Light in the dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
Cathy lever et fortrumlet liv, med en mor som nakoman, en afdød storebror og stort set ingen barndom hvordan klare man sig så? Man bliver hård, det er den eneste måde at klare sig på, ja i hvert fald hvis man spørger Cathy, men med en mor der sætter stofferne højere end sin egen datter hvad skulle man så ellers gøre?
En dag bliver det for meget for Cathy som ender med at løbe hjemmefra, hun møder en dreng der viser en underlig stor interesse for hende, kan drengen komme helt igennem til Cathy, hvad vil dette nye bekendtskab følge med sig og hvem er denne mystiske fyr? der er så mange spørgsmål... kan hun finde et svar på dem alle sammen?

16Likes
5Kommentarer
1578Visninger
AA

2. Kapitel 1

 Året 2012

Hoveddøren går, jeg kigger på min mobil 02:45 det er bare løgn, hun har gjort det igen. Jeg rejser mig fra min seng og går ud i entréen hvor min mor står og med besvær forsøger at få hendes støvler af, hun kigger op ”gud skat.... øhm sover du ikke?” jeg kigger op og ned af hende og får så øjenkontakt med hende, hun er langt væk, igen har hun taget alt for meget! ”nej mor” hun forsøger at tage sin moderrolle op ”men det er midt om natten, det burde du” jeg ryster på hovedet og siger hårdt ”hvordan skulle jeg kunne sove når du render rundt ude i byen” hun smiler sit togede smil som jeg har set alt for mange gange ”jeg var bare oppe ved Mini” Mini er min mors veninde, eller veninde og veninde, det er i hvert fald hende hun tager alt det lort med jeg sukker ”ja det kan jeg ligesom regne ud” hun får et sørgeligt blik i øjnene ”skat det er jeg ked af” hun kommer mod mig og aer min kind, jeg fjerner hovedet og siger irriteret ”ja det siger du jo hver gang” hvorefter jeg går tilbage på mit værelse.

Alarmen ringer jeg åbner træt mine øjne og fisker rundt efter min mobil, endelig får jeg fat i den 6:00 jeg slukker alarmen og lige ligger 5 sekunder mere hvorefter jeg sukker, fjerner dynen og svinger benene ud over sengekanten. Jeg går over i skabet og finder et par jeans, en top, en cardigan, noget undertøj og et håndklæde, hvorefter jeg går ud på badeværelset, tænder for vandet og går ind under bruseren. Badet er overstået og jeg har fået taget mit tøj på, jeg går ud af badeværelset og ind i mors soveværelse, hun er faldet i søvn uden dyne på, jeg sukker og går over til sengen hvor jeg ligger en dyne over hende, jeg vender mig om og går ud af værelset og lukker forsigtigt døren så går jeg ind på mit eget værelse og ligger make up, en let naturlig make up bliver det til i dag, mit tykke mørkebrune hår er ikke helt tørt så jeg beslutter at føntørre det, derefter spiser jeg morgenmad og rydder lidt op her hjemme inden jeg pakker tasken og er ude af døren.

Dagen er den samme som altid, kommer op på skolen, ser det jeg kalder for mine venner, timen starter, snakker i timen, får skæld ud for at snakke i timen, frikvarter, time, skænderi med min lærer og mere snak med det jeg kalder venner, ja de er nok mere bare bekendte eller folk jeg hænger ud med og sådan i skoletiden og til fester, det er vel venner, det er i hvert fald det tætteste jeg har haft hvad venner angår i flere år, jeg lader ikke længere folk komme tæt på mig. Det bliver hurtigt for farligt, med mit liv er man nød til at være hård, ellers knækker man og falder sammen. Jeg har heller ingen kæreste, eller jeg mener, jeg har da drenge og sådan, men det er ikke noget med følelser, det er måske bare mere for at skjule over den sorg og ensomhed jeg føler.

Dagen går som altid og det er igen tid til at tage hjem, jeg kommer ind af døren og høre min mor fumle rundt med noget inde i stuen, jeg smider tasken og går der ind hvor jeg lige når at se hun gemmer noget og derefter kigger over på mig ”Hej skatte pige” hun forsøger at smile, jeg kigger på hende og sukker, hendes øjne er tåget og køre rundt i hovedet på hende uden helt at gøre det. Vreden stiger inde i mig og jeg kan simpelthen ikke lade som ingenting længere ”seriøst allerede?” hun forsøger at kigge uforstående på mig, men ved hvad jeg mener ”hvad mener du skat” jeg ryster på hovedet og siger hårdt og vredt ”ja at du har gjort det igen” jeg vender mig om og går over mod hoveddøren, hun kommer til syne i stuedøren og siger ”hvor skal du hen” uden at kigge på hende svare jeg ”alle andre steder end her” hendes stemme ændre sig ”kom her Cathy” jeg kigger på hende ”nej, jeg går nu” jeg åbner døren og går ud og videre ned af trapperne, hun går efter mig og stopper i hoveddøren ”du kommer her... nu!” jeg stopper op på mitter trappen og tænker hurtigt inden jeg siger ”jeg er så træt af det her, jeg er træt af dig” så fortsætter jeg ned af trappen nu i løb hun råber gentagende gange mit navn, men jeg fortsætter imens jeg mærker tårerne løbe ned af mine kinder, jeg går rundt i London og kigger ned i jorden imens jeg lader tårerne få frit løb, min mobil ringer og ringer så til sidst slukker jeg den for at hun ikke skulle kunne spore mig. Det er ved at blive aften, det er ikke mørkt endnu men der går ikke lang tid, jeg sidder på en bænk med ansigtet skjult i hænderne. Tårerne løber stadig ned af mine kinder, jeg sidder i mine egne tanker da en ukendt stemme siger noget ”er du okay?” jeg kigger op og ser stemmen tilhøre en dreng, jeg tørrer hurtigt mine tårer væk og siger ”ja..” han sætter sig ved siden af mig ”jeg kan jo se at du ikke er okay, hva så?” ”øhm ja undskyld, men du er en totalt fremmed, hvorfor skulle jeg fortælle mine problemer til dig” han trækker på skuldrene og siger roligt ”fordi du ligner en der godt kunne bruge en god snak” jeg kan ikke lade være med at smile, det har han jo ret i han smiler og siger ”skal du enlig ikke til at hjemad? Det bliver mørkt lige om lidt” jeg græder igen ved tanken om min mor og siger ”nej..” han kigger uroligt på mig ”du.. du har da et hjem ikke?” ”jo selvfølgelig har jeg et hjem” han kigger uforstående på mig ”hvorfor vil du så ikke hjem igen” jeg sukker ”jeg kan ikke tage hjem, ikke nu” det er næsten rigtigt, tager jeg hjem nu taber jeg ansigt og mor vil tro det er i orden at gøre det igen, uanset hvad gør hun det igen, stofferne har altid været vigtigere end jeg. Igen falder en tåre ned af min kind og drengen tørrer den væk, han smiler til mig ”vil du så med mig hjem” wow, slap lige lidt af ”jeg kender dig jo ikke?” han griner ”slap af, jeg er hverken voldtægtsmand eller morder, stol på mig” han rejser sig op og sender mig et beroligende smil imens han rækker sin hånd ud til mig ”kom nu” jeg tænker mig om et øjeblik, er det klogt, på den anden side har jeg ikke andet at gøre? Jeg tager hans hånd og siger ”jeg har vel ikke andet valg” han griner og vi går sammen ud til en af de lidt større veje, da vi sad på en lille vej. Han får vinket en taxi hen og vi sætter os ind i den.

Taxien stopper og vi træder ud på gaden, drengen betaler taxi chaufføren og vi går ellers mod hans lejlighed, han låser døren op og lader mig gå ind først, jeg lægger min jakke fra mig som jeg heldigvis ikke nåede at få af da jeg kom hjem inden jeg kom ud af døren igen. Drengen kommer ind i entréen og hænger sin egen jakke hvorefter han siger ”måske var det på tide at præsentere sig selv?” han smiler sit selvsikre charmerende smil og fortsætter sin sætning ”mit navn er Niall” jeg smiler og siger ”mit navn er Cathy” han rækker hånden ud og siger med en utrolig glæde i stemmen ”rart at møde dig Cathy” jeg griner og tager imod hans hånd. Vi går ud af entréen og videre ind i lejligheden, jeg kigger mig om, den er overraskende stor ”bor du her alene?” han nikker og vi sætter os i sofaen inde i stuen. Han smiler til mig, jeg gengælder hans smil og han siger ”nå, Cathy, hvorfor er det du ikke kan tage hjem” jeg rømmer mig, jeg kan ikke fortælle ham den enelige grund til at jeg nu sidder her i stedet for at være derhjemme. Jeg kigger ned på gulvet og siger ”altså... det var bare det her med min mor... det er, det er en lang historie” han kigger på mig, selvom jeg kigger på gulvet kan jeg mærke hans øjne gennembore mig, gennembore den facade jeg har brugt år på at opbygge ”altså, hvis du gerne vil snakke om det har vi jo ligesom tid nok” jeg sukker, faktisk har jeg inderst inde lyst til at fortælle ham det, jeg kender ham ikke rigtigt, men jeg har en underlig lyst til at stole på ham, men det kan jeg vel ikke, så går det som det altid vil gå.. problemer, og før jeg ved af det er han ude af mit liv fordi det er for besværligt, jeg kigger op på ham og ender med at se ham direkte i øjnene ”lad os bare sige at der er en masse problemer derhjemme og det har der været i mange, mange år” måske ikke det klogeste træk at kigge ham i øjnene, jeg kan se at han kan se der ligger mere bag end bare problemer, i hvert fald mere end standart problemer. ”Du bor hos din mor ikke?” jeg nikker og han siger ”jeg er sikker på at hun er meget bekymret for dig, hvad med at sende hende en sms eller sådan noget” vreden stiger i mig, gad vide om hun overhovedet tænker over hvor jeg er, nej hun har sikkert bare fyld sig selv med endnu flere stoffer. ”Hun er sikkert ligeglad, hun skænker mig sikkert ikke en eneste tanke, nej hun...” jeg stopper mig selv i at sige mere, mine tanker fra før kom næsten ud af min mund til en fremmed fyr ”men send hende nu lige en sms alligevel” han smiler og jeg gør som han siger, derfor tænder jeg min mobil, ha ja, ikke et eneste opkald siden sidst hun ringede... jeg går ind under smser og skriver:

#hej mor. Jeg er okay og er hjemme ved en ven. -Cathy..#

efter det slukker jeg mobilen igen, vil ikke høre fra hende, det ændre sig nok aldrig, så hvorfor overhovedet håbe på at denne episode ændre noget. Jeg kigger på Niall og siger, med en lidt mere trist stemme end forventet ”så, nu har jeg skrevet” hun smiler ”godt, det er jeg sikker på hun bliver glad for” han rejser sig op ”jeg er sulten, vil du havde noget at spise?” jeg trækker på skuldrene ”hvad har du?” han laver sådan et fake tænke udtryk så jeg begynder at grine hvorefter han siger ”det ved jeg ikke, men vi kan ringe efter noget Nandos, de har vist ikke lukket endnu” jeg nikker bare og han ringer og bestiller. Imens vi spiser får Niall mig hurtigt i bedre humør, han er en rigtig humør bombe, men det er okay, situationssans har han da, for han kan også se hvornår han skal opmuntre mig og være støttende. Jeg har kun kendt ham i nogle få timer, men han kender mig allerede bedre end mange af mine såkaldte venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...