Dødens instrumenter - Valentines fortabte barn

Jeg trykkede kniven lidt længere ind mod Clarys hals, og kunne på lang afsted se hvordan at Jace vred sig. "Husk det nu, ikke et skridt nærmere, ellers har du ingen kæreste mere." Advarede jeg ham igen, og kunne næsten lugte frygten fra Clary. Hun var latterlig. Hvad han så i hende, forstod jeg ikke. Jeg havde ingen mærker, havde aldrig modtaget nogle runer, hvor hun havde modtaget få. Alligevel havde jeg allerede som 12årig dræbt min første dæmon. "Jane!" Hørte jeg Jace kalde desperat. "Gør det ikke." Bad han mig. Jeg fnes, og trykkede let med kniven, så blodet dryppede ned. ........................................................ Dette er en fanfic på Dødens Instrumenter, som tager sted efter treeren "Englens by". Jeg håber at i vil tage godt imod den, og at i vil syntes om den. Man kan godt læse denne Movella uden at have læst Dødens instrumenter. Jeg vil dog anbefale at læse serien, for at man lettere kan forstå handlingen. Men som sagt er det ikke nødvendigt :)

7Likes
8Kommentarer
2296Visninger
AA

18. Clarys synsvinkel: Janes smerte

Jace vendte sig så rundt, og gik hen til Luke. Dernæst bukkede han sig ned, og løsnede Lukes lænker.

"Stop det der!"

Skreg Jane panisk, og rasende.

"Så stop mig."

Opfordrede Jace, og vendte sig dernæst mod min mor, mens at Luke kom på benene.

"Du kan ikke stoppe ham, for det er ikke en del af dine ordrer. På grund af runen, så kan du ikke. Jeg vil antage, at Valentine ikke forudså Jace's viljestyrke."

Sagde Luke, og trak let på skuldrene, hvorefter at han hjalp min mor på benene. Jace fortsatte hen til Simon, og løsnede hans lænker. Så fortsatte Jace videre, og sørgede for ikke at kigge på Jane, som hvæssede rasende. Hun lænede sig pludseligt ind til mig, netop som min mor og Luke begyndte at gå frem mod os.

"Bed Jonath... Bed Jace om at tilgive mig."

Hviskede hun med den triste stemme, og skubbede mig så frem, mens at hun trak kniven over min skulder, så jeg begyndte at bløde. Min mor for frem, og greb mig, da jeg væltede frem. Luke for frem, og hev os begge tilbage, da Jane trak kniven langs sin arm. Blodet sprøjtede frem, da hun dryppede ned på runen og huggede kniven i. Straks glødede runen, og lyste så kraftigt op, at vi for en kort stund ikke kunne se noget.

Da runens magi blev opbrugt, kunne vi igen se noget. Jeg fik øje på Jane, som sad grædende med en skikkelse i armene. 

"Far!"

Skreg hun sønderknust mod himlen, og aede Valentines kind. Det var let, at se, at han ikke var levende. Det var kun hans krop, præcist som den havde været, da Englen havde dræbt ham. Jane skreg igen, og det var let at høre på hendes stemme, at hun var knust.

"Far, jeg gjorde hvad du sagde. Jeg gjorde det hele rigtigt, jeg gjorde alt du bad mig. Hvorfor, hvorfor far?"

Hun græd, og holdt Valentine ind til sig. Hun lagde ham endeligt fra sig.

"Hvorfor kunne du ikke bare elske mig?"

Græd hun, og trak sin jakke over ham.

"Hvorfor var det altid dem? Hvorfor var det aldrig mig?"

Spurgte hun, og græd yderligere, da hun trak jakken over hans ansigt. Hun rejste sig på vaklende ben, og tog sig til armen, som stadigt blødte voldsomt. Jace gik frem imod hende, det var tydeligt at læse hans bekymring i hans øjne. Jane skreg af ham, og begyndte at gå tilbage, da han ikke stoppede op og fortsatte frem imod mig.

"Jeg har fejlet, jeg har fejlet."

Gentog hun om og om igen. Hun var fuldstændig knust, hun græd, så tårerne rendte ned over hendes ansigt. Luke for op, og råbte til Jace, så efterhånden var kommet langt væk.

"Søen, Jace! Hun er på vej ned i søen!"

Råbte Luke, og straks satte Jace i løb frem mod Jane. Jane nåede endeligt bredden på søen, og gik med kluntede skridt ud i søen. Hun var ved at forbløde, gættede jeg mig til. Luke for frem, og bremsede Jace i sidste øjeblik.

"Du dør, hvis du går ud i søen efter hende."

Sagde Luke, og kæmpede med at holde Jace tilbage. Jane var nået så langt ud, at vandet gik hende til skuldrene. Hun så trist en sidste gang tilbage, før at hun tog det sidste skridt og forsvandt ned under søens overflade. Jace skreg i smerte, og brød fri fra Lukes greb. Men i samme øjeblik nåede Alec og Isabelle frem, og hev ham tilbage, så de væltede tilbage på bredden. 

"Jane, Jane!"

Skreg Jace efter hende, med smerte i stemmen. Men hun var allerede borte. Det vidste jeg, det tog ikke lang tid, før at søen tog ens liv. Jace vred sig for at komme fri, men Alec, Isabella og Luke holdt ham tilbage. Han græd, gik det op for mig, da jeg løb hen til ham og slog armene om ham.

"Hun er væk, Jace. Hun er væk, der er ikke noget som du kan gøre."

Hviskede jeg i hans øre, og kunne se på de andre, at hans modstand forsvandt. Hans gråd skiftede over i en hulken, da jeg slog armene om ham og holdt ham trøstende ind til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...