Hvordan mit liv endte...

Hun havde en mor hun havde en far.

Far døde mor forsvandt men hvor hend?

Denne bog handler om en pige på navn Mille som vil finde sin mor...

Hendes far er død og hun bord på et børnehjem. Men hvordan kommer det til at gå?
Finder hun sin mor? Dør hun? osv.

god fornøjelse.

1Likes
2Kommentarer
397Visninger
AA

1. Hvordan det helde begyndte...

                      

 

  Der var koldt. Min mor holdte om mig. Jeg var bange. De havde dræbt min far. Ville de tage mig og min mor nu? Og hvornår? Dørne sprang op! Og ind kom 20 mænd løbende. De tog min mor. Men hun kunne ikke give slip på mig. De tog mig og lagde mig i en papkasse. Jeg spjættede med både arme og ben jeg ville væk jeg ville hend til min mor igen. Men jeg kunne ikke det sidste jeg hørte var et skrig og en dør der smækkede i igen. Jeg var bange og alene. Jeg kunne ikke komme ud, ikke få luft, papkassen åbnede sig igen efter et par timer nok. Jeg kunne ikke se. Jeg havde vændet mig for meget til mørket. Hun tog sig i mine arme. Jeg kunne mærke hun var sød. Hun duftede af roser der lige var vandet. Hun havde en smuk gylden stemme der nynede for mig som en sang min mor sang for mig hver aften når jeg ikke ville sove. " Du er i mine arme jeg passer godt på dig. Jeg lader mig ikke slippe. Når blot du er her føler jeg mig tryg. Du er min pige. Og det vil du altid være. Der er varmt og trygt her så hos mig vil der intet ske." Hun tog mig ind til hendes bryst og løb derefter med mig.

                                                       Sådan skete det at min mor og far døde af Citta folket. Sådan skete det jeg blev blind. Sådan endte det at jeg er på et børnehjem nu. Jeg var kun 5,5 den gang. Nu er jeg 13 år gammel. Hver aften har jeg en drøm en drøm der siger min mor er i live. Men jeg kan huske hun blev fanget men uanset hvad måtte jeg bare finde ud af det. En dag ville jeg tage på skolens biblotek og undersøge nærmer på det forbandet Citta folk. " Alle børn gå ud til legepladsen og leg lidt nu!" Det var hende der tog sig til mig der råbte. Jeg gik ud til legepladsen. Ingen gad at lege eller være sammen med mig bare fordi jeg var blind. Lige pluselig hørte jeg en stemme bag mig jeg kunne høre det var Nathan og hans dumme flok. Selv om jeg var blind vendte jeg mig aligevel om. Jeg kunne mærke han så på mig og sagde "Hey Mille er du klar til en leg" Jeg blev glad inden i da der endelig var nogen der ville være sammen med mig så glad at jeg næsten kunne får tåre i øjnene. Jeg nikkede bare hurtigt så ivrig jeg var. "Okay" sagde han "legen hedder blindebuk!" Jeg kunne høre han og hans flok grinte og løb sin vej. Jeg blev ked af det inden i og gik hend i hjørnet og sad som jeg altid gjorde når der ikke var nogen der ville være sammen. Og så kunne jeg side der og glo...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...