

Zayns stemme fyldte det før så stille rum, og fik min puls højere op.

"Ja, jeg... havde bare et mareridt", jeg vendte mit ansigt væk fra ham, og sagde det sidste meget lavt.
 Hvorfor skulle han gide at bekymre sig om mig? Kunne han ikke bare skride?

Han gjorde det modsatte og kom i stedet hen og satte sig på min seng, ved siden af mig.

"Noget du vil tale om?" hans stemme lød næsten bedende. Men hvad skulle få ham til at tro, at jeg ville lukke ham ind i mit liv?

Jeg kiggede i stedet for væk, næsten panikslagen over hvad jeg skulle gøre.

Hvilket jeg aldrig skulle have gjort, det fik ham nemlig til at ligge en arm rundt om mig.

Min hud brændte og min mave slog kolbøtter da han rørte mig.

"Du ryster jo...", han trak mig tættere ind til sig, så jeg lå med hovedet på hans skulder.

Jeg glemte alt andet. Hele mit hoved kørte bare rundt om en person; Zayn. Jeg ville til en hver anden tid have skubbet ham væk, sagt at han skulle holde sig væk, måske bare være stukket af. Men ikke her, ikke nu.

Zayn gav mig varme, og jeg kunne mærke hans åndedræt mod min hals, hver gang han vendte sig mod mig. Han tog min hånd i sin, og jeg havde aldrig følt mig mere bekymrings-løs.

Jeg havde aldrig følt mig så fri, og samtidig tryk.

Hele natten sad vi sådan, bare helt stille og halv-sovende, med tordenvejret der bragede løs udenfor.

:)

Næste morgen, sad vi begge stadig i den samme stilling, bare sovende, da Niall kom ind og vækkede os, for at sige der var morgenmad.

Hold da op, man blev hurtigt et medlem i deres familie. Eller, sådan følte man det.

"Claire, går det bedre med dine ben?", Niall var kommet helt hen til mig og Zayn, han havde dog valgt at undlade at kommentere på Zayns tilstedeværelse.

Jeg kiggede lidt væk, nu var det jo morgen, og de ville kunne se mit hæslige ansigt.

"Bedre..." mumlede jeg, mens jeg rejste mig fra sengen. Jeg opdagede først nu, at jeg havde sovet, fuldt påklædt.

Jeg støttede lidt på benet, og det var ikke fantastisk, men jeg kunne til en vis grad gå på det.

"Jeg skal nok hjælpe", sagde Zayn venligt og lod mig støtte op af ham, mens han havde en arm om mig. Hans berøringer fik min mave til at snurre rundt, og jeg rødmede let.

Jeg kiggede kort op på ham og så at han smilte til mig, med et så sødt smil, at det eneste jeg kunne gøre, var at rødme som en tomat, hvilket bare fik Niall til at se sjovt på os.

Jeg humpede glad ud af værelset og ind i køkkenet, hvor alle de andre drenge allerede sad til bords.

Alle drengenes blik landede på Zayn og jeg, da vi kom ind. Jeg kiggede en smule ned i jorden, i frygt for at se dem i øjnene.

"Godmorgen, har dit ben fået det bedre?", lagde Harry ud.

Jeg brugte spørgsmålet som en undskyldning for at kigge på mit ben og svarede ret lavt; "En lille smule".

Det var hyggeligt at sidde ved siden af dem. Selv om jeg ikke lavede andet end at lytte og tygge på et lille stykke brød, følte jeg mig fri. Der var ingen overvældende, forfærdelige tanker omkring min mor.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hejsa!

Så hvad synes I? Kan I lide kapitlet? Er der noget jeg kan gøre bedre? -Er altid åben for konstruktiv kritik :)

Hvad tror I der vil ske?

Btw. igen, igen beklager for det korte kapitel og den lange ventetid. Synes allerede nu at julestresset er kommet over mig...

I må meeeeeeeegeeeeeeeet gerne smide en kommentar, eller anbefale movellaen til andre, hvis I altså kan lide den :)

Tak fordi I gider læse den, det betyder virkelig meget! :)

Ps. som I måske har set, har jeg skiftet billedet ud, til et lidt sejere et! :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...