Light in the dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
Cathy lever et fortrumlet liv, med en mor som nakoman, en afdød storebror og stort set ingen barndom hvordan klare man sig så? Man bliver hård, det er den eneste måde at klare sig på, ja i hvert fald hvis man spørger Cathy, men med en mor der sætter stofferne højere end sin egen datter hvad skulle man så ellers gøre? En dag bliver det for meget for Cathy som ender med at løbe hjemmefra, hun møder en dreng der viser en underlig stor interesse for hende, kan drengen komme helt igennem til Cathy, hvad vil dette nye bekendtskab følge med sig og hvem er denne mystiske fyr? der er så mange spørgsmål... kan hun finde et svar på dem alle sammen?

16Likes
5Kommentarer
1569Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg lukker øjnene op, fuck hvor helved er jeg? Nårh jo det er rigtigt, jeg er jo hjemme ved Niall. Gad vide om han stadig sover, hvad er klokken enligt? I det samme fylder en dejlig duft mine næsebor, pandekager. Jeg gætter på at Niall er vågen? Jeg rejser mig op og går imod duften, Niall står som jeg havde forudset foran komfuret. ”umm det dufter godt” han kigger på mig og jeg smiler til ham, han gengælder mit smil og vender igen opmærksomheden mod komfuret imens han siger ”det håber jeg da” jeg går over ved siden af ham og kigger på tallerkenen, der er virkelig mange pandekager, som i virkelig mange, men vi skal nok få dem spist, jeg har en okay appetit, og jeg elsker pandekager! ”har du sovet godt?” han kigger hurtigt på mig og smiler imens han stiller spørgsmålet jeg siger roligt ”ja hvad med dig?” han svare med et ”ja” og samtalen dør ligesom, jeg kan ikke lade være med at tænke på det jeg fortalte ham i går, hvad mon han tænker om mig, syntes han jeg er sær, skræmmer jeg ham, afskyr ham mig, alle disse tanker og flere til. Niall kigger på mig ”hvad tænker du på” forhelved da, hvorfor læser han mig så godt? Jeg undviger spørgsmålet og siger ”nå hvornår skal vi spise?” han løfter det ene øjenbryn og siger så ”lige om lidt” jeg nikker smilende, han tænker sig lidt om, men lader så emnet være.

”Vil du havde jeg skal tage med hjem til din mor i dag?” han kigger på mig og afventer mit svar, jeg kigger ned på min pandekage og siger ”hvis du vil” jeg kan fornemme hans smil og han siger ”selvfølgelig vil jeg det” jeg kigger smilende på ham og siger ”virkelig?” han smiler og siger ”selvfølgelig” den dreng er nu sød.

”Er du klar?” vi står foran trappen op til min og mors lejlighed, jeg kigger op af trapperne og sukker hvorefter jeg siger ”jeg ved ikke om jeg kan” han tager min hånd og siger beroligende ”det tror jeg at du er nød til, bare husk at jeg er lige her” han giver min hånd et klem inden at han slipper den og vi sammen går op af trappen. Jeg åbner døren og går ind med Niall lige bag ved mig, min mor kommer til syne, jeg når ikke engang at se om hun er påvirket inden hun siger ”Cathy! Hvor har du været og hvem er det der, er du klar over hvor bekymret jeg har været? Du forsvinder bare og bliver væk hele natten, hvad bilder du dig enligt ind?” jeg kigger på hende ”hvad jeg bilder mig ind? Hvad fanden bilder du dig ind? Du kommer hjem klokken lort om natten pisse skæv på alt muligt lort, du er skide ligeglad med mig, du har været skide ligeglad siden Bernard døde” jeg begynder at græde nu ”tror du ikke at jeg savner ham var, tror du ikke at Benjamin savner ham? Tror du ikke at jeg gerne ville kunne leve et almindeligt liv, men nej! Jeg skal kraftedeme tage mig af min 46årig gamle mor! Hvordan tror du ikke jeg har det, du er forhelvede narkoman se det i øjnene, og du ødelægger mit liv! Men du er som altid skide ligeglad med mig, så længe du får dine stoffer så er glad ikke også!” min mor kigger på mig ”skat, det er jeg virkelig ked af, jeg vidste ikke du havde det på den måde” jeg råber igennem min gråd ”nej selvfølgelig ved du ikke det, for du er blind! Jeg forsøger at få din opmærksomhed, når jeg endelig kan går jeg i byen og kommer hjem pisse stiv med forskellige fyre på slæb som jeg lader være sammen med mig, bare for at du skal skælde mig ud og fortælle at det ikke er sådan du vil havde din datter er, heller negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed, men du er ligeglad, du opfatter intet! Jeg er så skide træt af dig, hvorfor kan du ikke bare være som alle andre og være en normal mor” ”alle andre mødre har ikke mistet deres søn Cathy” min vrede bliver større ”og igen bruger du Bernard kortet, det er 10 år siden mor! Det er sgu da også hårdt for mig at miste min storebror, men det er du jo ligeglad med, du tænker kun på dig selv! Der findes også andre personer der har mistet deres barn... men ifølge dig er du jo fuldstændig et enetilfælde, det er såååååh synd for dig ikke også, du er for langt ude” ”Cathy, jeg... jeg er ked af det” ”det er for sent mor du har taget et valg, så gå der ud og vis at du elsker stofferne mere end mig, bare tag en pille til, ja det er jeg sikker på du vil! Du laver sgu da ikke andet dagen lang!” min mor står bare lidt og kigger på mig, så går hun ind i sit soveværelse og lukker døren. Niall ligger en hånd på min skulder, fuck jeg havde fuldstændigt glemt at han var her! Hvad mon han tænker om mig nu, jeg står og råber og skriger som en anden idiot af min mor, og står og råber og skriger om at jeg bare ligger mig ned og spreder ben for alle mulige forskellige fyre, nej nej nej, forhelvede, nu er han helt sikkert skræmt væk, og hvorfor bekymre jeg mig så meget om han er skræmt væk eller ej? Han siger roligt ”det er jeg ked af Cathy” jeg undviger hans blik selvom jeg nemt kan mærke han forsøger at få øjenkontakt, han retter mit hoved op og tvinger mig til at se ind i hans flotte blå øjne, jeg kan ikke læse hans blik og ved derfor ikke hvad han syntes om mig nu, jeg rømmer mig og siger stille ”jeg glemte helt du stod her, det var ikke meningen du skulle havde hørt de ting om mig” han kigger på mig ”hvilke ting?” jeg kigger væk ”du ved, det med at jeg kommer stiv hjem fra byen med...” han retter igen mit hoved op og siger så ”med fyre på slæb” jeg nikker og han siger ”det betyder ikke noget” han smiler til mig og tørrer tårerne væk der stadig løber som en besat ud af mine øjne ”har du lyst til at bruge tid med mig i dag?” jeg nikker og han tager min hånd og fører mig ud af lejligheden og ned på gaden hvor vi går ind i hans bil og kører afsted

”hvad havde du tænkt vi skulle lave så?” han trækker på skuldrene og siger med et smil ”hvad har du lyst til?” jeg trækker på skuldrene ”det ved jeg ikke, noget der letter humøret” han smiler ”hvad med en dag hjemme ved mig, noget stik, sodavand og komedie” jeg nikker ”det lyder godt, jeg elsker komedie” han smiler og lidt efter er vi hjemme ved ham.

Vi er nået til midt i filmen da det ringer på, han smiler inden han rejser sig op og går ud og åbner døren, jeg kan høre nogle drengestemmer og noget latter, så går stuedøren op og ind kommer Niall sammen med 4 andre drenge, de kigger lidt på mig og så på Niall ”drenge det her er Cathy” de nikker og en med en stribet t-shirt siger ”jamen hejsa Cathy, det er da en ære at møde dig” på sådan en sjov måde så jeg slet ikke kan lade være med at grine, de andre har vel også syntes at det var sjovt for de grinte sammen med mig, da vi har grinet færdigt siger Niall ”Cathy det her er mine venner, Louis, Harry, Zayn og Liam, men du kender dem vel godt?”

Nialls synsvinkel:

Hun kigger forundrende på mig ”nej det tror jeg ikke?” kender hun os ikke? Så er det vel derfor at hun er så afslappet omkring mig, hun ved ikke hvem jeg er. Hun kigger afventende på mig og forventer at jeg skal forklare hvorfor hun skulle kende dem, hvad skal jeg sige? ”det kunne jo godt være at du kendte dem” hun trækker på skuldrende ”men det gør jeg altså ikke” drengene går lidt efter og jeg sætter mig over i sofaen til Cathy, jeg kigger lidt på hende og siger så ”Cathy, må jeg enlig ikke få dit nr.?” hun smiler ”jo det må du da godt” jeg rækker min mobil til hende og hun tager imod den og skriver sit nr. ned, hun kigger lidt på mig og siger så ”hvorfor skulle jeg kende de der fyre?” jeg tøver lidt ”vi er bare i band sammen, det kunne være du kendte os?” hun smiler ”hvad hedder bandet?” ”One Direction”

Cathys synsvinkel:

One Direction? One Direction! Jamen så er han jo kendt, burde det bekymre mig? Jeg kender ingen kendte, kan man stole på kendte? Han virker så forstående ”One Direction? Men... men så er du jo kendt?” han nikker ”hvorfor sagde du ikke noget Niall” han kigger på mig ”det ændre jo ikke noget” jeg kigger på ham ”du er kendt, du er en verdensberømt stjerne” han tager min hånd og en underlig følelse breder sig i min krop, nej! Jeg er ikke ved at falde for ham vel? ”Cathy det ændre ikke på hvem jeg er, jeg er stadig den fyr du mødte på gaden, jeg er stadig ham du fortalte om dig selv til, det er stadig mig” han har vel ret, men jeg kan stadig ikke forstå hvorfor han ikke fortalte det ”hvorfor sagde du det ikke Niall” ”jeg troede du vidste det?” det er vel i orden? Jeg mener de er jo meget kendte, og jeg har også hørt om dem, bare aldrig set et billede af dem eller noget, men jeg har da hørt deres musik, de er faktisk okay, det kan vel ikke være så slemt at være ven med Niall, som han siger så er han jo stadig den fyr jeg mødte på gaden, ham jeg betroede mig til og ham som viste mig så meget omsorg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...