What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig".
Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1896Visninger
AA

13. Am I ever getting out of here?

Zayn gik ind i stuen, og så alle folks bekymrede blikke, lige før hans blik slog over på mig, og han kiggede sært på mig. Sådan lidt bekymret, blandet med overraskelse.

"Claire?"

Alle kiggede på mig, men ikke med det samme blik som før. Men med et sært smil...

Efter et par sekunder hvor han bare havde kigget på mig, var han styrtet over til mig.

"Hvad er der sket?", hans fantastiske stemme fik mig til at kigge mere ned, min mave slog endnu en kolbøtte...

"Claire, som i den Claire?", spurgte Niall og kiggede på Zayn.

"Ja, Claire-fra-skolen-Claire!", svarede Zayn halv-irriteret.

Læg lige mærke til hvor god jeg er blevet til deres navne!

Veeeeeeeeeeeeeeeeent

De andre kender mig?

Zayn har altså snakket om mig?

Skønt.

Det er jo bare fantastisk. Mærk ironien...

Louis var gået væk fra skabet igen, med en flaske, med noget væske i og sagde: " Liam og jeg så hende falde da vi var på vej ud og købe ind. Det så ret slemt ud, da hun ikke kunne komme op igen, så vi bar hende her hjem"

Jeg forsatte bare med at kigge ned. Zayns ansigt var det sidste jeg ville se...

"Hvad har du lavet?", han spurgte blidt, imens han tog mit håndled op og studerede sårene.

Jeg kiggede på ham, lige ind i hans mørke, flotte øjne.

"Jeg, jeg..."

Jeg snublede ordene og kunne mærke min stemme forsvandt.

Hvad skulle jeg sige?

'Jeg skar i mig selv, fordi du freakede mig helt ud'

Nej, vel?

Louis gik over til sofaen hvor jeg lå og havde flasken og noget vat med.

"Vi bliver nødt til at rense såret, før der går betændelse i", sagde Louis og kiggede på mig, jeg kiggede ned i gulvet igen. 

"Nej, det..."

Medalje til mig for ikke at kunne fuldføre en sætning.

Zayn tog over, og drejede mit hoved så jeg igen kiggede direkte ind i hans smukke øjne; "Claire, jo."

Mere sagde han ikke, før han tog fast fat i mit håndled og hældte noget af væsken på vat. Han kørte lige så blidt hen over sårene på mit håndled med vattet.

Jeg gispede af smerte.

Men det var ikke engang det værste. Det værste var det at være hjælpeløs og bare være overladt til Zayn.

Zayn og hans alt for smukke øjne og alt for perfekte hår.

Louis sad ved siden af Zayn på gulvet og kiggede på mig, med øjne der skreg af sympati.

Sikkert fordi han kunne se på mig, at det gjorde fandens ondt.

Det var en lettelse da Zayn endelig stoppede, og jeg kunne slappe lidt af igen.

"Skal jeg ikke bestille noget pizza? Nu hvor I ikke fik købt ind til aftensmad?", spurgte Niall og tog sin mobil frem.

De andre nikkede bare, på nær Zayn, der sad lige ved siden af mig og kiggede på mig.

"Hvad skete der?", spurgte Zayn og hentydede til mit håndled. 

Han gav da ikke så let op...

Han kiggede intenst på mig, jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra hans, uanset hvor meget jeg ønskede det, og hvor sur jeg var på ham.

Min Zayn-fri-dag var hermed officielt ødelagt.

"Jeg vil gerne hjem". Fik jeg sagt og tvang mig selv til at fjerne mit blik fra ham.

Der var stilhed, indtil Niall brød den; "Der er en storm på vej, du kan ikke komme nogen steder. Vi kan ikke engang få en pizza leveret"

Fuck.

Fanget i hvem ved hvor lang tid?!

Argh.

Jeg kunne mærke panikken stige i mig.

Jeg måtte hjem.

Tankerne var ved at æde mig op.

Som en farlig bakterie.

Hvilket også var derfor jeg, rejste mig op og gik hjem.

Næsten. Jeg resjte mig op og faldt pladask på gulvet, da mine ben stadig var helt væk.

"Av!", jeg ømmede mig lidt og fik også en anelse røde kinder...

Hvor dum var jeg ikke lige?

Det var i hvert fald ikke først gang jeg væltede sådan... 

"Du bliver nok nødt til at blive på sofaen", sagde geniet Harry.

Zayn og Louis hjalp mig op igen.

"Jeg tror vi har nogle frosne pizzaer i fryseren. Jeg kigger lige", sagde Niall og gik ud i køkkenet efterfulgt af Harry og Liam, så der kun var Louis, Zayn og jeg selv tilbage i stuen.

En tårer banede sig vej ned af min kind.

Fyldt med stress, over at jeg ikke kunne komme videre og smerten fra mine ben.

Zayn så det og lagde en arm om mig.

Min mave gik helt amok, og havde jeg ikke været så svag, ville jeg have flygtet i det sekund han rørte mig. Han har ødelagt meget for mig omkring min mor. Han fik mig til at glemme hende, hvilket ikke er i orden. Også selv om han er gude-smuk.

Men alligevel, i det sekund han lagde armen om mig, var alt jeg kunne tænke på Zayn.

Niall, Harry og Liam kom ind med en masse pizza og stillede det på sofabordet. De satte sig derefter i sofaerne, Louis rejste sig også.

"Har du det bedre?", Liam var kommet over til mig.

Jeg nikkede svagt, og nød at få så meget varme fra Zayn.

Kort tid efter sad alle og spiste pizza, på nær mig. Jeg var ikke rigtig sulten.

Det var facinerende at se på de drenge, de var helt cool, som om de bare havde det sjovt, ingen onde tanker.  

Og det smitter, så man selv får det sådan "let go"-agtigt.

Så var det, det slog mig, da de alle sad i sofaerne og spiste pizza...

"I er det der band... One Direction!"

Det var gået op for mig, hvorfor de havde set bekendte ud...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hejsa

Undskyld, der gik så lang tid før kapitler kom, har virkelig haft travlt...

Så hvad synes i? Det ville betyde meget hvis I gad skrive en kommentar omkring hvad i synes :)

Tak til jer der læser/kommentere/liker :)

Håber kapitlet er okay...

T.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...