De tre verdener

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2012
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvor er jeg? Alt er mørkt. Jern? hvorfor er der jern ved mine hænder. Øjne gik ikke op, selv om hun forsøgte gang på gang, hendes egne bevægelser var også hæmmet, hænderne sad fast på ryggen af hende og bevægede sig ikke, hver gang hun forsøgte mærkede hun et ryk omkring sine håndled, et eller andet sad stramt omkring dem. Som hun forsøgte at rejse sad, var det eneste der bevægede sig hendes ben, hænder og skuldre sad fast, det samme med hendes nakke. Hvad skete der? "RAVEN!" Råbte hun, men hendes kæbe bevægede sig ikke, kun en mumlen forlod hende. En mumlen kom tilbage, en til. "Klang" Et klang, en eller anden ramte til noget metal. "Klang, Klang, klang" de blev kastet gang på gang, og det stod noget tid før hun indså hvad det var. morsekode. Nogen af ordne forsvandt da en ting kastede sig ud overhende og, passede sig op af hende. En duft udkom fra tingen, parfume? Det lugtede af Maries parfume. Var det Marie?!

12Likes
32Kommentarer
1849Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Øjne gik op og blikket faldt på de mange farverige trætoppe, bladene var i konstant bevægelse på grund af de mange små dyr der bevægede sig rundt deroppe. De forsøgte ikke at gennem sig, men nærmest hoppede ud så hendes sølvfarvede øjne kunne fange dem og huske dem. Dog blev dette smukke billede tvunget væk et kort øjeblik som hendes halstørklæde af vinden blev hævet op i luften foran hendes blik. Et lille smil dukkede op på de smalle læber som hun førte hånden op og fjernede det flyvske tørklæde. “Vind?”Udbruddet kom fra den unge kvinden der sad op at træet lidt fra den smilende kvinde med halstørklædet. Hun hævede sin overkrop så hun ikke længere lå i skovbunden. “Vind? Ja, det blæser en smule. Det må være første gang siden vi ankom her.”

Hun satte sig langsomt op før hendes øjne åbnede sig en tand mere, hoved drejede og faldt på kvinden ved siden af hende. Kvindens øjne var lige så åbne som hendes egne, alligevel var der noget mærkeligt ved kvinden udover den fejlfri hud. Hendes hår var regnbuefarvet, det samme var hendes korte shorts og den tætsiddende trøje. Der var ikke én glad farve som ikke blev nævnt i hendes tøj og hendes krop, de lyseblå sommerfugle vingerne der udkom fra kvindens ryg gjorde man smilet når man så hende, hun skreg ligefrem af livsglæde og positive følelser. Dog knækkede billedet da blikkede faldt på det lange krystal lignende spyd der lå ved siden af feen.

“Shinu! vi er indenfor” Udbrød den farverige kvinde, mens hun rejste sig op. Som sætningen ramte hende var de begge to kommet op og bevægede sig i en østlig retning, under den hastige løbetur blev skoven mere og mere åben, afstanden mellem træerne blev længere og længere samt størrelsen på dem faldt for hver række af træer de passerede.

Kort foran dem begyndt en hvid tæt tåge at danne sig, det voksede hurtigt og blev højere end hende selv før de nåede den, men af en eller anden grund vidste hun hvor alt var alligevel. Nu! passede de et træ til venstre og som tanken dukkede op i hende kunne hun kort ane at der var et træ, om hun vidste om kort tid ville de ramme døren ud herinde fra, vinden der bevægede sig vækkede både bekymring og kroppens naturlige forsvars instinkter var hyperaktive og kontant på vagt.

Ud af intet dukkede et skygge op foran hende på så kort en afstand at i hendes løb var det ikke muligt at stoppe op før hun ramte den, hænderne blev dog taget op for at beskytte hendes front mod skyggen.

På denne afstand kunne hun se hvad det var hun ramte ind i. Det var is. En større isskulptur, nej. Det var ingen skulptur, det var en frossen soldat, men den rustning han havde på, hun havde set den før, selv mærket på den.

“Shinu?! Er du okay?”  Lød det fra feen der havde fundet vej hen derover i den tætte tåge.

“Aluren! Hvad laver de her!”  Før feen fik lov at reagere på dette kom der et kraftigt vindpust der fjernede det tætte tåge, som den lettede sig dukkere flere og flere af disse mørkklædte frosne soldater op, alle sammen havde deres våben i hånden og deres front var i samme retning. Det var tydeligt de havde været oppe at slås, men mod hvem? Eller hvad! Hvem var det der sad tæt ved døren til haven i dag? Tankerne bevæger sig panisk rundt og lavede den ene checkliste efter den anden for at finde svaret på hvem vogeten var i dag, men svaret kom ikke før en rislede dukkede op i hendes øre, både hende selv og feen drejede langsomt hovedet derover med store øjne. Her sad der en ung pige, med en kande og var ved at hælde en varm væske op i en kop, men det var noget helt galt, hun vidste hvem hun var, men hun burde ikke være her!
Den unge pige sad blot og lod blikket falde på den varme væske som stadig faldt fra kanden. Pigen sad med et livløst kropssprog og farveløst blik, dog sad hun i en sort kjole med rustning der dækkede hendes ben, hænder pande samt bryst. pigen åbnede hendes mund og som den blev åbnet faldt temperaturen flere grader, den faldt nok til at vandet i luften omkring dannede sig til sne og faldt langsomt mod jorden, dette fald af temperatur skete ved hvert ord der forlod unge pigens mund.

“Hvorfor er de stadig her Shinuzaki, burde de ikke finde deres venner og forlade dette sted, krigen er gået i gang og selv folk som mig må tage handling, find deres venner og smut tilbage til Xeula og det er nu! hvad ville deres fader ikke sige til hvis de blev her mens denne krig vare ved.”  Var ordene der blev båret af kulden over til dem samt flere meter bag dem, hun snakkede ikke højt men man var aldrig i tvivl når hun snakkede.

Javel! Euuzia! Skal nok, har også en ide om hvor de er!” Udkom fra hende så snart Euuzia gjorde tegn på hun ikke ville sige mere, det kolde sved løb ned at ryggen så længe de var tæt på hende, men som de begyndte at trække sig ned mod døren forsvandt den følelse mere og mere, den forsvandt først som væggene var synlige og ikke bare var en usynlig hinde der lå over skoven. De gennemsigtige krystal vægge blev synlige og den fine kuple der dækkede hele skoven var til at lægge mærke, døren dukkede op som blikket gled ned af kuplen. Den var af rent sølv og kanten af den var dækket af lyseblå symboler.

I døren kunne hun se sig selv og feen løbe imod den og som hånden faldt over håndtaget faldt der en tæt mat sort tåge omkring hende, alt forsvandt. Selv døren hun havde fat i var ikke til at se.

Håndtaget gled ned selv i dette mørke og hun kunne mærke at vinden udefra blev kastet mod hende.

 

Der var noget galt, tågen havde en mærkelig følelse med sig, en utryg følelse samme tid skreg hende krop af at løbe væk men alligevel var den en sær lyst til at fortsætte ud af døren. men hverken kroppen eller sindet endte med at tage en beslutning før hun vendte sig om uden selv at bevæge sig, men så noget hævede hende fra jorden og vendte hende om. Tågen lettede sig foran hende samt omkring feen der var løbet med hende. Hun havde stadig følelsen af at hun kendte feen. Den sorte tåge lettede sig omkring feen og hun blev mere og mere synlig, men som hun blev synlig blev det også klart at der var noget galt. Nogen skygger lagde sig op af feen, og snoede sig omkring hendes ben og langs op af hende, hele vejen op omkring hendes skuldre og lår, selv hendes vinger var bundet af disse skygger.

Øjne voksede som dette billed blev mere og mere klart, panikken og frygten hævede sig som øjne blev større og større, blikket gled hen over hende selv og skygger var også der, dækkede hende på samme måde som feen blev dækket. Feen forsøgte voldsomt at ryste sig fra. Spydet lå på jorden mellem hende selv og feen, en af disse skygger snoede sig langsomt hen til den, som den nåede dertil begyndte den at sno sig omkring det, som dette skete bevægede et stykke af skyggen sig omkring sin egen samt feens mund. Skyggen bærede spydet op imellem dem og begyndte langsomt at dreje rundt, det drejede rundt om sig selv elleve gange før det standsede med sin spis i retning af feens bryst.

Stop, stop det! skreg hun, men lyden forsvandt ikke fra hendes eget sind, nåede aldrig længere ud end til hende selv.
Men alligevel som orden forlod hendes sind træk skyggen spydet ud i den sorte tætte tåge hvor det forsvandt fra hendes syn. Et kort øjeblik faldt hun til ro før det gik op for hende at de stadig var bundet af skygger der tvang dem til at holde fokus på den anden.

Blikket faldt på feens øjne, noget tåre blev dannet, de nærmest lyste selv om det var trist var det smukt. De nærmest lukkede øjne blev ud af intet så åbne som feen var i stand til at åbne dem, en væske ramte hende og hun kunne mærke den gled ned af hende. Øje faldt ned på feen bryst og der sad hendes spyd, igennem feen bryst. Sorg, smerte og frygt voksede i hende som blodet faldt fra feens bryst.

Et skrig forlod hende som hun rejste sig op i sengen, dynen blev kastede væk fra den paniske kvinde der var vågnet fra sit marit, koldt smeg rislede ned af ryggen på hende som hun hippit hev efter vejret.

Hun rystede som blikket faldt over mod uret, en lille grin forlod hende. “seks minutter over seks.”

Selv om hun havde tid til at lægge sig til at sove så var lysten der ikke, selv kroppen var svær at få til at ligge ned igen, men alligevel fik hun kroppen overtalt til kort at ligge sig ned på puden igen og ånde ud og forsøgte at falde til ro. Der lagde hun nogle minutter og lod blikket hvile på det klare hvide loft.

Et suk forlod hende som  hun rejste sig op og lod dynen falde ned som hun rejste.

 

Hvad var det for en drøm? Der var ingen af folkene i det hun kendte, samt alt det skete i det gav ikke mening! Feer? Hvorfor brugte hendes sind tid på den slags ting! hun var ikke en barn mere. Tanker fløj rundt som det varme vand rislede ned fra bruseren og lagde sig tæt op af hende.

“Hvorfor lige i dag, dagen hvor min ferie slutter.” Et suk forlod hende, “Alle dage, så dagen hvor jeg vil gerne ville sove ordentligt, Nå, er nok ikke den eneste af os der kommer til at være træt i skolen i dag.”

Den næste time befandt hun sig selv foran sin computer, blikket faldt over det skema skolen havde sat deres klasse skulle havde denne dag, der var der ikke igår men denne morgen var det der. informationsmodul, Idræt, Idræt og Idræt.  Hvad? Et fag de ikke havde haft hele sidste år, skulle de have nu? Nå, men tasken er nem at pakke denne dag. Idræts ting og notesbog.

Dog var der en mærkelig tanke at de endelig skulle have et fag hvor man lærte de andre at kende, dem havde de ingen haft af, det havde været det ene faglige modul efter det andet, selv navne på dem i klassen havde hun svært ved at nævne, selv om hun kunne nogen få, dette skulle nok blive en mærkelig dag. Som tanken forlod hendes sind føltes der en lille latter. “nå skal nok se at komme afsted.”  Udkom blot for at minde hende om at hun skulle afsted.

Den tunge jakke faldt over hendes skuldre, tasken fyldte hurtigt efter og endte ved at kaste sig mod hendes hofte som hun træk sig ud mod døren.

Da hendes blik faldt over døren, gik hun i stå som det dukkede op i hendes syn, halstørklædet. Det eneste der gav mening i hendes drøm, en ting hun aldrig ville forlade huset uden at svinge om sin hals.

Døren blev lukket bag hende, nøglen gled i og et drej skete, hånden faldt på håndtaget, men døren bevægede sig ikke. Et smil dukkede op på de smalle røde læber som ryggen blev vendt mod lejligheden og hun bevægede sig ned mod bussen. Mens hun ventede på bussen gled hendes tanker tilbage på drømmen, kvinden hun kaldte Euuzia, snakkede om hendes far? Den mand der bare forsvandt som hun blev seksten og aldrig skrev noget? Og kun sendte penge til hendes konto, hvis det overhovedet var hendes far. Hvorfor skulle hun tænke over hvad han syntes? Der var ingen grund til at gøre hvad den mand sagde, han var så stor en skuffelse som far, og bare havde efterladt hende for sig selv de sidste tre år og endnu ikke havde gjort nogen former for tegn på at ville tilbage i hendes liv. Tankerne stoppede da bussen standsede foran hende.
Der var fuldt i bussen som altid på dette klokkeslæt, blikket faldt over flere elever fra skolen, de ældre elever snakkede og hyggede sig, men dem fra hendes egen årgang som blikket faldt over, sad ved siden af sig selv og enten havde musik i ørene eller sad med en bog i sine egne tanker. Dette hop, det passede ikke ind? Havde de ældre klasser ikke åbenbart ikke så mange afleveringer som dem. Hånden gled ned på hendes telefon og musikken hævede sine toner så lydene fra bussen forsvandt, hun åndede lettet op og lod sin kroppe falde til ro, en time med afslapning før de skulle være fysisk aktive i tre moduler. Et suk forlod hende før hun lod sine tanker tage fat i hendes og rev hende afsted og lod hende finde ro nok til at falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...