Dødens instrumenter - Valentines fortabte barn

Jeg trykkede kniven lidt længere ind mod Clarys hals, og kunne på lang afsted se hvordan at Jace vred sig. "Husk det nu, ikke et skridt nærmere, ellers har du ingen kæreste mere." Advarede jeg ham igen, og kunne næsten lugte frygten fra Clary. Hun var latterlig. Hvad han så i hende, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen mærker, havde aldrig modtaget nogle runer, hvor hun havde modtaget få. Alligevel havde jeg allerede som 12årig dræbt min første dæmon. "Jane!" Hørte jeg Jace kalde desperat. "Gør det ikke." Bad han mig. Jeg fnes, og trykkede let med kniven, så blodet dryppede ned. ........................................................ Dette er en fanfic på Dødens Instrumenter, som tager sted efter treeren "Englens by". Jeg håber at i vil tage godt imod den, og at i vil syntes om den. Man kan godt læse denne Movella uden at have læst Dødens instrumenter. Jeg vil dog anbefale at læse serien, for at man lettere kan forstå handlingen. Men som sagt er det ikke nødvendigt :)

7Likes
8Kommentarer
2234Visninger
AA

7. Simons synsvinkel: Jane

Jeg satte mig forsigtigt på stolen, ved siden af sengen. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne gå hjem, men jeg blev. Jeg følte at det var min ansvar at blive, i det mindste til at hun var vågen igen. Jeg betragtede hende kort.  Hendes lange hår, som ikke var helt så sort som jeg troede, gik næsten ned til hendes hofter. Jeg kunne svagt skimte nogle lyse, næsten hvide, udgroninger ved hendes hovedbund. Hun havde blå øjne, det kunne jeg huske. Hendes hud var utroligt bleg, nærmest hvid. Desuden var hun tynd, alt, alt for tynd. Jeg kunne tydeligt se hendes knogler stikke ud. Hun var sygeligt tyndt. Huden på hendes hænder var helt tør, og hendes negle var bidt af. Så langt ned, at hun havde bidt sig selv i huden. Jeg drak forsigtigt det sidste af hospitalets kaffe, hvis det overhovedet var det, og vendte mig for at smide den ud.

"Hvor... hvor er jeg?"

Lød det pludseligt. Jeg havde helt glemt hvor let og blød hendes stemme lød, med en smule tristhed i den, som ikke kunne overhøres. Jeg vendte mig tilbage mod hende.

"Hospitalet, jeg bragte dig hertil. Du besvimede."

Forklarede jeg kort. Jeg var ikke sikker på, om hun var frisk igen. Hun nikkede svagt for sig selv.

"Det tror jeg, at jeg husker. Du.. du hjalp mig på gaden, efter at jeg var blevet overfaldt."

Sagde hun stille, denne gang med en mere overvældende tristhed i sin stemme. Jeg nikkede let, og trak sengetæppet lidt længere op over hende. Hun virkede så skrøbelig, at det virkede som om at hun ville gå i tusindevis af småstykker, hvert øjeblik det skulle være. Jeg følte mig, af en eller anden grund, beskyttende overfor hende. Hun smilede let, taknemmeligt, da jeg trak sengetæppet op til hendes hage. Jeg strejfede svagt hendes hud. Hun var så kold, at jeg nærmest gøs.

"Tak."

Sagde hun svagt, og blinkede træt med øjnene.

"Tak for din hjælp."

Sagde hun igen. Jeg rystede let på hovedet, som om at det var det mindste at jeg kunne gøre. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og var ved at gøre klar til at gå. Nu var hun jo vågen, så jeg behøvede ikke at være hos hende længere.

"Hvad hedder du?"

Spurgte hun svagt. Jeg blev siddende i stolen, og blev enig med mig selv om at jeg i det mindste kunne besvare det spørgsmål.

"Simon."

Svarede jeg venligt. Hun nikkede for sig selv, og rakte svagt sin tynde hånd frem.

"Jane."

Svarede hun, med en underlig klang i stemme. Jeg tog forsigtigt hendes hånd, og gav den et endnu svagere klem. Jeg frygtede at skade hende, hvis jeg klemte for hårdt.

"Er det en forkortelse for noget?"

Spurgte jeg nysgerrigt. Hun nikkede let. Jeg gav hende et nysgerrigt blik, nysgerrig efter at vide hvad hendes fulde navn var. Hun fnes ganske svagt, og rystede på hovedet.

"Så godt kender jeg dig heller ikke."

Sagde hun med et grin, og grinede svagt, men så blødt og smittende at jeg kort måtte grine med.

"Så må vi heller lære hinanden at kende bedre."

Nåede jeg at sige, inden jeg kunne bremse mig selv. Hun holdt op med at grine, men blev ved med at se på mig med et venligt smil. Hun så egentligt sød nok ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...