Dødens instrumenter - Valentines fortabte barn

Jeg trykkede kniven lidt længere ind mod Clarys hals, og kunne på lang afsted se hvordan at Jace vred sig. "Husk det nu, ikke et skridt nærmere, ellers har du ingen kæreste mere." Advarede jeg ham igen, og kunne næsten lugte frygten fra Clary. Hun var latterlig. Hvad han så i hende, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen mærker, havde aldrig modtaget nogle runer, hvor hun havde modtaget få. Alligevel havde jeg allerede som 12årig dræbt min første dæmon. "Jane!" Hørte jeg Jace kalde desperat. "Gør det ikke." Bad han mig. Jeg fnes, og trykkede let med kniven, så blodet dryppede ned. ........................................................ Dette er en fanfic på Dødens Instrumenter, som tager sted efter treeren "Englens by". Jeg håber at i vil tage godt imod den, og at i vil syntes om den. Man kan godt læse denne Movella uden at have læst Dødens instrumenter. Jeg vil dog anbefale at læse serien, for at man lettere kan forstå handlingen. Men som sagt er det ikke nødvendigt :)

7Likes
8Kommentarer
2225Visninger
AA

10. Simons synsvinkel: Bare hun vil smile til mig

"Hvorfor lige her?"

Spurgte jeg nysgerrigt, da hun havde afgivet vores bestilling. Hun havde åbenbart været her før, for hun havde bestilt uden at få menukortet overhovedet. Jeg kendte ikke stedet. Jeg huskede ikke, at jeg nogensinde havde hverken set eller været her før.

"Jeg tænkte, at det ville være en måde at betale tilbage på.... Altså fordi du hjalp mig."

Sagde hun, og så ned i bordet, mens hun let rev i huden om sine fingre. Jeg lagde en hånd over, for at stoppe hende.

"Og du skal have tak. Men det var ikke nødvendigt."

Sagde jeg venligt. Hun fnes let, med et lidt fjollet smil. Hun så pludseligt ned, og fik øje på min hånd på hendes hænder. 

"Og det var så to colaer."

Brød servitricen ind. Jane trak hurtigt sine hænder til sig, ned under bordet. Jeg trak min hånd til mig, så servitricen kunne stille glasene på bordet. Jane så væk, slog det mig. Hun så ikke direkte på servitricen, det havde hun ikke gjort på noget tidspunkt. Det undrede mig kort.

"Så... øhm... kommer du her tit?"

Spurgte jeg, for at få lidt informationer om hende. Alt hvad vi havde snakket om på hospitalet, var kun mig. Hun havde undgået at svare, stillet spørgsmål i stedet for. Jeg var nødt til at vide noget om hende, for der var noget som ikke stemte. Hun rystede på hovedet, og så stadigt væk.

"Eller... jo, sådan da... Jeg har været her et par gange."

Svarede hun, og så på mig med et let smil. Straks glemte jeg helt min mistænksomhed overfor hende, bare hun ville smile til mig, så ville jeg glemme det hele. 

"Er du her fra området?"

Spurgte jeg, og lænede mig lidt frem. Hun rystede let på hovedet.

"Ikke just, jeg er her for at besøge en slægtning. Men jeg har ikke lige fået den bedste start på det hele med ham. Han ved ikke at jeg eksisterer, og jeg har virkeligt ødelagt min chance, men jeg.. jeg vil bare gerne tale med ham. Nu håber jeg bare ikke, at jeg har ødelagt det alt for meget."

Hun stoppede op, og fnes let.

"Undskyld, jeg plejer ikke..."

Begyndte hun. Jeg rystede på hovedet.

"Det er okay."

Forsikrede jeg hende, netop som vores pommes frites ankom til bordet. Hun gav mig igen den herlige smil, som jeg ikke kunne gøre andet end at stirre på. Så stivnede hendes smil, og hun bed sig selv let i læben, før hun hurtigt tog en pommes frites i munden. Hun tyggede længe på den, mens hun så ud af vinduet. Så så hun pludseligt på mig igen.

"Jeg tror du kender ham."

Sagde hun, og udstrålede pludseligt noget helt andet end den skrøbelige, forskræmte pige, som før havde siddet foran mig. Der sad nu en selvsikker, handlekraftig og skræmmende kvinde foran mig.

"Han har så mange navne."

Sagde hun på en lusket måde, som jeg aldrig ville have gættet at hun kunne udtrykke. Hun skubbede med en hidsig bevægelse vores tallerkener på gulvet. Jeg opdagede hurtigt at de andre kunder ikke havde reageret på det, men at de alle sad stille, ved de tomme borde. De havde ikke rørt sig, siden vi kom her, gik det op for mig. Det var en fælde. Jeg fangede hendes blik igen, og synet skræmte livet af mig.

"Jonathan Herondale, Jonathan Wayland, Jace, han har mange navne min kære bror. Og du min kære ven, skal hjælpe mig med at få fingrene i ham og dræbe ham."

Sagde hun dystert. Jeg for op for at løbe ud fra cafeen, men straks sparkede hun mig omkuld, så jeg ramte det nærmeste bord med hovedet. Jeg faldt sammen på gulvet, og mistede bevidstheden på ingen tid. Jeg nåede at se hende læne sig ind over mig, med noget som lignede en Seraph-dolk i sin hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...