Just (sex)friends {One Direction} 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
16-årige Tamara ”Tammy” Cook bor i Wolverhampton sammen med sin mor og far og storebror. Hun og Liam Payne har været bedste venner siden børnehaven, men en aften, hvor de holder filmaften, udvikler det sig og Tammy ender med at vågne op i sin seng… ved siden af Liam! De aftaler derefter at blive bollevenner, da både Liam og Tammy er single, men Tammy kan efterhånden ikke styre sine følelser for Liam og ser hver uge frem til weekenden og til ham. Da Liam bliver berømt sammen med drengene fra One Direction og flytter til London, bliver Tammy rigtigt ked af det, og ved ikke om hun kan leve uden Liam. Og for at gøre det hele værre, opdager hun en dag Liam sammen med sin nye kæreste, Danielle. Tammy bliver fuldstændigt knust, for hendes følelser for Liam er stadig meget stærke. Fortæller hun Liam sandheden? Eller holder hun sine følelser for sig selv? Og måske sker der noget helt uventet? *der vil være seksuelle scener, så læsning er på eget ansvar*

55Likes
143Kommentarer
16780Visninger
AA

4. 2.

Ja, jeg indrømmer det! Jeg var jaloux på pigerne i London. Helt ærligt, de skulle jo have Liam der. Hvem ville ikke have ham i sin by? Ingen? Nej, vel? Vi sad på vattæppet i min dobbeltseng (ja, jeg har en dobbeltseng. WIN!) og snakkede. Eller, Liam snakkede. Jeg sad bare og betragtede hans bløde og fuldstændigt perfekte læber. Jeg savnede dem mod mine. De passede så godt sammen. Ligesom os. Liam kunne bare ikke se det. Ååh, Liam…

”… eller hvad tror du, Tammy?” spurgte Liam og så afventende. Det gav et sæt i mig og jeg rettede hurtigt mit blik imod hans chokoladebrune øjne (åhh, bliver såå sulten, altså!). Guud, hvor pinligt! Og midt i det hele begyndte jeg at rødme. Gud, hvorfor hader du mig? Liam begyndte at grine højt og faldt om i sengen af grin. Jeg så fornærmet på ham og lagde armene over kors, men kunne ikke lade være med at grine med. Han er jo såå sød! Er I enige, jer derude? Jaah, det tror jeg nok at I er!

”Du…Er…Så…Underlig…!” gispede Liam mellem grinene, hvilket bare fik mig til at grine endnu højere. Det lød bare så sjovt! Jeg smed mig ned på maven ved siden af ham, tog en pude og kastede mit hoved ned i den i et forsøg på at holde op med at grine. Hvilket ikke virkede. Jeg forsatte med at grine voldsomt ned i puden, og det så sikkert helt vildt åndssvagt ud oppefra. Det syntes Liam i hvert fald, for jeg hørte hans grin blive højere. Men pludselig lød der et lavt, kort råb efterfulgt af et bump og Liams latter forstummede. Jeg løftede forsigtigt hovedet og så derhen, hvor han havde ligget. Der var tomt.

”Liam?” kaldte jeg ud i den blå luft. Jeg følte mig egentlig lidt åndssvag, for hvad hvis han var gået? En stønnen fik mig dog på andre tanker. Jeg løftede hovedet lidt mere og strakte min hals.

”Hernede,” stønnede en stemme og jeg genkendte den som Liams. Jeg mavede mig hen til sengekanten og så ned i Liams chokoladeøjne (må altså snart have noget chokolade). Han smilede op til mig og jeg kunne ikke holde mit grin inde mere. Jeg skreg af grin og rullede om på ryggen. Noget af mit knaldrøde hår faldt ned over kanten af sengen og kildede Liam i næsen. Han gav et højt nys fra sig, hvilket fik mig til at rulle om på maven igen og rette min opmærksomhed mod ham. Han lå og så forurettet op på mig, nok fordi at jeg grinede af ham. Jeg smilede uskyldigt tilbage og kravlede ned ved siden af ham.

”Du er så klodset, Li,” sagde jeg og lagde mig på siden, så jeg kunne se på ham. Han drejede sit hoved og så ind i mine øjne med sit varme, brune blik. Han prikkede mig i maven, så jeg hvinede og begyndte at kilde ham i siderne.

”Tammy, st-stop!” udbrød han og brølede af grin. Jeg ignorerede ham bare, for Tamara Cook tager ikke imod ordrer fra nogen! Heller ikke fra Liam Payne, selvom han er dejlig, fantastisk, sød, venlig, blid… Okay, Tammy stop dig selv! Folk derude ved godt, hvor fantastisk Liam er. Ikke osse?

”Tammy!” hans stemme rev mig ud af mine tanker. Jeg tog mine hænder væk fra hans sider, men det skulle jeg ikke have gjort. Han vendte os om og nu var det hans tur til at kilde mig. Jeg skreg højt, inden jeg flækkede fuldstændigt. Hvis I ikke har bemærket det, så har vi det altid sjovt, mig og Liam. Jeg begyndte at slå ud efter ham, men det gik ikke så godt, da jeg stadig grinede. Okay, maske giver det ikke rigtig mening, men det gør det nok når jeg fortæller det her: når jeg får et grineflip kan jeg aldrig holde mine øjne åbne.

Liam havde et knæ på hver sin side af mig og hans ansigt var ret tæt på mit, så bagfra ville det nok se forkert ud. Han holdt en kort pause og så ind i mine øjne. Jeg fik efterhånden vejret igen og smilede op til Liam. Han smilede tilbage med sit Liam-smil. Det kender I nok efterhånden. I ved, det der fantastiske smil, der i mit hoved får fuglene til at synge og visne blomster til at blomstre op igen… jah, jeg er ret så forelsket i ham. Men han er jo også dejlig! Ikke, tøser?

Han sank ned ved siden af mig, lagde en arm om min skulder og trak mig ind til sig. Hans duft strømmede ind i mine næsebor og den, sammen med varmen fra hans krop, fik sommerfuglene til at flagre rundt i maven på mig.

”Hvornår tager du af sted?” kunne jeg høre mig selv spørge. Jeg så op på ham, men han lå bare og stirrede op i loftet. Jeg fik pludselig en lyst til at række op og lade min tommelfinger glide ned ad hans kæbe. Og så ville han se ned på mig og kysse mig. Vi ville udvikle kysset og… ej, stop lige dig selv, Tammy. Igen.

”Jeg tager af sted i morgen formiddag,” svarede Liam og så endelig på mig. Hans øjne glødede af spænding og hans læber havde et glad smil over sig. Jeg gengældte smilet og flyttede hurtigt blikket. Jeg havde det dårligt over at jeg ville have Liam til at blive her hos mig, det fik mig til at føle mig så egoistisk. Det var hans drøm, men jeg kunne bare ikke holde tanken om, at han ikke ville være i Wolverhampton ud.

”Har du pakket?” spurgte jeg og min stemme bævede og det prikkede bag mine øjne. For helvede, altså! Jeg kunne da ikke græde foran Liam, det ville være for pinligt.

”Hey, søde. Du må ikke græde. Jeg kommer jo nok hjem på besøg og du kan jo også besøge mig og drengene,” sagde Liam blidt og strøg min kind. Hans berøringer efterlod brændende mærker og det var dråben, der fik bægret til at flyde over. Jeg hulkede højt og tårerne strømmede ned ad mine kinder. Han måtte bare ikke forlade mig! Ikke nu, ikke nogensinde. Jeg trykkede mig ind til hans krop og han begyndte at ae mig beroligende på ryggen. Han tyssede forsigtigt på mig, men det hjalp ikke. Hele min krop rystede og jeg tog fat i hans skjorte og knugede den i mine hænder. Den blev sikkert krøllet, men Liam var ligeglad, han ville bare gerne trøste mig.

Han satte sig op og jeg blev jo derfor nødt til at følge med. Han bevægede sig langsomt hen mod væggen og lænede sig op ad den, mens han fortsat holdt om mig og aede min arm. Jeg sad nu med siden til ham, mit hoved lå på hans bryst og begge hans arme lå rundt om mig. Han nynnede stille og langsomt begyndte jeg at slappe af igen.

”Liam?” min stemme var lille og jeg var næsten sikker på at han ikke hørte mig, men det gjorde han nu alligevel.

”Ja, søde?” spurgte han og kyssede mig på håret. Jeg sukkede tilfredst inden jeg svarede. Det måtte være fantastisk at være kæreste med ham.

”Ville du have meget imod at overnatte her? Altså, bare på en madras?” jeg vidste ikke om han ville sige ja. Men jeg kunne jo altid prøve. Der gik et stykke tid inden han svarede mig, og jeg begyndte at blive usikker på om det var for meget.

”Nej, jeg ville ikke have noget imod det. Jeg skulle faktisk lige til at foreslå det,” sagde han og jeg så op på ham. Han smilede ned til mig og synet af hans smil gjorde mig rolig. Det er utroligt, hvilken effekt han kunne have på mig. jeg lagde mit hoved tilbage på hans bryst og sådan sad vi, indtil døren ind til mit værelse blev åbnet og Jamie stak sit hoved ind.

”Hej med jer. Må jeg komme ind?” spurgte han. Liam så hen mod døren, men jeg blev ved med at betragte ham.

”Ja, kom bare ind,” sagde Liam og jeg kunne ligesom mærke at der var noget der vibrerede inde i ham. Hans stemmebånd, sikkert. Big surprise! Jamie lukkede stille døren efter sig og listede ind og satte sig ned ved siden af os.

”Hvorfor sidder I sådan?” spurgte han undrende. Jeg så for første gang på ham og han smilede til mig.

”Tammy blev hylet ud af den over min awesomeness,” sagde Liam og jeg daskede til hans bryst, inden jeg begyndte at grine. Liam kunne heller ikke lade være og snart var vi begge flade af grin, mens Jamie bare sad og så uforstående på os.

”Haha, ej Liam, Jamie fatter det ikke,” fik jeg sagt, inden en ny bølge af latter ramte mig.

”Ja, må-måske skulle vi forklare det,” gispede Liam mellem grinene og fik sin stemme under kontrol. Jeg fortsatte bare med at grine højt og jeg mærkede både Liams og Jamies blikke på mig, men jeg var ligeglad.

”Vi lå oppe på Tammys seng og snakkede, og pludselig kunne jeg se at hun var helt væk i et eller andet, spørg mig ikke om hvad det var,” jeg fik endelig kontrol over min stemme og begyndte at rødme og Jamie så det, for han undertrykte et lille grin, inden han vendte sin opmærksomhed mod Liam igen.

”Jeg begyndte at grine og så kunne hun heller ikke lade være og til sidst var vi begge to færdige af grin. Vi lå begge to ned og jeg havde åbenbat rykket mig ud til kanten af sengen, for pludselig var der ikke mere seng og jeg lå nede på gulvet. Jeg var faldet ned af sengen af grin. Og derfor grinede vi lige før, fordi at jeg ikke har så meget awesomeness over mig,” forklarede Liam og det var tydeligt at Jamie forsøgte at holde et grin tilbage.

”Arj, Li hvis man googler awesome, dukker dit navn og et billede af dig frem som nummer to. Du er bare lidt klodset,” sagde jeg og krammede ham.

”Hvem er så nummer et?” spurgte han. Jeg så op på ham og rynkede mine bryn. Kunne han da ikke se det?

”Det er jeg da, ikke også, lillesøs?” sagde Jamie og så kækt på mig. Jeg rystede langsomt på hovedet og grinede. Liam begyndte også at grine højt.

”Oooh, dissed!” sagde han højt og vi gav hinanden en highfive. Jamie så forurettet på os og krøb lidt sammen. Jeg rakte en arm ud og han overgav sig og kravlede hen til os og ind i min favn. Så nu sad jeg i min bedste vens favn med min storebror i min egen. Det lyder måske lidt akavet, men det var det nu ikke. Måske lidt underligt, men… man er jo ikke en Cook for ingenting, vel?

”Narj Jamie, jeg mener selvfølgelig mig,” sagde jeg drillende og Jamie nikkede langsomt, som om han var fatsvag og lige havde lært at regne. Eller sådan noget, er ikke så god til det der med metaforer… eller hvad det nu hedder…

”Men hvis det ikke er Liams mangel på awesomeness, hvad er det så?” spurgte Jamie. Jeg så op på Liam og blev overrasket over at han også så på mig. Jeg flyttede mit blik til Jamie og åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud.

”Det var ikke noget, Jay,” sagde Liam og Jamie så undrende på ham, men borede ikke mere i det.

”Okay, jeg tror at jeg går ind til de gamle igen og ser om de er faldet i søvn,” sagde han og kravlede hen foran os.

”Godnat Tammy,” sagde han og kyssede mig på panden.

”Godnat Jamie,” sagde jeg og lagde mit hoved tilbage på Liams bryst.

”Nat Liam, held og lykke i London,” sagde Jamie. Liam nikkede til ham og han forsvandt ud ad døren. Mit hoved lå stadig mod hans bryst og jeg håbede hele tiden på at han ikke ville bede mig om at fjerne det. Hans lagde igen armene omkring mig og lænede hovedet op ad væggen.

”Kommer du og siger farvel til mig i morgen, Tammy?” lyden af hans stemme gav et lille sæt i mig, men jeg flyttede stadig ikke mit hoved. Det føltes så trygt at ligge der, som om at vi sad i en lille boble og verden udenfor ikke kunne nå os. Det var en fantastisk følelse og jeg ville ønske at jeg kunne sidde sådan med Liam for altid.

”Ja, selvfølgelig gør jeg det,” lovede jeg. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men jeg kunne mærke at han smilede. Jeg begyndte også at smile, men smilet blev afbrudt af et gab. Et højlydt et. En lille Tammy-info: Jeg gaber altid med lyd på. Og lyden er høj. Og de bliver altså lidt pinligt, når man sidder i et fuldstændigt stille klasse lokale. Liam grinede lavt.

”Er du træt?” spurgte han mumlende og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Jeg nikkede søvnigt og gned mine øjne. Siden hvornår var jeg blevet så træt? Til min store ærgrelse fjernede Liam sine arme og rejste sig. Han rakte mig en hånd og jeg greb den og lod ham trække mig op. Jeg gik hen til mit skab, åbnede det, og gav mig til at rode det igennem. Vi havde altid et sæt nattøj liggende hos hinanden, ligesom vi hade tandbørster liggende, også før det ind i mellem blev til sex mellem os. Jeg fandt T-shirten og pyjamasbukserne frem og smed tøjet over til Liam, der fik det i hovedet.

”TOUCHDOWN!” råbte jeg og begyndte at danse en lille dans på stedet. Liam begyndte at grine højt, nok af mig og jeg stoppede forpustet op og rettede mit blik mod skabet igen. Jeg trak en lyserød top med lyseblå prikker og et par korte, lyserøde bomuldsshorts, også med lyseblå prikker, frem. Mit nattøj. Jeg så hen på Liam, der samlede sit nattøj sammen og vi gik ud på badeværelset for at gøre os klar til at gå i seng.

***

Jeg lå på ryggen i mit nattøj på min seng. Liam stod et par meter eller tre foran mig, med ryggen til mig og var i gang med at skifte. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Hans krop var så flot, så fuldendt perfekt at den næsten tog pusten fra mig… okay, nu bliver det sgu lidt corny. Det lyder jo lidt som beskrivelsen af ham vampyren i ’Twilight’. Men måske er Liam en vampyr? Måske vil han suge mit blod ud eller knuse mig med sin styrke…? Æhm, jeg tror at jeg er lidt træt lige nu.

Jeg havde, med hjælp fra Liam, fået slæbt en madras ind på gulvet, og nu lå den nede på gulvet på den ene side af min seng. Jeg havde tjekket med mine forældre, om det var okay. De havde bare mumlet et eller andet, for de var vidst i gang med at se noget ældre-TV eller sådan noget. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Jeg tog min iPhone fra det lille natbord for at se hvad klokken var. Der var tikket en SMS ind, som jeg hurtigt åbnede og jeg begyndte at læse, hvad der stod på den lille touch skærm.

#Tammy, hvis du ikke betyder det samme for ham, hvorfor behandler han dig så som han gør? Han er så kærlig imod dig. Du kan ikke tvinge ham til at elske dig, så hvis han ikke gør, må du simpelthen se dig om efter en anden. Jeg ved at det kan være svært, men prøv søde. Ses i morgen! Knuz<3#

Det var selvfølgelig fra Stephanie. Den pige forstod mig så godt. Jeg var så opslugt af SMS’en, at jeg slet ikke havde opdaget at Liam havde lagt sig ved siden af mig og kunne se med på skærmen.

”Hvem betyder du ikke noget for?” hans spørgsmål fik det til at give et lille sæt i mig og jeg lukkede hurtigt SMS’en og så hurtigt over på ham. Fuck, jeg var busted. Eller måske ikke? Han vidste jo ikke hvem vi talte om, så måske kunne jeg stadig redde den.

”Øh, det er en fyr…” tænk Tammy, tænk. Hvilken fyr? ”… jeg kender.” Wow, et intelligent svar. ’En jeg kender’ *gisp!*.

”Har han et navn?” Liams stemme lød interesseret, men ikke opsat på at få noget saftigt sladder. Endnu en god ting ved Liam Payne. Han er ligeglad med sladder.

”Han hedder Michael. Michael Carter.” Øhm, okay, det går da meget godt! Michael Carter, det lyder da fedt. Og desuden tror jeg ikke at man kunne høre at jeg var nervøs.

”Cool navn. Men hvorfor betyder du ikke noget for ham?” spurgte Liam. Lad det nu ligge, Li? Det er ligegyldigt. Slut prut!

”Det ved jeg ikke. Jeg er fuldstændigt lost i ham, men han virker bare ikke interesseret,” sagde jeg og skød underlæben frem. Men det var nu rart at snakke med ham om det. Det var jo sådan jeg havde det med ham, men jeg satte bare et andet navn ind.

”Hmm, nedern,” sagde Liam og så op i loftet. Gad vide hvad han tænkte? Jeg nikkede langsomt, men gabte så. Og højt, ligesom jeg plejer. Med masser af lyd på. Liam grinte lidt og rejste sig op. Han gik over på den anden side af sengen og jeg vendte mig om på maven og mavede mig hen over sengen for at kunne kigge på ham. Han lagde sig under tæppet på madrassen og jeg trak min dyne over mig.

”Nat Li,” sagde jeg og smilede ned til ham. Han så på mig og gengældte mit smil.

”Godnat Tammy. Vi ses i morgen.” sagde han, vendte ryggen til mig og lagde sig til rette. Snart kunne jeg høre hans tunge vejrtrækninger. Ja Liam, vi ses i morgen. Og så går der lang tid inden vi ses igen. Mine øjne blev fyldt op af tårer og jeg græd lydløst mig selv i søvn den nat.

-------------------------------------------

Hej folkens - endnu et kapitel! Det er måske liidt kedeligt, men sorry for det. Jeg vil som altid ELSKE at høre mine kære læseres mening om min novelle, og selvfølgelig også mit nye cover! Er faktisk ret stolt over det (tænker hele tiden: 'det har jeg lavet!'). Pigen på coveret skal forestille Tammy.

Husk at like og favorisere og til alle jer der har gjort det: I luuv ya! ;D

Knuzzer Nynne <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...