Just (sex)friends {One Direction} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
16-årige Tamara ”Tammy” Cook bor i Wolverhampton sammen med sin mor og far og storebror. Hun og Liam Payne har været bedste venner siden børnehaven, men en aften, hvor de holder filmaften, udvikler det sig og Tammy ender med at vågne op i sin seng… ved siden af Liam! De aftaler derefter at blive bollevenner, da både Liam og Tammy er single, men Tammy kan efterhånden ikke styre sine følelser for Liam og ser hver uge frem til weekenden og til ham. Da Liam bliver berømt sammen med drengene fra One Direction og flytter til London, bliver Tammy rigtigt ked af det, og ved ikke om hun kan leve uden Liam. Og for at gøre det hele værre, opdager hun en dag Liam sammen med sin nye kæreste, Danielle. Tammy bliver fuldstændigt knust, for hendes følelser for Liam er stadig meget stærke. Fortæller hun Liam sandheden? Eller holder hun sine følelser for sig selv? Og måske sker der noget helt uventet? *der vil være seksuelle scener, så læsning er på eget ansvar*

55Likes
143Kommentarer
16608Visninger
AA

7. 5.

”Og vi har besluttet at du ikke kan bo her længere…”

Sætningen kørte rundt og rundt i mit hoved. Jeg havde været helt sikker på at mine forældre ville støtte mig og hjælpe mig, men der troede jeg vist forkert. De ville smide mig ud. De sendte deres gravide 16-årige datter væk. Er det overhovedet lovligt? Jamie lagde sine hænder på mine skuldre og rystede dem blidt. Jeg kom til mig selv og så hen på Jamie, der smilede trøstende til mig, inden han vendte sit blik, som jeg lige kunne se blev mørkt, mod min mor og far igen.

”Hvordan skal hun kunne klare sig? Hun er kun 16 OG hun er gravid,” sagde Jamie vredt og lagde armene over kors. Jeg så nysgerrigt på mine forældre, spændt på deres svar.

”Hun har bragt sig selv i den her situation og så kan hun også klare sig selv. Desuden er der jo Liam. Han skal også tage noget ansvar,” forklarede min far og jeg så vredt på ham, eller på skærmen. Ved ikke lige hvad man skal sige i den sammenhæng. Jeg havde i hvert fald fandme ikke meget til overs for ham, og heller ikke min mor. Jeg er ikke engang myndig?! Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig selv? Og hvad hvis Liam gik fuldstændig i panik og ikke ville have noget med mig at gøre? Sandsynligheden var MEGET lille, men den var der stadig.

”Er det overhovedet lovligt?” hørte jeg mig selv spørge. Jamie så opmærksomt på vores forældre med et løftet øjenbryn og så ud til at vente på svar.

”Det ved jeg ikke, snuske. Men hvad vi siger, det er lov her i huset. Og I to har bare af at rette jer efter det,” sagde min far og jeg kogte af vrede. Han skulle fucking ikke kalde mig snuske.

”Hey makker, jeg er faktisk myndig…” begyndte Jamie, men blev afbrudt af min mor.

”Snak ordentligt til din far, Jamie. Og selvom du er myndig, gælder vores regler stadig,” sagde hun strengt.

”Du kan lige vove på at kalde mig snuske igen, Paul,” hvæsede jeg. Min mor tog hårdt fat i min skulder, men jeg ville ikke se på hende. Den nydelse skulle hun ikke have.

”Sig mig engang Tamara er du døv? Hørte du ikke hvad din mor sagde? Og hvorfor kalder du mig Paul?” vrissede min far og jeg så koldt på ham. Helt ærligt, var han dum?

”Hvis jeg var døv, ville jeg nok ikke kunne høre hvad du sagde, vel smarte? Og jeg kaldte dig Paul, fordi at jeg ikke ser dig som min far længere. Det samme med Julie, jeg ser heller ikke hende som min mor,” forklarede jeg koldt, jeg mente hvert et ord og jeg var fuldstændig ligeglad med Pauls ansigt, der blev rødere og rødere for hvert ord der kom ud af min mund og ligeglad med Julies forbavsede ansigt. Ja, hvis der er nogen der tirrer mig, så får de det fandme at føle.

”Ud af mit hus!” skreg Julie pludselig. Hun begyndte at skubbe til mig, skubbe mig ned fra stolen og hen mod hoveddøren.

”Mor slap af!” råbte Jamie, men forgæves. Julie var fuldstændigt ude af den og skubbede mig flere gange ind i væggen. Jeg ved ikke om det var med vilje eller ej, men hun gjorde det og det var bevis nok for mig. Hun hadede mig.

”Mor!” Jamie løb hen og trak Julie væk fra mig. Jeg klemte mig op ad væggen, skræmt fra vid og sans og betragtede Julie, der hev og sled i sin søns greb for at komme fri og kunne springe på mig. Hendes ansigt var rødt af vrede og hendes hals var blevet yderligere rødspættet. Jeg havde aldrig set hende sådan før og jeg var ganske enkelt mundlam.

”DIN LILLE NAR! HVORDAN KAN DU SIGE SÅDAN? HVORDAN KUNNE DU VÆRE SÅ UANSVARLIG? OG SÅ MED LIAM PAYNE, DEN FUCKING NARRØV DER KUN TÆNKER MED PIKKEN OG SOM SIKKERT IKKE VIL HAVE NOGET MED DIG AT GØRE, NÅR DU KOMMER OG BEDER HAM OM HJÆLP? HVAD FANDEN TÆNKTE DU PÅ?” skreg hun og hev og sled i Jamies arme. Mit skræmte blik ændrede sig og blev mørkt. Hvad fanden bildte hun sig ind? Liam var ikke et fjols. Jeg marcherede hen til hende, ligeglad med om Jamie holdt hende eller ej. Nu skulle hun fandme have klar besked. Jeg tog fat om hendes kæber og tvang hende til at se ind i mine mørke og vrede øjne.

”Nu skal du høre her. Liam Payne er ikke et fjols. Han tænker ikke med pikken. Og hvis han ikke vil hjælpe mig, så er det hans valg. Og det respekterer jeg. Hvad jeg derimod ikke respekterer, er jer to narhoveder, der smider jeres gravide datter ud, bander ad hende, skriger ad hende og slår hende ind i vægge. Og med hensyn til det med graviditeten, så ved jeg at det var uansvarligt. Men jeg vil føde mit barn og passe på det, og for alt i verden aldrig, og jeg mener ALDRIG, behandle det som I har behandlet mig,” hvislede jeg koldt og slap mit tag i Julie. Jeg gik op på mit værelse og fandt alle de kufferter jeg havde frem og lagde dem på sengen. Jeg begyndte langsomt at pakke og var nået halvvejs, da Jamie kom løbende og smækkede og låsede hurtigt døren efter sig. Jeg så hen på ham, lagde den T-shirt jeg havde i hænderne ned i kufferten og gik hen til ham.

”Synes du jeg overreagerede?” spurgte jeg og så op på ham. Han rystede på hovedet og smilede varmt til mig.

”Nej, de havde fortjent det. Med hvad vil du gøre nu, Tammy? Jeg ville ønske at jeg kunne sige at du måtte bo hos mig, men jeg bor jo her, så…” sagde han og kløede sig i nakken. Jeg sukkede og gik hen til mine kufferter. Jah, hvad nu? Jeg kunne vel tage ned til Liam i London, men hvad nu hvis han ikke ville have mig der?

”Jeg havde tænkt på at tage ned til Liam, men hvad nu hvis han ikke vil have at jeg er der? Og hvis han er ligeglad med mig og barnet?” sagde jeg fortvivlet. Det var lidt underligt at sige det. Tænk at jeg havde et liv inde i min mave. Et barn. Mit og Liams barn. Jeg skulle have min bedste vens barn. Det var fuldstændig surrealistisk.

”Hvis jeg kender Liam ret, så vil han da i det mindste hjælpe dig og være der for dig,” påpegede Jamie og jeg vidste at han havde ret. En varm følelse af ro bredte sig inden i mig. jeg begyndte at pakke igen og med lidt hjælp fra Jamie (thanx Jamie!), fik vi pakket alt mit tøj ned.

”Jeg kan godt køre dig til London,” tilbød han.

”Tak, men jeg kender ikke Liams adresse,” mindede jeg ham om. Han tog min mobil op fra min seng, trykkede lidt på skærmen og rakte den så til mig. Den var slået op på Liams nummer.

”Ring til ham, Tammy.”

”Men hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke fortælle ham i telefonen at jeg er gravid, jeg er nødt til at kunne se ham i øjnene.”

”Sig at du tager til London med mig for at se på en lejlighed og lige vil besøge ham. Så kan du fortælle ham resten, når du ser ham igen,” foreslog han og rystede en smule med mobilen. Jeg sukkede, tog den og satte mig hen på sengen. Jamie skyndte sig efter mig og jeg rystede en smule på hånden, da jeg trykkede på ’Ring op’ knappen og holdt telefonen op til øret.

*bipbipbip*

”Det Liam?” Åh gud! Jeg smilede som en idiot af at høre hans velkendte, dejlige, dybe stemme igen. Og der fik I lige en masse tillægsord smidt i hovederne derude, men det er vel nødvendigt med en fyr så fantastisk som Liam Payne. Der gik lidt tid, inden det gik op for mig at jeg nok skulle svare ham.

”Hej Liam. Det er Tammy.”

”Tammy! Jeg er så glad for at høre din stemme igen!” AAAAAAAAAAAAAAAW! Søde Liam!

”I lige måde, Li!” Jaah, der var ret så mange udråbstegn i den samtale.

”Hvad så, Tammy? Var der noget specielt, eller ville du bare snakke?” nu var det nu. Jeg tog en dyb indånding.

”Jo altså Liam, Jamie og jeg tager til London og så ville jeg bare lige kigge forbi. Hvis du altså har tid?”

”Ja, selvfølgelig har jeg tid til dig, Tammy. Altid! Hvornår kommer du?”

”Vi tager af sted om et par minutter, så vi er der nok om et par timer, måske tre,”

”Det lyder fint! Jeg glæder mig til at se dig.”

”I lige måde. Men Liam?”

”Ja?”

”Kan jeg ikke lige få adressen? Ellers er det nok en smule svært at finde,” grinede jeg.

”Jo selvfølgelig. Adressen er Grafton Way 40, lejlighed nummer 4018, på 9. etage,”

”…Got it. Vi ses Liam.”

”Jeg glæder mig til at se dig.”

”I lige måde,” sagde jeg og lagde på. Jeg smilede over hele hovedet, men jeg var også nervøs. Jeg skulle jo fortælle ham at jeg var nødt til at bo der permanent. Men hvad hvis han ikke ville have mig der? Hvad hvis hele meningen med at flytte til London var at komme væk fra mig? Hvad hvis… hvad hvis han hadede mig, ligesom mine forældre? Mine øjne blev fyldte med tårer og jeg kunne lige skimte Jamie, der så forvirret på mig. Så gik der noget op for mig. Jeg løftede hovedet med et ryk og tørrede tårerne væk, så jeg kunne se nogenlunde igen.

”Vent lige, Jamie, hvad mener du med at vi tager til London for at se på en lejlighed?” spurgte jeg. min stemme lød stadig skrøbelig, men jeg var ligeglad. Lige nu var jeg bare forvirret.

”Det jeg sagde. Jeg pakker også mit tøj og så tager vi til London for at bo,” forklarede ha roligt, som om at det var den allermest naturlige ting i verden, at min 22-årige storebror lige har sagt, at vi tager til London. Bare ham og mig. For at bo, vel at mærke.

”Men Jamie, det kan vi da ikke! Hvad med min skole? Hvad med dit arbejde? Hvad med mor… jeg mener Julie og Paul? Hvad med Melanie?” sagde jeg forvirret. Jeg kunne overhovedet ikke se nogen grund til at han skulle opgive alt, bare på grund af hans 16-årige, gravide lillesøster.

”Jeg har ikke lyst til at blive her hos mor og far. Ikke efter at de behandlede dig sådan. Med hensyn til din skole og mit arbejde, så kan jeg jo undervise dig. Og jeg har tænkt mig at spørge Mel, om hun vil med. Hvis det er okay?” det sidste tilføjede han lidt mere stilfærdigt end det andet, han havde sagt.

”Hvis du underviser mig, Jamie, tjener du jo ingen penge. Så skal Melanie og jeg have et arbejde for at få det hele til at køre rundt,” påpegede jeg.

”Nej, men så kunne jeg have et deltidsjob ved siden af. Og du skal ikke arbejde når du er gravid,” sagde han. Jeg så overrasket på ham. Han og Melanie kunne umuligt forsørge os alle sammen.

”Jamie, tror du ikke at det ville være nemmere hvis jeg boede hos Liam? Altså, ikke at jeg ikke vil bo hos jer…” sagde jeg. Egentlig ville jeg helst bo hos dem, for Melanie var der og hun var jo ligesom en pige… ja, jeg tror I ved hvad jeg mener. Hun forstår mig nok bedre end Liam.

”Jeg vil gerne have at du bor hos os. Men jeg ringer lige til Mel og beder hende om at komme herover. Så kan du pakke dine toiletting,” foreslog han. Jeg nikkede og han gik ud med et smil. Jeg tog min toilettaske, der stod på skrivebordet og gik ud på badeværelset og lagde min tandbørste, hårbørste, deodorant, min yndlingsparfume (Love etc. fra the Body Shop!), shampoo, balsam og alle de andre ting, som en pige skal bruge, ned i toilettasken. Så gik jeg ind på værelset igen, lagde den i en kuffert og satte mig ved det lille bord, der stod i et hjørne. Der hang et spejl over det og alt min makeup stod der, så man kan vel egentlig godt kalde det et makeupbord. Jeg tog den lille, blomstrede makeuptaske fra hylden skråt over for spejlet og begyndte at lægge min makeup derned. Da jeg var færdig lynede jeg den og lagde den ned ved siden af toilettasken.

Jeg gik hen til spejlet og betragtede mig selv. Tænk at jeg havde et liv inde i mig. Jeg lagde mine hænder på min mave, I ved, ligesom de altid gør på film. Det hele passede sammen nu: min besættelse af Nutella, kakaomælk, Marabou og Oreo, smerterne i mine bryster, trætheden, humørsvingningerne og det med at jeg kastede op i skolen. Det er de fleste af symptomerne på graviditet og det vidste jeg jo godt! Hvorfor havde jeg ikke set det? Det var jo så indlysende, det lå lige foran mig, men dum som jeg er (det ved I jo) så jeg det ikke...

”Tammy?” Jamie stak sit hoved ind på mit værelse og jeg vendte mig hurtigt om. Jeg fjernede hænderne fra maven, men han havde vidst set det, for han gik ind til mig og krammede mig.

”Hey, det skal nok gå! Hvis Liam ikke gider dig, selvom jeg virkelig ikke kan tro at han vil reagere sådan, så har du mig og sikkert også Mel. Hun er på vej herover nu,” sagde han beroligende. Jeg håbede at Melanie også ville med, for hun kunne blive en kæmpe støtte. Hun er nærmest som den storesøster, jeg ikke fik. Men så fik jeg Jamie. YAY! Ej, seriøst, jeg elsker min bigbro. Han kan være max irriterende, men jeg elsker ham alligevel.

Vi satte os hen på sengen og snakkede indtil døren blev slået op og Melanie kom ind til os. Hun smilede stort til os begge, men det falmede lidt, da hun sikkert kunne mærke den trykkede stemning der var derinde.

”Hej folkens! Hvad sker der?” spurgte hun med sin lyse stemme. Hendes mørkebrune, korte hår var sat op i en lille hestehale og hun havde et par lyseblå jeans med en hvid top og en grå cardigan på (link til tøj i kommentaren). Hun kom hen og satte sig ned på min anden side.

”Mel, der er noget, vi skal fortælle dig. Vil du fortælle det, Tammy?” sagde Jamie og det fik Melanie til at se hen på mig. Jeg nikkede, tog en dyb indånding, så ind i hendes gråblå øjne og begyndte at forklare hende situationen. Jeg fortalte om mine symptomer, opkastningen på skolen, sammenstødet med mine forældre og sluttede af med at fortælle, hvem der var faren. Hun spærrede øjnene op og så forbi mig hen på Jamie, der bare nikkede bekræftende. Hun lagde armene om mig og nussede mig langsomt på armen.

”Du godeste, Mummi, sikke en dag du har haft,” sagde hun medfølende. Jeg elskede når hun kaldte mig Mummi, det lød så sødt. Jeg nikkede forsigtigt og trak mig tilbage.

”Men Mel, Jamie vil gerne spørge dig om noget,” sagde jeg og så på Jamie.

”Ja, Melanie, som Tammy lige fortalte dig, så har vores forældre smidt hende ud fra vores hjem. Derfor har jeg tænkt mig at flytte til London sammen med hende, men jeg vil virkelig gerne have dig med. Og det vil Tammy også,” tilføjede han. Melanie smilede, så hendes fine smilehuller kom frem. Jeg havde altid misundet hendes smilehuller, det ser så pænt ud.

”Jeg vil gerne med. Hvornår tager vi af sted?” spurgte hun.

”Når vi er klar,” svarede jeg. Hun nikkede langsomt og så på sit sorte armbåndsur.

”Okay, hvor langt er vi?” spurgte hun og så op på os igen.

”Tjah, Tammy er færdig og jeg skal lige have lidt hjælp og du skal også have pakket, men ellers er vi klar,” sagde Jamie og Melanie nikkede.

”Jeg snakker lige med mine forældre om det, så kommer jeg og hjælper,” sagde hun. Jamie og jeg nikkede begge to og hun forsvandt ud ad døren og vi kunne høre døren til badeværelset blive lukket op og lukket i igen. Mig og Jamie gik ind på hans værelse og han fandt nogle kufferter frem. Vi begyndte at pakke hans tøj ned i dem og efter et par minutter kom Melanie ind og hjalp os.

***

Efter en halv times tid havde vi fået lukket den sidste kuffert og lå nu på Jamies seng og pustede ud. Jeg gik ind i beskeder og begyndte at skrive en besked til Liam.

#Hej Liam. Vi bliver lidt forsinkede, da Melanie (Jamies kæreste) kom og ville med, så hun også lige skulle pakke. Det bliver nok kun en times tid mere, men jeg glæder mig til vi ses. Knus Tammy<3#

Jeg trykkede på ’send’-knappen og lagde mobilen tilbage i lommen. Jeg lod mig synke ned i Jamies madras og lukkede træt øjnene.

”Er du træt, Mummi?” spurgte Melanie og jeg åbnede øjnene og så på hende.

”Ja. Jeg er fuldstændig færdig,” sukkede jeg og grinede sammen med Melanie og Jamie.

”Så tag et par kufferter og sæt dig ud i bilen, så klarer Mel og jeg resten,” smilede Jamie. Jeg nikkede, rejste mig og trissede ind på mit værelse. Jeg tog de to tungeste kufferter og gik ud i entreen og var lige ved at gå ind i Julie. Hun så vredt på mig og tog tilløb til at sige noget, men blev stoppet af Jamie og Melanie, der dukkede op i døråbningen med favnene fulde af kufferter.

”Mor, sig nu ikke noget du vil fortryde,” advarede Jamie, men Julie så ikke ud til at høre efter. Hendes øjne lynede af vrede og hendes hals var stadig fuld af røde raseripletter.

”TAGER DU OGSÅ JAMIE FRA MIG, DIN LUDER?” skreg hun og truede ad mig med en knyttet næve. Jeg blev bleg, ligesom Jamie og Melanie og så chokeret på kvinden, jeg plejede at kalde ’mor’ og som lige havde kaldt mig luder.

”Nej, Tammy tager mig ikke fra dig. Det gør jeg selv, jeg ville ikke kunne holde ud at bo sammen med de mennesker, der smed deres egen datter og min lillesøster på gaden,” snerrede Jamie. Julies blik blev chokeret, men bare et enkelt sekund, før det blev vredt igen.

”Hvis du nogensinde viser dig her igen, så skal jeg sørge for at du aldrig kommer herfra igen. Og det barn, du har derinde, skal ikke regne med at have bedsteforældre på din side,” hvæsede hun. Jeg så kort på hende, mens den sidste rest af respekt for hende forlod min krop. Jeg tog mine Converse på, åbnede døren med en elegant bevægelse og gik for sidste gang ud ad hoveddøren i mit barndomshjem. Jeg ville ikke komme tilbage. I hvert fald ikke til det hus. Men det var da ikke min sidste gang i Wolverhampton.

Jeg lagde kufferterne ind i bagagerummet og gik hen til bildøren og åbnede den. Jeg satte mig ind på bagsødet, lukkede døren og satte mig til at slappe af. Min krop og øjenlåg blev tungere og tungere og jeg gled ind i en fredfyldt, drømmeløs søvn.

***

”Mummi? Mummi?” en stemme fik mig til at åbne øjnene og jeg kneb straks øjnene sammen, da lyset ramte mig i ansigtet. Jeg skyggede med hånden for øjnene og så op i Melanies lidt bekymrede gråblå øjne og smilede til hende. Hele hendes ansigt smilede tilbage til mig og hun strøg en finger hen over min kind. Jeg så mig omkring og opdagede at jeg stadig sad i Jamies Suzuki. Melanie stod i døren og Jamie var ikke til at se.

”Vi er i udkanten af London nu,” sagde hun. Jeg spærrede øjnene op, på trods af det skarpe lys, og kastede et blik på uret på instrumentbrættet, som jeg kunne se mellem sæderne. Klokken viste 15:08! Jeg er en lille sovetryne.

”Hvor er Jamie?” spurgte jeg søvndrukkent.

”Han er lige på toilettet,” sagde Melanie. Jeg nikkede langsomt og lænede hovedet tilbage.

”Hvor langt er der ind til Liam?” spurgte jeg. Helloow spørgejørgen?

”Cirka 10 minutter. Og når du vil hjem, skriver du bare til mig eller Jamie, så kommer vi og henter dig,” svarede hun med et smil. Jeg nikkede igen. Døren ind til førersædet blev åbnet og Jamie steg ind.

”Så kører vi igen. Jamen hej Tammy, godt at se dig vågen igen,” drillede han og klikkede sin sele på. Jeg sukkede og himlede med øjnene. Melanie undertrykte et grin, lukkede døren og satte sig ind på passagersædet ved siden af Jamie, der startede bilen og begyndte at køre.

***

10 minutter senere holdt vi foran en stor bygning og en boblende fornemmelse spredte sig i min mave. Liam befandt sig derinde og jeg glædede mig til at se ham igen. Se ind i hans smukke brune øjne, få et kram af ham og dufte til ham. Ja, han dufter godt. Døm mig ikke.

”Er du klar, Mummi? Skal Jamie gå med dig?” spurgte Melanie. Jeg rystede på hovedet. Det her ville jeg godt selv klare. Desuden skulle jeg ikke fortælle ham om graviditeten i dag. Jeg fik en knude i maven, da jeg tænkte på det. Hvorfor skulle det lige være mig? Hvorfor skulle jeg lige være så uansvarlig? Jeg klikkede sukkende min sele op og åbnede døren.

”Held og lykke, Tammy,” smilede Jamie og Melanie nikkede enigt. Jeg smilede tilbage til dem og smækkede døren. Jeg gik op på fortovet og fortsatte hen til den store glasdør, der førte ind til lobbyen. Jeg smilede til en mand, der stod iført en uniform bag en skranke, og han smilede overrasket tilbage. Det var han nok ikke vant til. Jeg bevægede mig hen mod elevatoren og trykkede på knappen. Da den sagde ’ding’ og åbnede dørene, trådte jeg ind og betragtede dem lukke sig.

Eller, de nåede ikke helt i. En fod med en sort Converse på blev kilet ind imellem dørene og jeg trykkede hurtigt på ’åben’-knappen. De åbnede sig igen og en fyr med grønne øjne og brune krøller, der stak en smule ud under en grå hue, smilede til mig. Jeg smilede høfligt tilbage og stillede mig lidt længere ind i elevatoren, så han kunne komme ind. Dørene lukkede sig for anden gang og jeg stod og lyttede til elevatormusikken. Ubevidst begyndte jeg at vippe i takt med elevatormusikken og kunne pludselig høre et kort grin. Jeg drejede mit hoved og så hen på drengen og pludselig kunne jeg genkende ham. Det var Harry Styles, et af medlemmerne i Liams band. Han havde ikke opdaget at jeg så på ham, så det var nok ikke mig han grinte af.

”Hvorfor griner du?” spurgte jeg og fik hans opmærksomhed. Han var egentlig meget køn, med et sødt smil og smilehuller og alting. Han var vidst den flirtende i bandet, eller sådan noget.

”Jeg kom bare lige til at tænke på noget sjovt,” forklarede han. Jeg nikkede langsomt og så eftertænksom ud.

”Hvad tænkte du på?” spørgejørgen er navnet…

”En joke. Vil du høre den?” spurgte han og jeg nikkede ivrigt. Jeg elskede jokes og at grine. Og hvis de var lamme var det endnu sjovere.

”Hvad sagde den ældre skorsten til den yngre skorsten?” sagde han. Jeg trak på skuldrene.

”Ved ikke, hvad?”

”Du er for ung til at ryge,” sagde han sjovt og grinede hysterisk. Jeg begyndte selv at grine helt vildt og måtte støtte mig til væggen for ikke at falde. Ikke så meget på grund af joken, Harrys grin var bare rigtig sjovt, syntes jeg. Ja, jeg har en meget mærkelig humor.

”Du…Den…var…så dårlig!” gispede jeg og holdt mig for maven af grin. Han nikkede mens han grinede og forsøgte at få styr på sin stemme, hvilket ikke lykkedes helt godt. Vi hylede begge to af grin og måtte støtte os til hinanden, da vi gik ud af elevatoren. Harry stoppede op, hvilket så betød at jeg også var nødt til det.

”Hvor skal du hen?” spurgte han, stadig med grin i stemmen.

”Det samme sted som dig,” svarede jeg og grinede lidt mere, da han så lidt forvirret ud. Men han vidste vel heller ikke, hvem jeg var.

”Jeg hedder Tamara Cook, jeg er Liams veninde,” forklarede jeg med et smil, men Harry så bare skeptisk på mig. Han troede åbenbart ikke på mig. Han gik med hårde skridt hen mod mig og jeg krympede mig en smule. Han gjorde dog noget helt andet end jeg lige havde regnet med. Han tog fat om mine ben og mine arme og løftede mig op, så jeg lå med maven mod hans nakke.

”SLIP MIG HARRY!” hylede jeg og grinede. Han slap mig dog ikke, men fortsatte bare ned ad gangen, forbi en masse døre med numre på. Han grinede også selv og stoppede foran en dør. Han begyndte at kilde mig en smule på maven, hvilket fik mig til at skrige af grin og slå ham blidt for sjov.

”Harry, sæt mig så ned!” befalede jeg og endelig satte han mig ned. Jeg rettede grinende på mit tøj og så derefter anklagende på Harry, der bare så uskyldigt på mig. Jeg så mit snit til at tage hans hue og hev den af ham. Okay, den kunne altså godt misforstås lidt. Men I ved jo hvad jeg snakkede om. Han gav et råb fra sig og jeg satte hurtigt i løb med huen løftet i den ene hånd. Jeg hujede glad og stoppede op for at få pusten. Det skulle jeg så ikke have gjort, for Harry kom lige bag mig og greb fat om mig bagfra. Jeg forsøgte at vride mig fri, men det lykkedes ikke. Han løftede mig en smule fra gulvet og bar mig tilbage til døren, hvor han snuppede sin hue ud af min hånd. Han åbnede døren og bar mig indenfor.

”Du kan bare stille dine sko her,” sagde han og pegede på en bunke, hvor jeg kunne se fire andre par sko. Nok resten af bandets, ergo var et par af dem også Liams. Jeg bandt hurtigt mine sko op, smed dem og fulgte efter Harry ind i stuen. Længere nåede jeg ikke, før et par arme lagde sig om mig og trak mig ind til et kram. En velkendt duft bredte sig i mine næsebor og jeg sukkede lykkeligt.

Liam.

------------------------------------------

Heei! Nå så kom Tammy til London. Og mødte også Harry! JUHU! :D! Ej, men nu er der 22 procent batteri tilbage på min bærbare, men jeg lovede mig selv at jeg ville give jer et kapitel, inden den løb tør for strøm. Og voilá! Her er den så ;)

Jeg skal for øvrigt lige sige, at adressen, som Liam gav Tammy er en random adresse, jeg fandt på internettet. Det er ikke deres adresse, bare så I ved det :)

Jeg har faktisk tænkt på noget: Jeg er rigtig glad for at læse andres noveller, men jeg bliver lidt træt af at jeg ikke kan se, hvornår at de har lagt deres kapitler ind. Så jeg vil prøve et lille eksperiment, hvor jeg skriver dato og klokkeslettet på hvornår hvert kapitel er lagt ind - hvad synes I om den idé? Kommenter gerne jeres mening.

Og 20 favoriseringer og 15 likes?! I'M IN HEAVEN! Ej, jeg er så glad for at I kan lide min novelle (det regner jeg da med når I liker og favoriserer?).

Igen, favoriseringer, likes og kommentarer er GOLD!

Knuzzer Nynski! <3

Publiceret den 26/10/2012 klokken 22:50

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...