Jeg elsker dig jo


0Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

1. Jeg elsker dig jo

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for

sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå, nøgne høje træer, når vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem

stoppede hun op og skuttede for blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til hende. Hun forsøgte at gå til, men blæsten holdt hende tilbage. En bil nærmede sig hende og lysene fra bilen ramte hende dukkede hun sig en smule for de stærke

lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?”

Hun hviskede noget til ham. Hvad det end var, fik det manden i bilen til at rulle vinduet op, og trykke speederen i bund. Pigen gik målrettet videre, og satte sig ned på en bænk ved siden af mig. Jeg kunne mærke at hun kiggede på mig med trætte øjne, men jeg kiggede stift den anden vej. Hun studerede mit ansigt i lang tid. Jeg blev irriteret af hendes blik, det provokerede mig. Jeg vendte mit ansigt mod hende, og så lige ind i hendes øjne. Pupillerne var kulsorte og irissen var en træt mørkegrå. Øjnene udtrykte sorg og hjælpeløshed, men også had. Dog smilte hendes blå smalle læber til mig. Hun så hæslig ud med den lille jakke, der var klemt ud over en stor T-shirt. Jeg fik det dårligt af hende. Jeg gik, nærmest løb over mod bilen, åbnede døren og satte mig ind. Jeg kiggede over mod bænken, men der sad ikke nogen pige. Måske havde hun ikke været der. Måske var det bare ren indbildning. Jeg åndede lettet op, men så bankede det på ruden. Jeg skulle lige til at låse døren, da jeg så på hende. Hun var jo bare et barn, som havde brug for hjælp. Jeg rullede vinduet ned.

”Må jeg komme med?” Hendes stemme var hæs og bedende.

”Hop ind.”

Hendes øjne lyste op og hendes læber spredtes i et smil, der afslørede nogle gullige tænder.

”Hvor skal du hen?” Hendes smil stivnede da spørgsmålet rungede i bilen.

”Må jeg sove hos dig? Jeg har intet sted, eller forældre og jeg har ikke spist i to dage.”

Hun smilte til mig, men jeg var jo ikke hendes far. På den anden side hun var jo kun et barn. Jeg nikkede stift, og startede motoren. Huset jeg boede i var ikke noget at prale af, men jeg havde arvet det af min mor. Jeg gik ind ad døren og op ad trappen for at vise hende gæsteværelset.

”Tak. Det er lang tid siden, at jeg har sovet i en seng som denne.” Hun nærmede sig mig og smilte og før jeg kunne nå at vide af det gav hun mig et kampe kram. Selvom hun var lille og spinkel kunne jeg nærmest ikke få luft. ”I morgen skal vi to have det rigtig sjovt!”

Det var lang tid siden at nogen havde været så sød og imødekommende imod mig. Alle andre vendte mig ryggen, men ikke ham. Han var rar.

Jeg havde boet hos ham i tredive dage. I tredive fantastiske dage. Jeg lavede morgenmad til ham og madpakke så han ikke skulle blive sulten på arbejdet, når han kom hjem fra arbejde var der aftensmad klar til ham og jeg købte ind for ham. Vi var som en lille lykkelig familie. Vi var forelskede.

Kødet skulle bare have fem minutter til, så var middagen klar. Det passede selvfølgelig til hvornår han kom hjem. Han havde set ekstra pæn ud denne uge. Skjorten var strøjet, håret var friseret og han havde altid et smil på læben. Min madkunst havde overskredet alle rekorder denne uge. I dag var det tredive dage siden vi havde mødtes på parkeringspladsen. Den gang var jeg alene og fortabt. Nu havde jeg både et sted at bo, og en mand som jeg elskede mere end alt på jorden og som elskede mig.

Lige netop som jeg havde sat den sidste tallerken på bordet åbnedes døren og ind kom han. Min øjesten. Mere glad end nogensinde, jeg løb han til ham og gav ham et kæmpe knus.

-Sæt dig ned, du må have haft en lang dag. Jeg har lavet din yndlingsret. Koteletter i fad.

-Jeg værtsætter, at du har lavet mad. Det smager sikkert udmærket, men jeg har spist.

-Nå ok. Er du sikker på at du ikke kan klemme én kotelet ned? Jeg har lavet den specielt til dig. Se den er hjerteformet!

-Jeg er virkelig mæt. Jeg var ude med en kollega fra mit gamle job. Det er hende jeg har fortalt dig om. Karen. Hun er virkelig sød, du må møde hende, jeg inviterer hende i morgen. Til middag.

Karen. Bare det at tænke på hendes navn gav mig kvalme. Selvfølgelig ville han vælge mig, hvis han engang skulle vælge. Det ville han. Det var jo mig der lavede mad til ham, gjorde rent for ham, købte ind for ham og elskede ham overalt på jorden.

Karen havde ikke fortjent en festmiddag. Sovsen skilte, kødet blev brændt på, kartoflerne var rå og grøntsagerne blev ikke vasket. Jeg havde placeret dem i hver sin ende af bordet, bare, så hun vidste at han tilhørte mig. Kun mig. Jeg hørte døren åbne, det måtte være dem. Jeg hørte at de nærmede sig. De grinte. Han kom til syne først og bag ham stod en dame. Karen. ”Karen det her er min lillesøster, hun bor hos mig og hun er en fremragende kok!”

Lillesøster. Ordene rungede inde i mit hoved. Jeg var hans store kærlighed ikke hans søster. Karen rakte hånden frem, men jeg vendte ryggen til og satte mig ned på min plads.

”Hvorfor lader du ikke Karen sidde der?” Hvad var der galt med ham? Jeg var tavs under hele middagen. Ingen rørte maden. Hvad fanden bildte hun sig ind, jeg havde lavet middag til hende. Jeg havde brugt tid på hende, og så sagde hun, at det smagte dejligt, men at det manglede lidt salt. Jeg havde lavet dessert, til to. Mig og ham. De delte.

-Jeg er lidt træt. Jeg tror at du må gå.

-Opfør dig nu lidt ordenligt. Karen må blive så længe hun har lyst.

-Nej din søster har ret, jeg må hellere hjem.

Hun prøvede at give mig et knus, men jeg undveg hende. Hun skulle ikke røre mig. Med de klamme fingre. Jeg gjorde mig klar til at han skulle læse godnathistorie for mig, jeg gik ned til ham for at sige at det var nu. Han stod i døren med hende. De stod tæt sammen, deres ansigter var tætte på hinanden. Ansigterne nærmede sig hinanden. De kyssede. Jeg mærkede vreden bruse op i mig. Han skulle kun elske mig. Kun mig. Jeg skreg, jeg græd. Jeg løb op ad trappen ind på mit værelse, smed mig i sengen og græd. Der gik elleve minutter og syvogtredive sekunder før ham åbnede døren til mit værelse. Han stod bare der og så på mig. Det var nu at han skulle undskylde, sige at det var hende og at han ikke havde noget med det at gøre. Han skulle omfavne mig og sige at han elskede mig, at jeg var den eneste ene og at han aldrig ville gøre det igen. Men ikke bare stå der og se ud som en idiot.

-Er du forelsket i hende?

-Det har intet med sagen at gøre, du opførte dig som en idiot. Du var ikke rar mod hende. Hvad skete der dernede?

-Er du forelsket i hende?

-Ja.


 

-Det kan du ikke være. Du er forelsket i mig. Vi hører sammen, os to.

Han så ikke ud til at forstå, selvom at jeg fortalte det til ham om og om igen.

Du er jo syg i hovedet. Nu kører jeg en tur og når jeg kommer tilbage er du væk!” Hvorfor forstod han det ikke? ”Du må ikke gå. Vi hører sammen. Alt er normalt, nu sætter du dig ned og fortæller mig en historie. Vi lader som om intet af det her er sket. Du er tilgivet.”

Han stirrede på mig som om jeg var mærkelig. Han gik væk fra mig. Han løb væk fra mig, ned ad trappen. Jeg måtte efter ham. Han ledte efter sine bilnøgler nede i køkkenet. Han så flot ud men bange, han skulle ikke være bange. Jeg var jo hos ham. Bilnøglerne lå på kommoden, han måtte ikke finde dem for alt i verdenen. Han kiggede skræmt på mig.

-Hold dig væk fra mig.

-Men vi hører jo sammen.

Tårerne flød ned af mine kinder. Jeg kom tættere på ham. Jeg var en meter fra ham, da han fandt dem. Han løb væk fra mig som om jeg var et monster. ”Du må ikke gå. Jeg elsker dig!jo” Han bevægede sig længere væk fra mig. Jeg vendte mig om og så hans store samling af knive. Han måtte ikke gå.

Jeg elsker dig jo..


 

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for

sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå, nøgne høje træer, når vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem

stoppede hun op og skuttede for blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til hende. Hun forsøgte at gå til, men blæsten holdt hende tilbage. En bil nærmede sig hende og lysene fra bilen ramte hende dukkede hun sig en smule for de stærke

lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: “Hvor skal du hen?”

Hun hviskede noget til ham. Hvad det end var, fik det manden i bilen til at rulle vinduet op, og trykke speederen i bund. Pigen gik målrettet videre, og satte sig ned på en bænk ved siden af mig. Jeg kunne mærke at hun kiggede på mig med trætte øjne, men jeg kiggede stift den anden vej. Hun studerede mit ansigt i lang tid. Jeg blev irriteret af hendes blik, det provokerede mig. Jeg vendte mit ansigt mod hende, og så lige ind i hendes øjne. Pupillerne var kulsorte og irissen var en træt mørkegrå. Øjnene udtrykte sorg og hjælpeløshed, men også had. Dog smilte hendes blå smalle læber til mig. Hun så hæslig ud med den lille jakke, der var klemt ud over en stor T-shirt. Jeg fik det dårligt af hende. Jeg gik, nærmest løb over mod bilen, åbnede døren og satte mig ind. Jeg kiggede over mod bænken, men der sad ikke nogen pige. Måske havde hun ikke været der. Måske var det bare ren indbildning. Jeg åndede lettet op, men så bankede det på ruden. Jeg skulle lige til at låse døren, da jeg så på hende. Hun var jo bare et barn, som havde brug for hjælp. Jeg rullede vinduet ned.

”Må jeg komme med?” Hendes stemme var hæs og bedende.

”Hop ind.”

Hendes øjne lyste op og hendes læber spredtes i et smil, der afslørede nogle gullige tænder.

”Hvor skal du hen?” Hendes smil stivnede da spørgsmålet rungede i bilen.

”Må jeg sove hos dig? Jeg har intet sted, eller forældre og jeg har ikke spist i to dage.”

Hun smilte til mig, men jeg var jo ikke hendes far. På den anden side hun var jo kun et barn. Jeg nikkede stift, og startede motoren. Huset jeg boede i var ikke noget at prale af, men jeg havde arvet det af min mor. Jeg gik ind ad døren og op ad trappen for at vise hende gæsteværelset.

”Tak. Det er lang tid siden, at jeg har sovet i en seng som denne.” Hun nærmede sig mig og smilte og før jeg kunne nå at vide af det gav hun mig et kampe kram. Selvom hun var lille og spinkel kunne jeg nærmest ikke få luft. ”I morgen skal vi to have det rigtig sjovt!”

Det var lang tid siden at nogen havde været så sød og imødekommende imod mig. Alle andre vendte mig ryggen, men ikke ham. Han var rar.

Jeg havde boet hos ham i tredive dage. I tredive fantastiske dage. Jeg lavede morgenmad til ham og madpakke så han ikke skulle blive sulten på arbejdet, når han kom hjem fra arbejde var der aftensmad klar til ham og jeg købte ind for ham. Vi var som en lille lykkelig familie. Vi var forelskede.

Kødet skulle bare have fem minutter til, så var middagen klar. Det passede selvfølgelig til hvornår han kom hjem. Han havde set ekstra pæn ud denne uge. Skjorten var strøjet, håret var friseret og han havde altid et smil på læben. Min madkunst havde overskredet alle rekorder denne uge. I dag var det tredive dage siden vi havde mødtes på parkeringspladsen. Den gang var jeg alene og fortabt. Nu havde jeg både et sted at bo, og en mand som jeg elskede mere end alt på jorden og som elskede mig.

Lige netop som jeg havde sat den sidste tallerken på bordet åbnedes døren og ind kom han. Min øjesten. Mere glad end nogensinde, jeg løb han til ham og gav ham et kæmpe knus.

-Sæt dig ned, du må have haft en lang dag. Jeg har lavet din yndlingsret. Koteletter i fad.

-Jeg værtsætter, at du har lavet mad. Det smager sikkert udmærket, men jeg har spist.

-Nå ok. Er du sikker på at du ikke kan klemme én kotelet ned? Jeg har lavet den specielt til dig. Se den er hjerteformet!

-Jeg er virkelig mæt. Jeg var ude med en kollega fra mit gamle job. Det er hende jeg har fortalt dig om. Karen. Hun er virkelig sød, du må møde hende, jeg inviterer hende i morgen. Til middag.

Karen. Bare det at tænke på hendes navn gav mig kvalme. Selvfølgelig ville han vælge mig, hvis han engang skulle vælge. Det ville han. Det var jo mig der lavede mad til ham, gjorde rent for ham, købte ind for ham og elskede ham overalt på jorden.

Karen havde ikke fortjent en festmiddag. Sovsen skilte, kødet blev brændt på, kartoflerne var rå og grøntsagerne blev ikke vasket. Jeg havde placeret dem i hver sin ende af bordet, bare, så hun vidste at han tilhørte mig. Kun mig. Jeg hørte døren åbne, det måtte være dem. Jeg hørte at de nærmede sig. De grinte. Han kom til syne først og bag ham stod en dame. Karen. ”Karen det her er min lillesøster, hun bor hos mig og hun er en fremragende kok!”

Lillesøster. Ordene rungede inde i mit hoved. Jeg var hans store kærlighed ikke hans søster. Karen rakte hånden frem, men jeg vendte ryggen til og satte mig ned på min plads.

”Hvorfor lader du ikke Karen sidde der?” Hvad var der galt med ham? Jeg var tavs under hele middagen. Ingen rørte maden. Hvad fanden bildte hun sig ind, jeg havde lavet middag til hende. Jeg havde brugt tid på hende, og så sagde hun, at det smagte dejligt, men at det manglede lidt salt. Jeg havde lavet dessert, til to. Mig og ham. De delte.

-Jeg er lidt træt. Jeg tror at du må gå.

-Opfør dig nu lidt ordenligt. Karen må blive så længe hun har lyst.

-Nej din søster har ret, jeg må hellere hjem.

Hun prøvede at give mig et knus, men jeg undveg hende. Hun skulle ikke røre mig. Med de klamme fingre. Jeg gjorde mig klar til at han skulle læse godnathistorie for mig, jeg gik ned til ham for at sige at det var nu. Han stod i døren med hende. De stod tæt sammen, deres ansigter var tætte på hinanden. Ansigterne nærmede sig hinanden. De kyssede. Jeg mærkede vreden bruse op i mig. Han skulle kun elske mig. Kun mig. Jeg skreg, jeg græd. Jeg løb op ad trappen ind på mit værelse, smed mig i sengen og græd. Der gik elleve minutter og syvogtredive sekunder før ham åbnede døren til mit værelse. Han stod bare der og så på mig. Det var nu at han skulle undskylde, sige at det var hende og at han ikke havde noget med det at gøre. Han skulle omfavne mig og sige at han elskede mig, at jeg var den eneste ene og at han aldrig ville gøre det igen. Men ikke bare stå der og se ud som en idiot.

-Er du forelsket i hende?

-Det har intet med sagen at gøre, du opførte dig som en idiot. Du var ikke rar mod hende. Hvad skete der dernede?

-Er du forelsket i hende?

-Ja.


 

-Det kan du ikke være. Du er forelsket i mig. Vi hører sammen, os to.

Han så ikke ud til at forstå, selvom at jeg fortalte det til ham om og om igen.

Du er jo syg i hovedet. Nu kører jeg en tur og når jeg kommer tilbage er du væk!” Hvorfor forstod han det ikke? ”Du må ikke gå. Vi hører sammen. Alt er normalt, nu sætter du dig ned og fortæller mig en historie. Vi lader som om intet af det her er sket. Du er tilgivet.”

Han stirrede på mig som om jeg var mærkelig. Han gik væk fra mig. Han løb væk fra mig, ned ad trappen. Jeg måtte efter ham. Han ledte efter sine bilnøgler nede i køkkenet. Han så flot ud men bange, han skulle ikke være bange. Jeg var jo hos ham. Bilnøglerne lå på kommoden, han måtte ikke finde dem for alt i verdenen. Han kiggede skræmt på mig.

-Hold dig væk fra mig.

-Men vi hører jo sammen.

Tårerne flød ned af mine kinder. Jeg kom tættere på ham. Jeg var en meter fra ham, da han fandt dem. Han løb væk fra mig som om jeg var et monster. ”Du må ikke gå. Jeg elsker dig!jo” Han bevægede sig længere væk fra mig. Jeg vendte mig om og så hans store samling af knive. Han måtte ikke gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...