Just (sex)friends {One Direction} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
16-årige Tamara ”Tammy” Cook bor i Wolverhampton sammen med sin mor og far og storebror. Hun og Liam Payne har været bedste venner siden børnehaven, men en aften, hvor de holder filmaften, udvikler det sig og Tammy ender med at vågne op i sin seng… ved siden af Liam! De aftaler derefter at blive bollevenner, da både Liam og Tammy er single, men Tammy kan efterhånden ikke styre sine følelser for Liam og ser hver uge frem til weekenden og til ham. Da Liam bliver berømt sammen med drengene fra One Direction og flytter til London, bliver Tammy rigtigt ked af det, og ved ikke om hun kan leve uden Liam. Og for at gøre det hele værre, opdager hun en dag Liam sammen med sin nye kæreste, Danielle. Tammy bliver fuldstændigt knust, for hendes følelser for Liam er stadig meget stærke. Fortæller hun Liam sandheden? Eller holder hun sine følelser for sig selv? Og måske sker der noget helt uventet? *der vil være seksuelle scener, så læsning er på eget ansvar*

55Likes
143Kommentarer
16595Visninger
AA

9. 7.

”Liam?” min stemme lyder sprød, som om at den kommer langt væk fra. En lun brise rammer mig og jeg lukker forsigtig øjnene og nyder det. Jeg åbner dem igen og ser mig nysgerrig rundt. Jeg står midt i en lille lysning, græsset smyger sig grønt og frisk om mine bare ben og solen skinner varmt ned på min krop. Ved et tilfælde glider min hånd ned til min mave og jeg får et chok. Jeg ser ned ad mig selv og opdager, at min mave buler kraftigt ud. Ikke af fedt, det er tydeligt – det er mere… graviditetsagtigt. Jeg smiler stort og lader min hånd glide ned over min mave.

”Tammy?” den let genkendelige, dybe stemme får sommerfuglene til at rejse sig i maven på mig. Liam dukker frem mellem træerne, der omgiver lysningen. Han smiler kærligt, da han får øje på mig og går med lette skridt hen til mig. Han stiller sig bag mig, lægger hovedet på min skulder og giver sig til at nusse min udspilede mave. Hele min krop summer af glæde og jeg vender mit hoved, så jeg kan se ind i hans fantastiske, smukke øjne. Glæde og kærlighed flyder rundt i hans tindrende brune irisser og jeg smiler lykkeligt til ham. Og så sker der noget fuldstændigt fantastisk. Liam drejer sit hoved, samtidig med at han lader sit ansigt komme tættere på mit og kysser mig på munden. Ja, vi har gjort det før, men dette kys er fuldt af følelser og lidenskab og det svimler næsten for mig. Flere fyrværkerier springer inde i mig og varmen vælter rundt. Han trækker sig væk og smiler varmt til mig. Han stryger min kind med en finger og nusser min mave med den anden hånd.

”Jeg elsker dig, Tammy,” hvisker han ind i mit øre og sommerfuglene fra min mave spreder sig og er nu overalt i kroppen. Lykken bobler rundt i mig og jeg kan ikke holde op med at smile. Liam planter små kys hele vejen ned ad min kind og stryger mit røde hår væk, inden han fortsætter ned at min nakke. Hele min krop sitrer af lykke – ja, jeg er meget lykkelig lige nu. Men pludselig skifter hans humør.

”Hvordan kunne du være så uansvarlig?” hvæser han og slipper mig, som er jeg giftig. Jeg vender mig om og ser trist op i hans brune øjne, der før var fulde af glæde og kærlighed, men som nu lyser af vrede og kulde.

”Liam, jeg troede at du var glad for barnet – og mig!” siger jeg sørgmodigt. Han må ikke være vred nu!

”Pfft! Som om at jeg nogensinde har elsket dig. Eller det kryb, du har derinde. Helt ærligt, troede du virkelig at jeg ville opgive min ungdom for at være far til dit barn?” hans stemme er fuld af væmmelse og det gør ondt i mit hjerte. Hvorfor er han sådan? Det er ikke den Liam jeg kender, for selv hvis han ikke elsker mig, vil han aldrig hvæse ad mig eller gøre mig ked af det på den måde. Men denne Liam er anderledes. Jeg ser skamfuldt ned på mine fødder.

”Tag og find en anden, der kan passe på dig. Jeg vil i hvert fald ikke være der,” og med de ord vender han sig om og går ind mellem træerne. Jeg skriger hans navn igen og igen, men lige lidt hjælper det. Han kommer ikke tilbage. Det går langsomt op for mig og jeg kaster mig hulkende ned på knæ og hvisker fortvivlet hans navn gennem mine bævende læber. Tårerne strømmer ned ad mine kinder og omgivelserne fader langsomt ud…

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op i sengen med et ryk. Min vejrtrækning var stadig uregelmæssig, og jeg forsikrede mig selv om at det bare var et mareridt. Jeg fik langsomt min vejrtrækning under kontrol og hørte hurtige fodtrin udenfor min dør. Den blev smækket op og Jamie kom stormende ind.

”Tammy, hvad sker der? Er du okay?” hans stemme havde en smule panik i sig og jeg smilede roligt til ham i mørket. Jeg var ikke sikker på om han kunne se det, men det det gjorde mig rolig at smile roligt.

”Jeg er okay Jamie, jeg havde bare mareridt,” forklarede jeg beroligende. Han lukkede døren efter sig og satte sig på min seng ved siden af mig. Han tog min hånd og klemte den en smule.

”Du råbte Liams navn. Vil du snakke om det?” hans stemme var blid og rolig. Jeg nikkede langsomt og Jamie tændte lampen, der hang over sengen så vi kunne se hinanden. Han satte sig til rette og så afventende på mig. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at fortælle om min drøm og blev overrasket over at hans ansigtsudtryk ændrede sig efter hvad jeg fortalte. Hans øjne lyste kraftigt op og han smilede over hele hovedet, da jeg fortalte om hvordan Liam havde kysset mig og kærtegnet mig i drømmen. Jeg kunne næsten mærke det og jeg lukkede øjnene kort, før jeg hurtigt åbnede dem igen og fortalte videre. Lyset i Jamies øjne svækkedes da jeg fortalte om den sidste reaktion fra Liam, før jeg vågnede op.

”Og nu sidder jeg her og fortæller dig om min drøm,” afsluttede jeg. Sommerfuglene havde været i min mave, ligesom at knuderne havde spøgt, mens jeg fortalte. Jamie havde været stille hele tiden og havde bare siddet og lyttet og havde udtrykket sin mening gennem sit ansigt.

”Så det er dét der kører rundt inde i dit hoved? Om Liam vil blive vred på dig, fornærme dig og bede dig om at finde en anden til at passe på dig?” Jamies stemme var alt andet end hånlig. Hvis den var noget i den retning, var den en smule drillende, men samtidig rolig. Måske en smule overrasket. Jeg nikkede.

”Jeg kender Liam. Og jeg er helt sikker på at han ikke er sådan Tammy, og det kan du også roligt være. Liam er din bedste ven og han vil gøre det meste for dig,” påpegede Jamie og jeg kunne godt høre sandheden i det. Jeg gned mine øjne og kastede et blik på det lille ur, der hang på den modsatte væg. Klokken var 9, så jeg kunne ligeså godt stå op. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til kufferterne, som jeg havde stillet over i et hjørne. Sengen gav sig og døren blev åbnet og lukket, så jeg gik ud fra at Jamie var gået. Jeg dykkede ned i den ene kuffert og fandt noget tøj frem (link i kommentaren). Jeg fandt også et sort sæt undertøj og gik ud på badeværelset.

***

Jeg stod foran spejlet ude på badeværelset. Jeg havde været i bad og fået tøj på og stod nu og skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mit hår. Jeg lod mine fingre glide gennem mine lange røde lokker med en sort elastik om håndleddet. Jeg bestemte mig til sidst for at sætte det op i en høj hestehale og bøjede mig ned. Jeg samlede mit hår og trak det op på midten af hovedet, hvor jeg lod elastikken glide ned over det. Jeg snoede den et par gange rundt, og strammede den til sidst. Jeg rejste mig op og rettede en smule på hestehalen, før jeg samlede mit nattøj sammen og gik ud af badeværelset og ind på mit værelse hvor jeg smed nattøjet.

Jeg gik ud i den lille stue, hvor Jamie sad i sofaen og læste i en bog. Jeg smed mig ned ved siden af ham og lænede mig lidt til siden, så jeg kunne se lidt af hvad han læste.

”Hvad lææser du?” spurgte jeg og foldede mine hænder på hans skulder og hvilede min hage derpå. Han så op fra sin bog og hen på mig. Han lukkede bogen med en finger på siden, han var kommet til og holdt den op foran mig, så jeg kunne se at titlen var ”Winter of the World” og at den var skrevet af Ken Follett. Jeg nikkede og Jamie skulle til at læse videre, da Melanie stak hovedet ind.

”Der er morgenmad!” sagde hun fornøjet. Jamie lavede et æseløre i bogen (argh! Jeg kan bare ikke klare når folk gør det. Hvorfor i al verden vil de ødelægge bogen? Kald mig underlig, men jeg har virkelig et problem med det!) og lagde den på bordet foran sofaen og fulgte efter Melanie. Jeg selv sad og stenede lidt tid. For helt ærligt, hvem er lige frisk om morgenen? Det er jeg i hvert fald ikke, jeg er altid træt.

”Kommer du Mummi?” Melanie kaldte ude fra køkkenet og jeg rejste mig sløvt og traskede derud. Jeg dumpede ned på stolen og mærkede straks en hovedpine strømme gennem mit hoved, hvilket fik mig til at bide tænderne sammen og skære en grimasse. Jeg kneb øjnene sammen og ventede på at smerten ville fortage sig.

”Tammy er du okay?” lød Jamies stemme. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så hen på ham.

”Ja, bare lidt hovedpine,” svarede jeg og smilede svagt til ham. Han nikkede og jeg samlede min gaffel op og prikkede den ned i røræggene, der lå på min tallerken. Jeg førte gaflen op til munden og gabte hen over den. Jeg lukkede munden og lod… okay, I ved nok godt hvordan man spiser, så det behøver jeg ikke at skære ud i pap for jer.

15 minutter senere var min tallerken tom og jeg sad og tyggede på det sidste stykke brød. Jeg sank og lænede mig lidt tilbage i stolen.

”Hvad skal I lave i dag?” spurgte jeg og fik dermed Jamie og Melanies opmærksomhed.

”Tjah, jeg skal undervise Molly, hotelejerens datter,” svarede Jamie og så hen på Melanie.

”Og jeg skal til jobsamtale på en restaurant, der hedder Nando’s ,” sagde hun. Jeg nikkede.

”Hvad med dig, søs?” spurgte Jamie. Ja, hvad skulle jeg lave i dag? Måske skulle jeg ringe til Liam og høre om han var hjemme.

”Jeg tror at jeg ringer til Liam. Hvis han ikke er hjemme, tager jeg ud for at shoppe,” svarede jeg med et skuldertræk. De nikkede begge to. Uhadada, hvilken spændende samtale. Jeg tror snart at taget letter. Kunne I mærke ironien? Jeg rejste mig og begyndte at tage ud af bordet. Jamie kom ud og sammen tog vi opvasken. Da vi var færdige gik både Jamie og Melanie og jeg var alene på værelset… eller i lejligheden. Hvad det nu end er det hedder, så var jeg alene der. Jeg gik ind på mit værelse, hvor der hang et lille spejl på væggen. Jeg tog min mascara og puttede et lag på vipperne. Ikke alt for meget, men alligevel så det kunne ses. Jeg lagde ikke anden makeup, jeg foretrækker at være så naturlig som muligt (sagde hende med knaldrødt hår). Jeg gik ud i stuen igen og tog min mobil op i hånden. Jeg tastede Liams nummer ind og ringede det op og holdt telefonen op til øret.

”Liams mobil det er Louis,” lød Louis’ stemme.

”Halløj Lou! Det er Tamara, du ved, Liams veninde.”

”Nååh, hende den søde?” jeg grinede lidt og nikkede, men kom så i tanker om at han ikke kunne se det.

”Jep, det er mig.”

”Hej Tammy Bear!” hvinede han og jeg grinede lidt inden jeg svarede.

”Er det Tammy?” lød en dyb stemme, som jeg ville kunne genkende på lang afstand, i det samme rum som Louis.

”Ja Liam, det er Tammy.”

”Giv mig telefonen!” det lød som om at Liam og Louis slås om mobilen. Jeg grinede en smule af dem og lyttede til deres irriterede grynt.

”Giv mig den så Louis!”

”NEVER!” hvinede Louis. Nu lød det som om at Louis kom væk fra Liam og han løb et stykke væk.

”Undskyld Tammy, Liam ved bare ikke hvordan man skal opføre sig.” jeg kæmpede for at holde et grin tilbage, men det mislykkedes, da jeg hørte et surt ’Det hørte jeg godt!’ fra Liam.  Da jeg fik styr på min stemme igen skyndte jeg mig at svare.

”Louis, kunne jeg ikke få lov til at snakke med Liam?”

”Neej, vil du ikke snakke med mig?” Louis’ stemme lød trist.

”Jo, hvis jeg lige får lov til at snakke med Liam lidt.”

”Okay I får fem minutter.”

”Takker Lou! Ses.”

”See ya Tammy Bear!” Louis gav mobilen til Liam.

”Jesus Christ, Louis!” lød Liams dybe og lidt irriterede stemme.

”Øhm, hej Li.”

”Nå hej Tammy! Hvad så?”

”Jeg ville bare høre om du var hjemme i dag?”

”Et øjeblik.” Liam dækkede mobilen med hånden, men jeg kunne stadig høre ham.

”Hey drenge, er vi hjemme i dag?” spurgte han ud i rummet, han befandt sig i. Nogle personer snakkede og jeg gættede på at det var de andre drenge.

”Hvem er det, der spørger?” blev der spurgt. Liam fortalte at det var mig der spurgte. Mere mumlen. Der var stille et kort øjeblik og så vendte Liam tilbage til mig.

”Ja vi er hjemme. Kommer du ikke over og holder os med selskab?”

”Joo, det kunne jeg da godt…”

”Kom nuuuu Tammy! Vi keder os uden dig!” der lød en enig mumlen i baggrunden.

”Fint nok så. Men I bliver nødt til at hente mig så, for Jamie og Melanie har taget Jamies bil og selv hvis jeg havde en bil, kunne jeg…” Liam afbrød mig grinende.

”Tammy, Louis og jeg kommer og henter dig. Hvad er adressen?” jeg gav ham adressen og det lød som om han skrev det ned. Som om han ikke kunne huske det. Bindestreg punktum bindestreg (og hvis I ikke lige fattede den, skal den forstås sådan her: -.-).

”Fint! Ses om cirka 10 minutter.”

”Jeps! Ses Liam.” jeg tog mobilen væk fra øret og lagde på og lod den glide ned i lommen på mine shorts. Jeg smed mig ned i sofaen og tog et blad, der lå på bordet. Jeg åbnede det og gav mig til at læse i det.

***

Jeg vågnede og stirrede lige op i Brad Pitts smilende ansigt. Jeg rynkede forvirret øjenbrynene, da det gik op for mig at bladet jeg havde læst i lå oven på mit ansigt. Jeg skubbede det væk og kiggede op i Louis’ blå øjne. Et skrig forlod mine læber og jeg rejste mig forskrækket op og skubbede mig ned i den anden ende af sofaen. Jeg pustede ud og lænede mit hoved tilbage. Til min store overraskelse røg det ikke helt tilbage, som jeg havde regnet med, det blev stoppet af et eller andet. Jeg følte efter med min ene hånd, først opad og derefter nedad. Det eneste jeg kunne føle var stof hele vejen op og det meste af vejen ned… jeg kunne pludselig mærke stoffet gå en smule udad og undrede mig først. Men da der lød et host bag mig stivnede jeg og trak hurtigt min hånd til mig. FUCK hvor pinligt! Jeg vendte mig langsomt om og så op på Harrys ansigt, der var fortrukket i et frækt smil. Jeg vendte mig om igen, kneb øjnene sammen og lod mig synke en smule ned i sofaen. Jeg havde rørt Harrys ’den’. Hans ’tilbehør’. Hans… hans… åh gud. Jeg havde rørt lille-Harry! Ja, jeg flipper lidt ud lige nu og det var godt nok igennem stof, men helt ærligt? DET ER SGU DA FUCKING PINLIGT?!

”Tammy, er du okay? Du ser lidt bleg ud…” Liams blide stemme fik mig til at åbne mine øjne. Han sad foran mig med et forvirret og bekymret glimt i øjnene. Jeg smilede forsigtigt til ham.

”Jeg har det fint. Hvorfor skulle jeg ikke have det?” spurgte jeg så overbevisende som jeg kunne, selvom jeg lige havde… Urgh, ej jeg vil slet ikke tænke på det. Det er bare så forkert. Liam lagde en hånd på min pande og huden under hans hånd brændte. Han strøg sin tommelfinger hen over min pande, inden han fjernede hånden igen, til min store skuffelse. Jeg rejste mig op og glattede min army-mønstrede trøje og så derefter fra Louis til Liam og lod mit blik ende på Harry, hvor det ikke blev længe, før det gled tilbage på Liam. Jeg kunne simpelthen ikke se ham i øjnene. Det var så pinligt.

”Jeg troede kun at I skulle komme to?” påpegede jeg og forsøgte at lyde neutral. Liam skulle til at sige noget, men Harry kom ham i forkøbet.

”Jeg ville gerne se hvordan du bor. Hvorfor spørger du, er det et problem?” spurgte han og lagde hovedet let på skrå. Jeg rystede på hovedet og smilede til ham – uden at se ham i øjnene. Han trak på skuldrene og gik ud i entréen. Louis gik hen til mig og krammede mig. Jeg krammede tilbage og slap ham så. Han smilede venligt til mig, inden han forsvandt i samme retning som Harry. Liam gik hen til mig og lagde armene om mig. Han krammede mig venskabeligt og jeg krammede tilbage (så venskabeligt man nu kan gøre med et crush). Vi slap hinanden og gik sammen ud i entréen.

”Hey, I to! Skal vi komme af sted?” spurgte Harry. Vi nikkede og Liam, Louis og Harry stod og betragtede mig, mens jeg fik mine sko på. Jeg bandt det sidste snørebånd og rejste mig hurtigt op. Det skulle jeg så ikke lige have gjort. Jeg blev svimmel og tumlede til siden og landede i Harrys favn. Han støttede mig, men jeg kunne ikke rigtig skelne detaljerne i Liams og Louis’ ansigter.

”Tammy, skal vi ikke bare blive her? Vi kan bede Zayn og Niall om at komme herover i stedet for,” foreslog Liam med bekymring og omsorg i stemmen. Jeg nikkede langsomt, da jeg var for ør til at åbne munden og sige noget. Harry prøvede på at få mig op at stå, dog uden held, så han gjorde som han havde gjort et par gange før. Han svingede mig forsigtigt op på skulderen og gik ind i stuen med mig. URGH, gå nu væk Harry! Du kan sgu da regne ud, at hvis du svinger med mig, får jeg det ikke bedre. Duh? Hele verden kørte rundt for mig og jeg var nødt til at synke en masse gange, for at dulme den kvalme, der arbejdede sig opad i min hals.

”Harry…” stønnede jeg, for træt til at være vred på ham for at svinge mig op på skulderen, hvilket bare gav mig mere kvalme. Blodet løb til mit hoved og gav mig en dunkende hovepine. Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at få det til at gå væk. Harry lagde mig blidt og langsomt ned på sofaen, der fik mig til at stønne hans navn igen.

”Hvad så, Tammy Bear? Er du dårlig?” Louis’ stemme var drillende, men samtidig omsorgsfuld. Jeg så tåget hen på ham og opdagede at han havde sat sig ved siden af mig.

”Ja,” sagde jeg, min stemme lød lille og ynkelig. Pokkers osse! Jeg ville ikke virke svag over for dem, i hvert fald ikke overfor Harry og Louis. Dem kendte jeg ikke så godt. Så kendte jeg Liam bedre. Og jeg havde jo også grædt foran ham før, hjemme i Wolverhampton. Jeg savnede egentlig dem derhjemme. Ikke Julie og Paul, naturligvis. Nej, jeg savnede Steph, Jas, Blake og Miles. Jeg glædede til at se ham igen om fredagen. Men jeg gruede også lidt for det. Jeg havde besluttet at fortælle ham at jeg var gravid. Men jeg ville lige snakke med Jamie om det, for han var ligesom den ansvarlige. Sammen med Melanie, men Jamie var min bror. Det var lidt nemmere, syntes jeg.

Louis var gået ud for at ringe efter Niall og Zayn og Liam var ude for at hente et glas vand og en hovedpinepille. Jeg lå cirka et halvt minut, da det gik op for mig at jeg var alene sammen med Harry. Jeg drejede hurtigt mit hoved fra side til side for at lede efter ham. trods hovedpinen og fløj nærmest op af sofaen, da jeg opdagede ham, siddende nede ved mine fødder.

”Forskrækkede jeg dig?” klukkede han og smilede, så jeg kunne se hans søde smilehuller. Jeg faldt til ro igen og nikkede, også smilende.

”Du må undskylde, hvis jeg gav dig mere kvalme, da jeg bar dig,” sagde han og smilede akavet. Jeg sendte ham et varmt smil.

”Det er okay, du ville jo bare hjælpe mig. Og tak for at gribe mig, da jeg faldt,” sagde jeg. Han nikkede.

”Er det her du bor med din bror og hans kæreste?” spurgte han og lød faktisk interesseret. Han holdt dog sit blik på mig.

”Jeps. De leder efter noget større at bo i, vi bor kun her indtil da,” forklarede jeg.

”Hvor er dine forældre?” spørgsmålet rungede i mit hoved. Jeg så væk og gav mig til at pille ved mine negle, da jeg ikke lige havde min iPhone at pille i. Jeg kunne mærke at Harry forsøgte at fange mit blik, men jeg undgik hans søgende blik.

”Tam, er der noget galt?” hans stemme var pludselig bekymret. Jeg så ind i hans grønne øjne.

”Jeg.. Harry… jeg ved ikke hvordan jeg skulle forklare det…” sagde jeg tøvende. Hvor i alverden blev Liam af? Han måtte godt lige komme ind og afbryde samtalen. Og kysse mig. Ej, ønsketænkning. Tilbage til Harry.

”Prøv Tam,” han tog min hånd og smilede opmuntrende til mig. Jeg tog tilløb til at forklare, velvidende at når jeg var færdig, ville han springe op, løbe væk og aldrig komme tilbage. Og så ville både Louis og Liam også gå og så ville jeg ende mine dage alene med 40 katte i en lille lejlighed. Ej okay, overdrivelse herovre! I hvert fald blev jeg afbrudt af Liam, der kom ind i stuen med et glas vand i hånden.

”Her er… hvorfor holder I i hånden?” spurgte han forvirret. Jeg så ned på mig og Harrys hænder og trak hurtigt min hånd til mig. Harry lagde sin hånd på sit knæ og jeg smilede til Liam, der stadig stod og så ret forvirret ud.

”Det var ikke noget,” sagde jeg med et skuldertræk. Liam gik hen og satte glasset med vand på stuebordet og jeg satte mig op, så han kunne komme til at sidde ved siden af mig. Jeg rakte ud efter glasset og tog en slurk. Det kolde vand gled end gennem min hals og jeg drak begærligt, indtil glasset var tomt. Vandet hjalp lidt på kvalmen og fik hovedpinen til at gå væk. Jeg satte det nu tomme glas på stuebordet.

”Har du det bedre?” spurgte Liam. Jeg nikkede og så sad vi ellers i stilhed. Eller det gjorde vi indtil Louis kom ind.

”Heeej Tammy Bear!” hvinede han og smed sig ned mellem mig og Harry, så Harry næsten faldt ned af sofaen og jeg blev presset tæt op ad Liam. Det gjorde selvfølgelig ikke noget, det var meget rart *hihi*! Det var en tre-personers sofa, og vi var efterhånden fire, så det var vel ikke så underligt at Harry ikke kunne være der. Louis slog armene om mig og klemte luften ud af mig. Jeg klappede ham på albuen og trak vejret ind, da han slap mig.

”Nå, jamen hej Tammy,” grinede Liam og blinkede til mig. Sommerfuglene steg i min krop og jeg smilede til ham, mens jeg mærkede en prikkende varme brede sig i mine kinder.

”Hej med dig!” sagde jeg muntert. Vi vendte vores opmærksomhed mod Louis og Harry, der havde godt gang i en diskussion. Louis’ stemme var skinger og overbevisende, mens han lavede nogle fagter med hænderne. Harry sad bare og lyttede og kom med indvendinger, når Louis var færdig med at snakke, hvorefter Louis så rystede kraftigt på hovedet og snakkede videre. Det så ret sjovt ud.

”Hvad snakker I om?” spurgte Liam. Louis, der sad med ryggen til os før, vendte sig mod os og vi havde nu han og Harrys opmærksomhed.

”Vi diskuterer, hvem der skal sidde ved siden af Tam,” forklarede Harry og rettede sit grønne blik, der før havde hvilet på Liam, mod mig. Den havde jeg ikke lige set komme. Jeg rynkede mine øjenbryn en smule og skulle lige til at sige noget, da det ringede på døren. Jeg rejste mig og begav mig ud mod hoveddøren. Jeg åbnede den og smilede til Niall og Zayn, der stod udenfor.

”Hej Tamara! Har du ikke noget mad? Jeg er ved at dø af sult!” udbrød Niall så snart han så mig. Zayn begyndte at grine og jeg smilede bare, nikkede og flyttede mig, så de kunne komme indenfor. De tog deres sko af og Niall skyndte sig ud i køkkenet. Det overraskede mig faktisk at han vidste, hvor det lå. Zayn smilede til mig og vi gik ind i stuen til de andre.

”Og hvorfor var det lige at vi skulle herover?” spurgte Zayn, da han havde sat sig i en lænestol. Jeg så på ham med et løftet øjenbryn. Altså, hvis han ikke kunne lide at være her, så kunne han da bare gå igen. No problemo!

”Tammy fik det dårligt, så vi besluttede at hun ikke skulle væk herfra,” forklarede Liam. Zayn nikkede langsomt og Niall kom ind med en pose chips i hånden. Han tog en chips (eller en chip? Nej, har ikke fundet ud af hvad det hedder endnu…) og spiste den, inden han satte sig ned på gulvet foran mig. Han vred sin overkrop, så han kunne se op på mig.

”Hej Tamara. Håber at jeg måtte spise det her,” sagde han med sin søde, irske accent og holdt posen lidt op. Jeg nikkede bare, selvom jeg derhjemmefra havde lært, at man altid skal spørge om lov, inden man bruger noget i andre folk hjem. Nu var jeg jo heller ikke hjemme, og jeg var vred på Paul og Julie, så ved at lade Niall tage posen med chips, trodsede jeg dem på en måde *ondt grin*! Niall vendte opmærksomheden mod chipsene igen og snakken flød.

***

”… og derfor kan man ikke spise slik om morgenen, Niall!” sagde Harry. Niall mumlede protesterende, mens de andre drenge erklærede sig enige med Harry. Jeg lå på sofaen med lukkede øjne og slappede af og lyttede til drengenes samtale.

”Hey guys, tror I at hun sover?” spurgte en stemme, der lød meget som Louis’. En skygge gled ind foran mine lukkede øjne (I ved, når man har lukkede øjne og man ikke sover, kan man se folk som skygger), og jeg skulle anstrenge mig for at mine øjenlåg ikke skulle sitre. De behøvede ikke at vide at jeg ikke sov. Den første skygge forsvandt og blev erstattet af en anden skygge (som jeg gætter på var en hånd), der gled hurtigt frem og tilbage foran mig. Det fortsatte i et kort stykke tid, inden den blev fjernet.

”Jep, hun sover,” konkluderede Harrys stemme. Jeg havde svært ved at holde en fnis inde, men det lykkedes meget godt. Fire skygger stimlede sammen foran mig og jeg gættede på at det var deres ansigter.

 ”Hvad skal vi gøre ved hende?” spurgte Zayns stemme udspekuleret. A’hvad?! I skal ikke ’gøre’ noget ved mig. I skal lade mig være i fred. Jeg havde en kæmpe trang til at rejse mig op, men jeg ville lige trække den lidt længere.

”Hvad med at tegne hende i hovedet med en tusch?” foreslog Louis. NEJ NEJ NEJ! Stop dig selv, Tomlinson. Ikke flere ’gode’ idéer. Nej, slut, finito.

”Nej, det er for originalt. Vi skal finde på noget usædvanligt!” sagde Zayn. Der blev mumlet lidt, indtil Harry kom med en idé.

”Hey, hvad med den her idé: vi tager tøjet af hende og sprøjter hende til med flødeskum?” okay, den idé var værre end Louis’.

”Ej, Liam bliver stiktosset, hvis han opdager det. Men det med flødeskum lyder som en god idé,” hurra, reddet af Niall Horan! Men nej, Niall, ikke noget flødeskum. Du spiser sikkert bare det hele alligevel.

”Vi kan tage hendes mobil, sprøjte den til med flødeskum, lægge den i hendes hånd og ringe op til den?” foreslog Zayn. De andre erklærede sig enige og skyggerne forsvandt fra mit udsyn. To personer gik ud og de to sidste vendte mig op på ryggen. Harry (kunne kende hans duft) fik min iPhone op ad min lomme. Den anden dreng rettede min arm ud og Harry lagde telefonen i min hånd. Pludselig lød der råb ude fra køkkenet.

”Niall, du skal ikke spise det! Vi skal bruge det til at lave en joke med Tammy!” hvinede Louis irriteret. Niall sagde et eller andet, som jeg ikke kunne høre, med protest i stemmen.

”Louis din knold, hold nu kæft ellers vækker du hende!” sagde Zayn højt. De diskuterede i laaang tid og ret så højlydt, så hvis jeg ikke allerede var vågen, ville jeg nok have været det nu. Endelig blev de enige og der blev sprøjtet flødeskum på min mobil, der stadig lå i min hånd. Tænk, jeg vidste egentlig ikke engang at vi havde flødeskum. Jeg kunne mærke en person komme tæt på mig og snart efter begyndte min mobil at vibrere i min hånd, mens den spillede den velkendte intro til ”Goin’ In”.  Jeg smaskede den med en elegant bevægelse ind i hovedet på den nærmeste dreng. Et brøl af grin lød fra de tre andre drenge og jeg åbnede øjnene på klem. Zayns ansigt, indsmurt i flødeskum, kom til syne og jeg begyndte at grine sammen med de tre andre. Han så mopset på mig og tørrede lidt af sin kind med tommelfingeren, og inden jeg kunne nå at reagere, lagde han en klat flødeskum på min næse. Jeg tog dåsen med flødeskum, der stod på bordet og ville have sprøjtet Zayn i ansigtet, men han nåede at dukke sig, så det gik ud over Niall, der sad bag ham. Niall blev først lidt forskrækket, men grinede så og tog flødeskummet af og spiste det. Zayn hev dåsen ud af mine hænder og sprøjtede på mig. Jeg skærmede med mine arme, mens jeg trillede ned af sofaen, kom på benene og løb grinende og hujende ud i køkkenet. Zayn fulgte grinende efter mig, og det samme gjorde de andre drenge.

Jeg flåede et køkkenskab op og hev en pose mel ud. Jeg åbnede den hurtigt, tog en håndfuld og kastede den på personen, der stod foran mig, mens jeg flækkede af grin. Det var bare ikke Zayn, der stod der. I stedet stod der en Harry, der var halvt dækket af mel, så han lignede et spøgelse. Det så ud, som om at det havde sneet på hans brune krøller, for der var mel drysset på dem. Der sad også lidt mel i øjenvipperne på hans ene øje. Louis slog hænderne op foran munden og gispede.

”Harry! Åh nej, er du død? Du er så bleg. Please, sig noget!” udbrød han hysterisk og klamrede sig til Harry, der bare stod og stirrede ud i luften. Louis hulkede og gemte sit ansigt i Harrys hvide skulder. Pludselig lagde jeg mærke til at Liam ikke var der.

”Hvor er Liam?” spurgte jeg og stillede melposen på køkkenbordet ved siden af mig. Louis kiggede op med store øjne og mel i hele hovedet og lidt i det mørkebrune, pjuskede hår. Et kort grin undslap mine læber, for hold da op hvor så det komisk ud!

”Han er nede ved købmanden efter cigaretter til Zayn,” forklarede Niall. Jeg rynkede brynene og så hen på Zayn, der næsten havde fået alt flødeskummet væk fra ansigtet. Han kunne åbenbart mærke at jeg så på ham, for han vendte sig om mod mig.

”Hvad?” sagde han med en lidt skinger stemme og kiggede på mig med begge de sorte øjenbryn skudt op i panden.

”Og du kunne ikke selv hente dem?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Han rystede på hovedet og smilede stort til mig. Jeg sukkede opgivende og rullede med øjnene. Zayn listede en hånd ned i melposen, greb fat om min arm, så jeg stod med ryggen til ham og dryssede mel ned ad nakken på mig. Jeg vred og vendte mig i hans greb, mens jeg, han og de andre drenge var ved at dø af grin.

”ZAYN! HOLD OP!” hvinede jeg, mens jeg hulkede af grin. Han vendte mig om og jeg pillede noget flødeskum ud af hans sorte hår med et smil. Han spærrede sine øjne op, slap mig og pilede ud på badeværelset, hvor der lød et råb. Vi skyndte os derud og så Zayn, der stod foran spejlet med et panisk udtryk i øjnene og pillede flødeskum ud af sit hår. En gang imellem kom der et trist suk ud gennem hans læber og det så i det hele taget ret sjovt ud.

”Kom her, lad mig hjælpe dig,” sagde jeg og gik hen foran ham. Jeg begyndte at fjerne flødeskummet og fik da også, efter et stykke tid, det hele ud. Zayn holdt godt øje med alle mine bevægelser og fulgte mine hænder med sine brune øjne. Jeg tog det sidste væk og skyllede mine hænder.

”Så! Nu er det vidst helt væk,” smilede jeg og tørrede mine hænder i håndklædet. Han kiggede efter i spejlet og smilede til mig.

”Tak,” sagde han. Der blev banket på døren, og jeg gik ud for at åbne. Udenfor døren stod en smilende Liam med en pakke cigaretter i hånden. Sommerfuglene blafrede rundt i maven ved synet af hans smil og jeg smilede glad tilbage. Han bredte armene ud og jeg sprang ind i hans favn.

”Hej med dig, Tammy. Godt at se at du er vågen,” sagde han glad. Jeg grinede lidt og trak mig væk, så jeg kunne se på ham. Han holdt stadig om mig og bare tanken fik glæden til at strømme gennem mig

”Du behøvede altså ikke at banke på,” sagde jeg med et smil. Han grinede kort og smilede så, inden han slap mig, til min store skuffelse. Vi gik ind i stuen, hvor Liam blev overfaldet med kram og hej’er. Er det egentlig et ord? Okay, det vil jeg ikke lige tænke på nu… jeg så på min telefon, der med det samme gav sig til at ringe, så jeg kom til at smide den fra mig af forskrækkelse. Drengene kiggede underligt på mig, men jeg ignorerede det og tog min mobil fra puden, hvor den heldigvis var landet. Jeg trykkede på den grønne knap.

”Det Tamara?”

”Hej stranger! Det Jamie. Jeg ville bare lige sige at jeg kommer om en halv times tid,” svarede Jamies stemme. Jeg smilede lidt.

”Okay, vi ses Jamie.”

”Vi ses om en halv time,” sagde han og lagde på. Jeg lagde min mobil ned i lommen på mine shorts og vendte min opmærksomhed mod drengene igen.

”Okay, min bror kommer om en halv time, og vi skal have ryddet køkkenet op inden da,” sagde jeg højt og pegede ud mod køkkenet, der var fuldt af mel. Louis satte sin hånd op til sin tinding som en soldat og slog sine hæle sammen.

”Ay ay, Tammy! Kom så drenge, lad os komme i gang,” sagde han højtideligt og vi begyndte at fordele opgaverne: Niall, Zayn og Harry skulle feje melet op fra gulvet, og Louis, Liam og jeg skulle fjerne det mel, der var endt på køkkenbordet og eventuelt fjerne det flødeskum, der lå inde i stuen. Vi fandt koste, fejeblade, klude, sæbe og spande i nogle skabe rundt omkring og fik hurtigt blandet noget sæbevand. Og så gik vi i krig.

***

Efter cirka 10 minutter var vi færdige. Jeg smed kluden i spanden med sæbevand, så det skvulpede og sank sammen i sofaen. Jeg var fuldstændig smadret og orkede ikke rigtig mere. Jeg lukkede øjnene og var lige ved at falde i søvn, da Liam vækkede mig.

”Tammy? Vi tager hjem nu, men jeg kan godt blive hos dig, hvis du ikke vil være alene, indtil Jamie kommer hjem?” tilbød han.

”Det er virkelig sødt af dig Liam. Men vil du ikke hellere hjem sammen med dine venner?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig helst ville have ham til at blive. Heldigvis rystede han smilende på hovedet. Drengene kom og sagde farvel én efter én, og til sidst var det bare mig og Liam, der sad tilbage i sofaen. Efter nogle minutters snakken, gik hoveddøren op og lukkede i igen. Jamie kom ind i stuen med et smil, der falmede lidt, da han så os.

”Liam…”

---------------------------------

Hola amigos! Glædelig december! Det sner heroppe i nordjylland, gør det også det hos jer?

Hvordan tror I at Jamie reagerer? Bliver han glad, eller sur eller noget helt tredje måske?

Jeg ville lige prøve at beskrive en drøm, hvad synes I om det? Er det godt? Eller skal jeg lade være med det? Skriv jeres meninger! Sorry, hvis I synes at det her kapitel er kedeligt, men det skulle lige med. Er ikke rigtig tilfreds med det, men det bliver vidst ikke bedre.

Har jeg nogensinde fortalt jer at jeg elsker jer?! HOLY CRAP PEOPLE, 27 FAVORITLISTER, 21 LIKES OG 2337 VISNINGER?!! I er sgu da fantastiske. <3

Husk!: Tjek min profil, har skrevet noget om mig selv. Og jeg vil til at skrive lidt på min blog ind imellem, så husk at tjekke den en gang i mellem.

Jeg er VIRKELIG ked af at der går så lang tid mellem kapitlerne, men jeg har rigtig travlt i skolen, så jeg har ikke så lang tid til at skrive i. Men lidt kommer der da.

Og til sidst vil jeg da lige tage mig den frihed at ønske mig selv tillykke med min 15-års fødselsdag, som jeg havde den 24. november.

Knuzzer Nynne.

Publiceret 02/12/2012 klokken 17:25

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...