de grønne øjne

Der var engang en pige, men en dag møder hun de grønne øjne.

0Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

1. De grønne øjne

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for

sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå , nøgne høje træer, når

vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem

stoppede hun op og skuttede sig i blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til

hende. Hun forsøgte at gå til, selvom sulten gnavede i indvoldene. Hun havde ikke

indtaget føde i lang tid, og hendes tanker blev ved med at kredse rundt om emnet føde,

hvad der bare gjorde alt værre for hende. Hun hørte en bil nærme sig. Der måtte være bid

nu, bad hun til. Lysene fra bilen ramte hende, og hun dukkede sig en smule for de stærke

lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?”

Det var en tyk mand i jakkesæt. Han tyggede på noget sort, det var sikkert noget skrå. Da han åbnede døren, kom der en stank af cigaret røg ud i hovedet på hende. Ved tanken begyndte hun at svimle. ”Er du okay?”. Hun kunne ikke svare. Det var som om sulten og kulden, lukkede hendes mund. Hun gik ind i bilen, og satte sig på et varmt blødt sæde. Han startede bilen igen, og susede igennem mørket. ”Tak” var det eneste hun kunne fremstamme. De var tavse et stykke tid, imens gadelygterne for forbi. ”Hvad laver sådan en lille pige ude på dette tidspunkt?”. Hun ville ikke fortælle, at hun var stukket af hjemmefra for et år siden. ”Ved det ikke... Har du noget mad?”. Hun var for sulten, til at lyde høflig. Hvornår det kunne være ville hendes indvolde springe ud, og æde hende i stedet. Manden kiggede rundt i bilen, som om han skulle tjekke om der var nogen. Men i stedet hev han en bolle op, fra en lille sort læder taske. Han rakte hende den, og hun tog hurtigt imod den. Men hun vidste ikke helt, om hun skulle spise den hele eller tage en bid og lægge resten i lommen. Hvad kunne der være galt ved at spise den hele nu? Spurgte hun sig selv. Det var en lækker bolle, der var skinke indeni og salat. Hun tog en bid og mærkede, hvordan hendes mave trak maden ned i mavesækken. Efter hun havde slugt den vidunderlige bolle, begyndte hun at slappe mere af. Det var længe siden der var nogle, som havde opført sig pænt over for hende. Hun havde prøvet at spørge nogle andre, men de havde bare givet hende én eller vendt ryggen til hende. Hun ville ikke sige til ham, hvad de andre havde gjort mod hende. I stedet fremstammede hun et lille hæst tak. Hun smilede et smil, som denne gang var ægte. For det sidste havde hun smilet sit falske 'jeg har det fint' smil. Men på en eller anden måde, var der noget mystisk ved ham. Men problemet var hun ikke vidste, hvad det var. Det var som om politiet var efter ham, eller noget helt andet. Manden kiggede hele tiden i bakspejlet, og kørte da hurtigere. Da de kom ind til byen, stoppede han ved en tog station. Der var et mylder af mennesker, og en dis af røg fra alle cigaretterne. Da han var stoppet helt, stak han en 1.000 krone seddel i lommen på hende. Så smilede han venligt til hende, og sagde ”Her- hop nu ud af bilen, og kom ind på en café, og få noget at spise”. Han gav hende et varmt smil, og åbnede døren for hende. ”Tak”. Var det eneste, som hun kunne fremstamme. Da hun trådte ud af bilen, smækkede manden døren bag hende. Et split sekund efter var han og bilen væk. Der stod en mand op af muren, og fulgte godt efter hvad som var sket. Da manden mødte hendes blik, skyndte hun sig væk i en fart. Da hun var kommet godt ind i menneske mængden, begyndte det at svimle for hende. Hvem var manden i bilen? Hvorfor havde han givet hende de penge? Først nu lagde hun mærke til, at han havde haft grønne øjne. Hvor var hun blind! Hvorfor havde hun ikke set det? Det kunne hun ikke svare på. Hun kiggede bag sine skuldre, og mødte mandens øjne. Det var ham manden, som havde gloet på hende før. Hun løb væk, så hurtigt hun kunne. Og løb ind på en lille hjørne café. Ved disken stod der en mand med de samme grønne øjne. Da hun gik der ind, stirrede øjnene på hende. Hun skyndte sig ud igen, ind i menneske mængden. På næste café var der en masse mennesker. Hun gik der ind, men med samme øjne gik hun ud igen. Tredige gang var lykkens gang. Eller hvad? Hun krydsede fingre, og skyndte sig ind på caféen. Hun lod være med at kigge på den, som stod ved disken. Der var ikke så mange mennesker, kun nogle mænd med et lille glas øl i hånden. Der kom en tjener over til hende, og spurgte, hvad hun skulle have. Hun bestilte noget pasta med kødsovs, og et glas med vand. Efter et par minutter kom tjeneren tilbage, med maden. Hun tog en bid, men det smagte ikke så godt, som hun havde regnet med. Det var, som om hun spiste lim. Hun prøvede at synke det, men kunne ikke. Hun blev helt bleg, da hun fandt ud af hvad maden gjorde ved hende. Den spiste hende indefra. Hun prøvede at åbne munden, men kunne ikke. Nogle vendte sig om for at se hvad som skete, men vendte sig hurtigt om igen. Snart havde 'maden' spist hele hendes gane. Den kravlede hen til næsen, og begyndte, så der at æde. Langsomt havde den næsten spist hele hendes krop indvendigt. Maden sprang ud af hendes mund, og vendte sig om mod hende. Den havde de samme grønne øjne. Da den begyndte at tale var det, som om den bare snerrede af hende. Men én ting var sikkert, hun var blevet til en af dem. Men hvem var dem?

 

Da hun vågnede igen, var hun i et lille mørkt rum. Der hang et lille billede, oppe over en lille dør. Rundt omkring på væggene, hang der flere lag tapet i strimler. Hendes hud og negle, var blevet underlige blå. Var det på grund af kulden? Nej, hendes hud var helt gloende varm. Der sad en lille dreng i det ene hjørne på cirka otte år, og det lignede han sov. Pludselig slog han øjnene op, og de væmmelige grønne øjne kom til syne. Han var ikke mere, end otte år gammel dreng, han havde rynker og gråt hår. Han havde noget gammeldags tøj på, og brune tænder. Hun kunne mærke gåsehuden, klatre sig op af hendes ryg. Han rejste sig op, men landede på gulvet igen. Der lød et højt skrig, og en knogle kom til syne ud af huden. De grønne øjne for rundt, i det lille rum. Han søgte hjælp, hos hende. Hun turde ikke røre ham, men overvandt sin frygt til sidst. Han kiggede venligt på hende, og nikkede med hovedet. Hun satte knoglen på plads, og sprang væk igen. Hun rev en strimmel af hendes bluse, og forbandt det rundt om knoglen. Han nikkede til hende igen, for at sige tak. Hun vendte sig om, og der stod manden fra byen. Han smilede til hende, men ikke et af de der varme smil. Han hev hende ud af det lille rum, og ud i en lille lysning. Solen blændede hende, og skar i hendes hud. Hun skreg af smerte, og kastede sig ned på jorden. Manden trak hende hurtigt op igen, og trak hende med ind i en lille mørk skov. Da hendes fødder ramte de små krogede rødder, mærkede hun hvordan hun fik flænset hendes fødder op. Langsomt som de kom ind i skoven, jo mindre af hende blev tilbage. Til sidst var det kun hendes arm, som var tilbage. Manden tog armen, og kastede den ud i søen.

 

Nogle år efter, kom der en klasse ud på en lille udflugt. De svømmede i søen, med armen. De kom aldrig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...