Just (sex)friends {One Direction} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
16-årige Tamara ”Tammy” Cook bor i Wolverhampton sammen med sin mor og far og storebror. Hun og Liam Payne har været bedste venner siden børnehaven, men en aften, hvor de holder filmaften, udvikler det sig og Tammy ender med at vågne op i sin seng… ved siden af Liam! De aftaler derefter at blive bollevenner, da både Liam og Tammy er single, men Tammy kan efterhånden ikke styre sine følelser for Liam og ser hver uge frem til weekenden og til ham. Da Liam bliver berømt sammen med drengene fra One Direction og flytter til London, bliver Tammy rigtigt ked af det, og ved ikke om hun kan leve uden Liam. Og for at gøre det hele værre, opdager hun en dag Liam sammen med sin nye kæreste, Danielle. Tammy bliver fuldstændigt knust, for hendes følelser for Liam er stadig meget stærke. Fortæller hun Liam sandheden? Eller holder hun sine følelser for sig selv? Og måske sker der noget helt uventet? *der vil være seksuelle scener, så læsning er på eget ansvar*

55Likes
143Kommentarer
16456Visninger
AA

6. 4.

En irriterende bippende lyd hev mig ud af min skønhedssøvn (ikke at jeg behøver det, jeg er jo gudesmuk!) og jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg løftede dovent min arm og slog ud efter vækkeuret på natbordet ved siden af min seng og så (u)elegant som jeg jo er, væltede jeg uret ned fra bordet. Mit hoved lå stadig begravet i puden og jeg stønnede irriteret ned i den, inden jeg mavede mig lidt længere hen mod kanten af sengen og begyndte at lede efter uret med min hånd, stadig med mit hoved ned i madrassen. Helt ærligt, hvorfor skulle vækkeuret også lige falde ned? Og for at gøre det hele værre, så ringede det sgu stadigvæk. Hold nu bare kæft, din dværg af et vægur der kan bippe. Jeg fik endelig fat i det og havde bare lyst til at kyle det ned i gulvet igen. Jeg slukkede for det og slap det, så det endte på gulvet. Endelig holdt det kæft, det var også på tide!

Det var mandag morgen, min absolutte hadedag. For helt ærligt, hvem gider lige i skole efter en weekend? Svar: ingen! OG KLOKKEN VAR FUCKING 06:00 OM MORGENEN! Men det var der hvor jeg plejede at stå op til hverdag. Jeg var bare blevet så træt her på det seneste. Ligesom det fact, at mine bryster var begyndt at gøre så fucking ondt! Det var virkelig som tortur at tage en BH på. Jeg havde været ved at skrige, når jeg skulle lukke den. Mega nedern. Jeg stod op og gik dovent hen til mit klædeskab. Mine fødder slæbte hen ad trægulvet. Jeg åbnede skabet og tog et par lyse jeans, en hvid striktrøje samt et sæt hvidt undertøj ud. Jeg begav mig hen mod døren, gik ud fra mit værelse, ud på badeværelset ved siden af og lukkede døren efter mig.

***

Jeg sad på en af barstolene ved køkkenøen ud i køkkenet. Mit hår var sat op i en rodet knold og jeg havde fået tøj på. Min mor stod og lavede morgenmad til os. Jamie var i gang ude på badeværelset og min far var ude at rejse med sit arbejde *big surprise*! Ej, han er bare nærmest ude at rejse sådan… ret meget. Ha, det lød ret så spasset det der. Flot Tammy, du har lige kaldt dig selv spasset. 1-0 to my mind. Min far var for øvrigt i Danmark. Spørg mig ikke hvor det ligger, er herredårlig til geografi. Jeg tror at det ligger i Skandinavien. Og er det ikke det land, hvor Lego kommer fra? Det tror jeg nok.

Jeg hvilede mit hoved i mine hænder og sukkede tungt. Jamie kom ind i køkkenet og satte sig ned på stolen ved siden af mig.

”Hvad så lillesøs, er du træt?” drillede han kækt og ruskede i mig.

”Fuck nu af, Jamie,” mumlede jeg syrligt. Han skulle bare ikke drille mig lige nu, jeg var mega træt og dermed irriteret.

”Styr dit sprog, Tamara,” sagde min mor og satte en tallerken foran mig. Jeg fjernede mine hænder og så ned på bollen med Nutella, der stod foran mig. Jeg kastede mig smilende over den og slugte den på få minutter. Jeg slikkede mine fingre rene og skævede over til Jamie, der sad og så måbende på mig.

”Hvad?” sagde jeg og løftede mine hænder. Altså, jeg var ret sulten og desuden så elsker jeg bare Nutella! Og her den sidste tid har jeg bare ikke kunnet undvære det. Sådan er det også med Oreo kiks, Marabou chokolade og brownies. Uuhm, brownies. I luv brownies! Mmmh! Synes I også det?

”Du æder som et svin, min kære søster,” sagde Jamie og hvis han gerne ville beholde sit hoved, så skulle han passe på. Jeg sendte ham et vredt blik, inden jeg elegant rejste mig og gik med lette skidt ind på mit værelse. Ja, det skulle have været elegant, men som den klodsede elefant, jeg er, snublede jeg over stolebenet. Jeg faldt heldigvis ikke, men det så ikke ligefrem elegant ud. But I don’t caare!

Der var gået tre uger siden Liam tog til London. Og det havde været de sværeste uger i hele mit liv. Ja, jeg havde skrevet med ham og vi havde snakket sammen over Skype, men det var bare ikke det samme. Jeg savnede ham rigtig meget, ham og hans kram. JEG TRÆNGTE TIL ET KRAM! TUUD! Ej, men helt seriøst så savnede jeg ham mere end noget andet.

”Tammy, kom nu!” Jamies stemme hev mig ud af mine tanker og jeg gik hen og bukkede mig for at tage min skuldertaske op fra gulvet, da en skarp smerte jog gennem mit underliv. Urgh, skulle jeg lige have menstruation nu?! Nå, men det var også ved at være på tide. Ja, min menstruation er allerede regelmæssig. *nyttig info!* Jeg greb min taske og gik sammenkrummet ud i entreen og tog mine slidte Converse på. Jeg tog min jakke, der hang på knagen og forsøgte at rette mig op. det lykkedes da lidt, men jeg bøjede stadig i ryggen, da jeg åbnede hoveddøren.

”Ses mor!” råbte jeg inden jeg trådte ud og smækkede døren. Jeg kom ned af trappen og hen til Jamie, der stod ved sin hvide Suzuki Splash og var ved at dø af grin, da han så mig.

”Hvorfor går du sådan, lillesøs?” fik han spurgt, inden endnu en bølge af latter ramte ham. Jeg mumlede bare af ham og satte mig ind på passagersædet. Jeg tog selen på og skævede ud ad ruden til Jamie, der stadig var færdig af grin. Jeg sukkede irriteret og lænede hovedet op ad vinduet. Døren til førersædet blev åbnet og Jamie kom ind. Han lukkede døren, tog sin sele på og satte nøglen i tændingen.

”Hvad sker der med dig?” spurgte han og det fik mig til at se hen på ham og rynke panden.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret.

”Du opfører dig underligt. Humørsvingninger, pludselig besættelse af chokolade og så er du ekstremt træt hele tiden. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at du var gravid,” sagde han. Jeg trak på skuldrene og han drejede nøglen om. Motoren gik i gang og Jamie kørte bilen ud af indkørslen.

***

Jeg stod på skolens parkeringsplads og ventede på Stephanie og Miles. Jamie skulle hurtigt videre til sin skole, da han var sent på den. Det var Stephanie og Miles også. Jeg så irriteret på min mobil. Hvis I ikke har bemærket det, så var jeg ret irriteret den dag. Indtil videre i hvert fald.

Jeg fik øje på dem begge to og løb hen til dem. De så overraskede på mig, som jeg stod med hånden på Miles’ skulder og pustede og stønnede. Helt ærligt, så dårlig form er jeg da heller ikke i? Der sker noget mærkeligt med min krop… spooky.

”Jamen hej til dig også, Chef,” grinede Miles og fjernede min hånd fra hans skulder. Miles havde de underligste kælenavne til folk. Jeg hed Chef, fordi at mit efternavn var Cook(ret weird, synes I ikke?). Han kaldte mig også Mara somme tider. Så plejede jeg at tage hævn ved at kalde ham Miley. I ved, ligesom hende der Hannah Mandana eller sådan noget. Eller var det Montana? Nå, nevermind! I hvert fald så er det et mega kikset rim. Just sayin’. Enten Miley, eller også Raffe. Et af hans mellemnavne er nemlig Rafael. Et af hans mange mellemnavne.

”Halløj, Tammy,” sagde Stephanie og vinkede smilende til mig. Jeg smilede til hende og fik endelig pusten, så jeg kunne give hende et kram.

”Hey, hvad med mig?” sagde Miles og skød underlæben frem. Miles, altså! Han er faktisk ret lækker! Ikke sådan Liam-lækker, for ingen (og jeg mener ingen!) kan slå Liam Payne i at være lækker. Og jeg ved at tøserne derude er enige med mig. Ikke osse? Nej, Miles var mere lækker sådan… på latino-måden. Måske fordi at han var halvt spansk. YUM! Tænk… Enrique Iglesias. Han er fandme øjneguf! MEN(!) ikke noget i forhold til Liam. Ej, jeg har bare en svaghed for brune øjne. De kan være så smukke! Og sort hår gør det bestemt ikke værre. Men brune øjne= NICE! Brunt/sort hår + brune øjne= TOP$! Do you understand? Hihi, tænkte jeg nok.

”Mara, er du der?” Miles’ drillende stemme hev mig ud af mine tanker. Mine Tammy-tanker! NOOOO! You’re dead, Russell! Faktisk er Miles’ fulde navn (gør jer klar): Miles Javier Rafael Pedro David Russell-Gonzalez. Der kan man tale om navnemasse. Er det overhovedet et ord? Må finde en ordbog inde på skolen. Men når Miles skrev under på noget, kaldte han sig bare for Miles Russell-Gonzalez. Dovenskab længe leve! Men hans mor hedder altså også Ana Maria Cristina Teresa Isabell Russell-Gonzalez. Altså, Russell var jo selvfølgelig kommet efter Miles’ far, der hedder Adam Russell-Gonzalez. Very simple.

”Ja, jeg er lige her. Hvor skulle jeg ellers være, Raffe?” sagde jeg irriteret og skævede til Miles. Han så fornærmet på mig. Hey, du er selv ude om det, Miles. Don’t annoy the tiger, or else she will BITE! Hell yeah!

”Kom nu I to, ellers kommer vi for sent til vores timer!” sagde Stephanie og vendte sig om for at gå ind på skolen. Da vi alle tre var nået ind, sagde vi farvel til hinanden og gik hvert til sit. Jeg skulle have biologi først. Jubii… to timer FULDE af sjov, snak og frøindvolde. Kunne I mærke ironien? Og til det der med frøindvoldene skal det lige siges, at vi var i gang med at dissekere frøer (spørg mig ikke hvorfor). Men i det mindste var det bedre end sidste uges tema: ’Ingen yummi uden gummi’. Lamt? Ja, det tror jeg nok. Og hvis I ikke lige forstod den, så havde vi om sex og beskyttelse under sex. HAPPY DAYS (not)!

Stephanie skulle have fransk. Bo-ring! Apropos Stephanie, kan jeg da lige fortælle lidt om hende: Hun hedder Stephanie Lisa Harris. Hendes mor hedder Susan Harris og hendes far hedder Mark Harris. Hun har en lillesøster, der hedder Michelle Sarah Harris. Michelle er 12 år gammel.

Jeg satte mig ved siden af David Smith. Han er okay, meget flink og normal af udseende. Men INTET i forhold til Liam. Har I fattet det? Det tror jeg nok. Min biologilærer, mr. Thomas, kom ind i lokalet og timen begyndte med navneopråb. Jeg sad og dagdrømte, så da mr. Thomas råbte mit navn op reagerede jeg ikke.

”Cook! Er du her?” hans vrede, skingre stemme skar gennem mit hoved og fik mig til at hoppe 10 meter op fra stolen. Okay, måske ikke 10 meter, men jeg hoppede da lidt. Jeg rettede søvnigt mit blik mod katederet, hvor mr. Thomas stod med armene over kors og så afventende på mig.

”Ja, jeg er her, mr. Thomas,” sagde jeg og rakte min højre hånd op. Han nikkede langsomt og tog listen med navne, der lå bag ham. Helt ærligt, hvis han kunne se at jeg var her, behøvede han da ikke at råbe mit navn op. Det er da totalt ulogisk! Kan I følge min tankegang? Det kan jeg, nemmerlig du!

***

Endelig var det frokosttid, og udover biologi var jeg også kommet igennem en times spansk og en times matematik (uden Stephanie eller Miles). Jeg begav mig ned mod kantinen og gik hen til disken, hvor man kunne få mad. Jeg tog en bakke og snuppede i farten en pakke Oreo, inden jeg kom hen til kantinedamen. Hun stillede en tallerken med en sandwich med skinke og ost på bakken og jeg gav hende penge for kiksene, inden jeg gik over til mit, Stephanie, Miles, Blake og Jasmins sædvanlige bord. Miles og Stephanie sad der allerede, så jeg lod mig dumpe ned på en stol ved siden af Stephanie og slog mit hoved ned i bordet. Et dybt suk undslap mine læber.

”Hej Tammy. Dårlig dag?” sang Stephanie glad. Jeg nikkede bare ned i bordpladen og så ikke op, før jeg hørte en stol blive trukket ud fra bordet.

”Hej Jas,” sagde Miles og kyssede Jasmin på kinden, der nu sad på Miles’ anden side. Hun smilede varmt til ham og tog en bid af sin sandwich. Ja, Miles og Jasmin er et par. Stephanie og Blake var også et par, men Blake var en af de typer, der ikke gad gå i skole. Så han pjækkede altid. Jeg trak en kakaomælk op af min taske og hev sugerøret af bagsiden. Jeg pakkede det langsomt ud af plastikken og stak det ned i kartonen. Jeg tog den op til munden og drak eftertænksomt af den, indtil jeg uvilkårligt så hen på Miles, der så underligt på mig. Jeg tog sugerøret ud af munden og så rundt på Stephanie og Jasmin, der så ligeså underligt på mig som Miles.

”Hvad? Har I aldrig set en 16-årig pige drikke en kakaomælk før?” spurgte jeg og løftede begge mine øjenbryn. Altså, det var da helt normalt! At drikke kakaomælk, herregud, totalt normalt! Ikk?

”Jo, men vi har aldrig set dig drikke en kakaomælk før, Tammy. Du hader kakaomælk,” mindede Miles mig om, men jeg trak bare på skuldrene. Miles havde ret, jeg kunne ikke fordrage kakaomælk… indtil for et par uger siden. Stephanie tog fat i den lille pakke med Oreo og holdt den op, mens hun holdt den med to fingre i et af hjørnerne, som om hun ikke ville røre dem. Jasmin og Miles gispede og Stephanie løftede et beregnende øjenbryn.

”Oreo? Seriøst Tammy? For to uger siden fik du kvalme af bare at være i nærheden af dem,” sagde hun og smed pakken ned på min bakke igen.

”Lad være med at hakke på mig, jeg er træt nok i forvejen,” sagde jeg og tog den sidste bid af min sandwich i munden og tyggede eftertænksomt. Jeg tog min kakaomælk og sugede lidt op. Jeg nåede lige at mærke smagen fylde min mund, inden jeg kunne mærke at det hele kom op igen. Jeg rejste mig hurtigt op så stolen væltede ned bag mig og løb med kurs mod pigetoiletterne med hånden for munden. Fuck fuck fuck! Jeg løb ind i en bås og kastede mig ned foran et toilet, lige i tide. Jeg kastede Nutellabollen fra om morgenen og sandwichen op i toilettet. Jeg hang udmattet på toiletbrættet med lukkede øjne et øjeblik, inden jeg blev hevet op af et par hænder og en eller anden tog mit ansigt op. Jeg åbnede langsomt øjnene og så op på Stephanies bekymrede ansigt. Hendes læber bevægede sig, men jeg kunne ikke høre hvad hun sagde.

”Hvad sagde du, Steph?” spurgte jeg utydeligt.

”Jeg spurgte om du var okay?” forklarede hun og smilede forsigtigt til mig. Jeg nikkede langsomt og blev forsigtigt rejst op. Jeg kunne ikke selv stå på mine ben, så Jasmin havde en arm under min skulder for at holde mig oppe, så Stephanie kunne tørre mit ansigt af med et stykke fugtigt papir. Jasmin holdt mit hoved ned til en vask, og Stephanie begyndte at vaske mit ansigt. Da hun var færdig, tog hun en rulle pebermyntepastiller op af lommen og gav mig et par stykker af dem. Jeg suttede på dem et stykke tid inden jeg knasede dem og mærkede den friske smag af pebermynte brede sig i min mund og erstatte den klamme smag af opkast. Adr. Jasmin og Stephanie hjalp mig ud til Miles, der stod og så bekymret på mig.

”Gider du tage hende, Miles?” stønnede Jasmin og jeg så fornærmet på hende. Så tung var jeg da heller ikke. Jeg havde godt nok taget på de sidste to uger, men det gik altid op og ned med min vægt. Miles nikkede og Jasmin trak mig helt hen til ham og lagde min arm om hans nakke. Han lagde den ene arm ind under mine knæ og den anden på min ryg og løftede mig op. Jeg klamrede mig til hans nakke.

”Hvad gør vi med hende?” spurgte Miles forpustet – helt ærligt, tag dig lige sammen, Raffe. Stephanie trak på skuldrene.

”Vi må hellere tage hende med ned på kontoret. Hun er nødt til at tage hjem,” fastslog Jasmin og Miles og Stephanie nikkede bifaldende. Jeg ville have nikket med, men opkastningen havde tæret på mine kræfter, så jeg nøjedes bare med at erklære mig enig ved at mumle. Miles begyndte at gå med langsomme skridt ned mod kontoret med mig i armene og Stephanie og Jasmin gående på hver sin side af ham. han skubbede døren ind til kontoret op med skulderen og holdt den med foden, så Jasmin og Stephanie kunne komme ind. Da vi var kommet lidt ind i kontoret kom sekretæren, mrs. White, ud fra rektorens kontor.

”Hej med… du godeste, Tamara, hvorfor er du så bleg?” gispede hun, spærrede øjnene op og tog hænderne op foran munden. Jeg smilede spagt til hende. Mrs. White, eller Maureen som hendes fornavn var, var det eneste personale, der kaldte mig ved fornavn. Hendes grå hår var samlet i en stram knold og hun havde et blomstret pencilskirt med en lilla skjorte med flæser foran stukket ned i på. Sådan meget gammeldags stil. Men hun var også gammel. Måske sidst i 50’erne.

”Tammy har kastet op, så hun er nødt til at tage hjem, mrs. White,” forklarede Jasmin og mrs. White nikkede forstående og stak Jasmin et udgangspas.

”Hvad skal du have nu, Tamara?” spurgte hun og så venligt på mig.

”Jeg skal have engelsk, med mr. Egdecombe” svarede jeg og hun nikkede.

”Jeg sørger for at give besked til mr. Edgecombe. Se så at komme hjem i seng,” sagde hun og gik hen til sit skrivebord og satte sig ned.

”Tak mrs. White,” sagde jeg svagt og smilede til hende. Hun smilede bare tilbage og gik i gang med noget papirarbejde. Miles bar mig ud på skolens parkeringsplads, men stoppede pludseligt op.

”Hvad nu? Hvordan får vi hende hjem?!” spurgte han og rystede mig en smule. Jeg så irriteret op på ham, men han smilede bare uskyldigt. Mit hoved dunkede af smerte og jeg stønnede ud gennem mine sammenbidte tænder. Det gjorde, at jeg fik alles opmærksomhed og Stephanie og Jasmin kom hurtigt hen til mig.

”Hvad så, Tammy?” spurgte Jasmin. Jeg drejede mit hoved over mod hende og trak forsigtigt på skuldrene.

”Hovedpine,” mumlede jeg.

”Tag hendes telefon, vi må ringe efter Jamie,” foreslog Miles. Stephanie snuppede min mobil ud af min lomme og begyndte at trykke på touchskærmen.

”Jeg henter lige hendes taske,” sagde Jasmin og løb ind mod skolens område igen. Stephanie holdt min mobil op til sit øre.

”Hej Jamie, det er Stephanie.”

*Pause*

”Ja, det er det” *Stephanie grinede* ”Jaer, men det er ikke det jeg ville.”

*En meget kort pause*

”Jo ser du Jamie, Tammy kastede op her i frokostpausen og hun er nødt til at komme hjem. Kunne du ikke lige hente hende?”

*Pause (igen)*

”Okay, hvor lang tid?”

*Pause. Jamie, din pausefisk, altså!*

”Fint så ses vi! Ja, hej hej,” Stephanie fjernede mobilen fra sit øre og trykkede en enkelt gang på skærmen. Hun spærrede øjnene op og løb hen til mig og Miles med min telefon i hendes ene viftende hånd.

”Tammy, SMS fra Liam!” udbrød hun. Jeg flåede mobilen ud af hendes hænder og stirrede på skærmen, hvor der stod ’Liam<3’. Jeg sukkede smilende og åbnede SMS’en.

#Halløj stranger! Hvordan har man det i Wolverhampton? Jeg håber du har det godt. Jeg savner dig rigtig meget. Mig og drengene har en masse at lave, selvom X-factor er slut. Jeg håber at jeg snart ser dig, Tammy. Knus Liam<3#

Jeg smilede over hele hovedet og lagde ikke mærke til Miles, der stod og læste med på skærmen, før det kom et ’aaaw’ fra ham. Det gav et sæt i mig og jeg skulede surt op til ham. han så bare uskyldigt på mig og så hen mod Jamies Suzuki, der rullede ind på parkeringspladsen og hen foran mig og Miles. Vinduet i passagersiden blev rullet ned og Miles bøjede sig ned, så vi begge to kunne se ind på Jamie, der sad og så hardcore ud (troede han selv) med solbriller og en smøg, der ikke var tændt i mundvigen.

”Hey Miles. ’Sup Tammy?” sagde han og jeg flækkede af grin. Helt ærligt, han prøvede og prøvede, men lige meget hvad, så ville min storebror, Jamie Edward Cook, aldrig blive hardcore. Han ville altid bare være den der (lækre) vatpik, som alle pigerne på hans arbejde var smaskforelskede i. Jeg var fuldstændig færdig af grin, og hvis Miles ikke havde holdt godt fat i mig, var jeg nok faldet ned. Stephanie var også kommet hen til bilen og sendte Jamie et smil. Hun åbnede døren og Miles satte mig forsigtigt ind ved siden af Jamie, der klikkede min sele i. Altså, folkens jeg er jo ikke handicappet?! Jeg kan godt selv sætte mig ind og spænde min sele selv. Jeg viftede deres hænder væk.

Jasmin kom forpustet til syne i døren og rakte mig min taske. Jeg smilede til hende og takkede. Miles smækkede døren og Jamie begyndte at køre, mens jeg vinkede gennem ruden til mine venner. De havde været mega søde, da jeg var dårlig! Hvad skulle jeg dog gøre uden dem? Jeg sukkede tilfreds og lænede mig tilbage i sædet og så hen på Jamie. Hans hænder strammede om rattet og hans ansigtsudtryk var alvorligt.

”Hvad er der galt, Jamie?” spurgte jeg.

”Jeg har købt noget, som du lige skal prøve når vi kommer hjem,” svarede han sammenbidt. Jeg rynkede panden. Gad vide hvad det var?

”Hvad er det?” spurgte jeg og prøvede at ignorere at han så så underlig ud. Han så ud til at tøve med svaret, men besluttede sig så at fortælle mig det.

”En graviditetstest,” svarede han kort. Jeg spærrede øjnene op og måbede. En graviditetstest?! Men jeg var jo ikke gravid!

”Jeg er ikke gravid, Jamie,” sagde jeg og forsøgte at lyde rolig, selvom vreden boblede inden i mig.

”Ikke det? Du har ellers symptomerne på det,” sagde han. Jeg trak irriteret på skuldrene og sagde ikke noget hele vejen hjem.

***

Jamie drejede bilen ind i indkørslen og slukkede for motoren. Jeg greb min taske og åbnede hurtigt døren, da han tog fat i mit håndled, åbnede min hånd og lagde en pakke i den. Jeg kiggede på den og sukkede, da jeg så hvad der stod på den. Graviditetstest. Jeg steg ud af bilen, smækkede døren og marcherede op til hoveddøren som jeg åbnede og trådte indenfor. Nej døren var ikke låst, men det var fordi at min mor var hjemme. Der var en person på tandlægeklinikken, som hun havde taget en vagt for en anden dag på året, så hun havde taget fri i dag. Hun så forbavset på mig, da jeg kom ud i køkkenet.

”Hej skat! Allerede hjemme?” spurgte hun, mens hun stod og rørte i et eller andet i en skål. Jeg nikkede kort og igennem køkkenet og ud på badeværelset, hvor jeg lukkede døren efter mig. Jeg satte mig på en lille stol, der stod derude og tog pakken op, så jeg kunne se den. Døren blev åbnet og jeg gemte hurtigt pakken bag min ryg, men slappede mere af, da det bare viste sig at være Jamie. Han gik hen og satte sig på toilettet overfor mig.

”Jeg synes du skulle tage den, Tammy. Bare for at være helt sikker,” sagde han. Forstå nu at jeg ikke var gravid, for satan da!

”Jeg er ikke gravid, Jamie,” sagde jeg og forsøgte ikke at lyde kold.

”Prøv nu bare Tammy,” bad han. Jeg sukkede men gav mig så.

”Fint, men kun for at bevise at jeg havde ret,” sagde jeg og Jamie nikkede en gang og gik ud fra toilettet. Jeg sukkede og gjorde hvad der stod på pakken at jeg skulle.

***

Jeg havde taget pinden, der viste resultatet med ind på mit værelse. Der skulle lige gå lidt tid, så nu ad Jamie og jeg i min seng og ventede. Jeg var faktisk ret nervøs, for der var jo én gang, hvor Liam og jeg ikke havde brugt kondom. Men dengang tænkte jeg, at man da ikke bare sådan kunne blive gravid, fordi at man glemte kondomet én gang. Mine tanker blev afbrudt af Jamie.

”Hvad vil du gøre, hvis den er positiv?” hans spørgsmål hang længe i luften, da jeg faktisk ikke vidste hvad jeg ville gøre.

”Jeg ved det ikke. Jeg starter nok med at fortælle det til faderen. Og så til mor og far,” svarede jeg med en skuldertrækning. Jeg havde godt nok sagt ’faderen’, men jeg var helt sikker på at det var Liam.. helt ærligt, hvad er det jeg siger? Jeg er jo ikke gravid?!

”Nu er den klar,” Jamie tog pinden op og stirrede på den. Jeg kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk, så jeg vidste ikke om den var positiv eller negativ. Han så på mig og rakte mig pinden. Jeg så på det lille display og fik et kæmpe chok, da jeg så de to streger der havde formet sig. Jeg begyndte at hyperventilere. Jeg kunne da ikke være gravid?! Jeg var kun 16 år gammel, jeg var slet ikke klar til eller for den sags skyld moden nok til at få et lille barn?! Og jeg kunne ikke bare abortere, for det ville være synd for barnet. Det var jo et liv, der udvikledes inde i mig, så det kunne jeg bare ikke få mig selv til at dræbe. En tåre banede sig vej ned ad min kind, så to og snart var jeg fuldstændig færdig af gråd. Jamie lagde sine arme om mig og trak mig ind til sig for at trøst mig.

”Tamara, hvem er faren? Ved du det?” spurgte han og det fik mig til at ryste. Han brugte kun mit rigtige navn, når det var meget alvorligt. Ellers var mit navn for ham altid Tammy.

”Jeg…Det…Liam,” fik jeg fremstammet. Gud, hvordan skulle jeg få det her sagt til ham? Og til mine forældre, selvom jeg var helt sikker på at de ville støtte og hjælpe mig. Døren ind til mit værelse blev åbnet og min mor stak hovedet ind.

”Hvad sker… Jamen skat, hvad er der i vejen?!” spurgte hun og kom helt ind til os. Og så var det at det skete. Min mor fik øje på den positive graviditetstest, som jeg stadig holdt i min hånd og så sprang hun i luften af raseri. Ej, just kidding. Hun rev testen ud af min hånd og gav sin til at studere den.

”Jamie, hvad er det her? Er Melanie gravid?” spurgte min mor og så på Jamie, der rystede på hoved og så ned på mig. Jeg nikkede til ham og han så igen på min mor.

”Mor, det er ikke Mel, der er gravid. Det et Tammy…” min mor fik de der røde pletter på sin hals, der varslede at hun snart fik et vredesudbrud.

”TAMARA HOPE COOK, HVORDAN FANDEN KAN DU BLIVE GRAVID?!” råbte hun vredt og jeg krøb sammen mod Jamies bryst. Han strammede beskyttende sit greb om mig og kyssede mig på håret.

”Jeg har været i seng..” længere nåede jeg ikke, inden jeg blev afbrudt af min mor.

”Ja, selvfølgelig har du det, men hvem er faren? Og hvordan kunne du være så uansvarlig, brugte I ikke beskyttelse?” hendes stemme var høj og skinger, hvilket var et tegn på at hun var virkelig vred. Sådan VIRKELIG!

”Nej, vi havde gjort det før, men vi glemte at bruge beskyttelse den ene gang og jeg ved at det var uansvarligt mor,” sagde jeg. Jeg ville have puttet et ’men’ ind, men jeg kunne ikke finde noget, der ville passe bagefter. For det var uansvarligt, det havde min mor al ret til at synes.

”Hvem er faren, Tamara?” nærmest snerrede hun og jeg blev ærligt talt lidt bange for hende. Jeg måtte tage mig rigtigt meget sammen for at svare hende.

”Liam. Det er Liam, der er faren,” svarede jeg. Hendes blik blev fuldstændigt tomt og jeg så forsigtigt på hende. Egentlig forstod jeg hende godt. Jeg ville også blive mega rasende på min datter, hvis hun gik hen og blev gravid med sin bedste vens barn. Ville I ikke også det, derude?

”Tamara, jeg bliver nødt til at snakke med din far,” sagde hun og hendes stemme var lige så tom som hendes blik.

”Men han er jo i Danmark?” påpegede jeg, men hun så bare på Jamie.

”Jamie, jeg skal bruge din iPad. Du har facetime, har du ikke?” spurgte hun og Jamie nikkede og rejste sig. Han gik ind på sit værelse og kom tilbage med sin iPad, som han rakte min mor.

”Her. Fars facetime ligger derinde,” sagde han lavt og min mor nikkede og gik ud. Jamie satte sig ned til mig igen og trak mig ind til sig. Jeg kunne ikke græde mere, det var som om at jeg havde grædt alle mine tårer ud i de tre uger der var gået uden Liam.

”Jamie, hvordan skal jeg dog få det sagt til Liam?” spurgte jeg og så hjælpeløst op på ham.

”Liam er din bedste ven, Tammy. Han er faren til barnet inde i din mave og hvis han ikke vil tage sig af det, så er han ikke den Liam Payne, jeg kender,” Jamies ord gjorde mig rolig. Han havde ret. Liam ville i hvert fald hjælpe mig, selvom han måske ikke elskede mig som jeg elskede ham.

”Jamie! Tamara! Kom herud,” råbte min mor og vrængede ad mit navn. Gud, hun måtte hade mig lige nu. Vi rejste os og gik ud i køkkenet, hvor hun stod med Jamies iPad, hvor min fars vrede ansigt var på.

”Hej far,” mumlede jeg, men han vrissede bare som svar. Jeg kneb øjnene sammen og satte mig på barstolen, som min mor bad mig om.

”Tamara, mig og din far har snakket om det…” sagde hun da Jamie også havde sat sig på plads. min far tog tilløb til at sige noget, og den næste sætning fik min verden til at ramle sammen. Jeg sad bare og stirrede ud i luften, mens Jamie var i gang med at diskutere både med min mor og far, men jeg ænsede det ikke. Det eneste jeg tænkte på var de 11 ord, der fik min verden til at kollapse:

”Og vi har besluttet at du ikke kan bo her længere…”

--------------------------------------------

Hej folkens! Sikke en dårlig dag for Tammy, hva? Først finder hun udaf at hu ner gravid med Liams barn og så smider hendes forældre hende ud af huset? Auch!

Jeg er lidt trist over at nogen af jer har valgt at ikke-favorisere min novelle. Hvis I stadig læser med, jer der har gjort det, så smid lige en kommentar, hvor I skriver en grund til det. Og til jer, der stadig hænger i, hvis I af en eller anden grund beslutter jer for at gøre det samme, så skriv lige hvorfor, så jeg kan forbedre min novelle.

Behøver jeg overhoveddet at sige det? Kommentarer, likes og favoriseringer=TOP$!

Knuzzer Nynne <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...