What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig". Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1832Visninger
AA

9. I just need to forget it all

Dette kapitel kan muligvis virke grænseoverskridende... Og muligvis ikke, det kommer nok an på hvor jeres grænse går, men I er i hvert fald advaret :)

Det var befriende at komme hjem, men samtidig frygteligt.
Nu var jeg alene, spærret inde, med mine tanker, i en alt for lille, lummer lejlighed.
Tanker der ikke kunne stoppes, tanker der bare kom helt ud af kontrol.

Zayn der fuckede hele min hjerne op, på flere måder.

Han er virkelig frustrerende at tænke på.
Hvad vil han med mig?

Hvorfor lader han mig ikke være?

Hvorfor kan han ikke bare indse, at jeg er usynlig? Skal han ødelægge alt for mig, for det er seriøst provokerende.

Der er maaaaange gode svar. Og i sidste ende er de alle til for at såre eller ødelægge mig. Han kunne da bare ignorerer mig i stedet for, hvad har jeg gjort ham?

Jeg kan bare ikke fatte ham. Han leger med mig. Men hvad kan jeg gøre for at ændre det? Han vil tydeligvis ikke bare lade mig være.

Desuden så distraherer han mine tanker. Han distraherer dem fra at tænke på min mor, der rent faktisk fortjener at blive tænkt på.

Og dér blev det så for meget for mig.

Tankerne om min mor der væltede ind over mig de frustrerende tanker om Zayn.

Jeg vidste hvad jeg måtte gøre.

Jeg havde ofte, alt for ofte, gjort det lige efter min mors død, når tankerne bare blev for meget. Der var én ting der kunne få mig afledt fra tankerne. Én ting der, for en kort stund, kunne få mig til at føle mig bedre og glemme min mor. Og Zayn. 

Der var bare tusind af konsekvenser ved denne handling.

Så igen, lykken var kun kortvarig.

Tilgengæld ryger man bare helt ned bag efter. For så kommer alle konsekvenserne, men når ens hoved er ved at springe i luften tænker man ikke lige på hvad der sker bag efter. Så er det lille lys der er forude, det eneste man kan gå efter, også selv om man udmærket godt ved at lyset går ud bag efter, og der kun bliver mørkere end før.

Så jeg fulgte "lyset", gik ind på mit værelse og fandt en lille kasse frem.

Jeg pustede noget støv af den. Hold da op, det var alligevel noget tid siden, jeg sidst havde åbnet den, hvilket sådan set er meget godt.

Jeg tog låget af kassen og kiggede ned på et billede af min mor og jeg, da jeg var syv år. Jeg kan huske den dag, det var en af de varmeste sommerdage, jeg nogensinde har oplevet, og jeg rendte rundt i en blomstret, lyserød sommerkjole. Vores familie var på skovtur i en park. Jeg kan især huske hvor fascineret min mor og jeg var af blomstrende, der næsten lige var sprunget ud.

Dengang vi havde det godt.

Jeg løftede billedet og lagde det ved siden af kassen. Mit blik faldt på den lille, men skarpe kniv der lå i æsken.

Jeg løftede den op og kørte fingeren hen af knivbladet "Av", jeps, lige så skarp som altid. Nu ville mit øjebliks lykke begynde og jeg ville glemme alt om Zayn og min mor.

Jeg førte kniven lige så stille, og smidigt hen over mit håndled, så en lille smule blod flød ned af min hånd. Smerten begyndte at blive ulidelig og jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

"Bare en gang til", tænkte jeg og førte igen kniven over mit håndled, lidt længere oppe af min arm end første snit. Denne gang kunne jeg ikke holde det inde mere, og en tårer gled ned af min kind.

Der løb lidt mere blod ned af min arm, og en dråbe ramte ned i æsken. Så var den dråbe i det mindste ikke ensom mere, da jeg før i tiden også lod blodet dryppe derned.

Jeg turde næsten ikke kigge på min arm, men jeg gjorde det alligevel.

2 dybe snit var kommet, fuck hvor gjorde det ondt.

Endnu en tårer trillede ned af min kind, da mit blik faldt på billedet af min mor.

"Undskyld", viskede jeg, ude af stand til rigtig at tænke noget.

Alt der fyldte mit sind, var smerten og synet af blodet.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej :)

Beklager dette kapitel måske var lidt... Klamt?

Nå, men håber ikke det var for meget, I må gerne lige smide en kommentar om hvad I synes, da jeg er lidt usikker på dette kapitel...

IGEN beklager for det korte kapitel, kunne sådan set godt have skrevet mere, men så synes jeg ikke overskriften passede, så skriver i stedet et nyt langt kapitel :)

Tak til jeg der læser/liker/sætter den på favoritlisten :)

T.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...