Just (sex)friends {One Direction} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
16-årige Tamara ”Tammy” Cook bor i Wolverhampton sammen med sin mor og far og storebror. Hun og Liam Payne har været bedste venner siden børnehaven, men en aften, hvor de holder filmaften, udvikler det sig og Tammy ender med at vågne op i sin seng… ved siden af Liam! De aftaler derefter at blive bollevenner, da både Liam og Tammy er single, men Tammy kan efterhånden ikke styre sine følelser for Liam og ser hver uge frem til weekenden og til ham. Da Liam bliver berømt sammen med drengene fra One Direction og flytter til London, bliver Tammy rigtigt ked af det, og ved ikke om hun kan leve uden Liam. Og for at gøre det hele værre, opdager hun en dag Liam sammen med sin nye kæreste, Danielle. Tammy bliver fuldstændigt knust, for hendes følelser for Liam er stadig meget stærke. Fortæller hun Liam sandheden? Eller holder hun sine følelser for sig selv? Og måske sker der noget helt uventet? *der vil være seksuelle scener, så læsning er på eget ansvar*

55Likes
143Kommentarer
16544Visninger
AA

5. 3.

Jeg var allerede vågnet, jeg lå bare og nød stilheden. Med lukkede øjne. Kald mig mærkelig hvis du vil. Min seng føltes så underligt hård og mit hoved gjorde ondt. Så jeg var egentlig lidt ligeglad. Pludselig kunne jeg mærke noget, der lå tæt op ad mig og noget der blev lagt om mit liv. Jeg åbnede hurtigt øjnene og så, til min overraskelse, ind under min seng. Ind i rodet. Der lå mindst 10 tasker, 19 ensomme strømper og en hel masse nullermænd derinde. Det måtte jeg hellere få ryddet op, hvis jeg ikke ville have problemer med min mor. Men det kunne jeg altid gøre senere. Lige nu lå jeg åbenbart på gulvet, så jeg var nok trillet ned fra min seng i løbet af natten. 

Jeg kom i tanke om det, der lå rundt om mig og vendte mig halvvejs rundt. Jeg så lige ind i Liams sovende ansigt og jeg kunne ikke lade være med at smile. Han så så fredfyldt ud når han sov. Jeg vendte mig forsigtigt helt om, lagde min hånd på hans kæbeben og strøg hans kind forsigtigt med min tommelfinger, mens jeg hele tiden håbede på at han ikke ville vågne. Jeg fik en lyst til at kysse ham og skulle også lige til det, men kom pludselig i tanke om hvad jeg havde fortalt ham om Michael Carter, der egentlig ikke eksisterede. Jeg kneb øjnene sammen over min dumhed og stønnede ud gennem mine sammenbidte tænder, men flyttede ikke hånden fra Liams ansigt. Jeg troede ikke at Liam kunne høre mig, men det kunne han.

”Tammy…” mumlede han. Guud hvor sødt! Han sagde mit navn i søvne. Jeg smilede sikkert som en idiot, men jeg var ligeglad. Det eneste der betød noget var, at jeg lå på gulvet i mit værelse sammen med min bedste ven aka mit crush, han havde armen om mit liv og havde lige mumlet mit navn i søvne! NUURH!

”Tammy… du er så sød…” sukkede han og kravlede tættere på mig. Hvis det var muligt. Du godeste Liam, du påvirkede mig virkelig! Jeg kunne bare angribe ham på stedet, bare snave ham i gulvet og få ham til at tilfredsstille mit behov. Lige nu, lige her. Okay, måske oppe i sengen, men okay… I ved hvad jeg mener. Det gør I altid. Jeg lagde den anden hånd på hans andet kæbeben og fik et chok, da han greb fat i mine håndled. Please, vågn ikk op, please, vågn ikk… Men selvfølgelig skulle Gud lige overhøre mine bønner, for Liam slog sine chokoladebrune øjne op (må og skal have en Nutellamad til morgenmad!) og så undrende på mig. Jeg ville have flyttet mine hænder, men han havde jo fat i mine håndled, så det gik ikke lige så godt.

”Hvad laver du hernede?” fniste han og slap mig. Hurtigt fjernede jeg mine hænder og indså, at jeg ikke kunne redde mig ud af den her. Jeg rødmede og trak mig en smule væk fra ham. Gud, han måtte tro at jeg var en freak! Well, han kender mig, så han ved at jeg er underlig, men en freak? Ej okay, måske ikke.

”Jeg faldt ned af sengen i nat. Spørg mig ikke hvorfor,” sagde jeg, så ned og grinede lidt.  

”Men hvad lavede dine hænder på mit ansigt?” spurgte han og rynkede sine mørkebrune øjenbryn. Jeg så ham i øjnene og forsøgte at fortælle ham med mit blik at jeg ikke ville snakke om det. Han smilede skævt og lod det heldigvis ligge. Men jeg kunne spore nysgerrigheden i hans øjne. Desværre, Liam. Du får det ikke at vide. Du får ikke at vide at du er den allermest fuldendte og søde fyr, jeg kender. Du får ikke at vide, at jeg vil savne dig meget mere end jeg giver udtryk for. Du får ikke at vide at jeg elsker dig, som jeg aldrig har elsket nogen før. Okay, Tammy tag dig sammen, inden du begynder at græde. Vent til Liam er taget af sted.

”Jeg kommer til at savne dig,” sagde jeg lavt og pillede ved mine negle. Jeg var på randen af gråd, men ville ikke græde. Jeg skulle være glad på Liams vegne, det var min pligt som hans bedste veninde. Han satte to fingre under min hage og tvang mig til at se op på ham. Han smilede skævt og trak mig ind til sig. Jeg puttede mig ind til hans bryst og lyttede til hans hjerte, der bankede.

”I lige måde, Tammy,” hviskede han og strøg hånden beroligende ned ad min ryg. Der hvor han rørte min hud, efterlod han brændende mærker. Jeg var lige ved at lade mine tårer få frit løb, men tvang mig selv til at lade være. Jeg blinkede hurtigt med øjnene og smilede svagt til Liam.

”Er du okay?” spurgte han og jeg nikkede langsomt. Han slap mig og rejste sig. Jeg tog hans hånd, som han rakte mig og lod ham trække mig op.

”Hey,” sagde han opmuntrende og tog mine hænder. Jeg lod mit blik, der ellers havde hvilet på mine fødder, møde hans, der lyste af glæde, men også af savn, bekymring og tristhed. Jeg smilede forsigtigt, men jeg kunne ikke smile så meget. Min bedste ven forlod mig.

”Du kommer til at se mig igen. Jeg flytter jo ikke til USA, vel? Desuden er jeg kun et telefonopkald væk,” forsikrede han mig beroligende om og smilede sit Liam-smil. Men der var noget der var anderledes ved det. Det nåede ikke op til hans øjne. Han var også ked af at skulle væk. Han havde jo sin nærmeste familie her i Wolverhampton. Og venner. Mig, Stephanie, Miles, Jasmin, Blake og de andre. Alle vores fælles venner. Men det var hans drøm. Ham og hans nye venner skulle udleve deres drøm sammen. Og jeg var glad på hans vegne, meget endda og desuden ville jeg ikke forvirre ham for meget. Men en del af mig sagde, at hvis jeg ikke fortalte ham om mine følelser inden han tog af sted, ville jeg fortryde det. Jeg tog en dyb indånding.

”Liam, der er noget jeg skal fortælle dig…” begyndte jeg, men blev afbrudt af Liam.

”Tammy, hvad er klokken?!” spurgte han højt, med en smule panik i stemmen. Jeg så på ham med rynkede øjenbryn, inden jeg trak mine hænder til mig og gik hen til det lille, lyserøde digitalur på mit skrivebord. Jeg tog et hurtigt kig på det og så hen på Liam igen.

”Den er 9:46. Hvorfor?” spurgte jeg og så om muligt endnu mere forvirret ud.

”Der kommer en bil og henter mig klokken 10:30 udenfor mit hus!” sagde han og sukkede opgivende. Jeg løb hen til mit skab og flåede et par stramme, sorte, højtaljede jeans, en hvid tanktop samt en hvid, gennemsigtig skjorte uden ærmer ud derfra. Jeg lagde det på et stol tæt ved og fandt lidt undertøj. Jeg samlede det hele sammen og vendte mit blik mod Liam.

”To minutter,” han nikkede og jeg skyndte mig ud i gangen og ud på badeværelset ved siden af. Jeg burde prøve at overtale min far til at sætte en dør ind, så jeg kunne gå ud på badeværelset fra mit eget værelse. For jeg var praktisk taget den eneste, der brugte det badeværelse. Min mor og far havde et ved siden af deres soveværelse og Jamie havde et ved siden af hans. Det var en meget god pointe. Jeg lagde tøjet fra mig på toilettet, og åbnede for vandet. Jeg tog mit nattøj af og satte mit hår op i en knold.

Jeg stod og betragtede mit ansigt i spejlet. Først så jeg min lyse pande. Alle i min familie havde lys hud. Ikke sådan mælkehvid, men mere… naturlig. Jeg lod mit blik glide ned over mine rødbrune, plukkede øjenbryn og videre ned til mine isblå, mandelformede øjne. De øjne, som min mor havde et sæt magen til af. Min bror havde de samme grå øjne som min far. Men han havde mørkebrunt hår ligesom min mor. Min far havde mere gyldent brunt hår, hvilket jeg også havde, inden jeg farvede det den varme røde farve som det havde nu.

Jeg gik hen til bruseren og stillede mig ind under det varme vand og lod det skylle ned over mig. Jeg forsøgte ikke at gøre mit hår vådt – det var ikke nødvendigt. Vandet, der trommede mod min hud, fik mig næsten til at glemme Liam, så jeg skyndte mig at sæbe mig ind, skylle det af igen og hoppe ud af badet. Jeg viklede et håndklæde om min krop og fik den hurtigt tørret. Jeg kom i tøjet, tog mit hår ud af elastikken og lod det bølge ned ad min ryg. Derefter lagde jeg den sædvanlige makeup, der ganske enkelt bestod af et lag mascara på vipperne og en smule lipgloss på læberne*gisp!*. Meget enkelt, ligesom min tøjstil. Jeg samlede mit nattøj sammen og gik ind til Liam igen.

”Hvad nu?” spurgte han, da jeg havde lagt tøjet fra mig på min lænestol, der stod i et hjørne. Jeg vendte mig om og gik hen til ham.

”Nu tager vi hjem til dig og får dig i bad og i noget tøj. Og så skal du have sat dit hår. Ikke at morgenhår ikke klæder dig,” sagde jeg og kneb øjnene sammen over den sidste sætning. Hold nu bare din kæft, Tammy! Heldigvis så det ikke ud til at han havde bemærket det, for han tog sit tøj, der lå i en lille bunke på et lille bord, der stod lige inden for døren og vi gik sammen ud i entreen for at få sko på. Jeg åbnede døren og gik efter Liam ud i den lune maj formiddag.

***

Jeg sad på sengen inde på hans værelse og betragtede Liam, der stod ved sit skab og fandt tøj frem. Han havde et håndklæde om livet og ikke andet. Og ja, piger, det var sgu svært at modstå ham. Selv hans ryg var tiltrækkende og jeg fik gang på gang lyst til at gå hen og bare tage ham på stedet. Sådan BAM! Men jeg lod være. Han vendte sig om og så afventende på mig. Jeg nikkede kort og rejste mig og gik udenfor døren, mens Liam lige fik sit tøj på. Jeg lænede mig op ad væggen og lagde armene over kryds.

”Hej Tamara,” sagde Karen og smilede, da hun fik øje på mig. Hun gik hen til mig, og jeg stillede mig ordentligt op.

”Hej Karen,” smilede jeg.

”Nå, kommer du for at sige farvel til Liam?” spurgte hun. Jeg nikkede langsomt inden jeg svarede.

”Ja, det gør jeg,” svarede jeg og foldede mine hænder bag min ryg. Men jeg ville ønske at jeg ikke skulle sige farvel. Jeg ville gerne med, men jeg ville helst have ham til at blive her i Wolverhampton.

”Du kommer til at savne ham meget, ikke også Tamara? Mere end du viser ham,” jeg så hurtigt hen på hende. Vidste hun at jeg kunne lide ham? Hvis hun vidste det, gjorde Liam måske også…

”Hvad mener du helt præcist med det?” spurgte jeg og hævede et øjenbryn. Hun grinede kort, ikke hånligt, men venligt og blidt.

”Søde, jeg kan se det på dig. Du er forelsket i ham,” forklarede hun med et smil. Jeg stivnede et øjeblik, men slappede af. Karen var jo Liams mor. Hun ville ham det bedste.

”Jeg er helt væk i ham,” indrømmede jeg lavt og mærkede blodet og varmen stige op til mine kinder. Hun grinede blidt.

”Men han føler ikke det samme for mig,” min stemme knækkede og jeg brød ud i gråd. Karen trak mig ind til sig og aede forsigtigt mit hår. De har det med at ae folk i den familie. Det var ret underligt at stå og græde ved min bedste vens mors skulder, men jeg havde brug for at få det ud.

”Søde Tamara. Det gør ondt at se dig så ked af det, men husk på at du ikke kan tvinge Liam til at elske dig. Og hvis han vælger en anden, er du nødt til at lade ham gøre det. Du er en klog pige, Tamara og jeg er sikker på at du elsker Liam så højt, at du vil lade ham gå, hvis det skulle blive nødvendigt,” sagde hun lavt og jeg nikkede ind mod hende skulder og hulkede. Hun tyssede forsigtigt på mig, nok for at jeg skulle være stille så Liam ikke hørte os. Hun tog et hjørne af sin bluse og tørrede forsigtigt mine øjne. Heldigvis havde jeg taget vandfast mascara på, for jeg kom nok til at græde, når han skulle af sted. Ej, jeg ville helst ikke tænke på det. Okay, alle sammen derude, hvad med at få mig til at tænke på noget andet? Ingen der melder sig? Nå, lige meget så…

”Så! Er du klar igen, søde?” spurgte Karen venligt. Jeg nikkede og smilede et lille smil. Hun smilede kort tilbage, klappede mig blidt på min ene arm og forsvandt ind i stuen. I det samme blev håndtaget til Liams værelse trykket ned og Liam kom ud, stadig uden sat hår.

”Hey Tammy,” smilede han. Jeg smilede tilbage, men smilet stivnede. Havde han hørt hvad jeg havde snakket med Karen om? Havde han stået og smuglyttet? Gud, så vidste han hvad jeg følte for ham! Men det lignede ham bare ikke.

”Stod du og lyttede ved døren?” spurgte jeg, hårdere end jeg ville. Hans smil forsvandt og han rynkede sine øjenbryn. Nej nej, Liam det var ikke så hårdt ment!

”Nej, selvfølgelig ikke, Tammy. Hvorfor tror du sådan noget?” jeg kunne høre en smule vrede i hans stemme, hvilket gjorde mig ked af det. Det var jo ikke meningen at vi skulle skilles som uvenner! Tværtimod.

”Det-det ved jeg ikke,” mumlede jeg og så ned. Han sukkede, hvilket fik mig til at se på hans vrede ansigt.

”Liam, jeg vil ikke skilles som uvenner,” bad jeg og lod mit isblå blik bore sig ind i hans brune. Hans ansigt blev roligere og han smilede skævt, inden han trak mig ind i et kram.

”Heller ikke mig,” sagde han lavt og knugede mig lidt mere. Jeg trak mig efter lidt tid væk og lagde armene over kors.

”Nå, du må hellere få sat dit hår,” sagde jeg med et smil. Liam nikkede og vi gik ud på deres badeværelse. Jeg satte mig på toilettet og betragtede ham, mens han stod foran spejlet og var opslugt af sit hår. Han lod sine fingre køre igennem det og fik mig til at ønske at det var mine fingre, der gled gennem hans brune hår og videre ned langs hans kæbe, mens hans læber var presset mod mine og hans hænder udforskede min krop… okay, styr lige dine tanker, Tammy.

”Så, er det ikke godt nu?” Liams stemme rev mig ud af mine tanker. Han vendte sig mod mig og så afventende på mig. Han ventede på min mening. Jeg nikkede langsomt og tog min mobil op ad lommen.

”Klokken er 10:24. Du skal snart af sted,” sagde jeg lavt og prøvede at smile, men min stemme knækkede ved det sidste ord. Af sted. Uden mig. Jeg så ned på mine hænder, der lå foldede i mit skød og kunne høre Liams fodtrin bringe ham tættere og tættere på mig. Et par fingre blev placeret under min hage og mit hoved blev løftet op, så jeg blev tvunget til at se ind i hans brune øjne. Han smilede forsigtigt til mig, tog min hånd og trak mig op at stå. Jeg fulgte efter ham ind på hans værelse, hvor vi satte os på hans seng. Han lagde en arm om min skulder og jeg puttede mig ind til hans bryst, så han lagde også den anden arm om mig.

Sådan sad vi i de resterende seks minutter, Liam havde tilbage i Wolverhampton. Han ville selvfølgelig komme på besøg, men han ville ikke være der altid. Karen stak sit hoved ind på værelset og fortalte, at Liams bil var der nu. Jeg sukkede og gjorde mig fri af hans arme. Vi rejste os begge, og han gik hen i et hjørne, hvor hans kufferter med alt hans tøj stod. Han tog fat i et par stykker af dem og begyndte at gå ud med dem efter sig. Jeg stod bare og så på de mange kufferter, der stod stablet i hjørnet. Det ville da tage 100 år at få dem ud i bilen. Mindst! Jeg sukkede og tog to af dem og begyndte at slæbe dem udenfor huset.

Jeg trådte udenfor og begav mig hen til bilen, der holdt i vejkanten. En høj mand tog imod kufferterne og lagde dem ind i bagagerummet. Jeg skulle til at gå ind for at hente nogle flere kufferter, men ham der havde lagt kufferterne ind i bilen holdt mig tilbage og gik ind. Jeg trak på skuldrene og gik hen til Liam, der stod og så på huset.

”Det bliver spændende i London,” sagde jeg og vippede op på mine tæer. Han nikkede langsomt, uden at tage blikket væk fra huset. Tanken om at tage hans hånd strejfede mig, men som så mange andre tanker om ham, så lod jeg den passere. Det ville være for mærkeligt.

”Lov mig at skrive, når du er der,” bad jeg og så op på ham, men opdagede at han allerede kiggede på mig.

”Selvfølgelig, Tammy,” smilede han. Jeg smilede et forsigtigt smil, men det stivnede, da manden fra før gik ind foran os og rømmede sig.

”Jeg er ked af at afbryde, men De skal af sted nu, mr. Payne,” sagde han formelt og rettede på sin kasket. Han var hermed udnævnt ’kasket-manden’. Liam nikkede og manden gik hen til bilen og ventede. Liam vendte sig mod mig og trak mig ind til sig. Min underlæbe bævede og jeg måtte blinke hurtigt for at forhindre mig i at græde.

”Jeg kommer til at savne dig, Tammy,” hviskede han ned i mit hår. Jeg knugede ham lidt hårdere og så op på ham.

”I lige måde, Liam,” smilede jeg. Han kyssede mig blidt på håret, inden han slap mig. Jeg så hen mod hans familie, der stod og kiggede på os. Han gik hen og krammede først sine forældre g så sine søstre. Han kastede et sidste blik på mig, inden han satte sig ind i den sorte bil. Kasketmanden smækkede døren i efter ham og gik over på den anden side og satte sig ind på førersædet. Mig, Karen, Geoff, Ruth og Nicola samledes ved siden af bilen og vinkede, da den startede og begyndte at køre. Liam vinkede ivrigt til os, så længe han kunne se os. Og så var bilen væk.

Liam var væk. Altså ikke helt væk, men han var på vej til London. Jeg kunne ikke holde det inde mere, jeg brød ud i gråd og mine ben kunne ikke holde mig oprejst. Jeg sank sammen på jorden, fuldstændigt opløst med tårerne strømmende ned ad mine kinder. Karen og Nicola kom hen og forsøgte at rejse mig op, men jeg mærkede det ikke.

Det eneste, der gik gennem mit hoved var at Liam var væk. Han var ikke i Wolverhampton længere. Han var på vej til London, på vej til Harry, Zayn, Louis og Niall, hans såkaldte venner. Jeg hulkede højt og hele min krop rystede. Nogen rystede mine skuldre, nok for at få mig til at reagere. Jeg tog mig sammen og så op på Nicola og Ruth, der så bekymrede på mig. Jeg opdagede at jeg sad i en sofa inde i deres stue

”Tammy, tag det roligt! Træk vejret,” kommanderede Nicola og jeg tog en dyb indånding og tørrede mine øjne med det papirlommetørklæde, som Ruth rakte mig. Karen sad ved siden af mig og strøg min ryg beroligende.

”Så så, Tamara. Det går nok,” trøstede hun mig og jeg nikkede. Det blev okay. Det skulle det. Jeg var ikke sikker på at jeg kunne klare et liv uden Liam, men jeg måtte forsøge, for min egen skyld. Det blev hårdt, men jeg skulle klare det! Desuden havde han selv sagt at han kun var et telefonopkald væk, hvilket han selvfølgelig havde ret i.

”Kom Tammy, jeg følger dig hjem,” tilbød Ruth og jeg nikkede. Jeg rejste mig op og gik ud på gaden sammen med hende.

***

Da jeg havde sagt farvel til Ruth gik jeg med tunge skridt op til hoveddøren. Jeg åbnede den langsomt og lukkede den ligeså langsomt. Jeg sparkede langsomt mine sko af og gik langsomt ud i køkkenet. Alt gik bare.. tjah, langsomt. Jeg satte mig på en af barstolene ved køkkenøen og lagde mine arme på bordpladen.

”Hej skat! Hvor har du været?” lyden af min mors friske og glade stemme fik mig til at bryde sammen igen. Jeg slog hovedet ned mod bordpladen og hulkede, så hele min krop rystede.

”Lille skat, hvad er der galt?” spurgte min mor bekymret og snart kunne jeg mærke en arm om mine skuldre. Jeg fik kontrol over min stemme og så op på hende.

”Liam er taget til London,” fik jeg sagt, inden endnu et hulk gik min krop til at ryste og jeg gemte mit hoved i mine arme, der lå på bordet. Jeg hørte fodtrin og pludselig kunne jeg mærke en arm mere om mine skuldre. Jeg så op og opdagede at Jamie stod på min anden side og havde armen om mig. Han smilede roligt til mig og jeg forsøgte at smile tilbage, men det kom vidst bare til at ligne en grimasse.

”Mor, må jeg lige snakke med Tammy?” jeg vendte mit blik mod min mor, der nikkede smilende, krammede mig kort og gik så ind i stuen. Jamie satte sig på barstolen ved siden af mig og så opmærksomt på mig.

”Hvad så, Tammy?” sagde han blidt og tog min hånd.

”Liam er taget af sted. Og jeg kan ikke leve uden ham, Jamie,” forklarede jeg og kæmpede for at holde min stemme normal. Eller, så normal som den nu kan blive. Han strøg med sin tommelfinger hen over min håndryg og rejste sig op.

”Vil du med ind i stuen?” spurgte han. Jeg nikkede og fulgte efter ham.

Den aften græd jeg mig selv i søvn igen. Jeg ved ikke om jeg tager fejl, men i mit hoved er det ikke meningen at en pige skal græde så meget over en fyr. For som man siger: ’A guy should ruin your lipstick, not your mascara!’

-----------------------------------------------------

Heii folkens! Nynne her! Her er et kapitel til jer til at begynde jeres efterårsferie med. Jeg er selv på ferie i Skallerup Klit (luxus!), men til jeres(og mit) held er der WiFi heroppe, så jeg kan lægge kapitler ind. Jeg er ked af at der måske går ret lang tid mellem kapitlerne, men jeg er heldigvis færdig med mine afleveringer, så jeg kan skrive noget mere! <3

Som altid: Likes, favoriseringer og kommentarer er guld i min verden! <3

Knuzzer Nynne :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...