De tre verdener

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvor er jeg? Alt er mørkt. Jern? hvorfor er der jern ved mine hænder.
Øjne gik ikke op, selv om hun forsøgte gang på gang, hendes egne bevægelser var også hæmmet, hænderne sad fast på ryggen af hende og bevægede sig ikke, hver gang hun forsøgte mærkede hun et ryk omkring sine håndled, et eller andet sad stramt omkring dem. Som hun forsøgte at rejse sad, var det eneste der bevægede sig hendes ben, hænder og skuldre sad fast, det samme med hendes nakke.
Hvad skete der?
"RAVEN!" Råbte hun, men hendes kæbe bevægede sig ikke, kun en mumlen forlod hende.
En mumlen kom tilbage, en til.
"Klang"
Et klang, en eller anden ramte til noget metal.
"Klang, Klang, klang" de blev kastet gang på gang, og det stod noget tid før hun indså hvad det var. morsekode. Nogen af ordne forsvandt da en ting kastede sig ud overhende og, passede sig op af hende. En duft udkom fra tingen, parfume? Det lugtede af Maries parfume. Var det Marie?!

12Likes
32Kommentarer
1895Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Søvnen endte ved en rusten der gik igennem hende,  og søvnen blev tvunget til at slutte.

“Godmorgen! søvetune, vi er på skolen nu.” Hørte hun som sine øjne gik op og blikket faldt over en, hun genkendte fra klassen, navnet var ikke i minderne. Kvinden var den man huskede fra klassen, hun kom altid ind og sagde højt godmorgen, selv de gange hun var kommet forsinket ind hvilket altid fjernede fokus fra alle samt læren. Hendes år havde en ny farve hvert kvartal, rød.orange, gul og før ferien var det grønt, nu blev hendes blik mødt af denne kvinde med klare grønne øjne, og lys blåt hår der faldt ned over hende og ramte hendes skuldre.

“Jamen godmorgen.” udkom træt fra hendes selv, som hun rejste sig og bevægede sig ud fra bussen, som hun forlod bussen faldt blikket over den mange elever der sad ude foran skolen, nogle røg, nogle snakkede og hyggede sig, samt de få der sad og læste. Hun hed marie hende der vækkede hende, mener det var det hun blev kaldt når læreren gav svar på go'morgen kaldet.

“Dit navn er Marie ikke?” Udkom lavt som kvinden endte ved siden af hende foran bussen.

“Jo, er det, er desværre ked af det men kender ikke deres navn.”

“Navnet er Shinuzaki, rart endelig at snakke med nogen fra klassen.” Som ordene forlod hende begyndte hun at bevæge sig mod hallen.

“Ja det er trist, at vi ikke har haft tid til at være social med hinanden os, men det faglige har taget alt! vores tid, jeg har knap set familie eller ældre venner i min fritid.” der var ingen tvivl om at hun ville trække sig med hende over til hallen og nok mere.

“Ville ønske skolen ikke havde været så hård sidste år, men ser ud til vi får tid til det i år.”
“Hvordan det? Hov, vores klasse er da ikke denne vej er den? kan ikke finde rundt, derfor jeg ofte kom forsinket til timerne.” Som orden sluttede fulgte små grin med dem.

En lille latter forlod hende selv. “Nej, vi klassen er ikke denne vej, men vi skal ikke være i den i dag, vi skal have noget fælles information samt en intro i hallen, og derefter skal vi have idræt resten af dagen, samt ugen.”

“Hvad?! Lyder da mere hårdt end bøger. Nå, men i det mindste kan vi lære hinanden at kende mens.”
“Det er sandt, glæder mig lidt, mange...interessante personer i vores klasse.”
Hun grinte som orden ramte hende, “Ja det er sandt.” Blev der sagt mellem grinende.

 

“Hold dig fra mig! Dit freak!” Ordne Standsede deres samtale, de kom fra en tredje årselev. Ham og fire andre stod omkring en kvinde de genkendte fra klassen, hun havde meget tøj på der dækkede det meste af hendes krop, det var næsten umuligt at se hendes hud eller øjne, de grinte og hånede hende, ord som freak, misfostre blev kastet i hendes retning, men hun stod der og så ud som om det ikke påvirkede hende.

Blikket gled over mod Marie som så virkelig påvirket ud, vreden stod ud af hende, hun så mere påvirket ud end kvinden det gik ud over.

“Det er så trist sådan noget, at nogen kan finde på at opføre sig sådan.”

“Ja! Det er dem! der er galt på den! De kan ikke være det bekendt!” Mere nåede hun ikke at sige at før hun begyndte at gå i deres retning.

“Marie? hvad laver du, er det ikke bedre bare at vente, du ved jo ikke engang hvem hun er.” Sagde hun og trak sig med Marie.

“Det er ligemeget, hun er en del af vores klasse.”
Som orden ramte hende standsede hun op og stod og kikkede begynderne på marie som hun gik derned af, dog standsede hun op som tre andre gik derover, tre mænd der gik i deres klasse, hvem de var vides ikke, men det kunne genkendes. De var de eneste der altid snakkede, de eneste man vidste lidt om hvem var da de altid snakkede i pauserne, de kendte hinanden fra før, eller det var vel kun to af dem der snakkede af gangen mens de sidste af dem læste op og fortalte det til de andre, den rolle skiftede hver dag hele sidste år, ingen af dem så ud til at nyde den men en havde den altid.

“hey! Stop så, der er ikke nogen der vinder på det der.” Det var ikke til at se hvem af drenge der sagde dette, men som det blev sagt trak hun sig tætter på Marie.

“Du får altid i problemer Touji” Udkom fra en anden af dem.
“Ja, men han ville ikke være Touji hvis han opførte sig ordentligt vel”

“jamen i nyder det jo, gør i ikke?” En latter kom mellem alle tre, de fem andre så  mere irriteret ud, end de gjorde bare ved pigens nærvær. Dog var der en af dem der ikke havde ændret sit kropssprog og stadig stod nærmest neutralt og lod sin hætte holde sit ansigt gemt, man kunne lige ane hans hage samt læber og se smilet derpå. Resten var til at se og ingen af dem smilte, de så alle irriteret ud og lod deres blikke nu falde mod de tre drenge hvor den ene af dem hed Touji.
“Gider i godt blande jer udenom! Jeg nægter at gå på samme skole som en af hendes slags! Vidste jeg det sidste år havde jeg sat hende på plads der! Men nej! Jeg ved det først nu! Derfor gør jeg dette! Pis af knægt og tag dine små venner med!” Sagde manden der råbte af kvinden lige før, han var høj og kroppen havde synlige tegn på at han trænede, havde alle fem men han var dog den højeste af dem samt største af dem.

Kvinden stod der bare mens dette skete, ingen bevægelser eller nogen ord der forlod hende, hun stod der bare, stille og så endda rolig ud. påvirkede det hende slet ikke at hun blev råbt af? Blikket gled studerede hen over kvinden. Det var ikke til at vurdere hvordan hendes humør var, logisk ville det i hvert fald ikke være positivt men der var ikke noget ud over logik der sagde dette, kvinden selv gav ingen tegn til nogen følelser. Kvinden drejede hovedet og så mod Touji, som denne bevægelse fandt sted fik hun et kort blik ind på huden på kvinden.

Var det, det? Derfor de var så sure? At det var den farve? Fordi hendes hud er sort? Derfor de er så lede ved hende?  Var det derfor maria havde reageret med det samme? Gav mere mening end det andet, tænk at de ikke var mere voksne end det, at lade en hudfarve betyde så meget!

“Hey! Stop så.” Ordne tvang hende ud af hendes tanker og en lære stod nu mellem Touji og hans venner, og de andre unge mænd der mobbede kvinden. Læren navn var Azilia. En ung kvinde der bar sin femininitet så ærefuldt man kunne og med glæde viste sig selv frem, dog ikke på upassende måder, men det kunne diskuteres i nogen af tilfældene. Hun var en af drengens favorit lære, da man altid kunne se barm og når hun bøjede sig ned kunne man ofte se mere end hvad folk normalt vidste. Et minde gik over hendes tanker hvor hun var mødt op på arbejde med en trøje med så langt et v, at fokuset i klassen blev taget der på gang på gang.

Her stod hun i tæt siddende yoga bukser, og tætsiddende træningstrøje, alle former blev vist

“Hvis i vil slås må i vente og Touji du burde vide bedre end dette, husk hvor dit blod ligger. Espada! Dette er ikke første gang, du bliver stoppet i at opføre dig sådan! jeg forstår dig godt, men slap af og giv folk en chance, selv! dem. Og nu går i til jeres timer, ingen brok.” Der stod hun og ventede på at Espada og hans venner var gået.
“Nå, så jeg fik æren af at møde min gruppe før tid, første gang jeg prøver det. Nå vi ses om lidt, husk jeres første modul er i hallen. Ses derover.” Som orden forlod hende, træk marie sig med det samme ned mod kvinden. “Er du okay? Kan de ikke være bekendt! Det lignede ikke at de kendte dig, overhovedet og alligevel så opførte de sig sådan! ARGH! kan de ikke være bekendt!” Udbrød hun så snart hun var tæt kvinden. Kvinden selv træk bare ansigtet mod jorden og en mumlen forlod hende, der var svært at høre hvad hun sagde, men lidt fik hun fat i.
“Jeg bad jer ikke hjælpe mig.” Som det var sagt, gik hun mod hallen. rolig og stille som før, så om det slet ikke havde påvirket hende.

Uden hun vidste hvorfor fyldte hun med Marie, og endte ved hendes side. Drengene trak sig også der over til dem.

“utaknemlige pigebarn.” Blikket gled over mod ordenes kilde, stemmen var Toujis, endelig kunne hun sætte ansigt på personen. Alt hans vægt var på det venstre ben, en stok var sat op over skulderen, en hat dækkede hans øjne, det blonde hår kunne lige anes og hans figur var dækket af en længere frakke.

“Alle har deres grund, ved du bedre end alle os Touji.”
“Jaja, Zai, ved det godt.”
Zai, et navn mere, et mærkeligt navn men et navn var det. Han var skaldet, og havde flere øreringe samt en længere jakke af læder. Det ville ikke overraske hende hvis der var en tatovering et sted der inde under. De var alle tre højer end hende selv og marie, Touji var dog den mindste af dem, både højde og figur. Blikket faldt nu over den sidste af dem, navnet var stadig ukendt. Men han havde en pæne blå øjne og blondt hår der prikkede til hans øre.

“Det var dog uhyggeligt at de var så langt oppe i det røde felt bare på grund af hendes hudfarve” Udkom fra hende selv, dog stille og med håb om at ingen hørte det. Bare noget hun gerne ville have ud af hendes system for at slappe lidt af selv.

“Enig!” Udkom marie med sekundet efter hun var færdig med at sige det, “Folk! skal opføre sig ordentligt og ære hinanden med et smil!”

En latter udkom fra Zai, touji og den sidste. “Helt! enig, folk skal holde op med at lukke sig selv og åbne op. Selv for folk de ikke kender.” Ordne forlod den endnu navnløse, men enigheden voksede i hende.

Som nogle ord skulle til at forlade hende, ringede klokken ind til første modul. Samtalen sluttede og de trak sig alle sammen mod hallen, nærmest så om den kaldte på dem. Men gruppen blev ikke splittet af det, lidt afstand kom mellem hende selv og Marie i forhold til drengene. Touji træk sig lidt foran de andre og holdt døren men kun til det sekund hun var igennem, Marie smil voksede som han gjorde hans handling, et smil dukkede også op på hende selv som de trak sig ind på den anden siden af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...