Dødens instrumenter - Valentines fortabte barn

Jeg trykkede kniven lidt længere ind mod Clarys hals, og kunne på lang afsted se hvordan at Jace vred sig. "Husk det nu, ikke et skridt nærmere, ellers har du ingen kæreste mere." Advarede jeg ham igen, og kunne næsten lugte frygten fra Clary. Hun var latterlig. Hvad han så i hende, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen mærker, havde aldrig modtaget nogle runer, hvor hun havde modtaget få. Alligevel havde jeg allerede som 12årig dræbt min første dæmon. "Jane!" Hørte jeg Jace kalde desperat. "Gør det ikke." Bad han mig. Jeg fnes, og trykkede let med kniven, så blodet dryppede ned. ........................................................ Dette er en fanfic på Dødens Instrumenter, som tager sted efter treeren "Englens by". Jeg håber at i vil tage godt imod den, og at i vil syntes om den. Man kan godt læse denne Movella uden at have læst Dødens instrumenter. Jeg vil dog anbefale at læse serien, for at man lettere kan forstå handlingen. Men som sagt er det ikke nødvendigt :)

7Likes
8Kommentarer
2301Visninger
AA

9. Simons synsvinkel: Glemte ting

Jeg drejede om endnu et gadehjørne, og sukkede for mig selv. Jeg var blevet hos Jane langt mere tid, end hvad jeg havde regnet med. Min mor ville blive stiktosset, når jeg engang kom hjem. Det var blevet alt, alt for sent om aftenen.

"Hun slår mig ihjel."

Mumlede jeg for mig selv, før jeg drejede om endnu et hjørne. Inden jeg fik set mig om, stødte jeg sammen med en. Hun faldt sammen på jorden, hvor jeg hurtigt fik genvundet balancen og undgik at vælte.

"Jane?"

Spurgte jeg overrasket. Hun tog sig til hovedet, og nikkede let. Jeg fnes let.

"Vi må altså holde op med at mødes sådan her."

Sagde hun, og gav mig et let smil. Jeg rakte min hånd ud, og hjalp hende på benene igen. Hun børstede hurtigt sin jakke af, og rakte så ned i en af sine lommer. Hun roede lidt, før hun trak en velkendt ting op.

"Du glemte din pung."

Sagde hun, og rakte pungen frem mod mig. Jeg mærkede hurtigt på min bukselomme. Jeg havde da lige mærket efter den, og jeg mente at den havde været der. Jeg tog imod den.

"Jeg var bange for, at jeg ikke ville nå dig."

Sagde hun lidt nervøst, og kløede sig i baghovedet. Jeg nøjes med at smile taknemmeligt, og ligge min pung tilbage i min lomme. Men jeg mente nu altså at jeg havde haft den for få minutter siden.

"Hør, bliver du ikke først udskrevet imorgen?"

Spurgte jeg, da jeg huskede min samtale med sygeplejesken. Hun forsøgte at lade som ingenting, selvom at  det var let at se at hun lod som om.

"Nej, jeg tror du har hørt forkert."

Jeg fnes, og nikkede.

"Så siger vi det, jeg hørte forkert."

Svarede jeg hende, og rystede på hovedet. Hun havde godt optaget, at jeg havde regnet hende ud, så hun nøjes med at trække på skuldrene.

"Må jeg inviteret dig på aftensmad?"

Spurgte hun venligt. Jeg tøvede. Jeg skulle helst hjem, inden min mor for alvor slog mig ihjel. Men der var noget ved hende, som lokkede mig. Jeg fandt det umuligt at sige nej. Hun lokkede mig til let at nikke ja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...