The girl on fire {1D}

5 fremmede drenge, og en fest glad pige, er hvad der skal til for at skabe flere års drama. På en dag bliver de alle forenet, og et venskab bliver skabt.. Et venskab, der er bedre end fleste venskaber. Et venskab, der holder på hemmeligheder som kan ændre alt. Og et venskab, som hurtigt bliver til mere.. Men hvad siger verden til det? og vil venskabet holde? Især når der kommer uhyggelige skænderier? Læses på eget ansvar!

10Likes
1Kommentarer
995Visninger

1. prolog

År 2009

Liam Payne:

Jeg var en fiasko, et stort nul. Han havde sagt,"kom tilbage om to år", men helt ærligt, hvis han havde troet på mig, så havde han ikke sendt mig hjem. Det havde knust mig.

Det var nu et år siden, men ingenting havde forandret sig. Jeg var stadig et nul, som aldrig ville blive til noget. Jeg var alene, havde ingen venner til at støtte mig.

Min mor og far var bekymret for mig, hvorfor forstod jeg ikke. Det kunne også være lige meget, jeg var stadig et nul, og der var intet de kunne gøre.

Jeg sad, som jeg altid gjoder, når jeg ikke var i skole, i min vindueskam og græd. Ja, jeg græd, jeg ved godt at jeg lyder som en lille pige, men det er sådan jeg er, lær' at leve med det. Det var der åbenbart mange der ikke kunne, siden alle havde valgt at forlade mig. Kun  min familie var tilbage, men de kunne ikke hjælpe. Jeg måtte hjælpe mig selv, selvom de var en umulighed, der aldrig ville blive mulig. Jeg var og vil altid være alene...

My life sucks.....

 

 

 

Harry Styles:

"Fuck det styre det her!" Var den eneste tanke, der fløj gennem mit hoved. Vi var på scenen foran flere end 100 mennesker. Vi var  til en band konkurrence, os mod de andre skolers band. Og efter min mening var vi klart bedst. Vores band kunne faktisk noget, og ikke som, undskyld at jeg siger det, de andre tonedøve mennesker.

Den sidste tone lød, og en overvældende klapsalve og skrig fra mange piger, fyldte mine øre. Vi bevægede os hurtigt ned af scenen, og blev overfaldet af piger(ikke dårligt efter min smag) Ikke at jeg på nogen måde er selvglad, for det er jeg ikke, men jeg har altid haft det godt med piger. Det var desværre bare aldrig på kæreste måden, altid på venne måden. Det kunne være det ændrede sig nu?

                                                                   *

Der gik noget tid, hvor vi flirtede lidt med nogle piger, og ellers lyttede til de andre bands, inden vi  alle blev kaldt op på scenen igen.

"I derude har stemt!," Lød værtens hæse stemme, mens spændingen steg. "Og vi har fundet en vinder af skolernes bands mesterskaber 2009" Det er virkelig et tamt navn, hvis du spørger mig.

Når, men jeg havde i hvert fald aldrig været så nervøs før, vi var jo bedre end de andre.. men syens de andre også det?

"og vinderen er..." Han åbnede langsomt guldkuverten og..."WHITE ESKIMO!" Vent.. WHAT? Vandt vi?

Kan livet blive bedre?

 

 

Zayn Malik:

Tjaa.. livet er sku som det plejer. Tideligt op, skole, venner, lektier og så i seng. Altid den kedelige gamle rutine. Jeg manglede forandring, fornyelse, en ny rutjebane der ville overskride mine grænser. Mine forældre har flere gange prøvet på,  at overtale mig til at gå til audiction på X-factor. Jeg må sige, siden det er min storedrøm at blive sanger, har jeg overvejet det. Problemet er bare, at jeg er for bange for at få et NEJ. Bange for at folk vil grine af mig, og jeg så bliver en af de der totalt store tabere, folk griner af på youtube.

Sceneskræk, var der nogen der kaldte det, og desværre overstrålede det min drøm. Men snart skal der ske forandring, for jeg holder ikke til det her liv meget længere.

Mit liv er træls (Jeg hader det ord)

 

 

Niall Horan:

"Det kan du ikke mene!" Jeg var fustreret, vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde stolet på hende, elsket hende og behandelet hende bedre ned nogen andre kunne gøre. Og så vælger hun at skride med min bedsteven. Jeg var tom for følelser, mærkede ingen sorg, ingen vrede kun skuffelse. Ikke blot var jeg skuffet over hende, jeg var skuffet over ham, han var min bedste ven,  hvordan kunne han gøre det? Men det værste af det hele var, at jeg var skuffet over mig selv. Jeg kunne ikke engang hole på EN fucking pige, som jeg elskede.

Der var en grund til, at jeg normalt ikke fik noget seriøst med nogen, jeg var bange for at åbne mig og stole på folk. Og når jeg så endelig gjorder det, valgte de at stikke en kniv langt ind i ryggen på mig, og vride den smertefuldt rundt, hvorefter de skred med min bedste ven... Der ikke fair!!

Mit liv er ikke fair!

 

 

Louis Tomlinson:

"Stan spil nu bolden!" Hvorfor lyttede han ikke? Jeg stod jo helt fri, og så mistede vi oven i købet også bolden, fordi han skulle "vise hvad han kunne" og ikke spille bolden til mig.

"Stan din nød, kig nu op i stedet for at lege kong gulerod!" Mit blod var ved at koge over af vrede, kunne han i det mindste ikke blive skiftet ud? Godt nok var han min bedste ven, men jeg kunne ikke klare når folk var så egoistiske og kørte sit eget solo show!

"Louis Tal pænt til dit hold, llers kan du godt komme ud med det samme!" Jeg var ikke just bedste venner med min træner, men skulle han nu lade det gå ud over mig, at Stan ikke kunne spille ordenligt.

På det tidspunkt var fodbold mit liv, og jeg måtte beherske mig, for ikke at ryge af holdet. Jeg måtte gøre hvad der krævedes!

Livet er værd at kæmpe for!!

 

Alexandra Fiona Harriet:

"Jeger sytten år, jeg kan godt klare mig selv, lad mig nu tage til den fest!" Pauline holdte en stor indflytter fest i sin nye lejlighed, og jeg SKULLE bare med, selvom jeg allerede, som den første, havde set den. Den var virkelig fed, og stor, Og når jeg nu ikke selv måtte flytte derhen, var jeg glad for at min bedste veninde gjorder det. Vi havde allerede aftalt, at når jeg blev atten, skulle jeg flytte ind hos hende.

Men min mor ville ikke engang lade mig tage til den fest, en til grund til at jeg glædede mig til jeg blev atten. Hun mente at jeg ikke var "ansvarlig" nok

"Det har vi diskuteret, og du tager IKKE med!" Vi havde allerede haft denne diskution mange gange, men jeg gjorder et sidste forsøg.

"Det kan du ikke mene, jeg har jo været til fest før!""Ja, og hvordan var det lige det endte?" Jeg prøvede deperat at finde svaret, men det var der ikke.. "Det kan jeg ikke huske?" Fik jeg tvivlsomt fremskaffet.

"Lige præcis!" sagde hun med det ireterrende smil plantet på hendes ansigt. "Kom nu en chance, jeg lover ikke at fucke det op!"

"Fint en chance, men kun EN!!" Glæden boblede i mig, mens jeg hurtigt krammede hende, styrtede op på mit værelse, for at gøre mig klar.. SÅ SKAL DER FESTES!!

Livet er great!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...