What Makes You Beautiful - One Direction

17 årige Claire mister sin mor i en bilulykke, og for at klare sig begynder hun at blive "usynlig".
Alt bliver vendt på hovedet da en ny dreng starter i hendes klasse, en dreng som lægger mærke til hende...

11Likes
11Kommentarer
1876Visninger
AA

10. A day with out Zayn, is like a year of happines.

Jeg vågnede stille op, til solens blide stråler.

I de først 10 sekunder var alt godt og jeg nød bare at det var lørdag.

Men så var det at mit ikke-spor-venlige hoved vågnede, og besluttede sig for at minde mig om alt fra den foregående dag. Og om morgenen føler man sig virkelig væltet omkuld af sådanne ting...

Jeg kiggede på min arm, og så at mit desværre lidt for kloge hoved, havde ret. Jeg havde skåret i mig selv.

Men hvorfor kunne jeg kun huske det i små klip? Jeg må ha' været heeeelt væk i går.

Væk i tanker.

Som sædvanlig.

Jeg rejste mig op, og opdagede hvor dårligt jeg egentlig havde det. Mit håndled gjorde stadig ondt og tankerne fra i går væltede ind i mit hoved, bare ti gange værre.

Og dog, det lykkedes mig at holde hovedet koldt, ved tanken om at jeg ikke skulle se Zayn, hele dagen.

Nu kunne jeg bare være mig selv og tænke på min mor. Og min arm.

Hold kæft, hvor gør sår fra en kniv ondt.

Jeg har ikke cuttet siden lidt efter min mors død. Da tankerne om hende overtog for meget af mig. Den eneste grund til at jeg ikke begik selvmord, var at min familie var lige så langt nede som mig. Min far var, om muligt, længere nede. Jeg skulle være der, vi måtte holde sammen, så længe som muligt. De andre, især min far, ville ikke kunne klare flere døde, så ville han have gået helt ned. 

Har jeg husket at sige at han stadig er helt nede?
-Og vi ved det alle sammen. Den eneste grund til at han ikke bare bryder sammen, er fordi han prøver at være stærk over for os, hans børn.

Men vi ved alle hvor slemt det står til...

Apropos slemt, så kiggede jeg ned af mig selv, og så at jeg på forholdsvis få dage havde tabt mig. Ikke sådan meget, men en smule.

Jeg havde jo heller ikke rigtig spist noget de sidste par dage, tanker vinder ligesom altid over sult...

Smerte fra en kniv vinder over begge dele.
Det har jeg arret på mit håndled og mindet fra i går, til at bevise.

Oh god.

Hvad skulle jeg lige sige til min far med de ar? Han måtte bare ikke opdage dem, så ville hans depression bare blive værre (jeg er ikke psykolog, eller hvad fanden man nu skal være for at stille en psykisk diagnose, men jeg tror han har sådan en langvarig depression...). Jeg har en teori om at den eneste måde han kommer over den, er ved at alting bare bliver godt. 
Eller at han tror alting er godt.

Derfor er det også meget godt at han tager på sådanne "forretningsrejser" af og til, og kommer lidt væk fra den daglige hverdags trommerum.

Haha, elsker det ord.

Trommerum.

Aner ikke hvad det betyder, eller om det overhovedet er et ord, men det er sjovt at sige!

SIDESPRING! - Det er jeg vist god til...

I hvert fald frygter jeg, at hvis jeg foreslår min far at gå til psykolog, vil han da gå helt i baglås, over at jeg kan se at han ikke er tiptop.

Tiptop... Endnu et elskværdigt ord! ;)

Desuden koster det sådan, det dobbelte af hvad denne lejlighed har kostet, at få behandling af en psykolog...

Man kunne selvfølgelig få tilskud af staten, men så ville vi både have alt for meget papirarbejde (hvilket min far ikke har råd til, da han har fuldtids håndværker-job, og ellers ikke ville kunne tjene penge til lejligheden, og vi ville skulle flytte ud og bo på gaden, og sælge hash, og, og... ALT VILLE GÅ GALT!) og det andet problem ville være at vi kunne risikere at de opdagede vores hmm... Mindre gode forhold, og jeg ville blive sendt på børnehjem... Vi ligger nemlig kun liiiige over sultegrænsen, så snart min far har fået løn...

Nå, ja, alt i alt, er der tusind problemer med en psykolog.

Ironisk ikke?

Psykologer der ellers var til for at løse problemer..

:)

Klokken var blevet omkring 17, og solen var allerede ved at gå lige så stille ned. Dagen var faktisk gået bedre end jeg havde frygtet...

Altså, jeg brød næsten sammen én gang, fordi tankerne om min mor kom frem, og hvad hun ville have sagt, hvis hun havde set, jeg havde cuttet.

Men så var det at jeg tænkte på, at hun jo havde den gode og smukke mig, der oppe i himlen (for hun af alle mennesker er IKKE i helvede eller nogen som helst andre steder! Hun er og var en sand engel). Den gode og smukke mig ville aldrig kunne gøre sådan noget. Helt klart have ondt af folk der gør det, og prøve at hjælpe, eventuelt sætte sig ind i at have prøvet det, men aldrig selv gjort det.

Så jeg har altså ondt af mig selv..?

Der blev tankerne så, så spøjse at jeg ikke kunne bryde sammen, bare sidde og stirre med et sært, tomt blik, og tænke om jeg måske havde en eller anden lidelse...

Det der ar... Der forresten ikke er et ar endnu, hvorfor kalder jeg det et ar?

POINTEN ER at det ikke er et åbent så længere, men bare, sådan, et sår...

Vent, det var jo ikke pointen? Mine forbandede sidespring vinder hver gang.

Pointen var, at det ar-sår-ting bare gjorde tankerne værre, det ar-sår-ting havde gjort alt værre.

Hvis nogen så det, ville det blive slemt...

Hvis Zayn så det, ville han sikkert begynde at undre sig (det var jo trods alt også hans skyld...), og så ville han blive mere omklamrende, og...

JEG GIDER SLET IKKE TÆNKE PÅ ZAYN!

Zayn-fri-dag FTW!

Jeg besluttede at noget frik luft nok ville gøre underværker, da mit hoved var ret bombet, og lejligheden ret indelukket.

Så jeg gik udenfor og en tur ned af gaden. Den friske luft gjorde godt. Det var som at komme ud og bom. Mit hoved var afklaret.

Eller blæst igennem.

Det var noget af en blæsevejrsdag, hold da op.

Men det er nu meget godt med sådanne dage, så er der ikke så mange ude at gå.

Og så kan jeg gå på gaden i stedet for i den mørke skov.

Jeg kan ellers også godt lide skoven, men midt humør stod ikke lige til nogen vidderlig længere tur... Desuden var det mange år siden, jeg sådan havde gået rigtig lange ture i skoven...

Små ture var godt.

Mindre tid for folk kunne se mig.

Apropos at se mig. Det er én ting, jeg ikke skal være bange for, når det begynder at blive mørkt og det blæser.

Ingen mennesker...

EN-MANDS-PARTY! Woohoo....

Lol, nej.

Mit ens-mands-party er at kunne gå og tænke og græde stilfærdigt i fred.

Og som i nok ved, så er jeg lidt væk når jeg tænker, af og til meget væk, faktisk, og så skete det at jeg snublede. Midt på gaden, i al offentlighed, langt væk i mine tanker om hvordan min far mon havde det i Polen og om han tænkte på mor.

Helddigvis var der ingen mennesker...

TROEDE JEG!

Jeg lå på jorden og mit ben gjorde skide ondt!
-Så ondt at det havde taget al opmærksomheden fra mit håndled hvor der, nu vi er igang, gik hul på sårret.

Jeg var mest af alt forbløffet og forbavset. Ikke fordi jeg ikke havde været væk i tanker før (det ved vi vist alle sammen...) men fordi det aldrig var sket før at jeg lige frem var snublet.

Så føler man sig lige som lykkens pamfilius i det sekund man tror at der ingen mennesker er...

Men så, så jeg to skikkelser, på den anden side af gaden, de var stoppet op og stirrede på mig.

Jeg gik i panik og prøvede desperat at komme op og stå, med vinden susende i mine ører.

Det var blevet tåget, i mens jeg havde gået og tænkt, men med mit super-ninja-syn kunne jeg lige ane at den ene skikkelse pegede på mig og der efter begyndte de at gå over mod mig.

FUCK!

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne og en tårer eller to trillede ned af min kind.

Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs, der var intet jeg kunne gøre, mit ben adlød mig ikke, men gjorde bare ondt. Jeg lå frit på åben gade, uden mulighed for at slippe væk!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

DOM DOM DOOOOOOM!

Hvad sker der mon? ;)

Glæder mig virkelig til at skrive det næste kapitel! :)

Jeg håber I kan lide dette, beklager for den ENORME ventetid, har virkelig haft travlt :( Tilgengæld har jeg arbejdet rigtig meget med dette kapitel, og det næste kapitel bliver rigtig godt! :D

Tak til jeg der læser og liker og tilføjer den til favoritlisten, elsker jer! xx

T.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...